Finland bør søge om Nato-medlemskab »omgående«, mener premierminister

2
Finland bør søge om medlemskab af Nato snarest muligt, mener landets premierminister, Sanne Marin, og præsident Sauli Niinistö. Foto: Valtioneuvosto (Finlands regering)

Finlands ansøgning om medlemskab i Nato ser ud til at være nært forestående. Både landets præsident og dets premierminister giver torsdag formiddag udtryk for, at de mener, at landet bør søge om optagelse i forsvarsalliancen ved først kommende lejlighed. Beslutningen træffes dog formelt af det finske parlament.

Det har ligget i kortene i flere uger, men nu ser Finlands ansøgning om optagelse i Nato ud til at være endog meget nært forestående. I hvert fald mener både premierminister Sanna Marin og præsident Sauli Niinistö nu helt officielt, at landets parlament bør træffe beslutning om at sende en ansøgning.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som de to i fællesskab har udsendt torsdag formiddag. Her forklarer de, hvorfor og hvordan de er nået frem til deres konklusion, ligesom de tilkendegiver, at de forventer en formel beslutning truffet i løbet af ganske få dage.

»I løbet af foråret har der været en vigtig diskussion om Finlands mulige Nato-medlemskab. Der har været brug for tid til at lade parlamentet og hele samfundet tage stilling til spørgsmålet. Der har været behov for at afsætte tid til tæt internationale kontakt med Nato og dets medlemslande samt med Sverige. Vi har ønsket at give diskussionen den plads, den har krævet,« skriver Marin og Niinistö.

»Finsk medlemskab vil styrke hele alliancen«

Udmeldingen fra de to toppolitikere kommer efter længere tids spekulation om udsigterne til en fælles finsk-svensk ansøgning. Siden Ruslands invasion af Ukraine har opbakningen til Nato i begge lande været kraftigt opadgående, og i skrivende stund udtrykker mere end tre ud af fire finner, at de mener, at landet skal søge om optagelse.

»Nu, hvor tidspunktet for en beslutningstagning er nært forestående, giver vi vores ligeværdige synspunkter til kende, også til orientering for de parlamentariske grupper og partier. Et Nato-medlemskab ville styrke Finlands sikkerhed. Som medlem af Nato vil Finland styrke hele forsvarsalliancen. Finland skal omgående ansøge om medlemskab af Nato. Vi håber, at de nationale skridt, der stadig er nødvendige for at træffe denne beslutning, vil blive taget hurtigt i løbet af de næste par dage,« udtaler Sanne Marin og Sauli Niinistö videre.

Mange iagttagere forventer, at Finlands forventede ansøgning vil blive fulgt op af en tilsvarende fra nabolandet Sverige, hvor opbakningen til Nato ligeledes er steget kraftigt i månederne efter den russiske invasion af Ukraine, og hvor tidligere kritiske røster i dag udtrykker støtte til tanken om et Nato-medlemskab. Begge landes optagelse er dog betinget af enighed mellem alliancens nuværende 30 medlemslande.

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer