spot_img

Integrationsekspert kalder etnisk underrepræsentation »bekymrende«

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

INTERVIEW: Selvom Forsvaret er en af landets største statslige arbejdspladser, afspejler medarbejderne kun i ringe grad det omkringliggende samfund. Under halvanden procent af Forsvarets ansatte er indvandrere eller efterkommere, og det er på flere måder et problem, mener stifter af Danmarks Videnscenter for Integration Rasmus Brygger.

Det er uhensigtsmæssigt, at forsvindende få af Forsvarets ansatte har anden etnisk baggrund end dansk, og man bør aktivt forsøge at rette op på skævheden. Det mener i hvert fald Rasmus Brygger, som er stifter af Danmarks Videnscenter for Integration, der arbejder med at styrke integrationen af minoriteter i samfundet.

»Integration er en tovejsproces. Vi er generelt ret gode til at tale om, at indvandrere skal indordne sig i det danske samfund, men samfundet skal også inkludere indvandrerne, for at man har integration,« siger han.

OLFI har sat Rasmus Brygger stævne for at høre, hvorfor Forsvaret har et problem med manglende diversitet, og hvad der kan gøres ved det. I starten af oktober i år udgav Danmarks Videnscenter for Integration en analyse af den markante underrepræsentation af etniske minoriteter i Forsvaret. Analysen baserer sig på Forsvarsministeriets Personalestyrelses egne tal, som taler deres tydelige sprog: Selvom 13,3 procent af den danske arbejdsstyrke har anden etnisk baggrund, er det samme tilfældet for kun 1,4 procent af de militært ansatte i Forsvaret. Endnu mere grelt ser det ud for kvinderne: Blot 19 ud af i alt 13.944 militært ansatte på Forsvarsministeriets område er kvinder med minoritetsbaggrund.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om Forsvarsministeriets Personalestyrelses reaktion på resultaterne i minoritetsundersøgelsen …

Det er på høje tid, at der rettes op på skævheden. Som landets største statslige arbejdsplads er det særlig vigtigt, at Forsvaret signalerer inklusion og imødekommenhed overfor et bredt udsnit af befolkningen, mener Rasmus Brygger.

»Når vi ser, at nogle meget store politisk styrede institutioner i Danmark ikke i tilstrækkelig grad formår at inkludere indvandrerne, er det bekymrende for en fagperson som mig. Det betyder, at vi dels ikke er gode til at bruge de ressourcer, der er i samfundet, og at vi ikke er gode til at sikre os, at samfundsinstitutionerne også afspejler samfundet.«

Forsvaret kan løfte et samfundsansvar

Der er flere årsager til, at Forsvaret ikke lykkes med at tiltrække unge fra indvandrermiljøerne, forklarer Rasmus Brygger. Nogle af årsagerne skal findes i rekrutteringsindsatsen, som ikke er tilstrækkelig målrettet, mens andre årsagssammenhænge har at gøre med opfattelsen af Forsvaret i indvandrermiljøerne. Endelig er der nogle mere systemiske forhold, der fungerer som hæmsko for unge indvandrere, som ellers kunne have interesse i at trække i trøjen.

»Der er nogle strukturelle barrierer, som gør det særlig svært at komme ind i Forsvaret. For eksempel indkalder man kun folk, der har opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab til session. Det betyder, at når det bliver sværere og sværere at få dansk statsborgerskab, vil der være en større andel af både indvandrere og efterkommere, som slet ikke kommer i kontakt med Forsvaret på noget tidspunkt. Det i sig selv gør opgaven meget sværere,« forklarer Rasmus Brygger.

Et andet problem er den førnævnte opfattelse af Forsvaret i indvandrermiljøerne. Her slås Forsvaret i hartkorn med blandt andet politiet, som repræsenterer hård myndighedsudøvelse og for nogles vedkommende er forbundet med dårlige oplevelser.

»Hvis man ikke har et image, som gør det attraktivt for etniske minoriteter at komme ind, er opgaven meget, meget sværere. Det handler om i kommunikationen at have nogle rollemodeller, som folk kan spejle sig i – det, ved vi, betyder meget. Det handler også om at være til stede der, hvor etniske minoriteter er. Jeg kan godt være bekymret for, om Forsvaret er for dårligt til at være det.«

Rasmus Brygger foreslår, at Forsvarets Personalestyrelse fremover retter sit fokus mod gymnasierne, hvor mange potentielle medarbejdere færdes, inden de starter på de karrierer, som altså i dag mestendels foregår på det civile arbejdsmarked. Det er dog ikke langt fra alle unge indvandrere, der finder i job. Lykkes det at lokke etniske minoriteter ind i Forsvaret, kan man derfor samtidig være med til at løse en bredere samfundsmæssig problematik, lyder det fra Rasmus Brygger.

»Vi ved, at der er mange unge mandlige efterkommere, som ikke kommer ud og får et arbejde. Man kunne være med til at løfte et samfundsansvar ved at rekruttere der, hvor man kan få aktiveret nogle af de her mænd, der måske ikke passer ind andre steder, men som ville være et stort aktiv for Forsvaret.«

Personalestyrelsen sætter fokus på minoriteter

Hos Forsvarets Personalestyrelse, som står for rekrutteringen til Forsvarets uddannelser og sidder med det overordnede HR-ansvar for Forsvarsministeriets område, anerkender man, at der stadig er plads til forbedringer og til flere minoritetspersoner i “dronningens klæder”. Det er da også styrelsens egen nyligt gennemførte undersøgelse, der har afsløret den udtalte skævhed i sammensætningen af personellet.

»Vi interesserer os for området og har gennemført minoritetsundersøgelsen for at indsamle viden og blive klogere på både rekrutteringsudfordringer og -potentialer i forhold til gruppen af minoriteter. Undersøgelsen peger blandt andet på, at der er et potentiale i at gøre flere fra målgruppen opmærksomme på mulighederne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, ligesom den peger på barrierer for rekrutteringen,« skriver presse- og kommunikationschef Tomas Ilsøe-Mikkelsen i et svar til OLFI, som underbygger flere af Rasmus Bryggers pointer:

»Nogle af de barrierer, som er identificeret, er for eksempel udsendelse i internationale missioner og manglende viden om muligheder for at aftjene værnepligt, selvom man har andet statsborgerskab end dansk. Undersøgelsen indgår derfor i vores samlede strategiske arbejde med rekruttering og mangfoldighed,« skriver presse- og kommunikationschef Tomas Ilsøe-Mikkelsen.

Forsvarsministeriets Personalestyrelse skal snart i gang med at udarbejde en ny HR-strategi, som blandt andet vil tage udgangspunkt i erfaringerne fra minoritetsundersøgelsen. Hvordan strategien konkret kommer til at tage sig ud, vil tiden altså vise. Mere klart står det, at problemet med underrepræsentation langt fra er nyt, og at der formentlig skal andre boller på suppen end hidtil. I 2011 indførte Forsvarsministeriet en såkaldt mangfoldighedspolitik, og da var andelen af indvandrere og efterkommere endnu lavere end i dag – beskedne 1,1 procent – hvilket man dengang betegnede som »… ikke opmuntrende. Slet ikke sammenholdt med den udvikling vi ser på arbejdsmarkedet, der viser en stigning i andelen af etniske minoriteter i arbejdsstyrken frem mod 2020«.

Forsvarsministeriets Personalestyrelse anno 2021 ser stadig gerne, at Forsvaret favner bredere, men minoriteterne udgør kun en marginalt større andel af de ansatte end for ti år siden. Spørgsmålet er så, hvad det er, der gennem mange år har afholdt indvandrere og efterkommere fra at søge ind. Igen er der flere svar, siger Rasmus Brygger, som vender tilbage til de manglende rollemodeller i Forsvaret – minoritetsunge i uniform, som potentielle ansøgere kan spejle sig i. Men, siger han, fordi problemet er mere komplekst end som så, er selv det værktøj ikke sådan lige at implementere.

»Det er lidt hønen eller ægget, for når du har få etniske minoriteter, er det også svært at få flere, fordi de ikke kan genkende sig selv og ikke kender nogen, der er i Forsvaret. Noget andet kan være religion. Der er flere undersøgelser, der viser, at religion er en barriere her. Der er både noget i forhold til, at man ikke kan bære tørklæde i det danske forsvar, og der er noget med, at vi ikke har feltimamer i Danmark. Det kan være en barriere for nogle,« siger Rasmus Brygger.

Foreslår indførelse af feltimamer

Netop religion har før været en del af den politiske diskussion om Forsvaret, og for knap to år siden vakte det stor opsigt, at en kvindelig muslim opgav at færdiggøre sine værneret, fordi hun netop blev pålagt ikke at bære tørklæde. Sagen gav dengang anledning til en større offentlig diskussion, hvor nogle iagttagere pegede på Norge og Sverige som lande, der med succes har føjet retten til at bære tørklæde ind i uniformsbestemmelserne. Omvendt gav andre udtryk for, at religiøse identitetsmarkører ikke har noget at gøre på en arbejdsplads, hvor uniformitet – ensartethed – er en kardinaldyd. Man skal dog huske proportionerne, inden man kaster sig ud i den store ideologiske diskussion om religiøs inklusion, mener Rasmus Brygger. Det er langt fra kun muslimer, der holder sig væk fra Forsvaret, men etniske minoriteter over en bred kam. Tørklædedebatten og den bredere diskussion af islam kan derfor hurtigt komme til at skygge for en større problematik.

»Vi (Videnscenter for Integration, red.) skal ikke gøre os til dommere over, om tørklæde er den rigtige vej at gå. Vi synes bare, at det skal være en del af diskussionen. Jeg vil også påpege, at vi ikke har samme diskussion, hvis man bærer rundt på et kors. Det er kun omkring halvdelen af ikkevestlige indvandrere, der er muslimer, og det er kun er en lille andel af dem, der bærer tørklæde. Så det er klart ikke den eneste barriere. Jeg tror, at sådan noget som feltimamer er en mindre kontroversiel ting at implementere end tørklædet, hvor der kan være nogle meget militærspecifikke årsager til ikke at gå den vej.«

OLFI’s journalist indvender forsigtigt, at det måske er en optimistisk antagelse, at feltimamer vil blive taget bedre imod end de muslimske tørklæder, som rettelig hedder hijab. Rasmus Brygger holder fast.

»Modsat påklædning vil jeg som ikke-fagperson indenfor Forsvaret, men som integrationsfagperson, påpege, at der nok er færre faglige argumenter imod det. Så kan der være nogle kulturelle og traditionsbårne argumenter, men jeg må også bare sige, at en af udfordringerne, når man ikke har en mangfoldig organisation, er, at man har en tendens til at begrave sig i sine egne traditioner og ikke udvikler sig eller får forskellige perspektiver ind. Det kan vise sig at være en udfordring for Forsvaret, hvis man ikke får den udvikling, som alle organisationer har brug for løbende.«

Man opnår aldrig fuld repræsentation

Hvad er det, Forsvaret går glip af på grund af den markante underrepræsentation af minoriteter?

»For det første er det tænkeligt, at der er noget kulturel og sproglig forståelse, som kunne være brugbar, så længe at nogle af verdens brændpunkter er steder, hvor mange danske indvandrere og flygtninge kommer fra. Der er måske noget faglighed og baggrundsviden, som er meget relevant,« siger Rasmus Brygger og prikker igen til de reaktionære og bagudskuende strømninger i Forsvaret:

»Der kan også være de fordele, der er i alle organisationer, som har en højere diversitet: At man har større innovation. Der tror jeg, at man skal passe på med i Forsvaret at bilde sig ind, at man ikke skal innovere og ikke have nogle, der kan komme med nye måder at gøre tingene på. Dermed ikke sagt, at man skal udfordre kommandostrukturen, men det, at man er forskelligartede, vokser alle på. Det vil jeg også mene, at man kan gøre i Forsvaret. Det er af præcis samme årsag, at man ønsker sig mere kønsdiversitet, og præcis de samme argumenter, man kan bruge i forhold til etnisk diversitet.«

Hvad med myndighedspersoner og autoriteter i indvandrermiljøerne – har de et medansvar for at gøre Forsvaret attraktivt eller for at tale det op?

»Nu går integrationen jo begge veje, så man har også i indvandrermiljøet et ansvar for at være mere til stede. Det har man også som etnisk minoritet en interesse i. Politiet er det mest oplagte eksempel: Oplever man diskrimination fra politiets side, er et godt middel at få flere med anden etnisk herkomst ind i politiet. Så derfor er det også oplagt, at man fra Forsvarets side går i tættere dialog med myndighedspersoner eller bare rollemodeller. Jeg ville klart anbefale, at man ser i retning af rollemodeller.«

Hvad bør succeskriteriet være? Skal Forsvaret følge den demografiske fordeling i samfundet én til én, eller hvad skal man stille op som mål for sig selv?

»Jeg tror, at målet bør være, at mere diversitet er bedre. En fordobling i diversiteten vil stadig være en markant underrepræsentation, men jeg tror, at man skal passe på med at tænke, at man kan opnå fuld repræsentation. Det gør man ikke, for meget handler om personlige præferencer til, hvilken vej man ønsker at gå. Der vil altid være forskelle. Men når vi ser så lav en repræsentation, mener jeg godt, at man kan sætte barren højere. Om det lige skal være to eller tre procent, det er mindre vigtigt, når bare man er ambitiøs og realistisk og kaster ressourcer efter det.«

Læs med med i morgen, hvor tidligere sergent Noor Jady fortæller om sine oplevelser som kvinde med anden etnisk herkomst i Forsvaret og om en kultur, der ikke altid favner folk, der ikke alle steder levner plads til folk, som skiller sig ud.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer