Optrapningen af konflikten i grænseområdet mellem Ukraine og Rusland giver dybe panderynker i både Ukraine og Nato. Den russiske troppeopbygning ses af mange som de indledende manøvrer til en regulær invasion, men den kan også vise sig at være pressionsværktøj, som skal presse Vesten til indrømmelser.

Op imod 175.000 russiske soldater befinder sig i disse dage langs den russisk-ukrainske grænse, og bekymringen om en potentielt forestående invasion vækker stigende bekymring i Ukraine og Nato. Nogle iagttagere – herunder tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen – frygter, at Rusland i første fase vil lukke for Ukraines adgang til Sortehavet og forhindre landet i at få forsyninger, for i næste fase at bombe ukrainske styrker og i tredje og sidste fase rykke ind med landtropper og bevæge sig mod Ukraines hovedstad Kiev. Foreløbig har Rusland opstillet en armé fra Kaukasus og en tilsvarende armé fra Sibirien.

Ifølge den pensionerede brigadegeneral og Rusland-ekspert Michael H. Clemmesen har den russiske fremfærd flere formål. Dels er der tale om reelle militære forberedelser til et angreb, men der er i lige så høj grad tale om et værktøj til politisk pression mod Vesten og især USA, forklarer han.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

»Der er ikke noget, der tyder på, at russerne forklarer det, de gør, med en øvelse. Derimod har de sendt et ultimatum til Vesten og kræver ikke alene, at vi anerkender, at Ukraine er russisk interessesfære, men også at vi trækker de elementer tilbage, vi har etableret i Østeuropa siden 1997. Derfor kan opmarchen være forberedelse til et angreb, men det kan lige så vel være et spørgsmål om at lægge massivt pres på USA og Nato,« forklarer Michael Clemmesen til Frontlinjen på Radio4.

For få styrker og en forkert forsvarsdoktrin

Hvis Nato efterkommer Ruslands ønske om at holde Ukraine ude af forsvarsalliancen og derudover accepterer de krav, Rusland yderligere har skitseret til reduktioner i militære tilstedeværelse i Østeuropa, vil Ukraine formentlig ikke blive udsat for noget angreb. Sker det alligevel, er der flere mulige scenarier, forklarer Michael H. Clemmesen, der ikke selv tror på en regulær luftkampagne:

»Der er tre muligheder: Dels at angribe fra øst – det er det, ukrainerne venter på, for det er dér, de har hovedparten af deres styrker – dels er der en mulighed for gå mod kysten fra syd og havneområdet ved Odessa for derigennem at smadre Ukraines økonomi. Den sidste mulighed er en større operation fra nordøst i de åbne områder mellem Rusland og Kiev og ned sydøst for Dnepr-floden.«

Uanset hvad, har Ukraine ifølge den pensionerede brigadegeneral ikke de store chancer i mødet med et Rusland, der er langt fra fordums styrke, men stadig det ukrainske militær klart overlegen på næsten alle parametre.

»Ukraine har alt for få styrker og en forkert forsvarsdoktrin. Man kan kun kæmpe de steder, hvor man har styrker, og man har kun 10 pct. af de styrker, der skal til at forsvare nordøstgrænsen. Der er god plads, så hvis jorden er frossen, kan Rusland køre udenom og i dybden. De styrker, der ikke befinder sig de steder, hvor de skulle blive angrebet, kan ikke flytte sig på grund af russernes overlegenhed på flyområdet. Vi ved ikke, hvor mange flystyrker, der er blevet tilført, men det er sikkert, at Rusland vil have det totale luftherredømme under operationen,« siger Michael H. Clemmesen.

Tvivl om Putins handlekraft udryddet i 2014

En af de iagttagere, der følger udviklingen fra russisk jord og ikke tvivler på, at Putin sætter handling bag ordene, er Andrey Kazankov, der er Weekendavisens Ruslands-korrespondent.

»Selvfølgelig kan Putin finde på at invadere, det giver næsten sig selv. Det var det, han gjorde tilbage i 2014 med annekteringen af Krim og ved at fremprovokere krigen i Østukraine. Hvis der var nogen tvivl før 2014, har vi siden da vidst, hvordan det hænger sammen. Vi ved, at Putin godt kan finde på at invadere Ukraine, og vi ved, at han godt kan finde på at tage endnu flere ukrainske territorier,« siger Andrey Kazankov til Frontlinjen og fortsætter:

»Han ved omvendt godt, hvad der venter ham. Der venter ham nogle hårde økonomiske sanktioner fra Vesten, og Ukraine vil forsøge at kæmpe imod. Det har Putin oplevet i Østukraine i modsætning til Krim, hvor der ikke var nogen, der kæmpede imod til at starte med. Men det er sådan, landet ligger, og vi har godt vidst, at det kunne ske.«

Hvad der kommer til at ske i grænselandet mellem Ukraine og Rusland står fortsat hen i det uvisse, og vil formentlig blive besvaret i den kommende tid. En invasion er dog ikke ensbetydende med en magtovertagelse af hele Ukraine, slår Andrey Kazankov fast.

»Det er svært at sige, hvad man kan blive enige om, fordi parterne står så langt fra hinanden. Man kan frygte, at russerne, hvis de ingenting får ud af det diplomatisk, vil løse det på egen hånd gennem en invasion. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at den bliver så stor, som man er bange for, for Putin er ikke irrationel. Vi har ikke set ham lave nogen irrationelle storangreb, hvor Rusland for alvor omfavner rollen som besættelsesmagt. Vi har set, hvordan han både i Georgien og Ukraine har gjort det i begrænset omfang. Det vil være noget helt nyt, hvis han for eksempel tager hele Sydøstukraine,« vurderer Andrey Kazankov.