PORTRÆT: For den tidligere opklaringssoldat Sascha Stork lagde Forsvaret kimen til en utraditionel drøm om et liv som professionel stuntkvinde. En drøm, som hun i dag forsøger at gøre til virkelighed. Sigtekornet er indstillet på Hollywood, men det havde formentlig ikke været tilfældet uden erfaringerne fra Hæren, fortæller hun.

Sascha Stork kunne have gjort som så mange andre, da hun i 2016 tog afsked med Forsvaret. Med talent for de naturvidenskabelige fag var hun nok havnet inden for fysikken og ville anno 2022 givetvis have haft sin gang på Niels Bohr Instituttet eller en tilsvarende forskningsinstitution. Som mange andre konstabler, der forlader Forsvaret i en ung alder, var Sascha Stork da også godt på vej til at gå den slagne vej i det civile uddannelsessystem. Det blev derfor også til en bachelor i netop fysik, men da det blev tid til at vælge en kandidatuddannelse, føltes det alligevel ikke helt rigtigt.

På råd fra sin tidligere træner i militær femkamp – Sascha Stork har været på Forsvarets landshold i disciplinen – gjorde den tidligere opklaringssoldat derfor i overført betydning, hvad hun i dag gør helt bogstaveligt, og tog springet; søgte ind på International Stunt Academy i Oslo, hvor hun sidder, da OLFI fanger hende på en noget forsinket telefonforbindelse fra Danmark.

I dag har 29-årige Sascha Stork taget afsked med både akademia og militær og begivet sig ud på et af den slags eventyr, der kræver lige dele gåpåmod og risikovillighed.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Hvis jeg selv kunne vælge, skulle jeg lave stunts hele dagen. Sæt bare ild til mig, spræng mig i luften og kør galt i bil. Det lyder meget fedt,« lægger Sascha Stork friskt ud, da OLFI spørger ind til hendes noget utraditionelle uddannelsesvalg.

Vi har aftalt at tage en snak om, hvordan man omstiller sin tankevirksomhed fra militær opgaveløsning i Kabul og Helmand til tre år på universitetet for til sidst at havne i den lukkede og noget ubeskrevne stuntbranche med drømme og håb om en karriere i underholdningsmekkaet Hollywood. Og hvor mange paralleller er der lige mellem Forsvaret og stuntbranchen? Flere end man skulle tro, skal det vise sig.

Kønnet aldrig en del af diskussionen

For Sascha Stork begyndte det hele i Vallensbæk på Københavns vestegn. Her bød barndommen på masser af sport og boglig succes, men da muligheden for at benytte sig at værneretten opstod i slutningen af teenageårene, gjorde en snigende skoletræthed det til en nem beslutning at træde ind gennem porten som rekrut på Hærens Basisuddannelse og siden som kontraktansat soldat.

»Det var befriende at komme i Forsvaret. Det var dejligt at bruge min krop i stedet for mit hoved. En hel ny verden åbnede sig,« fortæller Sascha Stork, som kort inde i værnepligtsforløbet afgjorde med sig selv, at hun ville skrive kontrakt – og ikke hvor som helst:

»Jeg ville gerne have det hårdeste tjenestested – og det med størst sandsynlighed for at blive udsendt. Det var på Bornholm.«

Der skulle godt nok et afbud fra en anden kvindelig konstabel til, før Sascha Stork faktisk havnede hos 2. Lette Opklaringseskadron på klippeøen i Østersøen, men da hun først stod på der, så hun sig ikke tilbage. De næste år var Sascha Stork soldat med liv og sjæl. Trods tilværelsen som ene kvinde blandt snesevis af mænd fandt hun sig nemt til rette med både den bramfri jargon og arbejdsopgaverne.

»Når jeg tænker tilbage, ved jeg ikke, hvordan det gik godt. Men jeg har altid været rap i replikken og kunnet svare igen, så det kørte meget godt. Og så har jeg aldrig rigtig beklaget mig, så jeg passede bare ind,« fortæller Sascha Stork, som dyrker både faldskærmsudspring, dykning og MMA (Mixed Martial Arts, red.) i fritiden og trives med et højt fysisk aktivitetsniveau.

Af samme grund satte hun en ære i ikke at lade sit køn blive en ting, kollegerne talte om.

»Jeg gjorde mig altid umage. Jeg gjorde mig umage for at skyde godt for eksempel. Jeg styrketrænede også, selvom det er svært som kvinde, og selvom man ikke kan løfte lige så meget som en mand. Løb er lettere, og så gjorde jeg mig umage for at løbe 3000 meter på en Cooper (konditionstest, hvor man løber så langt, man kan, på 12 minutter, red.).«

Indsatsens affødte respekt blandt de mandlige kolleger, så det med enkelte undtagelser aldrig blev en del af diskussionen, at hun var ene kvinde i flokken. Også udsendelserne forløb gnidningsfrit og i kombinationen af øvelse og skarp opgaveløsning fandt Sascha Stork frem til nogle af de personlige egenskaber, hun i dag trækker på, når hun sætter ild til sig selv, springer ud fra højder eller gennemfører koreograferede slåskampe – aktiviteter, der kan ende helt galt, hvis de ikke udføres korrekt, og hvor den indbyrdes koordination med kollegerne er vigtig.

Den nærmest telepatiske kommunikation, der opstår, når alt går op i en højere enhed i en velsmurt militærenhed, er direkte overførbar til arbejdet med stunts, mener Sascha Stork.

»Det er virkelig noget, jeg har lært fra Forsvaret, og som jeg kan bruge nu og er dygtig til; samarbejde, hvor man ikke kan snakke sammen. For eksempel på skydebanen at kunne lægge sine byger mellem hinanden, hvis man er maskingeværskytte. At afgøre, hvornår pibeskiftet skal ligge. Det er en form for dans, hvor man må mærke, hvor de andre er. Det samme med bykamp. Der er et underbevidst gruppesammenspil. Når man kan det, er det så fedt,« siger Sascha Stork med entusiasme i stemmen.

»Det eneste sted, du er 100 procent fri, er i tankerne«

Mens køn ikke spillede nogen rolle i hverdagen, så det anderledes ud, da Sascha Stork i 2015 og 2016 ad to omgange var udsendt til Afghanistan som del af det danske eskorte- og personbeskyttelsesbidrag til Operation Resolute Support.

Her blev der i høj grad lagt mærke til den blonde kvinde i uniformen. Pludselig blev Sascha Storks køn også et tema for hende selv, forklarer hun. Mødet med den afghanske kultur, hvor kvinder er andenrangsborgere uden de samme muligheder for selvrealisering som hende selv, førte til et paradigmeskifte i Sascha Storks måde at tænke på.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Jeg opdagede virkelig, at jeg er en kvinde, da jeg stod i Afghanistan. Jeg lavede ikke bare personbeskyttelse – det gjorde jeg også, men som kvinde – og jeg oplevede, at både afghanske mænd og kvinder kiggede på mig, som om jeg var dumpet ned fra himlen. Kvinderne gjorde kæmpestore øjne, og jeg følte, at de så på mig, som om jeg kunne flyve – som om jeg var den virkelige version af en drøm, de ikke turde drømme.«

Som iagttager af det afghanske samfund, der med Talebans magtovertagelse i august 2021 er slået tilbage til start og nu lige så arkaisk og bagudskuende som for 20 år siden, blev Sascha Stork til gengæld også bevidst om, at man med den rette indstilling kan bidrage til at inspirere andre. Så et frø af optimisme for fremtiden.

»Det eneste sted, du er 100 procent fri, uanset hvordan dit liv er, er i dine tanker. Der kan kun ske det, du tillader. At jeg kunne plante en ide hos dem om, at man kan være fri, har jeg tænkt meget over efterfølgende. Hvor vildt det er at kunne plante en ide hos andre mennesker, som kan spire og gro,« siger Sascha Stork.

Oplevelserne i Afghanistan fylder stadig i tankerne i dag. Det samme gør håbet om en bedre fremtid for det uroplagede land, selvom sorte skyer siden sommeren for alvor er trukket ind over det afghanske samfund og for nuværende kvalt håbet. Udviklingen i landet er nedslående, men for Sascha Stork selv nytter det ikke noget at dvæle ved forhold, hun ikke kan ændre. Der er ikke andet at gøre end at se fremad, lyder det fra den aspirerende stuntkvinde.

»Jeg har det helt fint i dag, og det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over. Men jeg tror, at det er fordi, jeg med god samvittighed har leveret noget tilbage, i og med at jeg stod som kvinde dernede. Afghanerne tog billeder af mig i ét væk, og jeg oplevede faktisk, at langt de fleste mænd var positivt indstillet. Det, følte jeg, var stærkt. Én ting er at give kvinderne en ide om frihed, men en anden ting er at give mændene en idé om, at kvinden kan være fri.«

Vil tage soldaterkulturen og røverhistorierne med sig

Muligheden for at inspirere andre er også en motivationsfaktor i dag, og selvom et liv i stuntbranchen i modsætning til i soldatergerningen ikke er et spørgsmål om liv og død i traditionel forstand, håber Sascha Stork, at hendes utraditionelle karriereforløb kan give både mænd og kvinder lyst til at følge mavefornemmelsen fremfor samfundets forventninger.

»Jeg skal hygge mig med på vejen med de her stunts, men hvis jeg kan gøre det på en måde, så jeg kan inspirere andre mennesker til at tænke anderledes om sig selv, ville det virkelig være en gave,« siger hun.

For nuværende står hverdagen på stunts fra morgen til aften for Sascha Stork og hendes medstuderende, der kommer fra hele verden og deler drømmen om karriere i branchen med hinanden. Til sommer går turen til USA, hvor der skal networkes og skabes kontakter til nogle af de branchefolk, som uddeler adgangsbilletter til den forjættede amerikanske underholdningsbranche. Sascha Stork glæder sig ved tanken.

»Hele livet bliver man spurgt, hvad man gerne vil være, når man bliver stor. Jeg har aldrig kunnet svare på det, men nu føler jeg, at der er et eller andet inde i mig, der gerne vil gå så langt med det her, som jeg overhovedet kan,« siger hun og understreger, at der ikke hersker nogen tvivl om Forsvarets betydning for, at tingene ser ud til at lykkes for hende.

»Jeg føler virkelig, at jeg ikke havde kunnet gå ind i det her uden min tid i Forsvaret. Det havde jeg selvfølgelig godt, men så havde jeg været et andet sted. Nu føler jeg mig sikker, når jeg står i det. Jeg føler, at jeg trænet til det. Jeg ved, at jeg kan håndtere stress og forstår, hvad der foregår,« siger Sascha Stork.

Også på det sociale og menneskelige plan har arbejdet som soldat givet grobund for, at Sascha Stork i dag tør drømme om at medvirke i en Quentin Tarantino-film. Hun tilskriver jargonen og kammeratskabet blandt vennerne og kollegerne på Bornholm en stor del af æren for sit livssyn og for sin optimisme på både egne og andres vegne. Især røverhistorierne.

»Soldater elsker at fortælle historier, og den humor, absurditet og munterhed er unik for Forsvaret og fremdyrker en ubevidst kultur om, at vi skal leve et liv, som bliver til en god historie. Den kultur vil jeg virkelig gerne tage med mig.«