INTERVIEW: Noor Jady trodsede i 2007 sine iransk-irakiske forældres ønsker og blev professionel soldat i Forsvaret. Årene i trøjen bød på masser af gode oplevelser, men også på møder med fordomme, skepsis og i enkelte tilfælde regulær racisme. Hvis Forsvaret ikke lykkes med at øge diversiteten, forstener det system og soldater, mener hun.

Forsvaret har en langvarig udfordring med underrepræsentation af etniske minoriteter. Det mener blandt andre Rasmus Brygger fra Danmarks Videnscenter for Integration, som i går udtrykte bekymring over, at kun 1,4 procent af Forsvarets militært ansatte er indvandrere og efterkommere. Den bekymring står han ikke alene med.

For nogle er problemet dog andet og mere end blot statistikker og procentsatser på et stykke papir. For dem giver underrepræsentationen udslag i personlige oplevelser af at blive vurderet på sin etnicitet – og på sit køn, hvis man som 33-årige Noor Jady tilhører ‘superminoriteten’ af kvinder med anden etnisk herkomst end dansk i Forsvaret.

»Der var en, der sagde, at den eneste grund til, at jeg var blevet befalingsmand, var fordi, de skulle opfylde nogle kvoter. Han henviste til min etnicitet,« fortæller hun.

Påstanden havde ingen gang på jorden, vidste Noor Jady allerede dengang. Den pågældende kollega ville bare ramme hende, hvor det gjorde ondt, og episoden var hverken første eller sidste gang, at hendes etnicitet blev italesat. Alligevel var hun glad for sit liv som soldat.

Noor Jady var soldat fra 2007 til 2016, det meste af tiden som sergent ved Ingeniørregimentet i Skive. I kraft af netop sit køn og etniske ophav var hun en af de soldater, der om nogen kan sætte ord på tilværelsen som minoritetsperson i Forsvaret. Og selvom årene i Forsvaret først og fremmest bød på positive oplevelser og trofaste kolleger, fik Noor Jady også ad flere omgange personlig erfaring med de udfordringer, som det militære system har på den front, man kunne kalde rummelighed og rekruttering.

Samtidig skulle Noor Jady, som er født og opvokset i Danmark, navigere i sin muslimske families forventninger til hendes karrierevalg. De forventninger involverede ingenlunde Forsvaret. Forældrene fra henholdsvis Iran og Irak, så langt hellere, at Noor Jady gik i en akademisk retning og søgte ind på medicinstudiet eller som ingeniør – konventionelle uddannelsespræferencer, der går igen i en hel del indvandrermiljøer.

Ville løsrive sig fra konservativ muslimsk kultur

Vejen var med andre ord ikke ligefrem ryddet for forhindringer, inden Noor Jady første gang trak i dronningens klæder. Alligevel gik hun sine egne veje og blev dermed én blandt meget få indvandrere og efterkommere, der vælger en karriere i Forsvaret. Det var som nævnt heller ikke med familiens gode vilje, at hun lod sig indrullere, selvom velviljen ellers var stor, da hun som nyslået 18-årig student besluttede sig for at gøre brug af sin værneret.

»For mig var det for at prøve nogle ting af, og det var min familie med på. De var okay med, at jeg tog en værnepligt, fordi det talte som kvote 2-aktivitet og måske kunne hjælpe mig ind på et studie. Da havde jeg deres støtte. Da jeg så kom ind i Forsvaret, fandt jeg ud af, at det var ret sjovt, og jeg blev også prikket til, om det måske kunne være noget at blive befalingsmand,« fortæller Noor Jady, som fulgte opfordringen.

»Det var min familie bestemt ikke særlig glade for. Jeg har ikke haft deres støtte overhovedet, fra jeg gik fra at være værnepligtig til fastansat. Men jeg var draget af de opgaver, der er i Forsvaret, ligesom jargonen ligger meget tæt op ad den, jeg har haft med mine forældre. Nogle vil kalde det en hård tone, men der var noget genkendeligt i den.«

Trods forældrenes modvilje begyndte Noor Jady derfor på sergentskolen, som dengang lå i Sønderborg. At arbejde i Forsvaret blev hurtigt en livsstil og et lige dele nødvendigt og velkomment afbræk fra de boglige fag. Den spirende karriere i Forsvaret var samtidig et bevidst forsøg på at distancere sig fra det konservative muslimske miljø, hun ganske vist var vokset op i, men ikke så sig selv være en del af på sigt, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Jeg brugte Forsvaret som en måde at løsrive mig selv på og sige, at ’det skal I ikke bestemme, jeg vil selv være herre over eget liv’. Det havde nogle konsekvenser, men det var jeg indforstået med, for jeg identificerede mig alligevel ikke med det andet.«

Noor Jady blev som kvinde med iransk-irakisk baggrund del af uhyre snæver kreds af militært ansatte. I dag, fem år efter Noor Jadys farvel til Forsvaret, tæller Forsvaret sølle 19 kvinder af anden etnisk herkomst ud af de i alt 13.944 militært ansatte, der har dannet grundlag for Forsvarsministeriets Personalestyrelses såkaldte minoritetsundersøgelse. Kvindelige soldater som Noor Jady både var og er et sjældent syn i det danske forsvar.

Et problem, at Forsvaret ikke afspejler samfundet

For Noor Jady blev værnepligtsforløbet og den efterfølgende sergentuddannelse i Sønderborg startskuddet til sammenlagt ni års ansættelse i Forsvaret og en enkelt udsendelse på ISAF 13 til Helmand. For det meste var det en positiv oplevelse at være soldat, fortæller Noor Jady, som imidlertid også af og til stiftede bekendtskab med nogle af de uheldige elementer, der gør det svært at skille sig ud. I starten var det primært fysikken, det kneb med, men den kom hun hurtigt efter. Sit etniske ophav og hudfarve var det derimod sværere at gøre noget ved, og så betød det mindre, at Noor både dengang og i dag opfatter sig selv som »et hundrede procent dansk«.

»Jeg tænker ikke over, at jeg ikke er dansk. At jeg ikke har et klassisk arisk udseende, er bare en del af mig. Men jeg kunne godt se, at folk spærrede øjnene op over, at jeg var både kvinde og samtidig ikke havde lyst hår og så dansk ud. Det hørte til sjældenhederne,« fortæller Noor Jady, som noterede sig, at der var enkelte andre kvinder med anden etnisk herkomst rundt omkring på tjenestestederne.

»Jeg vidste, at der var nogle stykker. Det var ikke mange. Måske en håndfuld, jeg havde mødt rundt omkring, men jeg vidste, at de eksisterede, og at jeg ikke var helt alene. Men det var ikke nødvendigvis det fællesskab, jeg søgte.«

Det blev i stedet fællesskab med kollegerne i bredeste forstand, Noor Jady satsede på at blive en del af. I virkeligheden havde hun nok heller ikke noget valg. I løbet af hele sin tid i Hæren anslår Noor Jady nemlig, at hun nåede at møde omtrent tyve indvandrere eller efterkommere af indvandrere. I alt. Tallet er endda højt sat, bemærker hun og erklærer sig enig i, at det er bevis på et massivt rekrutteringsmæssigt efterslæb, som Forsvaret bør gøre noget ved.

»Det er generelt et problem, når en offentlig arbejdsplads ikke afspejler det omkringliggende samfund, om det så er Forsvaret eller noget andet,« konstaterer hun og berører lidt overraskende et kontroversielt emne, der forekommer paradoksalt med tanke på førnævnte kollegiale stikpille:

»Jeg har været meget imod kvoter – også i forhold til mit køn – men jeg kan godt se, at det er supersvært at ændre de her ting. Vi mennesker er bare vanedyr, så for at få sparket døren ind kan det være en metode, en vej til at opnå en større diversitet. Både på kønsfronten og minoritetsfronten.«

Noget skal der i al fald til, hvis der skal sættes skub i udviklingen og minoriteter i fremtiden skal se Forsvaret som et legitimt og oplagt karrierevalg. Men tiltagene skal ikke kun gennemføres for minoriteternes skyld. En bredere rekrutteringspalette vil samtidig gavne Forsvaret som institution og arbejdsplads. Større mangfoldighed blandt de ansatte er ønskværdigt for alle parter, bemærker Noor Jady.

»Hvis man som menneske kun møder én bestemt type i Forsvaret, så bliver vi sgu meget forstenede. Vi tænker alle anderledes. Det handler ikke kun om race eller køn, men om at man skal være god til at tiltrække forskellige hjerner. Vi tænker bedre på den måde.«

Usund kultur og ekskluderende jargon

For at det skal kunne lade sig gøre at øge andelen af etniske minoriteter – og for den sags skyld også kvinder, som man ellers er godt på vej med – skal der imidlertid gøres op med en række forhold på både de indre og de ydre linjer. Det er ikke nok at målrette sin rekrutteringsindsats mod indvandrere – man skal sørge for, at de har lyst til at blive hængende, når de først er kommet ind. Tonen må godt være hård, men det kan den sagtens være uden at støde folk fra sig, mener Noor Jady.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Grundlæggende – og det er en af de ting, der er ufattelig svære at arbejde med – skal der arbejdes med kulturen og den jargon og det arbejdsmiljø, der er. Nogle steder er fantastiske at gå på arbejde, men det er superforskelligt og kan svinge rigtig meget fra kaserne til kaserne. Det er ikke fordi, man skal forskelsbehandle. Man skal behandle alle lige, men der er et eller andet med kulturen og den måde, man taler eller ikke taler til folk på, som gør, at man kan føle sig enten inkluderet eller ekskluderet,« siger Noor Jady og tilføjer:

»Det er behov for en kulturændring, og skal jeg være helt ærlig, tror jeg også, at det er et spørgsmål om tid. Forsvaret har ikke det bedste ry for at være inkluderende – særligt ikke, hvis man er kvinde – og jeg må bare erkende, at det er det heller ikke. Desværre, for det er en fed arbejdsplads. Man skal måske arbejde med det ry. Det er klart, at det ikke skal ende som ren Thy-lejr. Det skal mere være for at sige, at Forsvaret har mange andre ting at byde på.«

Ét andet konkret område, hvor Forsvarets har mulighed for at gøre noget for minoriteterne indenfor hegnet, er ved i højere grad end før at hjælpe PTSD-ramte veteraner. Det arbejde pågår allerede, men der er aspekter ved PTSD’en, som aldrig kommer til offentlighedens kendskab, men går i stedet ud over minoritetspersoner i Forsvaret, fortæller Noor Jady. Her er vi tilbage ved omgangstonen, der blandt “missionsbumserne” kan blive endog meget grov og ofte rettet mod de af kollegerne, der ikke ligner de øvrige.

»Der har været et fokus på psykiske eftervirkninger ved at have været udsendt. For nogle af mine tidligere kolleger kammede det over i decideret racisme for nu at sige det ligeud. Jeg forstår det godt, hvis de har været udsendt så mange gange og været udsat for så mange traumer, at man ligesom tænker, at folk, der er brune eller sorte, partout er fjender, ikke har styr på en skid, eller hvad man nu siger. Men det er medvirkende til at skabe et ikke særlig rart arbejdsmiljø for minoriteter, hvis man hele tiden bliver sammenlignet med fjender. Den er ret vigtig, for nogle har virkelig behov for behandling,« siger Noor Jady.

Civil akkreditering kan hjælpe rekruttering af minoriteter

Udadtil bør man samtidig satse mere på at præsentere potentielle medarbejdere for personer, de kan identificere sig med, siger Noor Jady, som på dette punkt er enig med Rasmus Brygger i, at tilstedeværelsen af rollemodeller er vigtig i rekrutteringen af minoritetspersoner. Da hun i sin tid selv søgte ind, noterede hun sig, at der slet ingen brune mennesker var at finde i intromaterialet.

»Man skal jo også kunne spejle sig i folk, den psykologiske mekanisme er ret vigtig. Det betyder ikke, at man bare skal fyre mennesker ind i materialet og give et ikke-retvisende billede af arbejdspladsen, men det også er med til at danne det billede, man har af Forsvaret. Sat på spidsen: At det er hvide mænd, der er derinde.«

Til gengæld er Forsvarsministeriet godt på vej med initiativer på andre områder, bemærker Noor Jady og vender tilbage til indvandrerforældrenes forventninger til deres børn. For Noor Jadys egne forældre var det især en kulturelt betinget bekymring for dårlige jobudsigter og arbejdsløshed, der gjorde, at de agiterede ivrigt for, at deres datter skulle vælge en civil uddannelse med stor jobsikkerhed. Noor Jady understreger, at hendes erfaringer er anekdotiske, men mener alligevel, at det kan vise sig at være en rekrutteringsfordel, at Forsvaret i disse år satser hårdt på civil akkreditering af sine uddannelser. Uddannelserne bliver lettere at ”sælge” i indvandrermiljøer, hvis de er lettere overførbare og dermed omsættelige på det civile jobmarked, mener Noor Jady.

På andre områder kan forældrenes erfaringer fra krigsramte områder til gengæld stadig være en hæmsko for rekrutteringen af deres børn. For en del opstår der særligt betænkeligheder i forhold til udsigten til udsendelser – en potentiel udfordring, som både Danmarks Videnscenter for Integration og Forsvarsministeriets Personalestyrelse selv har bidt mærke i. Noor Jady tøvede også selv med at lade sig udsende, men blev til sidst udlånt til Livgarden og udsendt til Helmand i Afghanistan med en midlertidig udnævnelse til oversergent.

»Jeg ved ikke, om der igen er en familiemæssig barriere i forhold til at have krig tæt inde på livet. Det har de fleste af os, i hvert fald de af os, der kommer fra det mellemøstlige område. På den måde får man det ind med modermælken, hvis man har forældre, der har PTSD eller andet, og det er måske ikke den store motivation til selv at gøre noget. Så er vi tilbage til det med, om man – for eksempel som afghaner – er afklaret med at komme til Green Zone og risikere at skulle skyde en af sine egne,« siger Noor Jady.

Det er i det hele et kompleks problemstilling uden lette løsninger, bemærker hun. Det vil de fleste iagttagere med indsigt i området formentlig give hende ret i. Sikkert er det, at tallene taler deres tydelige sprog: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har arbejdet skåret ud for sig, og de kan næsten kun gå én vej: fremad.

Billedtekst: Noor Jady blev i 2012 udlånt til Livgarden og udsendt til Afghanistan som del af ISAF 13. Privatfoto