spot_img

Forsvarsministeriet stopper militære chefers oplæg på konference i Folketinget

Når organisationen Folk & Sikkerhed i samarbejde med Folketingets Forsvarsudvalg fredag afholder sin årlige sikkerhedspolitiske konference på Christiansborg, bliver det uden oplæg fra militære chefer i Forsvaret. Forsvarsministeriet vil ikke tillade de militære chefer at holde oplæg, når forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke selv er til stede. Opdateret med Forsvarsministeriets kommentar.

Programmet lå klar, og oplægsholderne var både briefet og havde sagt ja til at deltage. Men så fik organisationen Folk & Sikkerhed en opringning fra Forsvarsministeriets departement. Fordi forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke kan deltage i konferencen, kan de militære chefer ikke holde oplæg på den sikkerhedspolitiske konference, som Folk & Sikkerhed fredag har arrangeret i samarbejde med Folketingets Forsvarsudvalg.

I en efterfølgende mail til forsvarsudvalgets sekretær skrev Folk & Sikkerheds sekretariatsleder Adam Sonnich Meinertz:

»Paneldebatten med stabscheferne i værnene/kommandoerne udgår, da Forsvarsministeriet for nylig informerede os om, at det ønskede Forsvarsministeriet ikke. Derfor har vi ændret programmet. Vi er blevet oplyst følgende som årsag for begrundelsen: ”Når Folketinget er (med)arrangør af fx debatter, konferencer og lign., så deltager embedsmændene kun, hvis den ansvarlige minister også deltager. Det skyldes, at det er ministrene, der står til ansvar over for Folketinget, og relationen mellem Folketinget og regeringens embedsmænd går derfor altid gennem ministrene”.«

I Folk & Sikkerhed lægger formand Peter Michael Andersen ikke skjul på, at han ærgrer sig over det ændrede program og den manglende mulighed for en åbenhjertig debat med de militære chefer i Forsvaret.

Artiklen fortsætter under billedet …

Peter Michael Andersen er formand for organisationen Folk & Sikkerhed. Privatfoto

»Vi er ærgerlige, fordi vi gerne ville have haft militærfagligheden ind i debatten. Første del af konferencen handler om det militærfaglige og den anden del om det forsvarspolitiske. Det var sådan, at vi havde aftalt det med forsvarsudvalget. Vi var selvfølgelig glade for, at stabscheferne for værnene og kommandoerne havde sagt ja – og vi var tilsvarende ærgerlige over, at de måtte melde fra,« siger Peter Michael Andersen.

Da Folk & Sikkerhed i november 2019 og februar 2020 afholdt henholdsvis den årlige sikkerhedspolitiske konference og en konference i regi af det nordiske forsvarssamarbejde NORDEFCO, var forsvarsminister Trine Bramsen begge gange til stede under indledningen af de respektive konferencer. Herefter forlod hun konferencerne, hvorefter en række militære chefer kom med militærfaglige oplæg.

Ifølge Peter Michael Andersen var Folk & Sikkerhed ikke opmærksom på, at Forsvarsministeriet havde retningslinjer om, at militære chefer ikke må holde oplæg på Christiansborg uden ministerens tilstedeværelse.

»Nej, vi var ikke bekendt med retningslinjerne. Men vi justerede selvfølgelig programmet,« siger han.

Skibschef blev både harm, vred, skuffet og rasende

Efter ændringen af programmet blussede debatten op på Facebook. Det skete, da chefen for den igangværende maritime antipirateri-mission i Guineabugten tog bladet fra munden. Kommandørkaptajn Lars Povl Jensen er chef for ”Esbern Snare” og befinder sig i øjeblikket om bord på fregatten ud for Afrikas vestkyst.

»Når en myndighed, der også repræsenter min arbejdsgiver, så prøver at indskrænke denne frihed for mig, så bliver jeg harm, vred, skuffet og rasende. Når magteliten bliver så forhippet på at styre kommunikationen i det offentlige rum, at den gerne sætter vores demokratiske rettigheder til side uden at blinke. Jeg bliver bekymret på vores demokratis vegne, jeg bliver forundret over, at min overordnede ikke råber op, men blot videregiver ordren, og måske prøver at glatte ud. Er det sådan vi forsvarer vores demokrati? Nej vi må stå på vores rettigheder, også retten til at offentlige ansatte kan deltage i debatter, møder, konferencer og høringer. Også når ministeren ikke er til stede. Uanset hvem der er arrangør eller medarrangør. At forsøge at holde dem, der har fagligheden, ude af den politiske debat, gavner ikke nogen,« skrev han sent fredag aften på Facebook.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

Dagen efter fik han så den efterlyste opbakning fra flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen, som er næstkommanderende i Søværnskommandoen. Det skete, da Carsten Fjord-Larsen delte Lars Povl Jensens opslag på Facebook og knyttede en personlig kommentar til opslaget.

Artiklen fortsætter under billedet ..

Carsten Fjord-Larsen (tv) er i dag flotilleadmiral og næstkommanderende i Søværnskommandoen og ses her i sin tid som kommandør og chef for 2. Eskadre i 2018 sammen med kommandørkaptajn Lars Povl Jensen, som er chef for fregatten “Esbern Snare” og i øjeblikket udsendt på mission til Guineabugten. Foto: Forsvaret/Lars Bøgh Vinther

»Dette indlæg fra Lars Povl er i mine øjne vigtigt. Det er ikke et spørgsmål om ideologi eller politisk parti. Det er mere et spørgsmål om udviklingen (eller afvikling) af vores demokrati … Jeg har selv meldt fra til arrangementet med Folk og Sikkerhed på Christiansborg. Jeg meldte fra med en dårlig undskyldning for at tilgodese et ønske fra Forsvarsministeriet. Lars Povls opslag har givet stof til eftertanke, så jeg må nok melde mig til igen. Jeg er fuldstændig klar over, at jeg ikke repræsenterer Forsvarsministeriet – kun mig selv. Men måske har jeg en lille smule maritim faglighed, der kan bidrage til debatten. En debat der er med til at gøre Danmark mere sikker,« skrev han.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

Flotilleadmiral blev irriteret og meldte fra til konferencen

Over for OLFI forklarer Carsten Fjord-Larsen, at hans planlægning af det maritime oplæg til konferencen ikke kom særlig langt, før ministeriet meddelte, at en deltagelse i konferencen alene kunne ske som gæst og ikke som deltager i en paneldebat.

»Jeg blev egentlig irriteret, da jeg fik at vide, at jeg ikke kunne være med i debatten. Derefter gik jeg på autopilot, og så meldte jeg fra. Det var en fejl. For mig drejer diskussionen sig om min grundlæggende ytringsfrihed. Når man af Folketingets Forsvarsudvalg bliver inviteret til at holde oplæg i folkestyrets og demokratiets højborg, synes jeg, at jeg både har en pligt til og et ansvar for at stille op. Jeg er enig i Lars Povl Jensens betragtninger, og jeg mener også, at jeg har et ansvar for at bakke hans synspunkt op, og derfor deltager jeg på fredag som almindelig gæst i konferencen,« siger Carsten Fjord-Larsen.

Han fortæller, at det netop er på grund af demokratiet, at han selv har tjent Forsvaret i 39 år. Derfor var det også let at fortryde sit afbud og melde sig til Folk & Sikkerheds konference igen.

»Jeg vil gerne bakke op om arrangementet og hensigten, som er oplysning og debat om Forsvaret. Præmissen for debat må være refleksion og at høre andres synspunkter, vinkler og perspektiver. Jeg værdsætter selv en åben debat. Når man udelukker den faglige viden fra debatter, kan jeg være bekymret for, at man går glip af vigtig viden og refleksion om Forsvaret. Hvis vi ikke er klar til at tage debatten, hvad gør vi så,« spørger Carsten Fjord-Larsen.

Mandag aften skriver Forsvarsministeriets pressechef i en mail til OLFI, at »Forsvarsministeriet følger de samme rammer for deltagelser i møder og oplæg for Folketinget, som har været gældende under tidligere ministre og regeringer«:

»Den konkrete sag er vurderet efter de rammer for embedsmænds deltagelse i møder og oplæg, som også har været gældende under tidligere regeringer og ministre. Når Folketinget er arrangør eller medarrangør af debatter, konferencer, høringer eller møder, så er det regeringens holdning, at embedsmænd som udgangspunkt kun deltager, hvis den ansvarlige minister også deltager. Det skyldes, at det er ministrene, der står til ansvar over for Folketinget, og relationen mellem Folketinget og regeringens embedsmænd går derfor altid gennem ministrene.«

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Action24 viser, at soldaterne selv er den bedste reklame for Forsvaret

KOMMENTAR. Action24 var en saltvandsindsprøjtning uden sidestykke, og jeg har i nyere tid aldrig set så mange glade og smilende soldater. Messen i Fredericia viste, at soldaterne sælger billetter helt uden styrelsernes indblanding. Send soldaterne ud på mini-messer i alle garnisonsbyer! Ja, det koster, men det kan være dyrere...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Peter Nielsen
Læser
Peter Nielsen
22. november 2021 19:31

Det synes jeg er en meget uheldig udmelding. Jeg ville faktisk gerne vide hvem, der har taget den beslutning. Måske nogen af medlemmerne af Forsvarsudvalget kan stiller et spørgsmål til den ansvarlige minister? Eller arrangere et samråd for at afklare grænserne for ytringsfrihed for offentligt ansatte?

Bjørn
Læser
Bjørn
24. november 2021 14:47

Jeg er HELT med på at behandle forsvarets officerer som andre embedsmænd. Det mangler da bare. Derfor glæder jeg mig også til at se miljøministeriets embedsmænd ude på skarp mission i Irak.

Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
26. november 2021 14:52

Det lyder helt absurd.

Jørn Kjær
Læser
Jørn Kjær
24. november 2021 14:27

Peter Nielsen, du burde rettelig have skrevet den “uansvarlige” minister.
Man skulle tro, at hele forsvaret er blevet transformeret til Søværnet – for det hele “sejler” jo under Trine Bramsen og den aktuelle Forsvarschef.
Som tidligere officer i Flyvevåbnet har jeg mødt 3 forsvarsministre, nemlig Victor Gram, Erik Ninn Hansen og Kjeld Olesen – og trods deres forskellige politiske ståsteder og baggrunde, så virkede og agerede alle tre både fornuftige og loyale over for forsvarets personel og ikke mindst officerskorpset – dvs. ingen direkte talen ned til eller mundkurv på kompetente og ligeledes loyale officerer.
Samtidigt mødte jeg 2 forsvarschefer, nemlig General Kurt Ramberg og general Knud Jørgensen (kaldet kong Knud) – og jeg skal hilse og sige, at ingen af de to havde fundet sig i at blive trukket rundt i manegen af en uvidende, men magtgal tøjte som Trine Bramsen. Men hvad kunne man ellers forvente fra den side. En gammel nordjysk vending siger: “Når skidt kommer til ære, så ved det ikke hvordan det skal være”. Det passer på en prik på forsvarsministeren.
Der er to muligheder for at hævde sig som chef/leder i en organisation: Enten ved sin dygtighed og kompetencer eller ved at nedgøre sine omgivelser og bruge et trist ledelsesprincip: “Management by Fear”. Gæt selv hvilket princip Trine Bramsen bruger.