DEBAT: Genopbygningen af Forsvaret bør starte med at etablere en organisation, som kan absorbere den pengestrøm, der vil være frem mod 2033. Det mener pensioneret oberst Lars R. Møller, som svinger krabasken over de beslutningstagere, der er skyld i Forsvarets nuværende forfatning, og giver sit eget bud på, hvor der skal sættes ind for at komme i mål.

Der er nogenlunde politisk enighed om, at Danmark skal opbygge sit forsvar, så det igen kan forsvare nationen og på sigt nå op på de to pct. af bnp, som daværende statsminister Helle Thorning Smidt (S) lovede Nato i 2014. Det betyder, at man inden 2033 skal finde cirka 18 mia. kroner mere om året, men det betyder også, at man skal tænke sig om og ændre den nuværende organisation, så man ikke blot hælder en masse penge i noget som ikke fungerer optimalt.

Forsvarets nuværende organisation er et resultat af den daværende socialdemokratiske regerings samarbejde med Enhedslisten, hvor man slog Forsvarsministeriets departement sammen med Forsvarskommandoen, fratog forsvarschefen kommandoen og ansvaret for det samlede forsvar og oprettede en mængde selvstændige styrelser, der alle ved hjælp af de departementale processer skulle koordineres under den til enhver tid siddende departementschef. Denne organisation dur ikke og bør laves om, gerne i retning af den gamle opdeling, hvor forsvarschefen havde helhedsansvaret for Forsvaret.

Man burde også få Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) til at fungere igen. Under den tidligere embedsmand i statsministeriet Thomas Ahrenkiel styrede FE i retning af en udenrigsefterretningstjeneste, hvilket bl.a. resulterede i, at FE uden at spørge Forsvarskommandoen nedlagde Aflytningsstation B på Bornholm. Det var ret uheldigt, da den også blev brugt til andet end blot at monitere, hvad der foregik på den anden side af Østersøen, og det var derfor yderst morsomt, at Ahrenkiel nogle år senere – nu som departementschef for Forsvarsministeriet – måtte finde mere end 100 mio. kroner til etablering af en ny Station B på Bornholm. Samtidig mistede FE også interessen for indsamling af viden om Ruslands militære isenkram, mængde og placering, hvilket i dag må siges at være uhensigtsmæssigt.

Læs også: Forsvaret udskyder projekter og opgiver officielt at have brigade klar i 2024

Endelig burde man igen ansætte en officer som chef for FE, da chefen for en militær efterretningstjeneste bør have viden om militære forhold, ligesom en officer formentlig vil have mere rygrad end den nuværende fungerende chef. Denne er en politiperson m/k, hvis eneste udmærkelse har bestået i at desavouere FE ved officielt at påtage sig skylden for, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen ikke vidste, at Taleban ville overtage Afghanistan.

Forsvarschefen er ikke længere et selvstændigt embede

Gamle og ældre officerer har været åbenlyst utilfredse, ja, nærmest rasende, over, at man først i 2033 vil have nået de efterspurgte 18 ekstra milliarder. Det virker også som lang tid, men da det skal være sket med anbefaling fra selveste forsvarschefen, bør det som udgangspunkt ikke opfattes som tåbeligt. Umiddelbart virker det plausibelt at Forsvarets nuværende organisation ikke vil kunne absorbere de mange penge, for som allerede sagt virker organisationen ikke rigtig.

Generelt set er det hele organisationen, og der har da været enkelte tilfælde, hvor skandalerne har involveret officerer, men langt de fleste involverer civile embedsmænd, der ikke rigtig har forstået forskellen mellem dit og mit. Ligesom man blot skal nævne serviceaftale mellem ISS og Forsvaret (Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse) til 3 mia. kroner, hvor resultatet i bedste fald bare var spild af penge og utilfredshed blandt Forsvarets hårdt plagede ansatte.

Man kan således kun være enig med forsvarschefen i, at der er behov for tid til opbygning af struktur og organisation, når Forsvaret skal styrkes så markant som politisk ønsket. Men er der brug for 11 år? Og er der overhovedet et politisk ønske om at få lavet organisationen om?

Et typisk politisk, men ansvarsforflygtende svar er, at man vil afvente forsvarschefens anbefaling, men rent logisk kommer denne ikke. Forsvarschefen er ikke længere et selvstændigt embede. Ifølge den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) er han kun en styrelseschef blandt mange og underlagt departementschefens koordinerende indsats. Han kan selvfølgelig ikke gå mod dennes ønske, hvorfor politikerne selv må tage ansvaret, hvis de vil ændre organisationen til noget der dur.

Artiklen fortsætter under billedet …

Indledningsvis må politikerne også blive enige om Forsvarets overordnede ramme, medmindre de tror, at departementschefen kan fremsætte et fornuftigt forslag. Han er nemlig den eneste, der har helhedsansvar over Forsvaret. Ved en ændring forsvinder samtidig en masse bøvl fra ministerens bord. Nu har ministerens departementschef (og dermed ministeren selv) ansvaret for koordineringen internt i Forsvaret og dermed også det politiske ansvar. Danmark er nok den eneste nation på kloden, hvor forsvarschefen ikke har ansvar for sit personel, materiel, øvelsesterræn, kaserner, skydebaner, økonomi, IT og andet, der ikke involverer uddannelse og operationer, og man kan kun håbe på, at det ikke fortsætter.

Hæren har et overordnet problem med materielindfasning

Hvis man politisk ønsker et forsvar, der skal kunne forsvare nationen, samtidig med at man stadig vil kunne optræde internationalt, er løsningen at vende tilbage til en organisation, der ligner det, vi havde før 2004, hvor vi afskaffede mobiliseringsforsvaret. Det må antages at der er et politisk ønske om at oprette et mere strømlinet mobiliseringsforsvar, fordi både Socialdemokratiet og Venstre allerede er begyndt at ville opgradere værnepligtstyrken med flere værnepligtige og længere tjenestetid. Størrelsen og sammensætningen af Hærens mobiliseringsstyrke bliver dermed afgørende for hærens struktur, lige så vel som de to øvrige værns krigsopgaver bliver styrende for strukturen.

Man bør erindre, at vi har nedlagt mange kaserner, hvilket har indflydelse på, hvor mange værnepligtige man kan indkalde. Så inden man sætter sig op på den politiske drømmehest, bør man lave en oversigt over, hvor mange værnepligtige man overhovedet kan indkalde, medmindre de skal underbringes i kantonnement som i de gode gamle dage. Hvis der skal bygges ny beboelse, så passer de 11 år nok meget godt. Uddannelsesstrukturen kan laves væsentligt hurtigere end de 11 år under forudsætning af, at der er plads til flere elever på sergentskolerne, og under forudsætning af, at det nødvendige materiale er til stede.

Vi ved allerede, at materiellet generelt ikke findes for Hærens vedkommende. Materiel, våben, ammunition og udrustning findes i dag overhovedet ikke i det nødvendige omfang, og det mangler næsten i latterligt omfang ude ved enhederne, hvorfor det vil være dumt at indkalde flere værnepligtige, når man mangler uniformer, udrustning, våben og ammunition. Anskaffelse af disse helt basale forudsætninger for en uddannelsesstyrke og et mobiliseringssystem, leder os over til forsvarets nærmere bestemt hærens materielindkøb og indfasning af materiel.

Generelt set har Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse haft enorme problemer med at forsyne Hærens enheder med ammunition, materiel og udrustning, og allerede sidste år måtte man erkende, at man ikke nåede at opstille “Hærens knytnæve”, 1. Brigade, til tiden. Selvom man italesatte det manglende luftværn som hovedårsagen, er sandheden, at situationen er langt værre. Det drejer sig nemlig om evnen til at indfase ammunition, materiel, våben og udrustning i hæren, hvorfor problemet ikke kun er luftværn, men den overordnede evne til at indføre materiel i Hæren – intet mindre.

Personellet i 1. Brigade bør indstilles til medalje

Forsvarschefen har allerede officielt orienteret om, at vi mangler ammunition, hvilket absolut ikke er en overdrivelse, fordi der stort set ikke findes ammunition oplagt på lager. Der er uddannelsesrationering og mangel på alt. Vi har i Danmark nedlagt Forsvarets Ammunitionsarsenal (AMA) og er derfor helt i lommen på udenlandske firmaer. Årsagen skyldes smart konsulentbistand og strømlinet Djøf-tankegang. Det var nemlig fuldstændig tåbeligt at opretholde eller opbygge lagre, da det var spild af både penge, ressourcer og depoter. Næh, det smarte var som i erhvervslivet kun at have en lille arbejdsbeholdning (just-in-time) og sikre den fornødne kapacitet med beredskabskontrakter. Derfor kunne man roligt skrotte AMA og alle de kostbare lagre.

Artiklen fortsætter under billedet …

Allerede i 2011 så man konsekvensen, fordi Danmark under Natos kampagne i Libyen var ved at løbe tør for 2000-pundsbomber, og underligt nok oplevede andre nationer det samme. Af lige så uforklarlige årsager kunne kontrakthaveren ikke pludselig øge produktionen af bomber fra den ene dag til den anden, men heldigvis sluttede kampagnen, inden vi løb tør. Beredskabskontrakter lyder godt og er billigere end at opbygge lagre. Der er bare en ulempe: De virker ikke. Har man ikke et nationalt lager, så må man undvære fuldstændig som med værnemidler under starten af coronakrisen.

Forsvarets allervigtigste ressource, personellet, har forsvarschefen ikke ansvaret for, men det er helt afgørende og er årsag til, at Danmark kan hævde sig mellem de bedste i Nato. Herunder personellet ved 1. Brigade, som alle burde indstilles til en medalje, fordi det har løst en umulig opgave i meget lang tid. Det er blevet sat til alle mulige ikke-militære opgaver som grænsekontrol, beskyttelses- og mink- og corona-opgaver samt andet muligt forekommende. Det er ikke særlig motiverende, især ikke hvis man mangler uddannelse, og man behøver ikke se langt efter en forklaring på, hvorfor man ikke kan fastholde personellet i Hæren. Mange har ovenikøbet kun fået lidt nødtørftig uddannelse på deres våbensystemer, dels pga. manglende tid, dels manglende materiel, men samtidig har de på Hærens vegne helt uden hjælp indfaset alle former for nyt materiel i brigaden.

Dette er ganske enestående og helt uden fortilfælde, men det virker ikke og kommer aldrig til det. Hvis der skal anskaffes flere våben og mere udrustning og materiel, må systemet laves om. Som det er i dag indkøber Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse de ønskede våben, udrustning og materiel, og herefter går de nye stumper direkte fra producenten til den enhed, der skal anvende det – uden yderligere forklaring! Det både virker og er fuldstændig tåbeligt, men det er desværre en kendsgerning, hvorfor det er et mirakel, at personellet ved 1. Brigade ikke er blevet sociale tabere. Soldater og enheder står bogstavelig talt med materiel, de ikke kender, og de selv må finde ud af hvordan det virker. Det betyder at der anvendes rigtig meget tid på at indfase materiel i stedet for at træne med det.

Skal man til at indkøbe materiel, våben og udrustning i større omfang må man hellere finde tilbage til en organisation, der kan håndtere denne udfordring. Det er ikke svært, da vi har haft den tidligere, men igen kunne smarte konsulenter og Djøf-lignende officerer uden større kendskab til organisations virke hurtigt overbevise beslutningstagerne om en smart, hensigtsmæssig, fleksibel og langt billigere organisation. Den virker bare ikke og nu går den ikke længere.

Vi må håbe, at Putin giver os tid

Skal man lave en organisation, der kan håndtere indkøb og indfasning af større mængder af våben, udrustning og materiel må man genindføre Hærens skolestruktur. Problematikken forstås ikke af de to andre værns officerer. Dette er ingen kritik, da det helt tydeligt heller ikke blev forstået af de på papiret dygtigste hærofficerer, der traf beslutning om at nedlægge specialskolerne. De to andre værns officerer er dog undskyldt, da både Flyvevåbnet og Søværnet altid har opereret med centrale materielkommandoer og en centraliseret indfasning af materiel. Det har kunnet lade sig gøre i disse to værn, men det kan det ikke i Hæren. I Hæren foregår indfasning af materiel decentralt, fordi det er en blandet landhandel, der pga. Hærens organisation ikke kan centraliseres. Da man i forbindelse med et af de foregående forsvarsforlig nedlagde Hærens specialskoler, vidste de beslutningstagende hærofficerer simpelthen ikke, hvad de gjorde – formentlig fordi de i deres målrettede karriereforløb aldrig har haft kendskab til skolernes virke.

En stor del af skolernes virke bestod i studie- og udvikling samt indfasning af materiel. Skolerne havde sammen med materieltjenesten ansvaret for anskaffelse, implementering og uddannelse på det pågældende materiel. Studie- og udviklingsaktiviteten bestod i, at en blanding af specialister og generalister indenfor Hærens forskellige våbenarter studerede udvikling af nyt materiel, ny organisation og nye anvendelsesmåder (doktrin). Deres tanker blev kanaliseret, koncentreret og sammenfattet ved de højere kommandoer, der også havde studie- og udviklingsfolk, hvilket gav en sammenhængende ramme og en afbalanceret ønskeseddel til fremtidige materielanskaffelser. Denne form for organisatorisk eftertænksomhed findes ikke mere. Der var mange normer at spare, og så vigtigt var det ikke, at man kunne tænke sig om.

Skolernes studie- og udviklingspersonel havde stort kendskab til det nye materiel – de havde jo selv været med til at anskaffe det – og kunne derfor skrive brugsanvisninger til de soldater, der skulle anvende det ude ved enhederne. Hvis det drejede sig mere kompliceret materiel, fandt skolernes personel ud af, hvordan det skulle anvendes. Eksempelvis brugte vi på Hærens Kampskole rigtig mange ressourcer på at finde ud af, hvordan infanterikampkøretøjet virkede, men i dag må enheden selv finde ud af det. Det betød, at man fik uddannet instruktører på det materiel, der skulle ud til enhederne, og at man kunne afholde kurser for enhedens personel. Af samme årsag havde skolen ekstra materiel og køretøjer, så man dels havde en reserve, dels noget man kunne uddanne nye folk på, men det har man i sagens natur ikke længere. Alt befinder sig i dag ude ved enhederne.

Det er ikke særlig hensigtsmæssigt. Den nuværende tåbeorganisation betyder nemlig, at man ikke kan uddanne nye soldater på det materiel, der findes i brigaden. Når den drager ud på en mission, tager den selvfølgelig også sit materiel med. Det betyder, at den ikke kan afløses og således kun være ude i én udsendelsesperiode, der i Danmark er seks måneder inklusive udsendelse og hjemtagning. Det er ikke ret lang tid og historiens mest kostbare engangsprojektil. Tidligere var der både enheder og materiel hjemme i Danmark, når man sendte enheder i mission. Det betød, at man kunne uddanne nye soldater, og blev noget materiale beskadiget eller ødelagt under missionen, havde man en del reservemateriel på tjenestegrensskolerne. Man kunne således sende uddannede soldater ud og afløse den enhed, der befandt sig i Kosovo, Irak og/eller Afghanistan. Det kan man ikke i dag, og gad vide hvor mange politikere der egentlig ved det.

Der er således nok at gå i gang med, men det hele starter med at tænke sig om samt at anvende forberedelsestiden til at genetablere en organisation, der kan absorbere og genopbygge forsvaret. 11 år lyder af lang tid, inden man kan implementere den politiske aftale om at poste yderligere penge i Forsvaret. Man må da håbe, at Putin giver os den nødvendige tid. Skulle man ønske sig at gøre det noget hurtigere, kunne man se mod Sverige. Svenskerne anskaffede et Patriot-luftværnssystem på tre år med stor hjælp for amerikanerne. Mon ikke vi kunne gøre det samme? Hvis man placerede det på Bornholm, havde øen i det mindste et forsvar mod kommende russiske angreb.