spot_img

Forsvaret skal have akut og livreddende førstehjælp, og det er nu!

KOMMENTAR: EU-afstemningen om det danske forsvarsforbehold har helt fjernet fokus fra Forsvarets akutte og alvorlige behov for ammunition, våben, materiel, reservedele og vigtigst af alt – personel. Engangsbevillingen på 7 mia. kr. fra det nationale kompromis i marts er allerede brugt, og der er brug for politisk handling. Nu!

Onsdag stemte et overvældende flertal af danskerne ja til at afskaffe det forsvarsforbehold på EU-området, som har været en snubletråd for Danmarks fulde deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde. Fjernelsen af forbeholdet gør det nu muligt for Danmark at deltage fuldt ud i stedet for bare at lytte, når de øvrige EU-lande udstikker kursen for Europas forsvars- og sikkerhedspolitik.

Det er også den historie, som ja-siden har fyldt landets medier med de seneste måneder. Et ja handlede først og fremmest om at sende det signal til vennerne i EU, at Danmark bakker op om fællesskabet og ikke sætter sig i et hjørne med korslagte arme. Og så handlede det om at få mulighed for at være med, når EU iværksætter missioner, som Danmark i virkeligheden gerne vil deltage i.

På den modsatte fløj har nej-siden argumenteret for, at vi har rigeligt i Nato og derfor ikke har behov for at tilføre flere opgaver til et forsvar, som i forvejen er underfinansieret og spændt til bristepunktet. Derudover har nej-siden argumenteret for, at vi aldrig kan trække opgivelsen af forbeholdet tilbage, når først vi har fjernet det.

Begge sider har ret, og begge sider har væsentlige pointer. Desværre har debatten om EU-forsvarsforbeholdet helt fjernet fokus fra en anden og aktuelt langt vigtigere debat. Den handler om genopbygningen af det danske forsvar, som ikke har rykket sig en centimeter efter Ruslands invasion af Ukraine.

Mens landene omkring os har iværksat en massiv oprustning med investeringer og materielindkøb i milliardklassen, rekruttering og uddannelse af flere soldater, reagerer Danmark med vanlig hånlig passivitet over for vores allierede. Vi slår på de tomme tønder med fuld kraft og nægter at se virkeligheden i øjnene, selv om den er skræmmende alvorlig.

Vi fortsætter nasseriet på vores naboer, men puster os samtidig op og ønsker at sole os af at kunne det hele uden at ville træffe de nødvendige beslutninger og betale, hvad det koster. Det er en stor fejl, som kommer til at koste dyrt, og det værste er, at passiviteten er imod ønsket for et stort flertal i den danske befolkning.

Advarslerne har stået i kø i flere år

Ind til den 24. februar troede de fleste politikere på Christiansborg og det meste af den danske befolkning, at krig i Europa var umuligt. Mens truslen fra øst ellers er vokset konstant siden midten af 1990’erne, har de ansvarlige politikere hjulpet på vej af en fraværende og uengageret presse bildt befolkningen ind, at historien stort set var gået i stå med fred over hele Europa.

Der var ifølge analyserne ingen trusler mod Europa, og forsvar var derfor alene noget, som vi havde for at kunne deltage i mindre missioner fjernt fra Danmarks grænser, bibeholde medlemskabet af Nato og samtidig få løst nogle nødvendige nationale opgaver. Forsvaret blev skåret ind til benet, ammunitionslagrene sløjfet og depoterne ryddet. Mantraet var konsulent-lingo om ”just enough, just in time”.

Advarslerne har ellers stået i kø, og folk med bare en lille smule indsigt i forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold har løbende forsøgt at flage advarslerne og den voksende trussel fra øst op for såvel politikere som militærledelse.

Men ingen var interesseret i at lytte, og ingen havde lyst til at ødelægge den gode stemning, når vi nu i stedet kunne handle med Rusland. Således så ingen, at Vesten med sin naive passivitet, lukkede øjne og eftergivenhed koblet sammen med en katastrofal afhængighed af russisk olie og gas i virkeligheden selv banede vejen for despoten Putins voksende storhedsvanvid. Hvad havde han at frygte, når territoriale overgreb på Ruslands naboer alene blev mødt af nogle løftede pegefingre og yderligere besparelser på Vestens og Europas forsvar?

Da han i 1999 lod russiske tropper pulverisere Grosnyj i Tjetjenien, fik det ingen indflydelse på hverken vores forhold til Rusland eller eget forsvar. Da russiske tropper i 2008 rullede ind i Georgien, var det ifølge de vise mænd ikke noget, der havde indflydelse på Danmarks eller Europas sikkerhed. Og da Rusland i 2014 iværksatte en hybrid krigsførelse med ”små grønne mænd” uden ærmemærker i Ukraine og siden besatte og annekterede Krim, var daværende udenrigsminister Martin Lidegaards reaktion, at vi måtte tale om det.

Kort efter besluttede den danske regering at gennemføre den altødelæggende besparelse på 15 pct. af det danske forsvar, som banede vejen for det morads, som vi står med i dag med mangler på alt fra møtrikker og reservedele over køretøjer, våben og ammunition til acceptable indkvarteringsforhold og ordentlig mad i kantinerne.

Den professionelle brigade forbliver et fatamorgana

Og nu står vi her så igen med en klassisk dansk reaktion på virkeligheden. Da russiske styrker marcherede op langs grænsen til Ukraine og for tre måneder siden indledte en invasion, ændrede det geopolitiske europakort sig for altid. Politikerne på Christiansborg var chokerede og vidste ikke, hvilket ben de skulle stå på. For virkeligheden afslørede den ubekvemme sandhed, at Danmark gennem en hel generation har skåret så meget ned på Forsvaret, at vi reelt set står nøgne tilbage.

Åbenbaringen i det eksisterende forsvarsforlig, som skulle have været et ”substanstielt løft” efter års besparelser, var en professionel brigade på op til 4.000 mand, som skulle være klar senest med udgangen af 2023. Det bliver den langt fra, og dens mangler får selv garvede militæranalytikere til at ryste på hovedet. Den har endnu ingen luftværn og får det ikke før om mange år og mangler i øvrigt alt fra personel og ammunition til kampvogne, infanterikampkøretøjer, ingeniørkøretøjer og lastbiler plus det løse.

Den har aldrig rigtigt haft lejlighed for at træne sammen, fordi kernen i form af de tre kampbataljoner har været spredt for alle vinde med løbende opgaver i Afghanistan (nu afsluttet), Irak, Kosovo og Estland uden at forglemme paskontrol ved grænsen, bevogtning af synagogen i København, smitteopsporing i forbindelse med Covid-19 og aflivning af mink.

Da pludselig Putin bankede på Europas dør med ikke fredelige midler, fik regeringen og Forsvaret travlt.

Den 10. januar øgede Nato beredskabet for fregatten ”Peter Willemoes” til ”højt”, og samtidig sendte regeringen fire F-16 til Litauen for at lukke et hul i Natos Air Policing over Baltikum. Den 8. februar blev den tilmeldte kampbataljon til Natos 30-dages beredskab sat i forhøjet 1-5 dages beredskab og samlet på Antvorskov Kaserne i Slagelse, ligesom to F-16 fly blev sendt til Bornholm.

Den 14. februar overtog politi og hjemmeværn Forsvarets opgaver ved grænsen og i København, og den 18. februar trak regeringen fregatten ”Esbern Snare” hjem fra Guineabugten halvanden måned før tid for at kunne imødekomme endnu et ønske fra Nato om et forstærket og forhøjet beredskab i Østersøen. Den 24. februar blev fregatten ”Niels Juel” indsat på forhøjet beredskab i de danske farvande, og den 24. februar invaderede Rusland så Ukraine.

Og senest i begyndelsen af maj blev kampbataljonen på 850 mand fra Slagelse så sendt til Letland.

Politikerne vil tidligst give Forsvaret penge i 2024

I Europa reagerede en række regeringer på Ruslands invasion med massive investeringer i forsvar, og syd for grænsen lagde kansler Olaf Scholz et maksimalt pres på den danske regering ved en gang for alle at vende passiv tysk forsvars- og sikkerhedspolitik på hovedet. Med sin tale i forbundsdagen tre dage efter Ruslands invasion gjorde han op med spøgelset efter Anden Verdenskrig og meldte Tyskland helt ind i kernen af europæisk forsvar ved at tilføre 100 mia. euro (750 mia. kr.) til forbundsværnet allerede i år og samtidig love at øge forsvarsbudgettet fra 1,5 pct. af bnp til 2 pct. i løbet af få år.

Danmark har altid ligget i læ af tyskerne, og med den tyske udmelding havde statsminister Mette Frederiksen (S) ikke noget valg. Danmark måtte også reagere, og på Christiansborg krævede de borgerlige partier forsvarsforliget åbnet med tilførsel af massive midler med det samme. Men sådan gik det som bekendt ikke.

I stedet landede de fem ”gamle” partier i form af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale, Konservative og SF et såkaldt ”nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik”, som over for offentligheden blev solgt som en massiv investering i Forsvaret. Faktum er dog, at mens Tyskland handler nu, begynder investeringen i det danske forsvar tidligst i 2024 – om to år! Og løftet fra 2014 om at nå op på Nato-målsætningen på 2 pct. af bnp vil partierne først indfri med udgangen af 2033 – om 12 år – og 19 år efter tilsagnet på Nato-topmødet i Wales!

Det er helt sort. Samtidig presser man Forsvaret endnu mere og slider både på mandskab og materiel ved at øge aktivitetsniveauet til maks – og lidt til. Resultaterne begynder allerede at vise sig. Mandskabet siger fra – og op. Søværnet har mere end svært ved at få besætningerne til at hænge sammen, og skibene må derfor ”sejle for kort”, som man kalder det, når ikke alle pladser er fyldt ud. Og i Hæren har man dårligt mandskab til at fylde det Hold 2, som alle forventer sendt til Letland, når de i øjeblikket udsendte skal afløses en gang efter sommerferien.

Engangsbevilling på 7 mia. kr. er allerede brugt

Men hov. Hvad med de 7 mia. kr. i en engangsbevilling over to år (2022-2023), som også var en del af det nationale kompromis til at styrke Forsvaret her og nu? Den deprimerende meddelelse er, at de allerede er brugt på alt andet end det, som danskerne naivt tror.

De første to mia. er afsat til udenrigstjenesten og humanitær hjælp. De næste to mia. kr. er allerede brugt på militære donationer til Ukraine i form af panserværnsvåben, pansrede mandskabsvogne, Harpoon-missiler- og launchere plus det løse. Den femte mia. går til at dække et underskud fra sidste år, og så er der to mia. kr. tilbage til at indkøbe ammunition til overpris og dække Forsvarets øgede beredskab i alle tre værn herunder udgifter til brændstof og drivmidler, som trods alt ikke koster billigt i disse dage med over 18. kr. per liter benzin i løssalg.

Nu kan du selv sidde med lommeregneren og regne dig frem til, hvor meget mere Forsvaret kan gå på shopping for at få lukket hullerne. Nej, vel?

Så lad os nu glemme alt om det forsvarsforbehold, som er afskaffet om et par uger, og lad os i stedet begynde at diskutere det, som er meget mere presserende og vigtigt for Danmarks sikkerhed. Forsvaret skal have akut og livreddende førstehjælp, og det er nu!

Rusland har på trods af sin amatøragtige og destruktive krigsførelse i Ukraine stadig atomvåben og truer i stadig mere skingert sprog med at bruge dem. Den trussel er reel, og den kræver handling nu. Ikke mere pseudosnak og analyser og overvejelser og måske. Forsvaret skal have tilført midler, så indtaget af værnepligtige kan øges for at skabe tyngde og robusthed i antal, og der skal investeres massivt i ammunition, våben og køretøjer for bare at nå i mål med det eksisterende forlig.

Når alt dette er på plads, kan vi (I, kære politikere) begynde at forhandle om, hvad det næste forlig skal indeholde af langsigtede planer. Men inden da skylder I at levere på det eksisterende forlig, og det kan kun gå for langsomt. Sæt i værk!

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Lars Gruby
Læser
Lars Gruby
3. juni 2022 7:44

Kære Peter
En meget præcis beskrivelse af Forsvarets håbløse situation, og af politikernes “talen uden om i de sidste mange år”. At Danmarks politikere er gode til signalpolitik og tom snak, kommer man ikke uden om.
Situationens alvor kan ikke beskrives meget mere præcist. Desværre er jeg helt sikker på, at politikerne vil glimre med passivitet og udenomssnak endnu en gang.
Man kan godt miste en smule af sin selvrespekt, når man igen og igen er vidne til at Danmark nasser sig til sikkerhed, under en gentagen påstand om, at Danmark har verdens bedste soldater – det vejer op for alt.
Danmark har verdens bedste soldater!, men de kan ikke arbejde uden udrustning, ammunition og de nødvendige kapaciteter, der skal til for at kunne virke på den moderne kampplads.
Hvis jeg var politiker, hvilket jeg heldigvis ikke er, ville jeg skamme mig.