Statslederne i Natos 30 medlemslande nåede onsdag til enighed om et nyt strategisk koncept. Det udpeger de udfordringer og strategiske modstandere, som alliancen står over for, og udstikker retningen for, hvordan Nato bedst imødegår dem. De forsonlige toner mellem Nato og Rusland er en saga blot, mens Kina optræder i konceptet for første gang.

MADRID: Et af de helt centrale mål for årets Nato-topmøde i Madrid har været vedtagelsen af Natos strategiske koncept, der afløser det nu forhenværende ditto, som blev forfattet og vedtaget ved topmødet i Lissabon i 2010. Meget er sket siden da, og onsdag blev et helt nyt strategisk Nato-koncept derfor vedtaget og præsenteret for omverdenen.

Det strategiske koncept er en form for strategisk rettesnor for alliancen og udstikker den overordnede kurs, som alliancens civile og militære beslutninger træffes efter. Nato understreger, at alliancens kerneopgaver i lighed med tidligere er afskrækkelse, kriseforebyggelse og -styring og samarbejde om den fælles sikkerhed, men det 16 sider lange dokument bærer derudover tydeligt præg af de tumultariske omvæltninger, som det europæiske kontinent har lagt jord til i kølvandet på Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014 og det massive forsøg på en fuldskala invasion, som blev indledt den 24. februar i år.

For blot 12 år siden var Rusland ellers at betragte som et partnerland, som Nato til parternes gensidige gavn og glæde hellere end gerne ville samarbejde med:

»Samarbejdet mellem Nato og Rusland er af strategisk betydning, da det bidrager til at skabe et fælles område med fred, stabilitet og sikkerhed. Nato udgør ingen trussel mod Rusland. Tværtimod: Vi ønsker et ægte strategisk partnerskab mellem Nato og Rusland, og vi vil handle i overensstemmelse hermed, idet vi forventer gensidighed fra Ruslands side,« lød det i 2010-versionen af det strategiske koncept. Sådan kom det bekendt ikke til at gå, og blot fire år senere stak Kreml for første gang ild til de diplomatiske broer til Vesten, da Rusland i strid med folkeretten annekterede Krim.

Rusland underminerer den regelbaserede internationale orden

I dag er den sikkerhedspolitiske virkelighed derfor en ganske anden, og den mest iøjnefaldende forskel på de to dokumenter er da også Ruslands overgang fra partnerland til at blive betragtet som Natos primære strategiske modstander. Nato understreger i det strategiske koncept vanen tro, at man er en defensiv alliance, som ikke aktivt søger nogen konfrontation med Rusland, men derudover er alle spor af tidligere tiders forsonlige toner fraværende i 2022-versionen af dokumentet.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Den Russiske Føderation er den største og mest betydningsfulde og direkte trussel mod de allieredes sikkerhed og mod fred og stabilitet i det euro-atlantiske område. Den søger at etablere indflydelsessfærer og direkte kontrol ved hjælp af tvang, undergravning, aggression og annektering. Det anvender konventionelle, cyber- og hybride midler mod os og vores partnere. Dets militære tvangsholdning, retorik og beviste vilje til at anvende magt til at forfølge sine politiske mål underminerer den regelbaserede internationale orden.«

Det er imidlertid ikke kun et aggressivt og ekspansionslystent Rusland, der har bidraget til at tegne indholdet i det strategiske koncept. Kina optræder for første gang i dokumentet og indvarsler, at Nato trods stor geografiske distance må forholde sig til, at det kinesiske styres stormagtsambitioner og ageren i Indo-Pacific-regionen udgør en udfordring for alliancens medlemmer. Også i forhold til Kina understreger Nato, at man ikke ønsker nogen regulær konflikt, men at Kinas »ondsindede hybrid- og cyberoperationer og dets konfrontatoriske retorik og desinformation er rettet mod allierede og skader alliancernes sikkerhed«.

Mens beskrivelserne af Kina og Rusland repræsenterer nybrud for Nato, er der dog også mange indholdsmæssige gengangere i det strategiske koncept, hvor Nato atter identificerer terrorisme som en vedvarende kilde til bekymring. I Afrika og Mellemøsten kan politisk ustabilitet tilsvarende vise sig at blive en udfordring for særligt de (syd)europæiske allierede, og i et bredere, mere civilt perspektiv har alliancen også fokus på, hvordan kvinder, børn og minoritetsgrupper bliver særligt negativt påvirket af militære konflikter. Mange af udfordringerne forstærkes af klimaforandringerne, som Nato betegner som »krise- og trusselsforstærkende«.

Endelig udpeges både cyberspace og det ydre rum som domæner, Nato skal have et skærpet fokus på i de kommende år. Det samme gælder de såkaldte disruptive techologies – nye teknologiske opfindelser og udviklinger med potentiale til at ændre den måde, stater fører krig på. Også her ønsker Nato at være på forkant med udviklingen uden dog at konkretisere sine tiltag nærmere.

Det Høje Nord bliver nyt fokusområde

I lighed med tidligere understreger Nato, at man fastholder sin atomare afskrækkelsespolitik, men at man samtidig er dedikeret til traktaten om ikke-spredning af atomvåben og begræder, at lande som Nordkorea fortsat udgør en trussel. Nato ønsker tillige et opgør med brugen af kemiske våben og peger her på Syrien samt førnævnte Nordkorea og Rusland som de værste syndere.

Læs også: Natos nukleare afskrækkelsespolitik afføder russisk reaktion i Belarus

Retter man blikket mod hjemlige breddegrader, har særligt det strategiske koncepts punkt 8 interesse for Danmark og de øvrige nordiske lande. Det ikke nærmere definerede ”høje nord”, som blandt andet dækker Nordatlanten, Grønland og Færøerne – Nato opererer ikke med begrebet Arktis – er for første gang skrevet ind i konceptet. Igen er det især Rusland, som med sin ageren til søs og i luften indirekte driver udviklingen i retning væk fra den lavspænding, man de forgangne år ellers har været enige om at bevare.

»I Det Høje Nord er Den Russiske Føderations evne til at forstyrre allierede forstærkninger og navigationsfrihed en strategisk udfordring for alliancen,« skriver Nato således.

Dermed kan Danmark formentlig forvente også i fremtiden at skulle have øjnene stift rettet mod farvandene og luftrummet omkring de øvrige lande i rigsfællesskabet. Nato har de senere år gennemført en række militære øvelser i farvandene omkring Nordnorge, og med Det Høje Nord som fokusområde bliver disse med overvejende sandsynlighed en fast del af Natos bevægelser i området fremover.

Det strategiske koncept kan læses i sin fulde længde på Natos hjemmeside (følg linket i toppen af artiklen).