DEBAT: “Esbern Snare“, som forlod Danmark den 24. oktober i år, er på en ensom mission. Den internationale opbakning udeblev. Det afholder nu ikke den danske regering med forsvarsministeren i spidsen og Danske Rederier fra at pakke missionen ind i halve sandheder og rent spin, mener Torben Ravn og Kurt Rye Damkjær.

Med piber, trommer og høj flagføring vedtog Folketinget først på året, at der skulle sendes en dansk fregat til en international mission for at bekæmpe pirater udfor Vestafrika. Trods manglende international opbakning fortsætter den danske regering ufortrødent. Det selvom internationalt samarbejde i form af en koalition blev betegnet som en meget væsentlig forudsætning.

Der blev udnævnt en dansk ambassadør, som skulle stå i spidsen for at samle international opbakning til indsatsen. Det lykkedes ikke. Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Danske Rederier har op til og efter afsejlingen haft travlt med at nedtone behovet for en international koordineret indsats.  Det til trods for at det, omkring tidspunktet for vedtagelsen af missionen, blev understreget igen og igen, at der skulle samles en international koalition.

Direktøren for Danske Rederier, Anne H. Steffensen, udtalte, inden Folketinget traf sin beslutning, at Danmark ikke kan løfte opgaven alene. Hun blev sekunderet af udenrigsminister Jeppe Kofoed:

»På den baggrund har Danmarks sat sig i spidsen for at samle opbakning til en international indsats i Guineabugten,« lød det fra udenrigsministeren.

Man traf med andre ord beslutningen, inden der var samlet international opbakning, og i dag, mere end et halvt år senere, er der stadig ikke samlet en international koalition. Et forhold, man forsøger at lægge røgslør ud over. Udover, at det er dansk enegang, hvor man kan håbe på hjælp fra tilfældige nationers flådefartøjer i området, »er der ikke nogen overordnet koalition,« siger flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen til ugebladet Søfart.

Det virkelige piratcentrum ligger i Singapore-strædet

Anne H. Steffensen, direktør for Danske Rederier, siger:

»Der er et akut sikkerhedsproblem i Guineabugten, og det kan landene i regionen ikke løse. Derfor træder Danmark som et af flere lande til og sender en fregat til området.«

Den udtalelse står i stærk kontrast til oktober-rapporten fra International Maritime Bureau (IMB) under International Chamber of Commerce, hvoraf det fremgår, at man har noteret det laveste antal piratangreb i 27 år. Selv med udsving på grund af sæsonen, er det svært at se, hvor Danske Rederier har deres oplysning om akutte problemer fra. De maritime fagforbund i Danmark oplyser, at der ikke er aftaler om risikotillæg til søfolkene, når der sejles ind i Guineabugten. Det ser underligt ud, når Danske Rederier samtidig fortæller vidt og bredt, hvor farligt området er. Selv med den bedste vilje kan det ikke opfattes som andet end dobbelte standarder.

IMB har noteret 10 piratangreb globalt i perioden fra den 17. september til den 25. oktober i år. Et angreb i Guinea Bugten og 8 lige rundt om Singapore. Selv om piraterne i Singapore-området ikke er lige så organiserede som i Nigeria, er truslen slem nok for de søfarende. Der har været rygter om to angreb i Guineabugten, men kun et er rapporteret. IMB siger hertil, at »vi kun rapporterer de angreb vi har fået oplysninger om, og som vi har kunnet få bekræftet«.

Det seneste, der er kommet frem om operationen er, at de hurtiggående både som frømandskorpset skal bruge til operation, ikke har været driftsklare, siden de blev indkøbt for 3 år siden. Nu er de i huj og hast blevet sat ombord på “Esbern Snare”, vel i et lønligt håb om, at tre års driftsproblemer ved magi er forsvundet.

Læs også: Kaotisk bådekøb spænder ben for frøers forberedelse til mission i Guineabugten

Med den laveste pirataktivitet i flere årtier, må det være naturligt at stille spørgsmålet: hvorfor det hastværk? Det kan dårligt kaldes rettidig omhu. Frøernes bådproblemer føjer sig til rækken af problemer, som giver indtrykket af en meget ringe planlagt mission.

Ingen danske skibe er blevet angrebet

Det danske folketings beslutning om at udsende en fregat var orkestreret af Danske Rederier, som er interesseorganisation for rederier med tilknytning til Danmark. Man argumenterede med, at tre danske skibe var blevet angrebet i Guineabugten. Ind i mellem kom man sandheden lidt nærmere, for så talte man ikke om danske skibe, men dansk opererede skibe.

Faktum er, at ingen af skibene var danske, og at der ikke var danske søfolk på nogen af dem. To af skibene var ejet af et A.P. Møller-Mærsk-selskab i Singapore, og det tredje af en kapitalfond i Delaware, USA. Både Singapore og Delaware er kendte skattely. Alle tre skibe var indregistreret i Singapore, og derfor er det ifølge international lov Singapore, og ikke Danmark, som har ansvaret for søfolkenes og skibenes sikkerhed.

Danske Rederier har argumenteret med, at der dagligt sejler mellem 30 og 40 danske skibe gennem området. Det virker umiddelbart som et noget oppustet antal. Nogle dages tilfældig sammentælling af handelsskibe i en afstand af ca. 200 sømil fra kystlinjen rundt i bugten viser at der er mellem 60 og 70 handelsskibe i området. Det lyder ikke specielt sandsynligt, at halvdelen eller mere skulle have forbindelser til Danmark. Vi har derfor, for en sikkerheds skyld, bedt Danske Rederier om at bekræfte deres tal, og de svarer, at »det tal bygger både på tal fra databaser samt dialog med rederierne.«

Et PR-stunt for forsvarsministeren?

Kilder – flådeofficerer, som kun vil udtale sig til baggrund og som har erfaringer fra indsatsen mod pirater i Rødehavet – mener ikke, det giver mening, at Danmark går enegang. Flere mener, at det mest af alt er et ønske fra forsvarsministeren om at vise handlekraft. De finder ikke belæg for, at en enkelt fregat i et enormt hav effektivt skulle kunne bekæmpe piraterne. En effektiv indsats kræver koordinering og flere indsatte fartøjer.

Trine Bramsen udtalte da også, da beslutningen om at sende et dansk flådefartøj blev truffet, at »det er afgørende, at vi får samlet opbakning til et internationalt militært samarbejde i Guinea Bugten«. Udover, at den danske regering ikke har kunnet finde international opbakning, er det svært at se, hvad der har ændret sig, som kan retfærdiggøre den danske enegang. Hvorfor er det, at de samme personer, som ikke nok kunne understrege behovet for en international indsats, nu mener, at Danmark kan alene?

Forsvarsministeriet oplyser på et spørgsmål om, hvilke andre nationaliteter der deltager i indsatsen, at ”Esbern Snare” indsættes under national kommando. Man siger samtidig, at man vil koordinere med andre lande, som har flådefartøjer i området. Det virker mere som en ensidig dansk hensigtserklæring end egentlige aftaler. Der er i hvert fald ingen koordinerende nation, som det var tilfældet, da der blev bekæmpet pirater i Adenbugten. Erfaringerne fra indsatsen dér peger på, at først når der er flere flådefartøjer under fælles kommando, virker indsatsen. En af de helt store forbedringer af sikkerheden i Adenbugten kom med etableringen af konvojsejlader – det magter et enligt fartøj ikke. En erkendelse, som chefen for Esbern Snare kommandørkaptajn Lars Povl Jensen støtter:

»Jeg ville rigtig gerne have været en del af en flådestyrke,« siger han i et interview med OLFI.

Forsvarsministeriet oplyser videre, at »der er en igangværende dialog med kyststaterne i Guineabugten, herunder Nigeria, om muligheden for, at de danske militære bidrag kan operere i deres territorialfarvand«, ligesom man har en dialog om »muligheden for at lave lokale udleveringsaftaler for tilbageholdte formodede pirater«.

Det værst tænkelige scenarie er i den situation, at man opbringer et piratskib og dermed en bande kriminelle pirater. Forhåbentlig starter man med at destruere piratskuden, men hvad med de tilfangetagne pirater? Må “Esbern Snare” blot frigive dem igen, da ingen af kystlandene i Vestafrika vil tage imod endsige retsforfølge de tilfangetagne, der som alle andre har krav på en rettergang? I yderste konsekvens kan de tilfangetagne ende i Danmark som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes hovedpine. Hvor skal de udvises til – Udrejsecenter Kærshovedgaard?

Indsatsen er endnu mere kortsigtet end den i Afghanistan

Det grundlæggende problem med pirateri kloden rundt er fattigdom og korruption. Det har man fra regeringshold end ikke adresseret. Løsningen ligger på land, og den bliver ikke fundet på fem måneder. Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, har til ugebladet Søfart sagt:

»Det er ikke let at løse udfordringen med pirateri i Nigerdeltaet, for det er en meget kompleks problemstilling. Man løser ikke udfordringer med fattigdom og korruption inde på land ved at skræmme piraterne nu og her ude på vandet. Det er en langstrakt kamp, som kræver langsigtede løsninger,« siger hun.

Rettidig omhu havde vel været at iværksætte nogle meget længere varende initiativer, i stedet for at sende et flådefartøj i 5 måneder, uden der er aftalt afløsning. Mon ikke piraterne er tilbage omtrent med samme fart som Talibanerne.

Meromkostningen ved at have fregatten udstationeret beløber sig til ca. 550.000 danske kroner i døgnet, oplyser Forsvarsministeriet, der samtidig oplyser, meromkostningerne finansieres af Forsvarsministeriets Reserve til Internationale Operationer (INTOPS-reserven). Det er omkostninger der kommer oven i det, som fregatten alligevel koster, uanset om den er i tjeneste eller ikke. Den foreløbige plan er at udsende “Esbern Snare” i fem måneder. Det vil, oplyser forsvarsministeriet, koste 81 millioner danske kroner.

Hvorfor skal danske skatteborgere betale?

Den ene af denne artikels forfattere har selv haft gavn af de meget lukrative skattevilkår, danske rederier er underlagt. Trods milliardstore overskud betaler rederierne stort set ikke skat, og de søfarende betaler heller ikke skat af indtægten ombord. De søfarendes lønninger er dog reduceret med et beløb, som svarer til det, de normalt skulle betale i skat.

Vi kan godt acceptere, at Det Blå Danmark har gode rammevilkår, men i et velfærdssamfund som det danske gælder det gamle ord om, at du skal yde, før du kan nyde.

Det er simpelthen ”helt ud i den Vestafrikanske bush” at sende fregatten “Esbern Snare” til Guineabugten for at bekæmpe pirater i i det, der mest af alt ligner dansk enegang. De ekstra driftsomkostning for de fem måneders eventyr på omtrent 81 millioner kroner svarer til cirka halvdelen af de danske rederiers årlige skattebetaling. Eller måske nærmere: ingen skattebetaling, fordi der primært er tale om dansk opererede skibe under fremmed flag og med absolut ingen danske søfolk ombord.

Vi mener selvfølgelig ikke, at søfolk uanset deres nationalitet skal udsættes for pirattruslen, men mon ikke det var meget nemmere og mere effektivt at komme landene i området i tale ved at stoppe sejladsen? Det ville gå voldsomt udover de korrupte magthaveres indtjening og nok noget hurtigere bringe løsninger på bordet end en dansk fregat i et kæmpefarvand i fem måneder. Det er mest af alt som musen, der sagde til elefanten: ”Hvor vi gungrer” – elefanten er der bare ikke.