Topmøde

Trods Anderssons afvisning rykker Sverige stadigt tættere på Nato-medlemskab

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Sverige har i umindelige tider holdt sin militære neutralitet i hævd, selvom man siden afslutningen på Den Kolde Krig formelt har talt om alliancefrihed. Statsminister Magdalena Andersson holder fast i, at et Nato-medlemskab ikke ligger i kortene, men Ruslands invasion af Ukraine har pustet nyt liv i diskussionen, og statsministeren har sit folk imod sig.

Ruslands folkeretsstridige invasion af Ukraine har ryddet den geopolitiske spilleplade – det Europa, vi kender, har de seneste uger været i opbrud. Tyskland har med budskabet om oprustning af sit forsvar taget et kvantespring ud af Anden Verdenskrigs tunge skygger og årtiers nedrustning, Schweiz’ bankverden har taget sin totale passivitet og laden stå til op til revision, og et enigt EU sanktionerer netop nu Rusland historisk hårdt, mens våbensystemer strømmer ind på ukrainsk territorie. Det er alt sammen bemærkelsesværdige nybrud.

Også hos Danmarks broderfolk på den anden side af Øresund har Vladimir Putins “særlige militære operation” i Ukraine afstedkommet politiske nybrud. Udenrigsminister Ann Linde kunne blot tre dage efter Ruslands invasion annoncere, at Sverige donerer 135.000 feltrationer, 5.000 hjelme, 5.000 fragmentationsveste og – måske mest iøjnefaldende – 5.000 panserværnsvåben. Et substantielt bidrag, som på det tidspunkt i konflikten var netop, hvad ukrainerne efterspurgte fra Vesteuropa.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Det svenske bidrag spejler flere andre landes, men er på mange måder mere markant. Dels er håndsrækningen udtryk for andet og mere end symbolpolitik, og på samme tid er det alligevel symbolsk og illustrativt for et potentielt svensk kursskifte, der har været længe undervejs. Et kursskifte, som peger i retningen af endnu større integration og alliancesamarbejde med vestlige militærstyrker, end tilfældet er i dag. I yderste instans kan det betyde, at Sverige bliver medlem af Nato, uagtet at landets statsminister, Magdalena Andersson, nu og her afviser det.

Går løbende på kompromis med alliancefrihed

Før man dykker ned i perspektiverne for optagelsen af Sverige i Nato, kan det være formålstjenligt med et kort historisk oprids og en sproglig præcisering:

Det er en udbredt misforståelse, at Sverige er et neutralt land. For noget tid siden kom jeg for skade til at tweete, at Sverige med beslutningen om at støtte Ukraine militært har brudt med sine neutralitetsprincipper. Man kan altid diskutere semantikken, da jeg talte om principper og ikke juridisk bindende aftaletekster, men faktum er, at Sverige officielt lagde neutraliteten på hylden i 1992 og siden har brugt begrebet ”alliancefrihed”. Sverige vedstår sig altså sine sympatier og indgår i internationale partnerskaber, men uden at forpligte sig på samme måde, som Danmark gør det som fuldgyldigt medlem af Nato.

Ikke desto mindre forbinder mange – ikke mindst befolkningen selv – Sverige med netop neutralitet. Det militære bidrag til Ukraine repræsenterede derfor et nybrud med nogle ellers faste svenske principper og måder at anskue verden på. Det var da også første gang siden Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen, at Sverige sendte militære bidrag til en anden suveræn nation. Når Sverige ikke siden 1939 har bistået et andet land med militært materiel, har det sit udspring i netop neutralitetstankegangen, som er dybt forankret i den svenske folkesjæl. At landet, nu ”vågner op til dåd” indikerer, at kimen er lagt til et paradigmeskifte.

Sverige er dog hverken mere neutrale eller alliancefri, end at landet under Den Kolde Krig orienterede sig mod USA og Vesteuropa og i 1995 blev medlem af EU, herunder EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, CSDP.

Den svenske forsker Oscar Jonsson bemærker i den forbindelse, at det snarere er svenskernes vilje til at gå på kompromis med sin alliancefrihed end selve alliancefriheden, der gennem årene har holdt Sverige ude af de største internationale kriser. Det var da også svenskernes vilje til at lade Nazityskland transportere tropper ad svenske jernbaner og handle med det forbryderiske regime, der skånede landet fra en besættelse som i Danmark og Norge.

Flertal i befolkningen vil med i Nato

Overvejelserne om et svensk medlemskab af Nato har længe været sat på vågeblus, uden at diskussionen dog er døet helt ud. Nu er Nato imidlertid havnet øverst på den politiske dagsorden, mens man retter ængstelige blikke mod et Rusland, hvis aggressive fremfærd tydeliggør, at Putin ikke skyr nogen midler i sine bestræbelser på at gøre Rusland til en stormagt.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Hvis invasionen af Ukraine var Ruslands eneste brøde, er det ikke sikkert, at det ville fylde helt så meget i svenskernes bevidsthed. Når det alligevel er tilfældet, har det at gøre med, at Rusland udover sine ”særlige militære operationer” i tidligere sovjetstater både gør sig i luftrumskrænkelser over Sverige, simulerede bombeangreb mod Stockholm, formodede ubåde i Stockholms skærgård og senest droneoverflyvninger af svenske atomkraftværker og derved har udvist en temmelig usund interesse i landet.

Krigen i Ukraine sammenholdt med Ruslands ageren i og omkring Sverige har derfor ikke overraskende øget bekymringerne i befolkningen. Med bekymringerne følger overvejelser om de rette forholdsregler til at imødegå truslerne – påståede eller virkelige. Sverige har allerede øget troppetilstedeværelsen på den strategisk placerede ø Gotland betragteligt, ligesom man har forhøjet sit militære beredskab mere generelt. Torsdag har den svenske regering desuden annonceret, at Sverige skal bruge to procent af bnp på Forsvaret uden dog at komme en tidshorisont nærmere. Spørgsmålet er dog, om det i sig selv sikrer en god nattesøvn, eller om Sverige bør tænke mere langsigtet ved at tegne abonnement på den Artikel 5-sikkerhedsgaranti, som er Natos raison d’être.

Folkestemningen tyder på, at det er den vej, det går: 51 procent af svenskerne er i dag positivt stemte overfor ideen om et Nato-medlemskab, skriver blandt andre Aftonbladet. Det er store nyheder i et land, hvor neutralitet – som altså i dag formelt hedder alliancefrihed – som tidligere nævnt er en del af selvforståelsen på næsten samme måde, som retten til at bære våben er det for amerikanere i Bibelbæltet. I januar var opbakningen til Nato på langt mere beskedne 42 procent, og i den samme periode er andelen af regulær modstand mod svensk Nato-medlemskab dalet fra 37 til 27 procent, viser meningsmålingen foretaget af analysevirksomheden Demoskop. Tallene skal naturligvis ses i den sikkerhedspolitiske kontekst, meningsmålingerne er foretaget, men de taler alligevel deres tydelige sprog.

Tættere på Nato end nogensinde før

Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, afviser, at det kan komme på tale at søge om medlemskab lige nu. Det forstår man på sin vis godt, for det er sjældent fornuftigt at træffe beslutninger med vidtrækkende geopolitiske konsekvenser, mens verden står i brand. Rusland har desuden bedyret, at man ikke vil se på det med milde øjne, hvis Sverige (og naboerne i Finland) skulle finde på at søge optagelse. Ikke at Putin eller nogen anden skal bestemme det, men truslerne fra Kreml har med angrebet på Nato-bejleren Ukraine formentlig fået et skær af troværdighed, de ikke ellers ville have haft.

Alligevel har Anderssons blanke afvisning af Nato affødt vrede og uforstående reaktioner fra en række iagttagere, som har svært ved at finde ræson i at stå uden for alliancer, man alligevel læner sig op ad.

»Hvad, bortset fra stemningen ved socialdemokratiske kaffeborde, bliver bedre af, at Sverige er “alliancefrit”?,« spørger politisk kommentator på Expressen Viktor Barth-Kron for eksempel. Førnævnte Oscar Jonsson tilslutter sig hans undren, og de to er langtfra alene. Ved at stå uden for Nato har Sverige ingen indflydelse på den førte politik, og når man alligevel forlader sig på hjælp udefra i tilfælde af krig, kan det være svært at finde hoved og hale i argumenterne for at bibeholde status quo. Sverige har endegyldigt valgt side, så hvorfor ikke blive en del af det gode selskab og ad den vej få indflydelse på det fælles forsvar af Europa?

Hvorom alting er, bevæger Sverige sig dog i retning af Nato-medlemskab, og selvom det ikke bliver nu og her, har Ruslands ageren i Ukraine utvivlsomt rykket Sverige væsentlig tættere på forsvarsalliancen end for få uger siden. Det samme kan i øvrigt siges om Finland, men her står man qua sin 1.300 kilometer lange delte grænse med Rusland i en lidt mere prekær situation.

Jeg kan sagtens tage fejl. Men forbindelserne til den transatlantiske forsvarsalliance er varmere end nogensinde før, og stod det alene til politikere, havde vi i Danmark euroen som møntfod og hverken rets- eller forsvarsforbehold i EU. Public opinion betyder noget, og vil svenskerne – befolkningen – med i Nato, kommer de det også. Før eller siden.

Kasper Junge Wester har været en del af besætningen på OLFI siden juli 2018. Foto: Ernstved

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

2 KOMMENTARER

Abonnér
Notify of
guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer