KOMMENTAR: I Ukraine er præsident Volodymyr Zelenskij ved at udvikle sig som en folkehelt, der indgyder mod, selvtillid og stolthed i det ukrainske folk. Hans lederskab og stålfasthed vækker minder Winston Churchill, der også tog kampen op mod overmagten og skabte troen på en mulig sejr.

Man kan nogle gange blive overrasket over, hvordan historien lader til at gentage sig selv. Nuvel, i nye ansigter. Nye situationer, nye begivenheder, årsager og steder. Men når man anskuer det hele lidt fra oven og tænker tilbage på fortiden, springer lighederne tydeligere og tydeligere frem. Sådan ser det desværre også ud med den krig, som lige nu udspiller sig i Ukraine, hvor Rusland har invaderet et frit og uafhængigt land.

Jeg er helt med på, at man slet ikke kan sammenligne Vladimir Putins politik med Adolf Hitlers under Anden Verdenskrig. Den tyske diktator har seks mio. jøders liv på samvittigheden, og der er vi trods alt på ingen måde med Putin. Alligevel er det værd at lægge mærke til Putins retorik, som på mange måder minder om Hitlers i 1930’erne forud for Anden Verdenskrig. Dengang opildnede Hitler det tyske folk ved at fortælle, hvordan det og Tyskland var blevet forrådt af sejrherrerne i Første Verdenskrig.

Forfatteren Leif Davidsen var inde på det samme, da han tirsdag gæstede P1 Debat på DR. Her fortalte han om sin oplevelse, da han på russisk stats-tv så Putins tale mandag aften, da den russiske præsident godkendte Donetsk og Lugansk som selvstændige folkerepublikker.

»Det var måden, han talte på, der mindede mig om Hitlers taler i 1930’erne, hvor Hitler igen og igen slog på, at han var blevet forrådt af sejrherrerne efter Første Verdenskrig i 1918. Han havde fået dolkestødet i ryggen. Tyskland var blevet nedværdiget og havde ret til at blive stor igen. Det var det samme, der gennemsyrede Putins tale. Han plejer at være mere rationel,« forklarede Leif Davidsen.

Reddede en styrke på 338.000 mand fra Dunkerque

På samme måde vækker Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij på forbavsende og opløftende vis minder om den britiske premierminister Winston Churchill, som med ryggen mod muren nægtede at forhandle med Hitler. Han var længe den eneste i det konservative parti, som forstod nazisternes oprustning og argumenterede for ligeledes at opruste. På samme måde var han en arg modstander af Neville Chamberlains forsoningspolitik over for Hitler.

I maj 1940 blev Churchill i mangel af bedre indsat som premierminister, bedst som The British Expeditionary Force var blevet fanget på strandene ved Dunkerque i Frankrig. I en historisk redningsaktion lykkedes det at redde 338.000 allierede tropper, som blev sejlet over Den Engelske Kanal med alt, hvad der kunne samles af militære og civile flådefartøjer fra joller og sejlskibe til færger og krigsskibe.

I en historisk tale i Underhuset den 4. juni stillede Churchill sig op og opmuntrede sin befolkning til at tage kampen op overmagten i Tyskland til trods.

Artiklen fortsætter under videoen …

»Vi skal kæmpe på strandene, vi skal kæmpe på landingsbanerne, vi skal kæmpe i markerne og i gaderne, vi skal kæmpe i bakkerne. Vi skal aldrig overgive os,« sagde Churchill.

Med sine oratoriske evner formåede han som ingen anden at indgyde mod, kampgejst, offervilje og stolthed ind i det britiske folk, og de færreste sår i dag tvivl om Churchills betydning for udfaldet af Anden Verdenskrig. Uden ham havde briterne formentlig indgået en forhandlet aftale med Nazityskland. Uden ham var amerikanerne aldrig gået ind i krigen, og uden ham ville Europa i dag næppe se ud, som det gør.

Ukraine er ved at få sin egen Churchill

I disse dage er Ukraine ved at få sin egen Churchill. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij har vist sig som en sand leder, der med sine budskaber på sociale medier formår at indgyde kampgejst, stolthed og selvtillid i det ukrainske folk. Han har kaldt alle våbenføre mænd og kvinder til våben og beder sågar befolkningen om at møde russerne med hjemmelavede Molotov-cocktails.

Artiklen fortsætter under videoen …

Volodymyr Zelenskij har selv fortalt, hvordan han opfatter sig som Putins »target number one«, og hans familie som russernes mål nummer to. Men det har ikke fået ham til at vakle. Tvært om poster han løbende videoer på sociale medier af sig selv i Kievs gader, mens han taler troen på sejr op og opfordrer befolkningen til opstand mod de russiske tropper.

»Vi er alle her. Vores militær er her, og borgerne er her. Vi er her for at forsvare vores uafhængighed og vores stat, og sådan vil det blive ved. Ære til vores forsvarere, ære til Ukraine. Ære til vores helte!,« fortalte han i videoen på Twitter, som kan ses herover.

Da USA tilbød ham at blive evakueret, var svaret fra den ukrainske præsident ifølge The Independent kontant.

»Kampen er her: Jeg har brug for ammunition, ikke et lift.«

Det er sådan, at store ledere opstår. Dem, som ikke viger, når faren vokser. Men tvært imod stiller sig op og får en hel befolkning med sig. Den slags lederskab er den værste trussel mod Putin og de russiske soldater, som – hvis man spurgte dem selv – formentlig ville lade ukrainerne leve et frederligt liv uden Ruslands indblanding.

Vi må aldrig tage sikkerheden for givet

Billederne fra Kiev vækker håb. Den russiske fremrykning ser ud til at gå langsommere end forventet, og modstanden lader til at være større, end Putin formentlig havde regnet med. Det lover godt, selv om overmagten stadig er overvældende.

Samtidig må ukrainerne glæde sig over den totale fordømmelse af Rusland over det meste af verden. Skal man gå tilbage i historiebøgerne og se, hvem der vinder i det lange løb, er der ligeledes grund til optimisme. Churchill gjorde den afgørende forskel under Anden Verdenskrig, og Volodymyr Zelenskij kan gå hen og få den samme rolle. Under alle omstændigheder indgyder han respekt for sin stålfasthed og vilje til at påtage sig sit lands lederskab i en svær tid.

Og skulle Ukraine falde, vil Rusland få svært ved at holde landet på pro-russiske hænder. Ukraine har smagt friheden gennem så mange år, at de ikke – selv med tvang – vil acceptere at skulle underkaste sig den russiske præsident, der ser sig selv som en nutidens zar.

I resten af Europa må vi håbe, at andre statsledere lader sig inspirere af den ukrainske folkehelt. Det giver respekt at stå op for det, man tror på. Det kræver forsvarsvilje, militært isenkram og styrker af kød og blod. Må Europa snart igen tage egen sikkerhed alvorligt og lade Ukraine være en påmindelse om, at vi aldrig må tage vores egen sikkerhed for givet.

PS. Hvis du endnu ikke har set ”The Darkest Hour” om Churchill i maj-juni 1940, er denne dystre anledning en god grund til at gøre det.