Det kan blive en udfordring af de større for Hæren, hvis man på Christiansborg ønsker at forlænge den danske kampbataljons tilstedeværelse i Letland ud over det forventede Hold 2. Flere eksperter peger på, at en langvarig deployering til de baltiske lande nødvendiggør en nytænkning af Hærens ”produktionsapparat” eller længere værnepligtsforløb.

Danmarks militære tilstedeværelse i Letland trækker store veksler på Hærens ressourcer. I skrivende stund indgår en såkaldt kampbataljon i Natos forhøjede beredskab i Letland, ligesom Hæren har, hvad der svarer til et kompagni – cirka 200 soldater inklusive stabsbidrag – på plads i Estland. På sigt kan det dog blive vanskeligt at stille lige så slagkraftigt op, som man har gjort med Hold 1, hvis rygrad består af soldater fra Gardehusarregimentet i Slagelse.

Det vurderer blandt andre Jeppe Plenge Trautner, som er ekstern lektor ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet og selv reserveofficer. OLFI har talt med kilder i Forsvaret, som tilslutter sig vurderingen.

»Hæren plejer at udsende 200 mand til Estland hvert andet år plus et par hundrede andre steder. Lige nu er der 200 soldater i Estland, over 800 i Letland og dertil nogle på vej til Irak og på Bornholm. En stor andel af Hæren og dens materiel er dermed udsendt. Målt i årsværk er belastningen på personellet vist fire gange den normale. Det holder ikke i lang tid. Allerede Hold 2 til Letland kan blive vanskeligt, og Hold 3 endnu sværere. Og ikke bare hvad angår at skaffe personel, men også at uddanne dem på materiellet, da en stor andel af det er udsendt,« siger Jeppe Plenge Trautner.

For nuværende har Folketinget ikke formelt truffet beslutning om at forlænge bidraget i Letland. Flere iagttagere – herunder Jeppe Plenge Trautner selv – forventer dog, at det er en formalitet. Sker det, bliver det formentlig ikke uden visse hovedbrud i Hærkommandoen og Hærens regimenter, som i skrivende stund kun har 1. bataljon ved Den Kongelige Livgarde (I/LG) at trække på. Soldater fra Jydske Dragonregiment (JDR) er i forvejen udsendt til blandt andet Kosovo, mens regimentet også står foran at udsende soldater til Nato Mission Iraq (NMI).

Forlænget værnpligt en del af mulig løsning

Ifølge Trautner er tiden inde til at tænke over, hvordan personeludfordringen løses på længere sigt – i hvert fald hvis man på Christiansborg har ambitioner om at stemple ind i det forhøjede Nato-beredskab i Østersøregionen og Baltikum på en mere permanent basis. Han har selv et konkret løsningsforslag:

»Der er kun én måde at få balance i personellet: ved at genindføre værnepligten i reel længde og færdiguddanne værnepligtsenheder. Det betyder nok 9-12 måneders værnepligt svarende til reaktionsstyrkeuddannelsen (HRU). Derefter skal dele af enheder eller hele enheder kunne tegne reservekontrakt og udsendes til Letland. Og med erfarne konstabler i de sværeste funktioner.«

Den løsningsmodel behøver ikke at være længe undervejs, selvom pengestrømmen til Forsvaret kun langsomt skrues op. Det er faktisk bare med at sætte i gang, mener Jeppe Plenge Trautner.

»Forsvaret kan gå til politikerne i morgen og sige, at Hæren ønsker at opstarte 12 måneders værnepligt med det samme. Eller hurtigt påbegynde uddannelser af sergenter og løjtnanter til de kommende værnepligtige. Lige nu venter politikerne på Forsvaret og Forsvaret på politikerne, og så er militær innovation og ansvarsglæde nok vejen frem,« bemærker Trautner og fortsætter:

»Det vil tage tid at forøge antallet af værnepligtige, når de skal uddannes længere. I de første par år skal det nok være under 3.000 årligt, for at der er førere, instruktører, indkvartering og udrustning nok til dem. Værnepligt uden kvalitet vil være en ulykke, så antallet må ned for at få længden op.«

Udover udsigten til at mangle det fornødne personel er der så materiellet, som også skal fungere i længere perioder. En anseelig del af det befinder i Letland, hvorfor eventuelle fremtidige hold kan få svært ved at øve med det. Dertil kommer vedligeholdelsesudfordringen forbundet med en potentielt langvarig udsendelse. Den kan der imidlertid rådes bod på ved at forstærke værksteder og logistik i deployeringsområdet, men også det tager tid, konstaterer Jeppe Plenge Trautner.

»Nedslidningen og efterslæbet er så voldsomt, at Hæren nok i perioder må nedgradere materiellet på de udsendte kapaciteter. Politikerne ser dog ud til nu at mene, at de småpenge, man har givet Forsvaret i 2022 og 2023, slet ikke rækker. Gode begrundelser og det stærke Nato- og USA-pres kan skaffe flere penge meget hurtigt.«

»Er det kritisk nok, lykkes det«

En anelse mere optimisme på det danske bidrags vegne finder man hos lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet – men også kun en anelse. Også han har hørt forlydender om udfordringer med at stille en fuld kampbataljon, særligt efter Hold 2, men i modsætning til Jeppe Plenge Trautner mener han, at Hæren med nogen anstrengelse godt kan få et Hold 3 og 4 til at lykkes.

»Jeg kan ikke vurdere, hvor langt man kan trække elastikken, uden at den springer. Det er helt klart, at ser man på den normale produktionsmaskine, er der ikke et hold 3. Men er det en helt vildt ekstraordinær situation, kan man nok godt lave det. Sådan er det næsten altid i Forsvaret: Du kan godt lave noget, som du egentlig ikke har personel og materiel til, hvis det er kritisk nok, og politikerne vil det nok,« lyder vurderingen fra Peter Viggo Jakobsen.

Han bemærker, at det i så fald ikke vil være første gang, at et ”umuligt” projekt er blevet gennemført af ren og skær nødvendighed. Forsvarets enheder har før råbt op om knappe ressourcer og vanskelige arbejdsvilkår, men det falder fra tid til anden for døve øren på Christiansborg.

»Så er forsvarschefen, efter at have været til samtale med det politiske niveau, vendt tilbage og har sagt: ’Der er ikke noget, der hedder nej – løs det’. Og så har man løst det.«

På materielsiden kan en kortsigtet løsning på udfordringen med at efterleve train as you fight være at sikre et større overlap mellem holdene i forbindelse med rotationer. På den måde kan det afløsende hold træne med det materiel, de skal bruge, inden de indtræder i beredskabet operativt. Den model vil ikke have de store konsekvenser, mener Peter Viggo Jakobsen, som ikke ser konturerne af en reel trussel mod soldaternes sikkerhed i området. Russerne har nu og i den kommende tid rigeligt at se til i Donbas.

»Man skal huske, at de danske soldater ikke skal i krig. De skal bare over at stå og kigge. Det er ikke sådan, at de skal til Afghanistan og på patrulje dagen efter ankomst og risikerer at blive sprængt i luften. Der sker ikke en bjælde i Baltikum, og det kommer der ikke til. På den måde er det en situation, hvor det ikke er så nødvendigt, som hvis det var Afghanistan, man skulle til,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Nødvendigt at ændre Hærens ”produktionsapparat”

De første tre-fire hold kan man med andre ord godt lykkes med at tvinge igennem. På mellemlangt og langt sigt skal der dog tænkes i andre baner. Forsvaret skal omstilles til den nye virkelighed, mener Peter Viggo Jakobsen og fremhæver et af de redskaber, som Jeppe Plenge Trautner også har identificeret.

»Hvis vi står i en helt ny virkelighed, som alle siger, skal vi også til at se på, hvordan vi kan generere de soldater, vi skal bruge. Skal vi til at have en rotationsmission ovre i Baltikum, der er større end hidtil – og det kan man ikke afvise – er vi nødt til at trykke på værnepligtsknappen. Eller i hvert fald at ændre vores produktionsmaskine i Hæren, så den kan producere flere soldater kontinuerligt.«

Den manøvre er formentlig allerede i gang som en del af udarbejdelsen af Forsvarets eget oplæg til de kommende forligsforhandlinger, der indledes senere på året, mener Peter Viggo Jakobsen.

»Det er den slags overvejelser, man skal gøre sig nu: Hvordan ændrer vi Hærens produktionsapparat, så den kan levere det, der skal bruges under de nye vilkår? Man kan håbe, at det når på plads, så hvis der kommer et ”panikhold” 3, så kommer der et Hold 4, som er resultatet af, at man har fået ændret sit produktionsapparat, så man kan leve op til de nye politiske krav.«

For nuværende må Forsvaret – og Hæren i særdeleshed – imidlertid klare sig med det eksisterende setup.

»Det er ikke fordi, at Hæren ikke kan løse sin opgave, men den er blevet fanget på mellemhånd af en situation, hvor kravene pludselig bliver skruet længere op, end nogen havde forventet og har økonomi til. På den måde står man i øjeblikket i et vadested, hvor der skal skiftes fra det gamle og til et nyt produktionsapparat,« lyder vurderingen fra Peter Viggo Jakobsen.

Ifølge hans forskerkollega i Aalborg, Jeppe Plenge Trautner, kræver situationen da også, at Forsvaret åbent og ærligt fortæller politikerne, hvad man kan, og hvad der er brug for fremover. Gør man det, kan Danmark både bidrage positivt i Baltikum og i højere grad tage vare på sin sikkerhed de kommende år.

»Forsvarets situation er blevet talt højere op end der er grundlag for. Hvis skønmaleriet fortsætter, bliver fremtiden trist og farlig for de udsendte. Omvendt, tager Forsvaret og politikerne en god dialog om realiteter og risici, kan Danmark igen bidrage positivt til sin egen sikkerhed og til Nato,« siger Jeppe Plenge Trautner.

OLFI har spurgt Forsvarskommandoen om perspektiverne i en længerevarende tilstedeværelse i Baltikum. Her ønsker man dog ikke at stille op til interview på nuværende tidspunkt, idet man understreger, at beslutningen om en forlængelse endnu ikke er truffet.

»Da der ikke er truffet beslutning om en eventuel forlængelse af den nuværende tilstedeværelse i Letland, må Forsvarskommandoen desværre takke nej til interview. En eventuel forlængelse af Forsvarets nuværende tilstedeværelse i Letland vil kræve en politisk beslutning på baggrund af en militær anbefaling,« skriver Forsvarskommandoen til OLFI.

BÆRENDE BILLEDE: Første del af kampbataljonen tog til Letland den 2. maj. Siden da har den bidraget til Natos øgede tilstedeværelse i området. På sigt kan det dog blive vanskeligt at stille soldater, advarer ekspert. Foto: Simon Elbeck/Forsvarsgalleriet

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer