DEBAT: Der opstår begrebsforvirring, når Forsvarsministeriet taler om at sikre retten til fri sejlads i Guineabugten, for ingen af landene i regionen forsøger at hindre navigationsfriheden. Samtidig har ministeriet forsømt muligheden for at kommunikere de positive aspekter i at sejle med et nationalt mandat, skriver Morten Gall Jørgensen og Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet.
Den danske fregat “Esbern Snare” afgik søndag den 24. oktober fra sin basehavn i Frederikshavn. Opgaven er denne gang en indsættelse som et dansk militært bidrag til pirateribekæmpelse i Guineabugten.
I forbindelse med afsejlingen delte Forsvarsministeriet på forskellige sociale medier en række opslag, hvor det fremgår, at “Esbern Snare” skal til Guineabugten for at kæmpe for og værne om retten til fri sejlads. Nogle af disse opslag indeholder også en kort video, hvor forsvarsminister Trine Bramsen præciserer, at »piraterne lægger hindringer i vejen for retten til fri sejlads«.
Der er noget principielt forkert i, at Forsvarsministeriet kalder pirateribekæmpelse for en kamp for at sikre retten til fri sejlads. Ud fra en lægmandsbetragtning er det tydeligt, hvad ministeriet mener: Pirater udgør en trussel, så man ikke fuldstændigt frit kan sejle i området. Det er jo rigtigt nok, og vi vil bestemt også fraråde alle danskere at sejle til Guineabugten i en lystbåd. Men ud fra en faglig anvendelse af sproget er det en forkert formulering, fordi “retten til fri sejlads” betyder noget andet end pirateri.
Retten til fri sejlads er i den Internationale Havretskonvention indlagt som tre forskellige rettigheder – retten til sejlads på det åbne hav, retten til uskadelig passage gennem staters søterritorium og transitpassage gennem internationale stræder. Der er en række artikler i Havretskonventionens som præciserer disse rettigheder, men som udgangspunkt er det artikel 17, 38 og 90. På engelsk kaldes dette for freedom of navigation, og operationer til at stå vagt om retten til fri sejlads er såkaldte FONOPS – Freedom of Navigation Operations. Det er en veldefineret operationstype, som på ingen måde har noget med pirateri at gøre.
Udvander alvoren af FONOPS
USA’s forsvarsministerium udgiver årligt en rapport med en opgørelse over krav på havområder og indskrænkelser af retten til fri sejlads, som de aktivt udfordrer gennem deres FONOPS. Det mest kendte af disse er operationerne i det Sydkinesiske Hav, hvor kineserne i strid med Havretskonventionen forsøger at gøre krav på store områder. Danmark har også medvirket til at sikre retten til fri sejlads med det danske militære bidrag til den europæiskledede maritime overvågningsmission i Hormuzstrædet i 2020, hvor fregatten “Iver Huitfeldt” blev udsendt.
Pirateri har derimod sine helt egne artikler i Havretskonventionen, nemlig artikel 100-107. Pirateri er her nævnt i en oversigt over ting som alle stater skal bidrage til at bekæmpe på det åbne hav, og specifikt er det oplistet mellem slavehandel og narkotikasmugling.
Der er ikke nogen stater Guineabugten, som forsøger at indskrænke retten til fri sejlads, og hvor det ville være på sin plads at gennemføre FONOPS. Opgaven for “Esbern Snare” er derimod at bekæmpe pirateri og sikre skibsfarten, når den udøver sin ret til sejlads på det åbne hav. Fra et militært perspektiv er det vigtigt at differentiere og definere opgaver, og derfor bør fortællingen om det danske militære bidrag til pirateribekæmpelse også være klar og præcis. Det gør en forskel, at Forsvarsministeriet dybest set henviser til forkerte paragraffer i deres begrundelse for fregattens opgave.
Ikke alene skaber det forvirring om, hvad Danmark laver i Guineabugten, men det er også med til at udvande alvoren af reelle FONOPS. Det er højtprofilerede operationer, hvor stormagterne til tider står direkte over for hinanden i en magtkamp om de grundlæggende spilleregler på havet. Så sent som i juni måned affyrede Rusland varselsskud mod et britisk krigsskib, som gennemførte FONOPS i Sortehavet. Det er altså en operationstype, der er helt forskellig fra “Esbern Snares” mission i Guineabugten.
Fornuftigt med nationalt mandat
Ud over at skabe begrebsforvirring, er der også et yderligere problem med Forsvarsministeriets kommunikation: Man forsømmer muligheden for at kommunikere noget positivt. Netop afsejlingsdagen var en fremragende anledning til at få et budskab ud til hundredetusindvis af danskere.
Fregattens udsendelse til Guineabugten er blevet ramt af mildt sagt negative fortællinger i pressen, og især OLFI har slået på tromme om, at Danmark gennemfører en såkaldt solomission uden at være en del af en international koalition. Det er en på mange måder urimelig kritik, fordi der allerede er en regional maritim sikkerhedsstruktur i området. Det er formaliseret gennem den såkaldte Yaoundé Code of Conduct, og det er noget, som Danmark i forvejen støtter gennem målrettet uddannelse og træning.
En klog anvendelse af fregatten skal selvfølgelig styrke de regionale strukturer, som på den lange bane skal varetage sikkerheden i området. Det er med andre ord ret fornuftigt, at den danske fregat udsendes med et nationalt mandat. Målet må jo være at understøtte de regionale bestræbelser og ikke at udkonkurrere dem ved at løse opgaverne med en international flådestyrke.
Men i stedet for at udnytte fregattens afsejling til at gøre danskerne bekendte med navnet Yaoundé (som i øvrigt er hovedstaden i Cameroun), valgte man at sløse den væk på at henvise til nogle abstrakte principper om retten til fri sejlads. Og at det så ovenikøbet var nogle forkerte principper, gør det bare endnu mere beklageligt.
