ANALYSE: Finland og Sverige er nået til enighed om at søge om medlemskab af Nato samtidigt midt i maj. Dermed kan Rusland om føje tid risikere at dele yderligere 1300 kilometer grænse med et Nato-medlemsland. Det vil ærgre Vladimir Putin, men den russiske præsident har alene sig selv at takke for miseren.

For få uger siden skrev denne signatur en analyse, hvori jeg konkluderede, at Sverige nu for alvor havde sat kursen mod et Nato-medlemskab. Jeg ser ud til at få ret langt tidligere, end jeg lagde op til. Svenske meningsmålinger viser bred folkelig opbakning til tanken om et medlemskab, og mandag kunne flere skandinaviske aviser så berette, at Sveriges politikere har truffet beslutning om at søge om medlemskab af Nato i midten af maj. Officielle kilder har siden givet næring til historien med udtalelser om formålstjenligheden i en fælles ansøgning, selvom datoen for en sådan ikke ligger fast.

I benævnte analyse undlod jeg at dykke ned i finnernes overvejelser om samme sag, men jeg bemærkede dog, at Finland henset til sin 1300 kilometer lange grænse til Rusland stod i en mere prekær situation og havde andre tungtvejende hensyn at tage end svenskerne. Hensyn, der muligvis kunne få Finland til slå sig i tøjret og helt undlade at nærme sig Nato for alvor. Deri tog jeg til gengæld fejl. Det skulle som bekendt vise sig, at finnerne var endnu længere fremme i skoene end svenskerne – måske endda på grund af sin geografi – ligesom det i vid udstrækning blev finnernes handlekraft, der gjorde udslaget for de svenske naboer.

Artiklen fortsætter under tweetet …

De to lande vil nu angiveligt søge om medlemskab af forsvarsalliancen på samme tid om en lille måned. Den beslutning er der god ræson i for både dem selv og for Nato, som, hvis – eller når – landene er optaget som fuldgyldige medlemmer, får markant mere slagkraft og afskrækkelseseffekt i alliancens nordlige territorier.

Samtidig kan den svensk-finske beslutning vise sig at blive et kvantespring for europæisk sikkerhed og samhørighed i bredere forstand: Aldrig før har Europa stået så forenet og sammentømret i kampen mod en fælles fjende som netop nu, hvor Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine forarger og forfærder vestligt sindede iagttagere verden over. Det scenarie, Putin for alt i verden ville undgå, ser i disse uger og måneder ud til at materialisere sig i virkeligheden.

Et fælles opgør med alliancefriheden

Det er selvsagt også Putins ambitiøse invasion af Ukraine, der er endt med at blive udslagsgivende for både finner og svenskere. I begge lande har man i årevis betragtet den politiske og militære udvikling i Rusland med ængstelse, og man har fint fornemmet, at det gik den gale vej set med vesteuropæiske øjne.

I Sverige har man konstateret mystiske fartøjer under havoverfladen i den stockholmske skærgård, droner i luften over landets atomkraftværker samt ad flere omgange luftrumskrænkelser og simulerede bombetogter mod landets hovedstad. Episoderne er over årene blevet hyppigere og har ansporet Sverige forhøje sit beredskab landet over. Rusland har altså længe udgjort en bekymring, men gør det med Ukraine in mente mere end nogensinde før. Tilsvarende har finnerne deres egen hovedpine i form af førnævnte 1300 kilometer grænseland op til Rusland – en hovedpine, som særligt Den Nordatlantiske Traktats artikel 5 effektivt kan lindre.

Artiklen fortsætter under billedet …

202204216 teaser sverige nato
Klik på billedet, hvis du vil læse analysen af perspektiverne for et svensk Nato-medlemskab …

Både Finland, men i særdeleshed Sverige, har i årtier stædigt ført udenrigspolitik med udgangspunkt i først regulære neutralitetsprincipper og siden det lidt mere teoretiske begreb ”alliancefrihed”, selvom de geopolitiske sympatier for begges vedkommende har været solidt placeret i Vesten. Med invasionen af Ukraine har et utilregneligt Rusland givet de latente militære trusler mod de nordiske nabolande et skær af troværdighed, som gør, at de lovgivende forsamlinger må skride til handling.

Dermed er Ruslands præsident til syvende og sidst selv skyld i, at Nato efter alt at dømme udvider med yderligere to medlemslande. En ironisk og tragikomisk udvikling, idet Natos optagelse af Ruslands baltiske naboer i 2004 gjorde så ondt på selvforståelsen i Kreml, at den for nylig blev hevet op af skuffen og brugt som en af mange skiftende forklaringer på krigshandlingerne i Ukraine. Indlemmelsen af Estland, Letland og Litauen blev dengang betragtet som en aggressiv ekspansion udført af et konfrontatorisk Vesten – og gør det med al ønsket tydelighed stadig.

Nu går det så fra ondt til værre for Rusland. Der er ingen tvivl om, at et Nato med Finland og Sverige i folden vil blæse yderligere til det russiske sammenkog af vrede og paranoia. Det ændrer dog ikke på, at Putin ved at så tvivl om sine egne og Ruslands hensigter har destabiliseret forholdet mellem øst og vest til grænsen af det genoprettelige og nærmest egenhændigt skabt den situation, Europa nu befinder i.

Vesten bedre rustet til kold krig end før

Det store spørgsmål i lyset af den seneste sikkerhedspolitiske udvikling og den svensk-finske flirt med Nato er naturligvis: Hvad sker der nu?

Retorikken fra russisk side er allerede skærpet voldsomt. Fra Kreml tordner talsmand Dmitri Peskov og udenrigsminister Sergei Lavrov med den ene krasse advarsel efter den anden, og retorikken bliver næppe mere forsonlig i den kommende tid. Bliver Nato-udvidelsen en realitet, har Rusland bebudet, at man vil styrke tilstedeværelsen ved den finsk-russiske grænse for at “rebalance” styrkeforholdet i området. Hvor ressourcerne i form af mandskab og materiel skal komme fra, står hen i det uvisse.

Derudover er det tvivlsomt, hvad udvidelsen af Nato ellers kan få af praktisk betydning. Rusland har i forvejen gjort sig til en paria-stat, så det rykker formentlig ikke ved noget på den diplomatiske front, at toneangivende beslutningstagere med Putin i spidsen bliver fornærmede. Samtidig har den efterhånden langstrakte “militære specialoperation”, der var tænkt som en Blitzkrieg, vist, at den konventionelle militære styrke i landet lader meget tilbage at ønske. Det er svært at få øje på, hvad Rusland har at true med, når den ene front, man kæmper på i Ukraine, volder så meget besvær.

Derfor er der heller ingen grund til at vakle i hverken Stockholm eller Helsinki, og med den gensidige opbakning landene imellem ser det heller ikke ud til at blive tilfældet.

Udsigterne til et medlemskab ser derfor særdeles lovende ud: Både Finland og Sverige er demokratiske mønsterlande uden nogen udestående grænsedisputter. Samtidig har de løbende deltaget på Natos øvelser og har i forvejen en række formaliserede forsvarssamarbejder med centrale Nato-medlemslande gennem NORDEFCO, den britiske Joint Expeditionary Force (JEF) og Nato-initiativet Partnership for Peace (PfP). Sagen burde med andre ord være lige til, og langstrakte Membership Action Plans forekommer helt unødvendige. Flere iagttagere taler da også for, at der kan blive tale om at fast tracke ansøgningsprocessen.

I Moskva må Putin ærgre sig, hvis ikke folkene omkring ham har overbevist ham om, at det hele er en del af et vestligt komplot. Måske ærgrer han sig alligevel. Det sidste, han havde håbet på, var at se Nato vokse med to massive militære kapaciteter, men er der den mindste evne til refleksion i Kreml, vil man erkende, at Rusland har ført de svenskernes og finnernes hænder ved at skabe usikkerhed om sine egne hensigter. Den forestående Nato-udvidelse er en 1300 kilometer lang streg i regningen for Putin, men han har selv ført pennen, der har sat den.

Fra et vestligt perspektiv ser tingene selvfølgelig anderledes ud. Verden er kastet ud i endnu en kold krig, men med Sverige og Finland i Nato og det transatlantiske bånd stærkere end nogensinde før, bliver det en kold krig, som Vesten er langt bedre rustet til, end nogen alliancepartner kunne have håbet på for blot få uger siden.

RETTELSE: Det fremgik at en tidligere version af analysen, at den fælles ansøgning er bekræftet fra officielt hold. Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, har dog alene talt om formålstjenligheden i en fælles ansøgning.

20200922 KasperJungeWester
Kasper Junge Wester har været en del af besætningen på OLFI siden juli 2018. Foto: Ernstved
guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer