spot_img

Vi vil huske 2021 for en øget politisering og afprofessionalisering af Forsvaret

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

KOMMENTAR: Endnu et år går på hæld, og hvis nogle troede, at det ikke kunne blive værre for Forsvarets hårdt prøvede personel, tog de grueligt fejl. Det forgangne år står som en skamstøtte over en elendig ledelse forankret i en syg politisk kultur, som mere og mere minder om Nordkorea, Kina og Rusland.

Hvis det ikke var for bevidstheden om forårets snarlige komme, kunne man godt gå hen og blive en lille smule bedrøvet her på årets sidste dag. Når man ser tilbage på det forgangne år, er der ikke meget at glæde sig over iført de forsvarspolitiske briller. Igen i år er det lykkedes at gå fra misere til misere, mens forsvarsminister Trine Bramsen (S) har forsøgt at tegne et glansbillede af et forsvar i topform.

Virkeligheden er en moderne velfærdspolitisk tristesse, hvor det igen er blevet udkrystalliseret, at vi efter års fantasifulde besparelser har ”effektiviseret” for meget. Resultatet er, at de forventede besparelser ikke vil blive indfriet, fordi de ganske enkelt ikke lader sig gøre. I stedet ved vi alt for godt, at det hele i stedet bliver meget dyrere. Nu skal vi så til at genopbygge det, som vi selv har ødelagt i spareiver, og det koster naturligvis uforholdsvis meget sammenlignet med, hvad vi egentlig får for pengene.

Men der er nok at gå i gang med, når mål og midler slet ikke hænger sammen, eller som forsvarsministeren sagde det i en pressemeddelelse i midten af december, da en manko på 1 mia. kr. over de kommende to år blev meldt ud.

»Lige nu er oplevelsen mange steder i Forsvaret, at det er svært at få enderne til at mødes på grund af stadig flere opgaver. Når vi adresserer problemet nu, er det fordi, at det vil være uansvarligt at lade det køre ind i de kommende år.«

Flot. Man kunne også have valgt at bruge sin sunde fornuft i stedet for at lade det eksisterende forsvarsforlig bygge på fatamorgana-effektiviseringer serveret af dyrt betalte konsulenter med en virkelighedssans plantet i den blå luft. Forsvarets forfald viser sig allestedsnærværende i såvel opgaver, bemanding, materiel og ikke mindst økonomisk. Selv om Trine Bramsen ganske konsekvent prøver at udtrykke det modsatte, må vi konstatere, at det desværre sejler på stort set alle parametre under Forsvarsministeriets paraply.

Det er ikke Forsvarets hårdt prøvede personels skyld, men bunder udelukkende i elendige politiske aftaler, håbløs styring, manglende kontrolmekanismer og en minister (og departementschef) helt uden viden om eller forståelse for det område, som hun (de) er sat til at forvalte. Vi kommer ikke uden om det, men må på denne dag gennemgå sagerne en for en for at tegne det fuldstændige billede af et ministerområde, som skriger på politisk og militært lederskab, selverkendelse, ansvarlighed og politisk såvel som militær handling.

Det første af mange selvmål

Forsvarsministeren lagde stilen helt fra årets begyndelse, da hun med kvælertag på Forsvarets ledelse insisterede på at gennemføre et kommunikations-monopol. Ingen i uniform skulle formaste sig til at stille op i medierne, og når pressen bad om interview med den nye forsvarschef, skulle han svare nej eller have hende med ved sin side. Mage til ydmygelse af en forsvarschef er vist ikke set før – måske lige bortset fra dengang, da daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) fjernede forsvarschefens helhedsansvar og alene gav ham til opgave at opstille og uddanne de operative styrker.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, hvordan general Flemming Lentfer har aflyst lovede interview med Berlingake og OLFI …

Det skete ved at decimere Forsvarskommandoen til ”styrelse”, hvor direktøren – stadig med titel af forsvarschef – refererer til Forsvarsministeriets departementschef. Ved årets begyndelse så Trine Bramsen det som sin vigtigste opgave også i ord at skære det ud i pap for Gud og hver mand, at forsvarschefen er en styrelseschef. Hvad, hun i den forbindelse ikke forstod, var, at hun med sin insisteren på at ændre hans titel fra forsvarschef til styrelseschef underminerede sin egen troværdighed som politisk leder, og dermed kom hendes demonstrative ydmygelse til at fungere som det første af hendes mange selvmål i det forgangne år.

Med sin ageren har hun sat sig i spidsen for en politisering og afprofessionalisering af det danske forsvar, som ikke bare er dybt bekymrende, men direkte beskæmmende. Den politiske overtagelse af militære fagområder kom lige så tydeligt til udtryk i forbindelse med den kaotiske evakuering fra Kabul. De danske soldater rejste hjem i slutningen af juni, og som det sidste sendte den danske styrkechef en situationsrapport hjem, som i alarmerende sprog fortalte om Talebans hastige fremmarch mod Afghanistans hovedstad.

FE og regeringens ministre fejlede massivt ved Kabuls fald

Men ingen læste den tilsyneladende, og i stedet stolede Forsvarsministeriet blindt på de mildest talt mangelfulde og fejlagtige analyser fra FE, som efter alt at dømme også rejste hjem fra Afghanistan sammen med de danske soldater. Hvis den militære efterretningstjeneste havde øjne på jorden, må man håbe, at de pågældende er blevet fyret eller i det mindste lukket ud af de huler, som de øjensynligt opholdt sig i under Talebans fremmarch. Det hører alligevel til sjældenhederne og var forhåbentligt en engangsforseelse, at DR og TV2 leverede mere troværdige efterretninger fra Afghanistan end Forsvarets Efterretningstjeneste. Seks dage før Kabuls fald orienterede tjenesten sine politiske opdragsgivere om, at det ikke var sandsynligt, at Kabul ville falde i 2021.

Det ligner unægteligt en tjeneste, som er blevet lige så politiseret som resten af Forsvaret og i stedet for at løse sin opgave med at sikre danske soldater ser det som sin raison d’etre at redde den siddende regering. Tilliden er i hvert fald i bund, og den voksede ikke ligefrem, da cheferne for FE og PET i december tog på rundtur i medierne og advarede om en strafferamme på 12 års fængsel, hvis journalister og redaktører viderebragte fortrolige oplysninger.

I forbindelse med Vestens afsked med Afghanistan satte såvel statsminister Mette Frederiksen (S) som forsvarsminister Trine Bramsen nye standarder for dårlig dømmekraft, da de først tog til koncert med Folkeklubben i Den Fynske Landsby og poserede med fadøl på sociale medier samme fredag, som den danske ambassade i Kabul var rømmet over hals og hoved. Dagen efter – om lørdagen den 14. august – stod Trine Bramsen med alvorsmine på tv sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod og forklarede, hvor alvorlig situationen i Kabul var, uden dog at lade sig gå synderligt på af det tyngende ansvar som forsvarsminister.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse historien om statsministerens og forsvarsministerens fokus, da Kabul faldt …

Søndag stak hun i hvert fald til søs med Marinehjemmeværnet fra Svendborg for at lade sig transportere til Marstal på Ærø, hvor hun havde lovet den lokale socialdemokratiske borgmester at føre kommunal valgkamp med besøg i partiets campingvogn ”Røde Grete” på havnen, lige som der var tid til at tale med de lokale fiskere om sæler. Det skete stort set samtidig med, at Kabul faldt, og danske statsborgere havde desperat brug for hjælp til at komme ud af Afghanistan i al hast.

Da hun endelig begyndte at fokusere på den opgave, som burde have overskygget hele weekenden, satte hun sig sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod og deres embedsmænd i Udenrigsministeriet. Her fik de taget et billede, som så ud til at skulle ligne det legendariske billede fra præsident Obamas ”Situation Room”, da amerikanske specialstyrker dræbte Osama bin Laden. Der var bare den forskel, at der på billedet fra Udenrigsministeriet på trods af den igangværende og højdramatiske militære operation ikke var en eneste officer på billedet.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

»Danske militære fly er nu i området omkring Afghanistan. Situationen er meget alvorlig, og det er svært at operere. Vi knokler på højtryk på baggrund af de beredskabsplaner, som vi har haft fokus på siden meldingen om tilbagetrækningen fra Afghanistan,« skrev Trine Bramsen på Facebook.

Det til trods for, at hun selv havde brugt dagen på at føre valgkamp på Ærø, og at hele missionen netop afslørede det totale fravær af beredskabsplaner.

”Ytringsfriheden” i Forsvaret minder om Nordkorea, Kina og Rusland

Som om det ikke var nok, fortsatte statsministeren nogle dage senere med at fralægge sig ansvar og i stedet bruge en stråmand til at kritisere de kritiske medier. Det skete på flagdagen den 5. september, hvor Mette Frederiksen i sin tale til paraden på Christiansborg Slotsplads bad pressen om at udvise respekt for de danske soldater. Da OLFI og andre medier efterfølgende bad Statsministeriet forklare, hvor statsministeren oplevede disrespekt for soldaterne, kom der ingen svar. For den eksisterede selvfølgelig ikke, men blev opfundet til lejligheden, for at statsministeren kunne kritisere de medier, som nu gennem flere uger havde udstillet regeringens kaotiske exit fra Afghanistan, hvor tolke længe blev ladt i stikken, ind til fire tidligere forsvarschefer sammen med befolkningen fik nok og krævede omgående handling.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse OLFIs reportage fra flagdagen 2021 …

I det hele taget har regeringen det ualmindeligt svært med ansatte i staten, som ikke taler regeringen efter munden. Den vil have styr på al kommunikation, og resultatet er en hold-kæft-kultur, hvor ingen tør sige noget af frygt for politiske repressalier. Måske lige bortset fra forskeren Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet, som gennem alle år har været en torn i øjet på den til enhver tid siddende regering.

En uge efter Kabuls fald kom dette mede for skade at erklære ham fyret fra Forsvarsakademiet. Det var han imidlertid ikke, lod dekan Peter Dahl Thruelsen forstå i et tweet. Men en måned senere kunne Weekendavisen i september fortælle, at der måske alligevel havde været noget om snakken. Ifølge avisens kilder skulle forsvarsministeren have truet akademiet med en hel eller delvis udflytning, hvis ikke der blev lagt låg på Peter Viggo Jakobsen.

Men han var ikke den eneste, som ikke måtte sige noget for forsvarsministeren. Da organisationen Folk & Sikkerhed i samarbejde med Folketingets Forsvarsudvalg i november afviklede sin årlige sikkerhedspolitiske konference i Landstingssalen på Christiansborg, skulle en række militære chefer have holdt oplæg. Men det blev aflyst med få dages varsel, fordi forsvarsministeren ikke kunne være til stede og overhøre de militæres chefers analyser og udlægning af fakta.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Forsvarsministeriet, som har stoppet militære chefers oplæg ved konference på Christiansborg …

Så meget for regeringens forhold til ytringsfrihed, som efterhånden vækker minder om Nordkorea, Kina og Rusland.

Piraterimissionen handler ikke om ”retten til fri sejlads”

Nu drejede det hele i 2021 sig imidlertid ikke kun om det, som ingen måtte sige eller tale om. Når så forsvarsminister Trine Bramsen endelig talte, afslørede hun sin egen manglende faglige indsigt og forståelse for det område, som hun er politisk chef for. Da fregatten ”Esbern Snare” i oktober blev sendt til Guineabugten med Frømandskorpsets fejlramte motorbåde, lagde Forsvarsministeriet en video på Instagram.

Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget …

»Pirater lægger hindringer i vejen for retten til fri sejlads. Og retten til fri sejlads er jo netop afgørende for, at vores danske maritime erhverv kan udøve deres virke. Vi må aldrig lade pirater lægge hindringer i vejen,« sagde Trine Bramsen i videoen med alvorstung mine.

Men udsendelsen af fregatten handler ikke om at sikre retten til fri sejlads, hvilket søofficerne Anders Puck Nielsen og Morten Gall Jørgensen gjorde opmærksom på i et blogindlæg i OLFI.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse historien om den kaotiske anskaffelse af motorbåde til Frømandskorpset …

»Der er noget principielt forkert i, at Forsvarsministeriet kalder pirateribekæmpelse for en kamp for at sikre retten til fri sejlads. Ud fra en faglig anvendelse af sproget er det en forkert formulering, fordi ”retten til fri sejlads” betyder noget andet end pirateri. Retten til fri sejlads er i den Internationale Havretskonvention indlagt som tre forskellige rettigheder – retten til sejlads på det åbne hav, retten til uskadelig passage gennem staters søterritorium og transitpassage gennem internationale stræder,« skrev de.

Da vi efterfølgende bad Forsvarsministeriet forklare, hvorfor forsvarsministeren talte om retten til fri sejlads, når missionen handlede om pirateri, fik vi en sang fra de varme lande:

»Formålet med missionen i Guineabugten er, at skibe frit skal kunne sejle uden at blive angrebet. Det budskab, håber vi, er nået ud til alle dem, der har fulgt med i drøftelserne om udsendelse af bidraget,« svarede Forsvarsministeriet.

Hermed kan vi konstatere, at ord for Forsvarsministeriet ikke betyder noget særligt. Trine Bramsen har vagten, og hvis hun vil sikre retten til fri sejlads, så sikrer vi retten til fri sejlads, selv om der i virkeligheden er tale om at bekæmpe pirater. Så blæse være med, at fagfolk tager sig til hovedet og spørger sig selv, om forsvarsministeren overhovedet har rådgivere med fagmilitær indsigt omkring sig i departementet?

Problemerne kan vise sig større efter missionens afslutning

Da missionen blev lanceret i marts, lagde forsvarsministeren vægt på, at man fra dansk side arbejdede på at skabe en international mission på benene i rammen af European Intervention Initiative (EI2). Men franskmændene har haft en fortløbende mission i Guineabugten i over 30 år, som primært går ud på at uddanne lokale flådestyrker, og de var ikke interesserede. Briterne opererer på samme måde og var heller ikke interesserede, og det var italienerne, spanierne og portugiserne heller ikke. Efter massivt pres fra Danmarks Rederiforening besluttede regeringen at sende en dansk fregat afsted på en national solomission, og fregatten skulle så arbejde sammen med de øvrige krigsskibe i området.

Problemet er bare, at de færreste krigsskibe deltager i counter piracy, og dermed sejler Danmark i bogstavelig forstand alene, selv om der er andre nationers krigsskibe i nærheden. Ved afsejlingen havde OLFI fortalt om Frømandskorpsets fejlramte RHIB’er, som først blev overdraget til operativ brug tre dage før afsejling, og i interview talte forsvarsministeren nu om, at fregatten ikke skulle jage pirater, men udelukkende afskrække pirater fra at angribe.

Der gik dog ikke mere end to uger i indsættelsen, før operatører fra Frømandskorpset havde dræbt fem pirater og taget fire andre pirater til fange. De overlevende sidder nu på anden måned på fregattens flexdæk, mens de døde ligger i skibets kølecontainer. Hvad der videre skal ske, ved ingen. Men alt taler for, at de tilbageholdte arrestanter skal til Danmark for at blive retsforfulgt med en nuværende sigtelse for forsøg på manddrab mod danske soldater. Det har ikke så meget med pirateri at gøre, og derfor er det kun Danmark, der kan føre en retssag.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om frømænd fra “Esbern Snare”, som dræbte fem pirater i Guineabugten …

Og så er vi ved kernen i missionen, som hele vejen har vist sig som den dårligst planlagte mission til dato. Scenarierne var ikke tænkt til ende, og aftalerne ikke på plads. Politikerne ville ikke have nogen pirater til Danmark, men det bliver med stor sandsynlighed resultatet, når man sender en fregat på piratmission i Guineabugten med et robust mandat i ryggen. Så kan det godt være, at soldaterne løste missionen som befalet. Men når fregatten sejler hjem til marts, er Guineabugten tilbage ved status quo, og for Danmark kan problemerne vise sig større og meget dyrere end før missionen, hvilket næppe var meningen fra begyndelsen.

Nepotismen florerer stadig i Forsvarsministeriet

Og så er vi ved at være fremme ved årets finale. Vi er nu godt i gang med den tredje vinter med covid-19, og den lader til at komme som en overraskelse for regeringen og samfundet hver gang. Således prioriterer regeringen at smide mia. og atter mia. af skattekroner efter private udbydere af kviktests uden at opbygge et velfungerende og langt billigere beredskab med hjemmetests og hænder på kald. Når staten derfor får brug for en helt forventet og længe forudset hjælp, kender man efterhånden parolen i Forsvaret, som bliver tilkaldt i desperation og panik.

Alt bliver smidt til side for nu at hjælpe sundhedsmyndighederne med covid-19 for tredje vinter i træk. Dermed agerer Forsvaret endnu en gang hundedyrt vikarbureau for en regering, som aldrig i tide har fået etableret et setup, som ikke hver gang går ud over Forsvarets evne til at løse sin opgave. Uddannelse, træning og øvelser bliver kastet over højre skulder, så der igen kommer et efterslæb – udelukkende på grund af håbløs planlægning og mangel på ledelse.

Det er ikke ligefrem det, som salige Mærsk Mc-Kinney Møller ville kalde “rettidig omhu”.

Den mangler også i opfyldelsen af det nuværende forsvarsforlig, som lovede NATO en færdigudrustet og færdiguddannet brigade klar til at rykke ud på – hold nu fast – 180 dages beredskab med udgangen af 2023. Allerede for år tilbage stod det lysende klart for enhver med en smule militærfaglig indsigt, at den brigade var endnu et fatamorgana, og det har Forsvarsministeriet da også erkendt. Vi kan ikke levere, hvad vi lover, og i virkeligheden vil vi nok slet ikke levere, hvad vi har lovet Nato. Sådan har det været siden Natos oprettelse i 1949, så hvem tror for alvor på, at den danske snylten nogensinde kommer til at ændre sig?

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vi læse artiklen om FE, som passer virkeligt dårligt på os alle sammen …

Og lad os så bare slutte med sagen om FE, som viser en katastrofal fejlhåndtering fra ende til anden. Alle svigtede, og selvfølgelig er den hovedskyldige Tilsynet med Efterretningstjenesterne og formand Michael Kistrup. Med sin altødelæggende pressemeddelelse fra august 2020 smadrede tilsynet ikke bare flere FE-ansattes karrierer, men udstillede samtidig deres egen inkompetence og skadevirkning i kravet om fuld offentlighed i den del af Forsvaret, som af naturlige årsager kræver absolut lukkethed og hemmeligholdelse af oplysninger om statens sikkerhed.

Trine Bramsen og i særdeleshed Mette Frederiksen går dog ikke fri af kritik, for selvfølgelig kunne de have insisteret på at håndtere sagen anderledes. Resultatet af sagen om mulige lovbrud, som viste sig ikke at holde vand, er, at FE og PET for den sags skyld er blevet udsat for omfattende skadevirkninger, der uomtvisteligt har skadet samarbejdet med vores allierede på efterretningsområdet.

Og så har vi slet ikke nævnt sagerne om Frømandskorpset, Jeppe Handwerk og Anders Lassen Fondens bestyrelse, som sandt for dyden har misligholdt og sværtet Anders Lassens navn og ære. Vi har heller ikke nævnt departementschef Morten Bæk, som med to ansættelser i Forsvarsministeriet fik demonstreret med al tydelighed, at nepotismen fortsætter på øverste niveau, selv om han egentlig blev ansat til at rydde op og skabe en ny og sundere kultur. Der er med andre ord nok at være bekymret og trist over, når man ser tilbage på Forsvarsministeriets område i 2021.

Er det for meget at forlange, at vi kræver bare en lille smule bedring i løbet af 2022?

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

5 KOMMENTARER

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer