BLOG: Ruslands invasion af Ukraine har tydeliggjort, at Forsvarets kapaciteter lader meget tilbage at ønske. Genopbygningen bør ske så hurtigt som muligt, fokusere på fleksibilitet og gennemføres i tre faser, mener militæranalytiker Hans Peter Michaelsen, som her giver sit bud på, hvordan opgaven kan gribes an.
Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar blev et wakeupcall for de danske politikere. Folketingets flertal indgik den 6. marts et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik, der har som mål at forøge forsvarsbudgettet til to pct. af bnp i 2033. Ud over en engangsbevilling på ca. 2,5 mia. kr. til Forsvaret i hvert af årene 2022 og 2023 forventes der at ske en gradvis forøgelse af forsvarsbudgettet på ca. to mia. kr. årligt i perioden 2024-2033. Hvordan kan disse midler så bedst og hurtigst muligt omsættes til forøget militær kapacitet? Kan Forsvaret omsætte midlerne effektivt og uden sløseri? Det har været en del af debatten i dagblade, onlinemedier og sociale medier i tiden siden aftalen.
Hvordan ser den sikkerhedspolitiske situation ud i 2033 – eller i 2043? Det er naturligvis behæftet med stor usikkerhed. Derfor vil det være noget ærgerligt at opbygge nye forsvarskapaciteter, som ikke er relevante i en ændret sikkerhedspolitisk fremtid. Derfor må og skal forsvarskapaciteter være anvendelige i en række sandsynlige sikkerhedspolitiske scenarier. Fleksibilitet er derfor nøgleordet. Hvor mange soldater og civile ansatte har Forsvaret brug for i fremtiden?
Allerede i dag har Forsvaret vanskeligt ved at få besat en række stillinger pga. af et glohedt arbejdsmarked. Det er derfor næppe realistisk at øge Forsvarets faste personelstyrke væsentligt. Men der findes også andre løsninger.
Reserver, redundans og lagre
Intet professionelt fodboldhold spiller uden en velbesat reservebænk. Sådan må det også være med et professionelt forsvar. Skader, tab og uventede situationer kræver reserver. Det danske forsvar har siden omstillingen fra mobiliseringsforsvaret under Den Kolde Krig været præget af begrebet ”knapt nok tilstrækkeligt” inden for både personel og materiel.
Ruslands angreb på Ukraine og truslerne mod den europæiske sikkerhedsorden har understreget, at dette er helt uholdbart. Fremtidens forsvar har brug for reserver, som kan indkaldes, når der opstår behov. Ligesom der er behov for lagre af våben, ammunition og materiel som muliggør en hurtig og troværdig reaktion på opståede trusler.
I de seneste 20 år har Forsvaret fokuseret på international indsats som del af en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, sammen med fredstidspræget overvågning og suverænitetshævdelse af kongerigets territorium. Fremtidens forsvar skal både kunne bidrage til at forsvare Natos østgrænser – f.eks. i de baltiske lande – og samtidigt kunne overvåge og forsvare kongerigets territorium til lands, vands og i luften. Det stiller forøgede krav til beredskab, fleksibilitet, udholdenhed og reserver.
Materielanskaffelser bør fremskyndes væsentligt
Forsvaret fik kritik af materielanskaffelser i en række rigsrevisionsrapporter fra 2006-13. Det medførte at Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse (FMI) indførte en række bureaukratiske foranstaltninger for at forhindre yderligere kritik. Men disse foranstaltninger gjorde, at operative og tekniske behov blev underordnet juraen. Det betød igen, at materielanskaffelser blev endog meget langsommelige og efterhånden lignede de tidligere sovjetiske syv-årsplaner.
Det kan gøres langt mindre bureaukratisk. Bl.a. kan reglerne om nationale sikkerhedsinteresser anvendes ved alle militære anskaffelser. Herved kan anskaffelsesprocesserne fremskyndes væsentligt. Desuden kan FMI indgå partnerskaber med danske virksomheder i perioder, således at anskaffelsesorganisationen kan ”boostes” efter behov. Danmark kan også samarbejde om anskaffelser med andre Nato-lande, således at Danmark bestiller våben og materielsystemer som i forvejen er på produktionslinjen.
Også personelreserver bliver vigtige i fremtiden. Derfor bør Forsvaret arbejde for at fastholde personellet og sikre, at vilkårene for de ansatte gør Forsvaret til en attraktiv arbejdsplads. Når værdifulde medarbejdere alligevel forlader Forsvaret efter en årrække, bør de tilbydes en rådighedskontrakt og indkaldes med jævne mellemrum så de kan indgå i Forsvarets Reserve. Derved kan deres erfaringer fortsat anvendes i Forsvaret.
Højt beredskab og effektive våben giver afskrækkelse
Dygtige, erfarne soldater og nøglemedarbejdere er helt afgørende for et stærkt forsvar. Forsvaret bør – ligesom under Den Kolde Krig – bestå af en krigsstyrke bemandet af fastansatte, rådighedspersonel og tidligere værnepligtige. Vel at mærke værnepligtige, som har fået en fuld militæruddannelse inden for de enkelte tjenestegrenene og har været jævnligt genindkaldt for at vedligeholde de opnåede færdigheder. Desuden skal der naturligvis være udrustning, materiel og våben til rådighed til den samlede krigsstyrke.
I flere år har både politikere og it-specialister talt om truslen fra statslige cyberangreb. Ruslands angreb på Ukraine har vist, at det er konventionelle kampkapaciteter, som er afgørende. Cybertruslen er der, men mere end 90 pct. af alle cyberangreb rettes af kriminelle mod borgere og virksomheder mv.
Cyberforsvar af civilsamfundet er ikke en militær opgave. Danmark og Nato afskrækker ikke russiske angreb ved at hælde yderligere millioner i cyberforsvar. Veludrustede og veltrænede militære enheder på højt beredskab skaber afskrækkelse. Overvågning i luftrum, på og under havoverfladen samt landjorden giver situationsoverblik og er forudsætningen for at reagere hurtigt og resolut. Et tæt samarbejde i Nato styrker den kollektive forsvarsevne.
Omstilling af Forsvaret bør ske i faser
Et forsvar som det danske omstilles ikke fra den ene dag til den anden. Men Ruslands angreb på Ukraine har vist, at fred og sikkerhed kun kommer ved et stærkt forsvar. Et forsvar, som i tæt samarbejde med allierede kan afskrække Rusland fra at iværksætte militære angreb på nabolande. Danmark er allerede bagud og Forsvarets omstilling må derfor ske i faser:
Fase 1 må være straksindkøb af den ammunition, udrustning og det materiel, som er nødvendigt, for at Forsvaret kan uddanne og træne soldaterne, varetage de grundlæggende forsvarsopgaver og bidrage til Nato-afskrækkelsen i de baltiske lande.
Fase 2 må være anskaffelse af mere materiel og våbensystemer af de typer, som Forsvaret allerede anvender. Derved forstærkes Forsvarets dybde og redundans. Dette vil også reducere slid på vigtige materielgenstande og øge den operative rådighedsgrad. Her må personelområdet også prioriteres, således at Forsvaret kan rekruttere, uddanne og fastholde det nødvendige personel og tillige opbygge en struktur af veluddannede og erfarent rådighedspersonel inden for alle områder af forsvaret.
Fase 3 må omfatte en udvidelse af Forsvarets bredde, dvs. anskaffelse/oprettelse af flere militære kapaciteter. Denne bredde kan f.eks. bestå af jordbaseret luftforsvar til beskyttelse af militær og civil infrastruktur mod missilangreb, moderne våben til alle tre værn, luftbåren overvågning af havoverfladen og luftrum samt evt. u-både.
Dansk forsvarspolitik blev reelt taget på sengen d. 24. feb. 2022. Ideen, om at der var god tid til styrkelse af dansk forsvar, viste sig ugyldig på et øjeblik. Den europæiske sikkerhedsarkitektur blev med ét forandret. Befolkningen i Ukraine kæmper hver dag for livet og nationens overlevelse. Ødelæggelserne og de menneskelige lidelser er kolossale. Danmarks forsvar skal genopbygges og det kan ikke gå hurtigt nok. Det handler om sikkerheden i Danmark og Nato.
