KOMMENTAR: OLFIs redaktion består af to mand, som er enige om det meste. Men vi er langt fra enige med hinanden i analysen af sidste uges dramatiske hændelser i Guineabugten, som kostede fire pirater livet. Faktisk har redaktøren galt fat i flere af sine centrale pointer. Jeg går derfor i det følgende i rette med min egen chef.

Der er redaktionel dissens på OLFI i dag. Det er ikke så ofte, at det er tilfældet, for vi er trods alt kun to redaktionsmedlemmer og taler os til rette om det meste. Jeg blev imidlertid pikeret, da jeg her til morgen læste redaktør Peter Ernstved Rasmussens analyse af sidste uges dramatiske antipirateriaktion i Guineabugten.

Jeg har selv deltaget i piratjagt på østsiden af det afrikanske kontinent og har derfor en smule forhåndsviden, jeg gerne vil bringe i spil. Den fortæller mig, at Peter har galt fat i flere af sine pointer. Derfor er det vigtigt for mig at give mit perspektiv på aktionen i Guineabugten, som jeg – indrømmet – ved lige så lidt om, som alle andre såkaldte iagttagere, der hverken er om bord på fregatten ”Esbern Snare” eller har med sagsbehandlingen i Danmark at gøre. Det følgende baserer sig derfor på mere generelle betragtninger.

Først og fremmest er det en fejlslutning på forhånd at konkludere, at fire omkomne formodede pirater betyder, at de danske frømænd har handlet overilet eller forkert. Det kan godt være, at det viser sig, at aktionen i Guineabugten kunne være løst med mindre voldelige midler, og det finder vi måske snart ud af. Men med de sparsomme oplysninger, vi har til rådighed lige nu, kan vi ganske enkelt ikke gøre os til dommer over, hvordan frømændene skulle og burde have ageret i en situation, hvor de pludselig havner under beskydning og skal beskytte deres egne liv og materiel.

En plan holder ikke altid til første møde med fjenden

Peter Ernstved Rasmussen analyserer – nogle ville sige spekulerer – videre:

»Med mit kendskab til Frømandskorpset kan man ikke få anden tanke, end at der må være tale om nogle unge og uerfarne frømænd, som enten har mistet overblikket eller er gået i panik. At sønderskyde en motorbåd, så fire omkommer, og båden synker, virker ganske uproportionalt truslen og risikoen taget i betragtning, når man havde al den nødvendige tid til at køre de formodede pirater trætte.«

Artiklen fortsætter under billedet …

At gætte på, at der er tale om unge og uerfarne frømænd, der i en tilstand af panik var lige lovlig friske på aftrækkeren, er i min optik at tale uden for nummer. Det kan godt være, at det viser sig at være tilfældet, men igen må det blive ved spekulationerne, ligesom det er en gratis omgang at vurdere den konkrete risiko hjemme fra Danmark.

Sikkert er det til gengæld, at frømændene ikke har foretaget sig noget, som de ikke har fået grønt lys til hos ledelsen på ”Esbern Snare” og af de beslutningstagere, man givetvis har rådført sig med hjemme i Danmark. Der er en stram hierarkisk styring med den slags operationer, og der er lagt en klar slagplan, inden frømændene er gået ombord i deres RHIB og sendt afsted.

Men som den preussiske generalstabschef Helmuth von Moltke klogt bemærkede, overlever planer ikke altid det første møde med fjenden. Er frømændene blevet beskudt som beskrevet på Forsvarets hjemmeside og ved grundlovsforhøret af de overlevende formodede pirater, har de ingen steder at gemme sig ombord på en hurtiggående motorbåd. I det tilfælde skal de selvfølgelig udnytte deres våbenoverlegenhed og bringe angrebet til standsning hurtigst muligt. Sker det med et tungt maskingevær, kommer folk næsten uvægerligt til skade – og ja, de risikerer også at dø.

Næppe øget risiko for danske handelsskibe

OLFIs redaktør anfører i sin analyse videre, at man burde have ventet nogle timer og pågrebet de formodede pirater i ly af mørket. At angribe i ly af natten er dog ikke nødvendigvis verdens bedste ide. Da vi på Ocean Shield Hold 13 selv fangede pirater i november 2013, ventede vi netop til solopgang, så der var lys at arbejde i. Så virker FLIR’en – skibets langtrækkende infrarøde kamera – klart bedst og fanger flest detaljer til bevisførelsen i forbindelse med en eventuel retsforfølgelse.

Endelig kommer formålstjenligheden af at afvente eller udskyde aktionen an på piratbådens geografiske position, da man fandt den. Lå den tæt på 12-sømilsgrænsen, risikerede man ved at vente, at den sejlede ind under land og ind i nationalt territorialfarvand og dermed udenfor rækkevidde. Der er mange ubekendte, men givetvis også mange gode og tungtvejende grunde til, at man valgte den løsning og den timing, som man gjorde.

Jeg er heller ikke enig i Peter Ernstved Rasmussens formodning om, at aktionen fører til hævn eller i øvrigt øger risikoen for danske handelsskibe i området. Det indtryk, jeg selv har fået gennem samtaler med eksperter med kendskab til området, er, at piraterne slet ikke er så organiserede igen. Piratbevægelsen er tværtimod fragmenteret og består af forskellige grupperinger af både hærdede kriminelle og tidligere militærfolk, som måske nok ser sig sure på danskerne, men næppe prioriterer at vente på et dansk fragtskib fremfor at angribe de nærmeste. Det ville være dårligt for forretningen, og pirateri er til syvende og sidst en forretning – ikke krigsførelse.

Pilen peger stadig mod Christiansborg

I mine øjne er det forløbet forud for og efter aktionen i onsdags, der på nuværende tidspunkt giver anledning til kritik. At man ikke politisk har overvejet, hvad der skulle ske, hvis man rent faktiske endte, hvor man står nu, er under al kritik. Her peger pilen ene og alene på politikerne, og altså hverken på skibsledelse, besætning eller frømænd ombord på ”Esbern Snare”. Det kan godt være, at det med tiden viser sig, at elementer af selve aktionen ikke er forløbet efter bogen. Det er der bare – i al fald for denne signatur at se – ingen indikationer på i øjeblikket. Derfor må udgangspunktet være, at de danske frømænd har løst en uhyre vanskelig og strabadserende opgave professionelt. I hvert fald indtil andet er bevist.

Hvad jeg til gengæld til fulde kan tilslutte mig, er Peter Ernstved Rasmussens kritik af kommentarspor på OLFI og andetsteds, der løber løbsk, og folk, der i fuld offentlighed godter sig over fire omkomne formodede pirater. Det er ulækker læsning, og den blodrus, håber jeg, lægger sig meget snart. Lad os hæve niveauet. Det er ikke i nogens interesse, at nogen omkommer i forbindelse med en antipiraterioperation.

Sluttelig er det vigtigt at understrege, at det for mig er hævet over enhver tvivl, at Peter Ernstved Rasmussen (og i forlængelse: OLFI) altid står på soldaternes side. Både han og jeg er tidligere soldater, og det har aldrig været Peters hensigt at så tvivl om hverken danske soldaters professionalisme eller OLFIs støtte til dem. Sådan kan analysen dog godt læses, hvilket da også allerede er faldet en del læsere for brystet.

Hvorom alting er: Der er for mange ubekendte til på dette tidlige tidspunkt at fælde dom over udførelsen af selve aktionen, men til gengæld rigelig grund til at have en mening om den politiske forberedelse og stille spørgsmål hertil.