spot_img

»Det er en trussel mod demokratiet og udtryk for ministerens syge kontrolbehov«

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forsvarsordførere kritiserer Forsvarsministeriets afvisning af at lade militære chefer holde oplæg ved sikkerhedskonference på Christiansborg. Juraprofessor mener, at Forsvarsministeriets praksis er lovlig, men at den samtidig lægger hindringer i vejen for Folketingets mulighed for at få indsigt i fagmilitære forhold.

Det hører ingen steder hjemme, at Forsvarsministeriet har forbudt militære chefer at holde oplæg ved en sikkerhedskonference på Christiansborg med det argument, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke kan deltage. Det mener forsvarsordførerne fra henholdsvis Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Det er organisationen Folk & Sikkerhed, der i samarbejde med Folketingets Forsvarsudvalg står bag Sikkerhedspolitisk Konference 2021, som bliver afviklet i Folketingets Landstingssal fredag. Søren Espersen har siddet i Folketinget siden 2005 og er i dag Dansk Folkepartis forsvars- og udenrigsordfører.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Forsvarsministeriet, som har stoppet militære chefers oplæg ved konference på Christiansborg …

»Jeg er dybt overrasket over de her regler, at ansatte i Forsvaret ikke kan holde oplæg, uden at ministeren er til stede. Det er det rene vås. I andre lande taler man frit fra leveren. Her er vi ude i noget, hvor man hele tiden skal have en vagthund med for at være sikker på, at man ikke kommer til at sige noget forkert. De militære chefer er jo ikke dumme og ved præcis, hvad de må sige og ikke må sige,« siger Søren Espersen.

Minder om sagen med forsvarschefen som styrelseschef

De konservatives forsvarsordfører Niels Flemming Hansen sammenligner sagen med episoden for et år siden, da forsvarsministeren krævede at sidde med ved et tiltrædelsesinterview med den nye forsvarschef, Flemming Lentfer, og samtidig kaldte ham for en »styrelseschef«.

»Da vi dengang spurgte, om soldater så også er embedsmænd, fik vi et hovedrystende og arrigt svar fra ministeren, at det er de selvfølgelig ikke. Men nu er militære stabschefer så alligevel blevet embedsmænd? Jeg er meget bekymret for, at dette tiltag fjerner al faglighed om Forsvaret, fordi Trine Bramsen er bange for at blive sagt imod,« siger Niels Flemming Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Trine Bramsens stærke ledelsesteam …

Han understreger samtidig, at han ikke betragter soldater som embedsmænd. Slår man op i Den Danske Ordbog på internettet, lyder beskrivelsen af en embedsmand, at det er en »person, der har et embede i den statslige eller kommunale forvaltning«. Noget tyder imidlertid på, at man i Forsvarsministeriet betragter militære og operative chefer under Forsvarskommandoen som embedsmænd i ordets klassiske forstand. I en mail til OLFI skriver Forsvarsministeriet, at det »følger de samme rammer for deltagelser i møder og oplæg for Folketinget, som har været gældende under tidligere ministre og regeringer«:

»Den konkrete sag er vurderet efter de rammer for embedsmænds deltagelse i møder og oplæg, som også har været gældende under tidligere regeringer og ministre. Når Folketinget er arrangør eller medarrangør af debatter, konferencer, høringer eller møder, så er det regeringens holdning, at embedsmænd som udgangspunkt kun deltager, hvis den ansvarlige minister også deltager. Det skyldes, at det er ministrene, der står til ansvar over for Folketinget, og relationen mellem Folketinget og regeringens embedsmænd går derfor altid gennem ministrene.«

Forsvarsministeriet henviser videre til et svar afgivet af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Udvalget for Forretningsorden i maj 2018. Her redegjorde Lars Løkke Rasmussen for »regeringens principielle holdning, som er, at embedsmænd ikke bør deltage i høringer og møder mv. i regi af Folketinget uden ministerens samtidige tilstedeværelse«.

Spænder ben for Folketingets mulighed for at få fagmilitær indsigt

Ifølge juraprofessor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet hersker der ingen tvivl om, at de pågældende militære chefer har ret til at deltage i høringer både med oplæg og i paneldebatter, »som de har lyst til«. Men det er samtidig også rigtigt, at et ministerium er i sin fulde ret til at bestemme, hvem der repræsenterer ministeriet.

Hvis det i den forbindelse er magtpåliggende for en minister, at der ikke deltager repræsentanter for ministeriet, fordi ministeren ikke selv deltager, ændrer det ikke på, at man som militær chef har fuld ret til at deltage. Man skal ifølge Sten Bønsing i så fald bare betone, at man ikke udtaler sig på myndighedens vegne, men gør det på egne vegne.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse interviewet med daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov, som før sin ministertid var formand for Folketingets Forsvarsudvalg og de konservatives forsvarsordfører.

I den aktuelle sag fra Folketinget betyder afvisningen af at lade de fagmilitære chefer holde oplæg ifølge Sten Bønsing, at Forsvarsministeriet lukker af for Folketingets mulighed for at få vigtig, fagmilitær indsigt.

»Problemet er, at der kommer til at mangle den faglige viden, som myndigheden med mest viden på området besidder. Der mangler det faglige indspark, som Folketinget har behov for. Derved opnår man en situation, hvor ministeriet holder på sin faglige viden og ikke stiller den viden til rådighed for Folketinget og offentligheden. Derfor kommer ministeriet til at indtage en position, hvor det styrer den faglige viden på området,« siger Sten Bønsing.

I det Konservative Folkeparti finder Niels Flemming Hansen situationen alarmerende.

»Jeg må ærligt sige, at jeg finder ministerens holdning stærkt bekymrende. Vi har behov for militærfaglige input i den militære debat. Når ministeren kræver sin egen tilstedeværelse for at lade fagmilitære chefer tale ved en konference i Folketinget, vækker det minder om regimer, som vi ikke ønsker at sammenligne os med. Det er et udtryk for ministerens sygelige kontrolbehov, og hendes opførsel er en direkte trussel mod vores åbne demokrati,« siger han.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

DF-ordfører om besparelser efter OK24: »Så amatøragtigt, som det kan være«

Abonnement
Der er historisk mange milliarder på vej, men inden da skal Forsvaret i 2024 flere steder spare et større millionbeløb og gennemføre ansættelsesstop. Forklaringen skal findes i de nyligt overståede overenskomstforhandlinger, som resulterede i en lønstigning til statens ansatte. Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, finder timing og signalværdi dybt...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Sven
Læser
Sven
25. november 2021 20:16

Hvorfor har ingen spurgt, hvad der forhindrer forsvarsministeren i at deltage i et arrangement, som må formodes af have hendes embedes absolutte prioritet?

Poul Juul
Læser
Poul Juul
24. november 2021 21:19

De konservatives dobbeltmoral er til at føle på. Hvorfor han Flemming Hansen, da hans parti var i regering, stået for det præcis modsatte synspunkt, som han nu giver udtryk for?
Hvem kan forestille sig en situation, hvor enhver militær chef ud fra egne synspunkter og uden en samlet vurdering kan appellere til folketingets politikere om bevillinger til eget område. KAOS.