Forsvarsministerens udtalelser på Folkemødet om at have styrket Forsvaret møder ikke meget gehør i geledderne. HKKF råber vagt i gevær, en general kan ikke få øje på ”styrkelsen”, og en militæranalytiker forstår både forbundsformanden og generalen. Forsvaret er inde i en alarmerende og negativ spiral, hvor afgangen er større end tilgangen, lyder det.

To forskellige verdener. Sådan må man beskrive virkeligheden, som den ser ud fra et ministerkontor på Holmens Kanal, og som den bliver oplevet ude blandt soldaterne i felten. Lørdag deltog forsvarsminister Morten Bødskov (S) i Folkemødet på Bornholm, og her gjorde han det klart under optagelsen af Frontlinjen på Radio4, at der ikke kommer flere penge til Forsvaret før indgåelsen af et nyt forlig.

Det nuværende forlig løber til udgangen af 2023, og dermed har ”nye penge” lange udsigter. Samtidig slog ministeren fast, at Forsvaret ifølge ham er blevet styrket med indgåelsen af det nationale kompromis, som vil bringe forsvarsbudgettet op på Nato-målsætningen om 2 pct. med udgangen af 2033 og samtidig afsætter i alt syv mia. kr. til Forsvaret i årene 2022—2023.

»Det er en styrkelse af dansk forsvar, når vi løfter beredskabsniveauet på flere områder, både hvad angår Hæren, luftvåbnet og Søværnet. Det koster penge, og det er at betragte som en styrkelse af dansk forsvar,« sagde Morten Bødskov.

Artiklen fortsætter under billedet …

Siden Ruslands invasion af Ukraine har politikerne reageret ved at hæve beredskabet i alle tre værn og pålægge Forsvaret en række skarpe og operative opgaver. Hæren har sendt en kampbataljon på 800 mand til Letland, Søværnet har indsat tre fregatter i henholdsvis Natos beredskab og i danske farvande, og Flyvevåbnet har bl.a. bidraget med F-16 fly til Litauen, F-16 fly i forhøjet beredskab på Bornholm og F-16 indsat over Polen.

Som OLFI kunne fortælle tirsdag, er de syv mia. kr. allerede brugt på humanitære indsatser, diplomati, donationer til Ukraine, udgifter til det øgede beredskab i alle tre værn, økonomiske ubalancer fra 2021 og indkøb af ammunition.

Artiklen fortsætter under playeren …

I Forsvaret har man derfor også svært ved at genkende forsvarsministerens syn på det styrkede forsvar. Fagforeningen HKKF organiserer Hærens konstabler, og her lægger forbundsformand Tom Block ikke skjul på, at der »nok er forskellige opfattelser af, hvad en styrkelse er«.

»Det eneste, som jeg kan se, at vi har styrket, er vores bidrag til Nato. Men når vi taler mængden af opgaver og at få udbygget vores personelstruktur eller i det mindste bare få fyldt den op, ser vi ingen styrkelse. Jeg synes også, at personalestyrelsens egne tal viser det samme,« siger han.

For to uger siden kunne OLFI på baggrund af friske tal fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse fortælle, at 525 uniformerede soldater har forladt Forsvaret i løbet af årets fem første måneder, og heraf er de 350 fra Hæren.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Definitionen på robusthed er for mig en kombination af antal udsendte i forhold til varighed. For at det kan gå op, kræver det en personelstruktur, der kan løfte forventningerne. Vi ser ikke i HKKF, at vi har fået styrket vores personelstruktur,« siger Tom Block.

Du siger måske ligefrem tvært imod?

»Du kan jo bare kigge på afgangstallene fra personalestyrelsen. Der er ikke blevet ansat i nærheden af det nødvendige til reaktionsstyrken i forhold til det antal, som har sagt op. Vi er i gang med en negativ spiral, for vi kan ikke engang dække det voksende hul ved afgang. Det kan godt være, at vi lige nu løfter det fælles ansvar i Nato. Men vi gør det på bekostning af en i forvejen tyndslidt personelstruktur, som ikke en gang er fyldt op. Der mangler folk overalt til de steder, hvor vi skal sende soldater ud,« siger han.

Kan ikke mærke nogen form for styrkelse

Samme oplevelse har brigadegeneral Henrik Lyhne, som til september tiltræder stillingen som næstkommanderende i Hæren. Ud over udfordringer med at rekruttere og fastholde personel oplever han også udfordringer på materielsiden.

»Jeg kan ikke mærke, at der er sket nogen form for styrkelse – jeg vil næsten sige tvært imod. Vi nedslider det materiel, som vi har. Samtidig har vi stadig de mangler, som vi har haft gennem mange år, og som er blevet særligt udbredt i forbindelse med det forøgede beredskab,« siger han.

Kan du komme med nogle konkrete eksempler?

»Der er mange, og de er meget forskellige. Helt konkret har jeg lige været i Oksbøl og besøge en enhed, som vi uddanner frem mod en certificering under 1. Brigades store øvelse senere på året. Jeg kunne konstatere, at de ikke har deres egne lastvogne, fordi de er sendt til Letland. Det betyder, at enheden kører rundt med et sammenskrab af nogle ældre lastvogne, som vi har kunnet finde og give til enheden. De har eksempelvis ingen sløringsnet til lastvognene, for sløringsnettene er sendt med til Letland. Vi har ikke flere, så de kan ikke sløre deres køretøjer. Sådan er der en række mangler, som har indflydelse på deres uddannelse. Desuagtet leverer soldaterne en knaldhamrende god indsats, og de vil det her. Så de løser selvfølgelig opgaven med de mangler, de har. Men det undslipper heller ikke deres opmærksomhed, at der er mange mangler, og at de skal løse opgaverne med noget andet materiel, end de normalt er udrustet med,« siger Henrik Lyhne.

I Den Kgl. Livgarde har 1. Bataljon fået til opgave at forberede sig på at skulle overtage som Hold 2 i Letland til november, hvis politikerne beslutter sig for at fortsætte det danske bidrag. Ifølge oberst og regimentschef Mads Rahbek skiftede tyngden i Hæren, da regimentet fik den nye opgave.

»Fokus i Hæren var før på at klargøre Hold 1. Nu er det os, der får prioritet til støtten, og det er på alle områder. Jeg oplever, at vores situation er blevet bedre siden foråret. Det er ikke perfekt, og der tror jeg, at hele butikken ligner det, som Henrik Lyhne ser ovre i Jylland,« siger han.

Generalens og oberstens udsagn stemmer helt overens med, hvad OLFI hører andre steder i Hæren. Særligt i Trænregimentet er man ifølge OLFIs oplysninger udfordret, fordi alt det skarpe materiel er sendt til Letland. Det betyder, at man ikke har det rette materiel til at uddanne de næste hold. Samtidig har man ifølge OLFIs oplysninger kritiske mangler på personelsiden.

Taget med bukserne nede

Spørger man på Forsvarsakademiet, giver lektor Peter Viggo Jakobsen fra Institut for Strategi og Krigsstudier forbundsformanden i HKKF ret; man ser nok ganske forskelligt på begrebet styrkelse, alt efter om man sidder på et ministerkontor eller står i Oksbøl Øvelsesterræn.

»Det er et spørgsmål, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Ministeren siger, at man har lavet nogle tiltag, der på længere sigt vil styrke Forsvaret. Men Lyhne har jo også ret. På den korte bane spiser vi os selv i øjeblikket. Vi er der, hvor vi nedslider vores udstyr og vores personel, fordi vi er blevet taget med bukserne nede,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Ifølge ham havde hverken politikerne eller Forsvarets ledelse regnet med, at man kunne risikere at skulle hæve beredskabet og rent faktisk skulle sende en kampbataljon til Letland.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Vi har måttet indsætte personel og udstyr på en måde, som der ikke var taget højde for. Samtidig er man blevet ramt af, at den spanske leverandør af ammunition er løbet fra kontrakten, og derfor står man i en virkeligt skidt situation. På den længere bane må man håbe, at tilførslen af ressourcer fremadrettet på betyder, at vi får rettet op. Lige nu lyser alle lamper rødt, og vi slider på vores kampevne og vores udholdenhed. Det gælder ikke kun i Hæren, men i alle tre værn. I øjeblikket er vi ved at spise os selv,« forklarer han.

Også Peter Viggo Jakobsen peger på den massive udfordring, som Forsvaret oplever på personelsiden. For ikke nok med, at Forsvaret mangler køretøjer, materiel, våben og ammunition. I virkeligheden er det største problem mangel på mandskab.

Hvor lang tid går der så, før Forsvaret kan være på omgangshøjde, når pengene ifølge forsvarsministeren tidligst kommer med indgåelsen af et nyt forsvarsforlig – formentlig om halvandet år?

»Der kommer til at gå lang tid, for vi mangler folk i vildskab, og vi skal først have dem rekrutteret og uddannet. Og så skal vi kunne fastholde dem. Det tager nogle år at uddanne personel med specielle kompetencer, hvad enten det er militære eller civile kompetencer. Det tager tid, fra de kommer ind i systemet, til de er fuldt funktionsdygtige. Vi står end da også med den udfordring, at mange af dem skrider med det samme igen, når de er uddannet. Før vi får knækket den nød, går der tid,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Færre folk til at løfte flere opgaver

Alt det stemmer meget lidt overens med det løfte, som statsminister Mette Frederiksen (S) gav, da hun sammen med partiformændene fra Venstre, SF, De Radikale og Konservative præsenterede det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik den 6. marts.  Ifølge hende skulle de syv mia. kr. i 2022 og 2023 bl.a. gå til at »styrke dansk forsvar markant på den korte bane«, »øge robustheden« i Forsvaret og »fylde lagrene op«.

I HKKF ser Tom Block det stik modsatte resultat.

»Vi har færre folk til at løfte flere opgaver. Jeg har svært ved at se styrkelsen, hvis opgaven slider os så meget, at folk siger op, fordi belastningen er blevet for stor. Og i øjeblikket er det, hvad der er ved at ske.«

Ifølge brigadegeneral Henrik Lyhne er det ikke udsendelserne, der får soldaterne til at sige op. Soldaterne er blevet soldater for at udføre deres soldatergerning, og det får de lov til under udsendelserne. Nej, i stedet er det, hvad man kan kalde summen af kardemomme.

»Bare man kunne peget på en enkelt årsag, men det kan man ikke. Soldaterne vil gerne udsendes, så det er ikke missionerne, der er årsagen. Men fastholdelse er meget mere end det. I sidste ende et det et spørgsmål om at være en attraktiv arbejdsplads.«

Det er Tom Block i HKKF enig i.

»Set i min optik får vi ikke løst det her problem, før politikerne åbner op for pengetanken,« siger han.