spot_img

Trine Bramsen afviser pression mod forskere og retter skytset mod medierne

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forsvarsminister Trine Bramsen optrådte onsdag ved endnu et samråd, hvor hun denne gang skulle forklare sig i sagen om påstået politisk pression mod forskere på Forsvarsakademiet. Det blev ikke til nogen overraskende indrømmelser fra forsvarsministeren, som i stedet benyttede lejligheden til at kritisere medierne.

Trine Bramsen var klar i mælet, da hun onsdag deltog i det seneste af en efterhånden lang række af samråd i Folketingets forsvarsudvalg. Denne gang var de meget omtalte anklager om forsøg på politisk pression, der stod på udvalgets dagsorden.

Som Weekendavisen for nylig kunne fortælle i artiklerne ”Manden, der ikke blev fyret” og ”Frihed under kommando”, undlader flere forskere efter eget udsagn at udtrykke sig for bramfrit i pressen af frygt for at påkalde sig forsvarsministerens vrede. Det var særligt denne sag, ministeren blev bedt om at forholde sig til, og det gjorde hun i korte, utvetydige vendinger, hvor hun slog med retoriske syvtommersøm slog fast, at påstandene i hendes øjne ikke har nogen gang på jorden.

»For så vidt angår samrådsspørgsmål E, om jeg har overholdt principperne om armslængde i forhold til uafhængige forskere og eksperter på forsvarsområdet, er svaret ja. Svaret er ja,« lød det fra forsvarsministeren, som fortsatte:

»I forhold til samrådsspørgsmål F, om jeg eller ministeriet har taget kontakt til Forsvarsakademiet om konkrete forskeres udtalelser, er svaret nej. Svaret er nej. Hverken jeg eller departementet har taget initiativer for at indsnævre eller styre forskernes udtalelser eller konklusioner.«

En klar melding, som dog ikke stillede de fire tilstedeværende Venstre-politikere og udvalgsmedlemmer tilfredse. De ville efterfølgende gerne vide, om det bekymrer ministeren, at der tilsyneladende hersker en kultur, hvor man ikke tør udtale sig til pressen under eget navn og i øvrigt lægger bånd på sig selv i forhold til sine faglige udtalelser, men ministeren afviste i det store hele selve præmissen for spørgsmålene.

Stikpiller til OLFI og Weekendavisen

Trine Bramsen gjorde undervejs på samrådet klart, at hun ikke har meget til overs for artiklerne og de synpunkter, der kommer til udtryk i Weekendavisen. Avisen skriver blandt andet, at Trine Bramsen skulle have været rasende over lektor Peter Viggo Jakobsens offentlige kritik af Pakistan, som hjalp Danmark med evakueringen fra Afghanistan, men også denne påstand gik ministeren i rette med.

»Jeg må sige meget klart, at jeg stiller mig fuldstændig uforstående overfor Weekendavisens artikel, der påstår, at jeg skulle have kommenteret på konkrete udtalelser om Pakistan. Jeg har ikke tidligere kommenteret på disse udtalelser, hverken i Forsvarsministeriet eller andre steder. Faktisk er jeg først blevet bekendt med de konkrete udtalelser, da jeg blev stillet spørgsmål om dem. Jeg kan derfor ikke genkende det forløb eller de påstande, der beskrives i Weekendavisen,« sagde Trine Bramsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om det seneste samråd, som Martin Lidegaard (RV) kaldte for en “rituel stammedans” …

»Når det påstås, at jeg skulle have haft store, stærke holdninger til et citat, jeg ikke har set, synes jeg da, at det er bekymrende.«

Forsvarsministeren kunne heller ikke dy sig for at sende nærværende medie enkelte stikpiller med klar reference til vores artikel om Peter Viggo Jakobsens fyring fra Forsvarsakademiet – en historie, som viste sig ikke at have hold i virkeligheden, og som OLFI dementerede en time efter publicering og efterfølgende undskyldte for.

Læs også: Sådan gik vi galt i byen med historien om Peter Viggos “fyring”

»Jeg synes også, at det er bekymrende, når medier skriver, at navngivne medarbejdere er fyret, og de ikke er det. Det, synes jeg faktisk, er et problem og en bekymring.«

Trine Bramsen afviste derudover en anden central pointe i den fremførte kritik; at Forsvarsministeriet på noget tidspunkt skulle have truet med en hel eller delvis udflytning af Forsvarsakademiet. Det var alene på tale under den forrige regering, forklarede hun og henviste til, at Forsvarsakademiet ikke var en del af den nuværende regerings udflytninger af uddannelsesinstitutioner. Derefter fortsatte slagudvekslingen mellem ministeren og de fire Venstre-spørgere – Mark Grossman, Christoffer Melson, Michael Aastrup Jensen og Ulla Tørnæs – uden at der dog var nævneværdigt nyt i hverken spørgsmål eller svar.

Forsvarsordfører krævede svar, men blev væk

Dagens samråd var markant mindre velbesøgt af socialdemokrater end det forrige om Bramsens Ærø-tur, hvor hele fem af Trine Bramsens partifæller deltog i spørgerunden. Faktisk var det onsdag kun partiets nytiltrådte forsvarsordfører, Mogens Jensen, som var til stede.

Hen imod slutningen af samrådet tog han ordet og gav udtryk for, at ministeren havde svaret fyldestgørende, og at oppositionens vedvarende spørgsmål var udtryk for en “dårlig kultur” i udvalget. Selvom han til at begynde med var flankeret af både SF’s Karsten Hønge og Enhedslistens Eva Flyvholm, endte han mødet som ene repræsentant for venstrefløjen, da de begge forlod lokalet undervejs.

Helt fraværende var til gengæld SF’s forsvarsordfører, Anne Valentina Bertelsen, som ellers havde givet udtryk for at imødese ministerens svar med spænding. Forud for dagens samråd havde hun stillet og fået besvaret et § 20-spørgsmål om sagen, men i en skriftlig kommentar til Frontlinjen på Radio4 lød det, at hun stadig manglede svar fra ministeren:

»SF er tilfredse med, at fastslår at ansættelsesforhold i Forsvarsakademiet ikke håndteres af ministeren eller ministeriet, men vi savner stadig et mere sammenhængende svar på, hvordan hele miseren er opstået . Den kan sagtens være opstået på grund af misforståelser, rygter med videre, men det vil jeg gerne høre ministeren kommentere, ligesom jeg i hendes svar mangler en fuld bekræftelse af, at forskernes ytringsfrihed ikke er til nogen form for diskussion.«

Om Anne Valentina Bertelsen finder Trine Bramsens svar fyldestgørende må for nuværende stå hen i det uvisse.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...