Det bliver et travlt Nato-topmøde i Madrid. Partnerlandene skal både diskutere Natos nye strategiske 2030-koncept og krigen i Ukraine, mens også udsigterne til en optagelse af Sverige og Finland bliver et tema. De nordiske lande skal dog ikke gøre sig forhåbninger om en endelig afklaring før efter topmødet, mener Alice Billon-Gallard fra den britiske tænketank Chatham House.

Onsdag går det længe ventede Nato-topmøde i Madrid i gang. Iagttagere forventer et meget travlt møde, hvor statslederne både skal diskutere Natos nye strategisk koncept, fremtidig støtte til Ukraine og den allerede meget omtalte massive troppeopbygning, som betyder, at antallet af soldater på højt beredskab øges fra 40.000 til 300.000.

Et andet tema, som imidlertid også har manges opmærksomhed, er udsigterne til en optagelse af Sverige og Finland som nye Nato-medlemmer. De to lande har i kølvandet på Ruslands aggression i Ukraine for længst tilkendegivet, at de ønsker at blive en del af alliancen, men indtil videre agerer Tyrkiet stopklods. Ifølge landets præsident Recep Erdoğan drejer den tyrkiske modvilje om, at Finland og i særdeleshed Sverige huser kurdiske PKK-separatister, som man i Tyrkiet betragter som terrorister. Recep Erdoğan mødes tirsdag med Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, som håber på en snarlig løsning.

»Jeg har store forhåbninger om, at denne dialog kan afsluttes med succes i den nærmeste fremtid, helst inden topmødet. Det vil gøre det muligt straks at indlede ansøgningsprocessen for Sverige og Finland,« sagde Andersson ifølge det svenske nyhedsbureau TT på en kort pressekonference i Bruxelles mandag.

Formentlig ingen løsning før efter Madrid

Det er dog ikke alle, der deler den svenske statsministers tidsoptimisme. Ifølge Alice Billon Gallard, der er research fellow ved den britiske tænketank Chatham House, bliver de sidste knaster formentlig først slebet væk på den anden side af topmødet i Madrid.

»Jeg tror, at det vil være et emne, men nok mere i marginalerne af topmødet i den forstand, at emnet har været på bordet i en række uger nu. På grund af spændingerne og især på grund af tvivlen og bekymringen fra Tyrkiets side er processen trådt lidt i baggrunden indtil videre. Men vi ser, at Natos allierede er proaktive i deres forsøg på at drøfte og tage livtag med de sikkerhedsproblemer, som Erdogan har bragt på bordet.«

Har man i Sverige og Finland sat næsen op efter en beslutning i løbet af denne uge, bør man imidlertid slå koldt vand i blodet, mener Alice Billon-Gallard.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Jeg er ikke sikker på, at vi vil se nogen form for løsning i de kommende dage eller som optakt til topmødet, men alle håber, at der vil være en vej frem i de kommende uger og måneder og mere specifikt, at denne proces ikke vil trække ud på en måde, der bringer Sveriges og Finlands sikkerhed i fare i perioden mellem ansøgningen og den faktiske optagelse i alliancen. Jeg tror, der vil være en del sidemøder undervejs på topmødet, hvor man vil forsøge at gøre fremskridt og forstå, hvad Tyrkiet virkelig ønsker, hvad det reelle problem er, og hvordan Sverige og Finland kan give garantier. Men jeg forventer ikke, at dette vil blive løst i løbet af de kommende dage,« siger Alice Billon-Gallard.

Uvist, hvad Tyrkiet vil have af indrømmelser

For at alliancepartnerne skal nå til enighed om en optagelse, bliver det også nødvendigt at inddrage de mere fremtrædende partnerlande i diskussionerne, forklarer Alice Billon-Gallard.

»Det er ikke kun Finland, Sverige og Tyrkiet, der skal drøfte sagen. Der vil formentlig også være diskussioner mellem Tyrkiet og de øvrige allierede. Vi ved, at en del af spørgsmålet sandsynligvis også vil dreje sig om en diskussion mellem USA og Tyrkiet.«

For at komme Tyrkiet i møde skal Sverige og Finland formentlig komme med anseelige indrømmelser. Udover de dele af de tyrkiske anker, der vedrører PKK, er det imidlertid ikke for alvor lykkedes nogen at blive kloge på, præcis hvilket indrømmelser Erdoğan har i tankerne.

»Det er lidt uklart for mange iagttagere, hvad de præcise grunde er til at retfærdiggøre denne tyrkiske blokade. De har naturligvis forklaret årsagerne med hensynet deres egen sikkerhed i forhold til terrorisme og så videre, men nogle af de andre ting kan også være en måde for Tyrkiet at lægge en form for pres på alliancen på og måske få indrømmelse på andre områder.«

»Jeg tror, at der kan finde drøftelser sted mellem Tyrkiet og andre allierede i forbindelse med topmødet, som forhåbentlig kan bringe det videre. I sidste ende er Tyrkiet dog – som generalsekretæren også ofte minder os om – en allieret, og landets sikkerhedsbekymringer skal tages alvorligt. Jeg tror, at det vil være dynamikken på dette topmøde, for i lyset af konteksten og krigen i Ukraine ønsker alliancen at fremstå forenet og ikke som en alliance med interne spændinger.«