spot_img

Danmark efterkommer malisk ønske og trækker jægersoldater hjem

En samlet Task Force Takuba bakker op om de danske myndigheder, men Mali insisterer stadig på, at Danmark har sendt jægersoldater til landet i strid med gældende protokoller og uden invitation. Derfor trækker Danmark nu jægersoldaterne ud af landet, oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Dramaet om de danske soldater i Mali ser ud til at være tæt på at have nået sin slutning. Malis overgangsregering fastholder, at Danmark ikke havde lov til at indsætte jægersoldater i landet, og selvom samtlige alliancepartnere i antiterrorindsatsen Task Force Takuba støtter op om Danmark, bliver de danske soldater nu trukket hjem, fortæller Jeppe Kofod (S) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

»Hvis Malis overgangsregering ikke inden mandag har gjort klart, om Danmark er velkommen i Mali, trækker vi vores tropper hjem. Kupgeneralerne sendte en offentlig erklæring ud, hvor de igen gentog, at Danmark ikke er velkomne i Mali. Det finder vi os selvfølgelig ikke i. Derfor har vi efter konsultation med Udenrigspolitisk Nævn besluttet, at vi trækker vores soldater hjem,« sagde Jeppe Kofod til pressen efter mødet.

Læs også: Malis regering beder Danmark om at trække jægersoldater hjem

Dermed får Malis militære overgangsregering sin vilje, og den danske indsats i den uroplagede Sahelregion ser samtidig ud til være slut, før den overhovedet kom i gang. Danmark har aktuelt omkring 105 specialstyrker i Mali, som det vil tage nogle uger at få hentet hjem.

Fuld opbakning fra partnerlande

Forud for beslutningen om at trække soldaterne hjem går et forvirrende forløb, hvor Malis militære overgangsregering gentagne gange har påstået, at de danske soldater er ankommet til Mali i strid med gældende aftaler, og uden at Mali har godkendt deres tilstedeværelse. Flere iagttagere peger på, at den maliske udmelding skal ses i lyset af det europæiske pres på overgangsregeringen, der for få uger siden udskød et demokratisk valg, som skulle have været afholdt i februar op til fem år.

Omvendt har udenrigsminister Jeppe Kofod og de danske myndigheder hele tiden insisteret på, at alt er foregået efter bogen, og at Mali har godkendt Danmarks deltagelse i Task Force Takuba.

Takuba hører under franskledede Operation Barkhane, og tirsdag slog Frankrigs forsvarsminister, Florence Parly, da også fast, at Danmark har handlet i overensstemmelse med alle aftaler. Torsdag offentliggjorde Udenrigsministeriet så selv en erklæring fra et samlet Task Force Takuba, hvor partnerlandene i fællesskab protesterede mod de maliske udmeldinger og opfordrede Malis regering til at genoverveje beslutningen.

Artiklen fortsætter under tweetet …

 

Lige lidt har det internationale pres dog hjulpet, og de danske jægersoldater vil altså nu blive trukket ud af Mali over de kommende uger, med mindre at Malis regering i løbet af ganske kort tid foretager en kovending. Det betyder dog ikke, at Danmark trækker følehornene fuldstændig til sig i forhold til situationen i Mali, lød det videre fra Jeppe Kofod:

»Vi fortsætter det tætte og gode samarbejde med vores europæiske allierede med Frankrig i spidsen i forhold til at fastholde presset på kupgeneralerne for at få demokratiet tilbage og skabe sikkerhed for befolkningen i Mali. Men vi trækker de danske soldater hjem.«

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
wedell chhristensen
Læser
wedell chhristensen
27. januar 2022 18:17

Det er ingen skam at gå, når man bliver smidt ud. Gad vide hvad kup-generalerne får i u-landshjælp til deres regering?

Jonas Borcher
Læser
Jonas Borcher
4. februar 2022 14:36

Måske skulle Danmark lade forsvarets elitestyrker blive i vores nærområde?
Så kan de for eksempel styrke vores antiterrorberedskab i Hovedstaden, og i de større danske byer?

Sidst ændret 2 år siden af Jonas Borcher