Forsvarskommandoen vil skabe et revolutionerende IT-system, som under en nyoprettet Forsvarets Datakommando skal samordne alle data i Forsvarsministeriets koncern fra operative sensorer i skibe og fly over personeladministration til logistik og regnskab. Eksterne kritikere tænder alle advarselslamper og kalder strategipapir for »varm luft«.
Danmarks forsvar står overfor en revolutionerende og gennemgribende digitalisering, hvis omfang overgår selv de mest omfattende statslige IT-projekter gennem tiden. Det afslører et internt og uklassificeret dokument, som OLFI har fået adgang til. Dokumentet beskriver ”Forsvarets strategi for digital transformation” og indeholder en overordnet beskrivelse af den totale digitale omkalfatring, som ikke bare Forsvaret, men også Forsvarsministeriet og alle underliggende styrelser skal igennem.
»Dette dokument fremlægger visionen og strategien for den digitale transformation af Forsvarsministeriets koncern og for implementering af Danish Common Operation Information Environment (DA-COIE) over de næste 10 år,« står der således i strategiens formålsbeskrivelse.
Strategien danner grundlaget for forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig, som skal træde i kraft fra 1. januar 2024 og række frem til 2033. Ifølge strategien er »data i fremtidens forsvar værdsat som en strategisk ressource, og i det digitaliserede forsvar kobles sensorer, beslutningstagere og effektorer. Digitalt integrerede kapaciteter fra Forsvaret og Hjemmeværnet kobles med Beredskabsstyrelsen og Politiet,« står der.
Artiklen fortsætter under playeren …
Ifølge strategien vil Forsvaret etablere en Defence Information Cloud (DIC) med softwaredefinerede datacentre- og netværk, virtuelle computere, datamanagement og dataanalyse, og det hele skal tilvejebringe et »fundamentalt nyt digitalt, agilt og operativt miljø, der giver nye operative muligheder i form af deling af information og bedre beslutningsgrundlag«.
Mere en gang varm luft end nogen strategi
Som et led i strategien vil IT-projektet blive samlet og ledet under ”Forsvarets Datakommando”, som bliver en niveau II-myndighed »med ansvar for at drifte, udvikle og styrkeindsætte Forsvarets kapaciteter inden for CIS, cyberbeskyttelse, data og dataanalyse tæt integreret med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse«. Samtidig ønsker forsvarsledelsen at skabe »et datadrevet forsvar med digitalt kompetente chefer, ledere og medarbejdere«, og læser man den digitale målsætning for år 2029, lyder den:
»Forsvarsministeriets koncern har en driftsikker, redundant, sikret, cybersikker, akkrediteret, skalerbar, moderne digital kapacitet, bestående af en digital infrastruktur herunder en distribueret infrastruktur og kommunikationssystemer, der med en datacentrisk arkitektur forbinder censorer, effektorer og beslutningstagere på tværs af de militære domæner, styringsområder og med vores partnere nationalt og internationalt.«
Artiklen fortsætter under billedet …
Erik Frøkjær er en erfaren IT-ekspert som lektor emeritus ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet. Han har læst strategiens syv sider, og ifølge ham blinker alle advarselslamper rødt. Han mener heller ikke, at projektet nogensinde kan komme til at fungere, eller at nogen ekstern virksomhed vil kunne løse opgaven.
»Projektet er alt, alt for komplekst og forkert tænkt. Det, der skal gøres i stedet, er, at der skal arbejdes fornuftigt og realistisk med forskellige alternativer. Når det her kommer igennem filtret hos de mange dygtige folk i Forsvaret, vil den vision, der her er skitseret, komme som en af de ringeste. Det er jeg overbevist om. Der er ingen, der kan løfte den her opgave,« siger Erik Frøkjær til OLFI og Radio4.
Samme holdning deler professor emeritus Søren Lauesen fra IT-Universitetet i København, som også har læst det syv sider lange dokument.
Læs dokumentet: Forsvarets strategi for digital transformation (kort version)
»Jeg vil ikke kalde det en strategi. Det er i stedet en gang varm luft,« siger han og giver samtidig svaret på, hvad man burde gøre.
»Man skulle først tage og undersøge, hvad der allerede findes af IT-systemer i Nato, så vi er i stand til at koble de eksisterende systemer sammen med et nyt dansk system. Dernæst skal man definere, hvem der skal bruge det nye system til hvad og hvornår. Hvis man har klare svar på de spørgsmål, så har man et realistisk projekt. Hvis ikke spilder man pengene,« siger Søren Lauesen.
Vi prøver at gøre os selv klogere
I Forsvarskommandoen er generalmajor Anders Rex med flyvernavnet ERA chef for Udviklings- og Planlægningsstaben. Han har dermed det overordnede ansvar for udarbejdelsen af strategien, som bygger på forsvarschef Flemming Lentfers vision for Forsvaret. Anders Rex understreger, at dokumentet er en kort version af et udkast, og at det ikke var hensigten at inddrage offentligheden i projektet allerede nu, men at kritikken fra eksperterne er velkommen.
Artiklen fortsætter under billedet …
»Det er vores start på at finde ud af, hvordan vi får gjort forsvarschefens visioner om, hvordan Forsvaret skal se ud fremadrettet, til virkelighed. At hjælpen udefra kommer nu, er nok lidt før, vi havde regnet med i vores egen planlægning. Det er klart, at vi kan ikke lave sådan noget her i isolation. Vi skal også have hjælp fra dygtige folk derude.«
Er kritikken grundløs?
»Det er svært at forholde sig til kritik, når vi ikke er sikre på, om vi taler om det samme. Det, vi taler om, og det vi beskriver i den her korte version af udkastet til strategien, er en vision for, hvordan vi forestiller os, at ting ser ud om 10 år. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvordan vi kommer derhen fra dag ét. Det arbejde kommer til at køre i en hel masse spor, og det er det, vi prøver at gøre os selv klogere på,« siger Anders Rex.
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Lige præcis det Forsvaret har brug for – digital transformation. Ikke kampvogne, ubåde, droner, militært isenkram, soldater, klar føringsstruktur med mere.
Og selvfølgelig er IT transformation det vigtigste budskab at komme ud med i forbindelse med at man langt om længe er parat til at bruge penge på det forsvar, som er så vigtigt for vores demokrati.
Ruslands invasion af Ukraine har vist at digital transformation er løsningen. Og it-projekter over 10 år er bare det som Staten er bedst til. Det viser erfaringerne fra DEMARS, SKAT, Polsag med videre.
Hvornår stopper det cirkus ? Hvornår, kære politikere, og især jer som sidder som forsvarsministre, tager I kysen af og forholder jer til virkeligheden fra Forsvarets side og ikke fra alle mulige ikke-interessenters side og hvad der lyder fancy? Hvornår lærer I og accepterer I erfaringen istedet for fancy ideer, som lyder besnærende (digital er bare buzzwordet, så falder Rusland og Kina på halen)
Hvornår kommer de klare udmeldinger om at der købes kampvogne, ubåde, missiller, fly således at Forsvaret kan noget? At der investeres i god gammeldags hardware og i soldaterne?
Det er svært at vide om jeg skal grine eller græde. Hvis ikke situationen i Ukraine viste hvor alvorligt situationen er, så ville jeg blot ryste på hovedet af amatørismen og Djøfferiet i Forsvarsministeriet, men ak.
Da indførelsen af DeMars var så langt henne, at det blev klart for deltagerne, at et hvilket som helst “off-the-shelf-system” ikke ville kunne rumme de forretningsgange som forsvarets myndigheder gennem årtier havde udarbejdet og vænnet sig til – var ledelsens udmelding krystalklar: I den udstrækning IT-systemet forretningsgange er forskellige fra forsvarets, vil forsvaret tilpasse sig.
Det er jo rene ord for pengene. Men var de kloge?
Jeg er ikke bekendt med, om den militære topchef, der besvarede spørgsmålet havde overvejet, om den valgte IT-platform understøttede forretningsgange som forsvaret kan forudses at få brug for. Min mistanke er, at rationalet var, at når det er godt nok til Carslberg, Mærsk og Novo Nordisk, er det givetvis også godt nok til os. Og således kom systemet til at hvile på den grundantagelse, at forsvaret ikke er specielt, og at det der virker for de andre, også kan bringes til at virke for os.
Det “Enterprise Resource Planning system”, som DeMars blev bygget med er jo netop dét: Et system konstrueret til planlægning af ressourceforbrug i en fabrik eller anden stor virksomhed – og sådan nogle har den kommercielle verden nok af. Og (næsten) alle understøtter de “Best Practices” som erhvervslivet har udviklet, og som har sin egen hitliste i “Bullshit Bingo”. Begreber som “Just-in-time” trænger sig på, for hvem har lyst – eller råd – til at have ting liggende på lager, som man først får brug for til september.
Og skam få den, der ikke er med til at udnytte det nye systems muligheder for at trimme og optimere, så vi får “The Biggest Bang for the Buck” og ikke spilder unødige ressourcer på noget vi ikke har brug for. Så alle går i gang med at generere spådomme om, hvor mange “Dylfer”, “Dimser” og Dingenoter” vi får brug for til næste år eller i næste kvartal. Og vi stopper ikke dér. Vi kan jo også beregne hvor mange kampvognsskytter, elektronikmekanikere, radaroperatører, tekniske officerer og sygepassere vi har brug for til enhver dag i den store planlægningskalender.
Men en slange har sneget sig ind i paradiset: Alle funktioner, der ikke understøttes “Out-of-the-box” kræver tilpasninger i form af programmering – og vi har jo indført et mantra om, at “Commercial-off-the-shelf” er vejen vi skal gå, så sådanne – i øvrigt ganske kostbare – tilpasninger finder kun sted i meget begrænset omfang. Så kun funktioner, der kan retfærdiggøres som strengt nødvendige, finder nåde og bliver gennemført.Og som jeg har oplevet i min tid i søværnet og i FKIT, så er det ganske udbredt at frustrationer bliver mødt med et råd: “Don’t fight the setting!”
Og inden vi ser os om, er vi endt i at drive en organisation, der er optimeret til “Drift”. Vi har planlagte øvelser, sejladser og flyvninger, eftersyn af fly, skibe og kanonrør. Planlagte videreuddannelser til det ansatte personel (hvis de ikke finder andet arbejde imens) og vores anskaffelser af ammunition sikrer, at enhver planlagt skydeøvelse kan gennemføres – forudsat at leverandøren leverer “Just-in-time”.
Alt er smukt og godt, og fremtiden tegner lys. Faktisk så lys, at man bliver blændet, hvis man ikke bærer solbriller. Lige indtil én eller anden klovn stiller sig i vejen for lyset og proklamerer, at han har iværksat en “speciel militær operation” i vores nærområde.
Så får vi travlt med at finde lige præcis dén indstilling i vores ERP-system, som aktiverer de foranstaltninger, som netop denne nye situation kræver. Som frigiver den beholdning af drivmidler, ammunition og andre fornødenheder, som er forudsætningen for at kunne melde sig klar til hvad situationen nu byder.
Men hov! Det er jo de indstillinger, som vedrører de nærmest utænkelige situationer, som “unddrager sig planlægning” fordi de er funderet på krigens logik, som byder enhver fjende at destruere forudsætningerne for planer du måtte have haft.
Den læser, der – mere eller mindre tilfældigt – har erhvervet sig et indblik i forsvarets virke gennem de seneste årtier, vil vide, at muligheden for at kunne gøre forsvaret klar til kamp ikke har ligget øverst i bunken, når planer har skullet udarbejdes eller opdateres.
Og enhver, der har beskæftiget sig med IT – om end det så bare er en lille bitte smule – véd udmærket godt, at IT-løsninger er utroligt dårlige til at håndtere situationer, der ikke er forudset. De er nemlig heller ikke blevet programmeret. Computerprogrammer er lige som landkort: De er forenklede repræsentationer af virkeligheden, som vi opfatter den.
Så forestillingen om, at endnu et IT-projekt – med alle slagordene fra “Bullshit Bingo” – bringer os nærmere til et krigsdueligt forsvar er funderet solidt i det uendelige univers udbredte vakuum – medmindre, selvfølgelig, at man har tænkt sig at inddrage nogen, som har intellektuel spændvidde til både at forstå forsvarets mengeartede behov for planlægning, styring og opfølgning og samtidig har indsigt i, hvilke IT teknologier, der besidder de nødvendige egenskaber til at løfte den stillede opgave.
Der er lagt op til at at udpege en programleder, tentativt på oberstniveau (M402), hvilket mere end antyder, at man forestiller sig en militær programleder – ikke “bare” en DJØFer, ansat på chefniveau. Det provokerer mig til en anekdote fra min tid i FIT (inden det blev til FKIT). 3 majorer sad med deres nye afdelingschef (M401), som gjorde sig lidt morsom på det forhold, at de tre majorer på grund af deres tillæg fik mere i løn end deres chef. Hvortil en af de tilstedeværende majorer stilfærdigt gjorde opmærksom på det forhold, at det nok skyldtes, at han ikke forstod sig på IT.
Cheferne var såmænd udmærkede til at lede og fordele, søge om budgetter, følge op få planopfølgning og alle de ting, som chefer nu bruger tiden til. Problemet opstod når beslutninger, der indebar valg mellem løsninger forelagt af forskellige interessenter. Når forskellen mellem to fundamentalt forskellige løsninger skal træffes, er det betryggende, at beslutningstageren har en solid indsigt i den faglige materie. Har han/hun ikke den faglige indsigt, risikerer vi at spilde vores fælles tid og penge, på et projekt, som ikke kan løse den stillede opgave
Denne artikel havde virket bedre som aprilsnar end artiklen om 22mm våben til Forsvaret.
Der er mange måder at bruge penge på. Een af måderne er at bruge dem på varm luft og abstraktioner. Som dette projekt. Der er åbenbart tid og penge nok til generalisters anstrengelser i bestræbelserne på at nå den 1% underskud på det offentliges budget.. Som finansieres med lån.
Cai, bemærk forskel på .22 som er Imperial mål baseret på tommer (0,22*25,4 mm=5.56 mm) og 22 mm.