De russiske invasionsstyrkers kampmoral ser godt en uge inde i krigen i Ukraine ud til at lide under dårlige forberedelser, manglende logistisk opbakning og tvivl om meningen med krigen. Desillusionerede soldater deserterer eller overgiver sig til ukrainerne, som moralsk er ovenpå og ved, hvor kniven skal sættes ind.

Mange russiske soldater erkender i disse dage og uger, at øvelsesaktiviteten i grænselandet til Ukraine var et nøje udtænkt skalkeskjul for Putins intentioner om at invadere landet.

En erkendelse, der er hård for de i hovedreglen purunge soldater, som ingen hårde følelser nærer overfor nabolandet, og som var blevet lovet en heltemodtagelse af den ukrainske befolkning, da de til sidst endelig blev indviet i invasionsplanerne. I Berlingske kunne man tirsdag læse om grædende og frustrerede soldater, som mangler logistisk støtte og livsnødvendige udstyr, og hvis tanker og følelser med al ønsket tydelighed befinder langt fra den ukrainske krigsskueplads, de står midt i.

Kampiveren og moralen i de russiske styrker ser med andre ord ud til at være endog meget lav – måske særligt i de regioner, hvor strategiske sejre og større erobringer endnu lader vente på sig. I modsætning til ukrainerne kæmper de russiske soldater ikke for deres hjemlands overlevelse, og de er af samme grund ikke nær så følelsesmæssigt investerede, som deres modstandere er. Det udmønter sig i fortvivlede soldater og en krigslykke, der endnu ikke for alvor har indfundet sig trods løbende landvindinger og massiv kapacitetsforskel på de to militære styrker.

Selvom første runde af krigen formentlig vindes på ren og skær militær muskelstyrke, er den lave kampmoral grundlæggende rigtig dårligt nyt for Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den militære ledelse i Moskva, fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studer (DIIS) Johannes Lang. Hvad russerne mangler af moralsk overskud, har ukrainerne nemlig til overflod:

»Kampmoral er en meget kompleks størrelse, som man militært altid har tænkt på som en kombination af godt lederskab, fællesskab mellem soldaterne og et fælles mål, man samles og er enige om. Har man det fællesskab, den gode ledelse og en tro på det, man kæmper for, har det vist sig, at man er meget mere kraftfuld end ellers. Napoleon sagde, at kampmoralen var tre gange så vigtig som den fysiske og materielle styrke i krig. På en måde er det nemt at forstå hvorfor: Mennesker har brug for mening, og oplever man, at der er mening i noget, kan man håndtere det meste.«

Russiske soldater ved ikke, hvad de kæmper for

Johannes Lang forsker til daglig i blandt andet psykologiens rolle i moderne krigsførelse, og dermed også i, hvad soldater tillægger betydning, når de drager i krig. Det er netop her, at ukrainerne trods sin militære underlegenhed har en trumf at spille, idet det for både de ukrainske styrker og civilbefolkningen er meget klart defineret, hvad der er på spil, og hvad endemålet med krigen er. En ukuelig tro kan rykke ved soldaternes personlige grænser og formåen, forklarer Johannes Lang.

»I krig kommer meningen ikke fra individet, men fra en større fortælling og et større fællesskab. Kampmoralen er med til at overvinde den naturlige frygt for døden. Det gør man ved at sætte sig ind i en sammenhæng, der er større end én selv på den måde, at hvis man dør, betyder det ikke, at det, man kæmper for, dør. Det er vigtigere end ens egen overlevelse.«

Ukrainerne kæmper som bekendt for deres hjemlands selvstændighed, mens det for de russiske tropper er mere diffust, hvad de selv og Rusland står til at vinde. Drejer invasionen af Ukraine sig om at udrydde nazister og narkomaner i det ukrainske styre, om at frelse etniske russere i Østukraine fra påståede folkedrab, eller skal invasionen i virkeligheden ses som et svar på Natos påståede aggressive udvidelser mod øst? De politiske budskaber fra Kreml er legio og forskelligartede og målet derfor heller ikke soleklart for mange andre end Ruslands præsident, Vladimir Putin.

»Moralen svigter på mange niveauer – måske dem alle – hvis der mangler god ledelse, en god strategi og et godt argument for krigen, og hvis man ikke føler, at man kæmper for sin overlevelse. Måske føler man sig som en imperialistisk invasionsstyrke. Det er svært at få øje på, hvad de russiske menige soldater kæmper for i forhold til de ukrainske. Opstår der stor ubalance i kampmoralen mellem de to sider, giver det ukrainerne en kæmpefordel, og det er sandsynligvis det, vi er vidne til,« siger Johannes Lang.

Vil ramme soldaternes pårørende

Rusland er Ukraine overlegen på næsten alle målbare militære parametre, og blandt iagttagere og militæreksperter er det derfor også forventningen, at Rusland i hvert fald i første omgang vinder krigen på ren og skær militær råstyrke. Ifølge militæranalytiker og reserveofficer Jeanette Serritzlev fra Forsvarsakademiet (FAK) har Ukraine dog stadig strenge at spille på.

»Hvis soldaten ikke ønsker at kæmpe, er det ligegyldigt, hvor veluddannet han er, og hvor professionelt hans udrustning og materiel er. Moralen er hele forudsætningen for kampen. Der er jo en grund til, at alle fra Sun Tzu til de moderne militære tænkere taler om at ramme fjendens kampmoral,« fortæller Jeanette Serritzlev, som selv beskæftiger sig med PSYOPS, som er den militærfaglige betegnelse for psykologisk krigsførelse.

Også hun bemærker, at moralen blandt Ruslands styrker allerede befinder sig på et kritisk lavt niveau. Ved at hemmeligholde, at øvelsesaktiviteten nær grænsen mellem Ukraine og Rusland skulle veksles til regulære krigshandlinger, gav Ruslands militære og politiske ledelse sig selv et skidt udgangspunkt. Den deraf følgende lave moral har man ikke siden gjort meget for at forbedre.

»Man har ikke gjort soldaterne mentalt klar til kamp, og derudover virker det til, at man heller ikke logistisk har gjort dem klar til kamp. Vi ser dem køre ind over grænsen og løbe tør for brændstof, de kan ikke finde vej, de er nødt til at bruge deres mobiltelefoner til at kommunikere med hinanden. Derudover møder de i øvrigt en befolkning, som ikke kun råber grimme ting, men som stiller sig foran deres køretøjer og bekæmper dem på alle måder.«

Med en mentalt svag modstander foran sig, har ukrainerne derfor fået mulighed for at åbne en flanke, der supplerer klassisk psykologisk krigsførelse og i takt med den teknologiske udvikling træder mere og mere i forgrunden: psykologisk krigsførelse i det digitale domæne. Det er de ukrainske myndigheder bevidste om, og her forsøger man nu på at flytte informationskrigen hjem til de pårørende i Rusland ved at gøre dem opmærksomme på forholdene på slagmarken i Ukraine.

»Vi har set mange mange videoer af russiske soldater, der er taget til fange, og som enten bare fortæller, hvem de er, eller ringer hjem til deres mor. Dem er der mange af i omløb. Det er selvfølgelig et budskab fra de ukrainske myndigheder, som prøver at nå de pårørende i Rusland,« fortæller Jeanette Serritzlev.

»For et par dage siden oprettede de ukrainske myndigheder en hjemmeside og Telegram-kanal, hvor man kan se dræbte og sårede russiske styrker. I går (torsdag, red.) annoncerede man også, at man havde åbnet en hotline, som familierne i Rusland kunne ringe til for at få information om deres soldater. Alt det er selvfølgelig et forsøg på at nå et russisk publikum, som ikke får informationen af de russiske myndigheder.«

Partisankrig tæt på umulig for Rusland at vinde

Det meste af verden spørger netop nu sig selv, hvordan Ukraines fremtid ser ud. Umiddelbart kan ukrainerne se frem til en russisk besættelsesmagt i en rum tid fremover, hvis ikke man når frem til en forhandlingsløsning. I så fald spår Jeanette Serritzlev i lighed med flere militæranalytikerkolleger, at Rusland skal forberede sig på partisankrig og bykamp. Det er en udfordring mod en modstander, der færdes hjemmevant i kampomgivelserne.

»Vietnam er et godt eksempel. Det kan godt være, at amerikanerne var i overtal, men det trætter fysisk og mentalt dag efter dag at se sine soldaterkammerater blive slået ihjel eller såret på grufuld vis. Hvis det russiske militær kan styrke troen på, at man vil vinde, kan det have en positiv indvirkning på kampmoralen. Men lykkes det Rusland at tage Ukraine, så den ukrainske hær må nedlægge våben, overgår vi til decideret partisankamp, og det vil fortsætte. Den ukrainske kampvilje tror jeg ikke, at man kan knægte.«

Får Jeanette Serritzlev og de øvrige eksperter ret i, at det kommer til partisankrig, bliver moralen også her af største vigtighed. I en oprørskrig kan man ikke længere søge støtte i de klassiske militære strukturer og hierarkier, hvorfor man i endnu højere grad end ellers skal forlade sig på kammeratskab, sammenhold og moral. Johannes Lang byder ind med et andet eksempel på, at en underlegen styrke lykkedes med et projekt, der på forhånd virkede til at være dødsdømt – et eksempel, som netop russerne måske skulle have skrevet sig bag øret.

»Min analogi er Vinterkrigen i Finland i 1939-40. 250.000 finner stod over for op til en million sovjetiske soldater og kæmpede ekstremt hårdt og succesfuldt. Man siger om Finland, at de tabte krigen, men vandt et land. De tabte i den forstand, at man mistede 11 procent af sit territorie, men de vandt moralsk, fordi det forblev et frit Finland. Jeg kan ikke spå om fremtiden, men et scenarie er, Ukraine afgiver en del af sit territorie, og så kunne man se en lignende løsning som med Finland dengang. Men det er meget svært at sige og afhænger af, hvad Putin vil, og om han ønsker at underlægge sig Ukraine.«

Billedtekst (toppen): En kvinde bespiser ukrainske soldater ved frontlinjen. Foto: Aris Messinis/AFP

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer