Et russisk angreb på et børnehospital i den belejrede ukrainske by Mariupol førte i sidste uge til omfattende international fordømmelse. Hvis angrebet er foregået, som ukrainerne udlægger sagen, er der formentlig tale om et brud på den humanitære folkeret. Dem bliver der efter alt at dømme flere og flere af, siger militærjurist Iben Yde.

Meget er sagt og skrevet om Ruslands voldsomme fremfærd i Ukraine og dets hårde angreb på en række større ukrainske byer, herunder missil- og artillerinedslag i et utal af civile beboelsesejendomme og øvrige faciliteter.

Onsdag i sidste uge gav et voldsomt russisk angreb på et børnehospital i den belejrede ukrainske kystby Mariupol anledning til international fordømmelse og beskyldninger om brud på krigens love. Ifølge ukrainske myndigheder kostede angrebet på hospitalet tre civile livet og sårede 17, ligesom de fastholder, at hospitalet alene behandlede civile patienter. Omvendt påstår Rusland, at hospitalet var indtaget af “nationalistiske bataljoner”, der flyttede rundt på patienter og personale for at indtage angrebspositioner.

Om angrebet på hospitalet var et brud på krigens love afhænger af, hvem af parterne, der udlægger sagen i overensstemmelse med virkeligheden, fortæller militærjurist Iben Yde, der tirsdag blev interviewet i Radio 4-programmet Frontlinjen.

»Et hospital, som fungerer som civilt hospital, er i udgangspunktet beskyttet, fordi det er civilt. Vi har regler, der forstærker beskyttelsen af hospitaler, fordi det er så grundlæggende for samfundets funktion, at man kan fortsætte med at behandle syge og sårede. Men der er den regel, at hvis et ellers civilt objekt qua dets anvendelse bliver til et militært objekt, så mister det beskyttelsen. Det vil sige, at hvis det bliver brugt som base for planlægning og udførelse af militære operationer eller på anden vis bliver brugt militært, kan det miste beskyttelsen,« fortæller Iben Yde.

Angreb skal være proportionelle

Hospitaler er yderligere lovbeskyttet mod angreb, idet den angribende part inden et angreb skal advare eventuelle militære okkupanter, give dem en mulighed for at rømme bygningerne og lade hospitalet overgå til almindelig patientbehandling. Ifølge ukrainerne modtog man ingen advarsler forud for angrebet på hospitalet i Mariupol.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

Udover det meget omtalte angreb har russerne gennen længere tid gennemført artilleri- og missilangreb mod en række større byer i Ukraine, herunder særligt mod netop Mariupol, som har været under russisk belejring siden 28. februar. Utallige civile beboelsesejendomme er siden da blevet ødelagt, men også de nyder beskyttelse i krigens love, og der skal meget til, før de bliver til legitime mål for militære angreb, fortæller Iben Yde. End ikke Ruslands dronevideoer af ukrainske snigskytter på tagene kan retfærdige den totale ødelæggelse af bygningerne.

»Det er korrekt, at man må angribe snigskytten, men det skal man gøre på en måde, som ikke medfører skade og ødelæggelse på den civile boligblok eller dødsfald blandt civile, som overstiger den militære fordel. Det er her, man skal lave den berømte proportionalitetsafvejning. Fordelen ved angrebet skal stå mål med de konsekvenser, det har for de civile,« siger Iben Yde og fortsætter:

»Det virker voldsomt med den form for ødelæggelse, vi har set af civile bygninger, hvis de er forårsaget alene på grund af snigskytter.«

Ukrainere viser krigsfanger og omkomne russere

Ligesom der er regler for militære angreb på civile beboelse og hospitaler, er der det for belejring af byer, fortæller Iben Yde. Også her kan Ruslands måde at føre krig være på kant med krigens love, som landet selv har været med til at udforme.

»Det er ikke ulovligt at belejre en by i henhold til krigens love, men der er en række betingelser, der skal være opfyldt, for at det er lovligt. Det vigtigste at fremhæve er, at de civile skal have adgang til livsvigtige fornødenheder. Det vil sige, at man skal åbne op for forsyninger af mad, medicin, tæpper og andre ting, som de civile ikke kan undvære. Det er ulovligt bevidst at udsulte civilbefolkningen i modsætning til kombattanter, som man gerne må nægte forsyninger.«

I det hele taget tyder meget af det materiale, der kommer ud fra slagmarkerne i Ukraine, på, at begge sider går på kompromis med konventionerne i deres møde med fjenden. Russerne ser dog ud til at være i den lidet ønskværdige førertrøje.

»Jeg synes, vi hører meget lidt om ukrainernes adfærd. Der har været lidt med at offentliggøre billeder af krigsfanger og døde, som er i strid med Geneve-konventionerne. Men overordnet set på baggrund af den information, vi har, er det klart russerne, der står for flest af de angreb, der rejser tvivl, og som i min optik ligner overtrædelser af den humanitære folkeret – krigens love – og som muligvis også vil være krigsforbrydelser, hvis de bliver bragt for en domstol.«