spot_img

DIF og danske elitesportsklubber går sammen og hjælper ledige veteraner i job

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt gennemfører i disse uger en række såkaldte Veteran Match-arrangementer i samarbejde med ishockey- og fodboldklubber over hele landet. Torsdag satte fynske veteraner og virksomheder hinanden stævne på Odense Stadion, og arrangementet overraskede særdeles positivt, fortæller veteran.

Det er formentlig en blanding af interesse og skepsis, som fylder i loungen på Nature Energy Park – eller blot Odense Stadion – som denne efterårstorsdag danner ramme om den fynske del af DIF Soldaterprojekts landsdækkende Veteran Match-initiativ. Om få øjeblikke skal cirka 15 af byens veteraner mødes med lokale virksomheder for at afgøre, om der er grundlag for et fremtidigt samarbejde, og stemningen hos de fremmødte er lidt svær at lodde.

Det er Dansk Idrætsforbund (DIF), der står bag arrangementet, som i disse uger gennemføres i 13 danske kommuner og nu er nået til den fynske hovedstad. DIF har i forvejen succes med sit Soldaterprojekt og dets idrætstilbud til skadede veteraner, men har nu i samarbejde med kommuner og eliteidrætsklubber også kastet sig over at formidle kontakt mellem virksomheder og veteraner i håbet om, at nogle af samtalerne kan føre til ansættelser.

DIF Soldaterprojekts øvrige tilbud er i hovedreglen tiltænkt skadede veteraner, men Veteran Match henvender til både skadede og ikke-skadede veteraner, og afhængigt af funktionsniveau kan der både være tale om fleksjob og fuldtidsansættelser. Initiativet havde som følge af Covid-19 en hård fødsel, da det i 2020 så dagens lys ved en enkeltstående begivenhed i København, men i år er konceptet bredt ud til resten landet. Her har det allerede mødt bred opbakning fra såvel kommuner, sportsklubber, virksomheder og ikke mindst fra veteranerne selv.

Både Odense Boldklub (OB), Odense Ishockey Klub (OIK) – eller Bulldogs, som klubben hedder i folkemunde – og Odense Kommune er da også repræsenteret i loungen på Nature Energy Park, hvor OB spiller sine hjemmekampe. Det samme er omkring 15 veteraner og et par håndfulde lokale virksomheder, som over de næste timer skal på en slags speed date med hinanden.

»Næste job skal være det sidste«

En af de lokale veteraner, som håber på at komme i job, er 60-årige Michael Sandberg, som er uddannet officer og har været udsendt til Cypern. Siden har en lang og snoet civil karriere blandt meget andet budt på en tid som selvstændig erhvervsdrivende, en tid som formand for Veteranhjem Odense og på flere år som greenkeeper i en golfklub. I dag står Michael Sandberg imidlertid uden fast arbejde.

»Jeg har de sidste mange år flakket rundt rent jobmæssigt og er nået den alder, hvor jeg tænker, at det næste job skal være det sidste. Men det er svært at finde,« siger han til OLFI.

Artiklen fortsætter under billedet …

Michael Sandberg (t.v.) har de senere år ikke kunnet finde fodfæste på arbejdsmarkedet, men håber, at Veteran Match kan hjælpe ham med at finde sit sidst job inden pensionen. Foto: Valdemar Stengaard Hansen, DIF Soldaterprojekt

En række kortere ansættelser har ikke ført noget varigt med sig, og selvom Michael Sandberg håber på igen at få foden inden for i greenkeeperfaget, holder han sine muligheder åbne. Han har besluttet sig for at give Veteran Match-arrangementet en chance, selvom udbuddet af virksomheder ikke ved første øjekast stemmer helt overens med ønskejobbet.

»Årsagen til, at jeg deltager, er, at det er nogle virksomheder, som har budt ind på at ville ansætte en veteran, uanset om det er en skadet eller en velfungerende veteran. Men jeg har skruet forventningerne noget ned. Jeg havde håbet, at der også var noget OB eller noget OIK inde over. Min største drøm som greenkeeper har altid været at passe Odense Stadion eller Odenses baner,« fortæller Michael Sandberg og tilføjer, at han har været OB-fan hele sit liv.

Hans greenkeeper-drømme vender vi tilbage til.

Bare én veteran i job er en succes

I udgangspunktet er det dog ikke meningen, at sportsklubberne selv skal ansætte veteranerne. Klubberne skal i stedet bruge deres lokalkendskab til skabe kontakt mellem veteraner og virksomheder og på den måde facilitere networking mellem parterne.

Sådan forholder det sig også i Odense, hvor veteranerne efter en kort velkomst fra samarbejdspartnerne bag arrangementet begynder turen rundt til de medvirkende virksomheder, der har taget ophold ved stationer rundt omkring i sponsorlokalet. Få øjeblikke senere går snakken lystigt, og den bliver i de følgende timer kun kortvarigt afbrudt af opfordringer til at rotere mellem stationerne. Der lader til at være stor velvilje og talelyst hos alle fremmødte.

Det er også indtrykket hos arrangørerne fra både DIF og de to fynske sportsklubber. I OB tøvede man ikke, da DIF rakte hånden ud, og her er man glade for at se de lokale veteraner og virksomheder møde op og give hinanden en chance, fortæller klubbens kommercielle chef, Jack Jørgensen:

»Vi vil gerne bakke op om initiativet og forhåbentlig være med til at gøre en positiv forskel for de danske veteraner. Det mener vi oprigtigt, at de fortjener. Hvis vi kan skaffe bare én veteran i job, så er jeg faktisk glad. Vi har ikke prøvet det her før, så at vi er oppe på det antal, vi er i dag, er jeg fint tilfreds med. Det giver mod på endnu mere,« siger han.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

Samme toner lyder fra nabo og medarrangør Odense Bulldogs, som har til huse et stenkast nede ad vejen fra OB’s hjemmebanestadion. Hos Bulldogs har man tidligere af egen drift sat fokus på veteransagen, og derfor var det nemt at bakke op om DIF Soldaterprojekts Veteran Match, fortæller salgschef Mads Juncher. Han peger på, at veteransagen og sportens verden har meget til fælles:

»Sport er jo følelser, og hvis vi omtaler de her ting i følelser, er det nemmere for folk at forstå. Jo tættere på, man har det, jo nemmere er det for folk at tænke på det som noget normalt.«

Hovedsponsor viger pladsen

Udover selve match-arrangementerne sætter OB og Bulldogs fokus på veteransagen i forbindelse med deres indbyrdes kampe i henholdsvis Metal- og Superligaen. Inden sin seneste kamp mod Herning Blue Fox overlod Odense Bulldogs således isen til to veteranhold, der krydsede klinger, før de professionelle spillere strammede skøjterne, og når OB søndag den 17. oktober løber på banen mod Randers FC, er der igen fokus på veteransagen, fortæller OB’s Jack Jørgensen.

»Der bliver en lidt sjælden begivenhed. For første gang afgiver vores hovedsponsor, Albani, sin placering på brystet af OB’s trøjer, hvor der normalt står Albani med flotte røde bogstaver. Det er en hyldest til de danske veteraner, at vi skifter logoet ud med veteranernes fine logo,« fortæller Jack Jørgensen og tilføjer, at spillertrøjerne efterfølgende bliver bortauktioneret og indtægterne doneret til DIF Soldaterprojekt – det samme er tilfældet for Bulldogs’ trøjer fra kampen mod Herning Blue Fox.

Jack Jørgensen slår samtidig fast, at OB har mod på at være at sætte fokus på sagen igen næste år:

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

»Jeg kan ikke forestille mig andet, men det kræver en stor motor bagved, som kan drive det. Er der det, er vi klar på at bakke om det igen, for det her vidner om, at der er noget at arbejde med.«

Spørger man motoren bag Veteran Match, Danmarks Idrætsforbund, er man mere end klar på at gentage arrangementerne i hele landet i 2022, for der tegner sig allerede nu konturerne af en succes. Ved arrangementet i København den 1. oktober deltog 31 veteraner, hvoraf hele 21 indgik aftaler om opfølgende samtaler med de medvirkende virksomheder. I Aalborg er seks ud af ti deltagende veteraner i dialog med virksomheder.

Selvom der er plads til flere deltagende, er det en start, man i DIF godt tilfredse med starten, fortæller projektchef for Soldaterprojektet Rune Tanggaard:

»At få engagementet fra klubber og kommuner var rigtig vigtigt og det, som vi lagde ud med. Siden fik vi engagement fra den samlede Metalliga og Superliga, og det er superpositivt. Nu skal vi bare gøre vores bedste for, at det nationalt bliver så godt som muligt, så vi kan bygge ovenpå. Det er første år, og alt bliver ikke som ønsket alle steder, men kan vi bare hjælpe et par veteraner hvert sted, har det været en stor succes.«

Skal støtte den kommunale indsats

I DIF ser man et potentiale for at udvide samarbejdet med de deltagende parter, herunder kommunerne og de lokale jobcentre, fortæller Rune Tanggaard, som selv har været en del af Soldaterprojektet siden begyndelsen i 2011:

»Succeskriteriet er at skabe en platform for det eksisterende jobmæssige liv i Danmark, hvor man har et erhvervsnetværk i klubberne, som kan tage et socialt ansvar. Vi har nogle jobcentre i kommunerne, som også kan bruge netværkene, og på den måde kan vi hjælpe veteranerne og på sigt også andre målgrupper.«

Samtidig håber man i DIF, at projektet kan hjælpe kommunerne med at styrke veteranindsatsen. Det er nemlig ikke alle steder, at den er lige velfungerende, som tingene er indrettet i dag.

»Vi oplever, at kommunerne langt hen ad vejen ikke kender lige så mange veteraner, som vi gør i DIF Soldaterprojekt, fordi de ikke må registrere det. Når der kommer en person ind på jobcentret, ved de ikke, om det er en veteran. Det er den første udfordring, men her hjælpes DIF og kommunen ad med at finde veteraner med behov for tilbuddet. Efterfølgende tager kommunen over og sikrer, at veteranerne bliver fast i stillingerne,« siger Rune Tanggaard og fortsætter:

»Vi skal ikke lave et parallelsystem eller et nyt jobcenter. Det er ret vigtigt, for det er ikke det, der er tanken. Vi skal egentlig bare skabe en platform for, at jobcentrene kan gøre det endnu bedre.«

Samtidig skal flere potentielle arbejdsgivere lokkes med på vognen, fortæller Rune Tanggaard. Derfor er en anden stor del af den forestående opgave med at føre projektet videre at overbevise virksomhederne om den værdi, de selv kan opnå ved at ansætte en veteran.

»Det kan godt være, at det tager længere tid og kræver, at vi bliver bedre til at fortælle historien. Det gør vi så fremadrettet. Det er en væsentlig forudsætning for, at det her lever videre; at virksomhederne kan se sig selv i det,« siger Rune Tanggaard.

»En anden vigtig del er anerkendelsesdelen. At kampene bliver spillet og dedikeret til veteraner rundt omkring på stadions i løbet af månedet. Det er væsentligt, for det er vigtigt, at vi anerkender dem, der har været udsendt, når de kommer hjem. Det kan være svært som person at se sig videre, hvis man ikke bliver anerkendt for det, man har gjort. Det kan vi godt blive bedre til i Danmark. Vi har flagdagen, men den har ikke vundet så stærkt indpas, men det tror jeg egentlig, at det her kan. For er der noget, vi kan samles om i Danmark, så er det idrætsoplevelser og store kampe.«

Mange deltagende klubber har ligesom OB og Bulldogs bortauktioneret spillertrøjer og anerkendt veteranerne i forbindelse med deres kampe. Enkelte klubber er gået endnu længere, og i FC Nordsjælland har veteraner nu fri entré resten af livet.

Skepsis blev gjort til skamme

Denne torsdag i Odense er det dog selve jobmatchdelen af Veteran Match, det handler om, og ganske som det har været tilfældet i resten af landet, virker det til, at arrangementet har levet op til sit formål og holdet bag lykkedes med sit forehavende.

Først efter nogle timer begynder folk så småt at drysse ud af lokalet på Nature Energy Park. Veteran Match-arrangementet nærmer sig sin slutning, og OLFI møder igen Michael Sandberg, som nu har fået talt med mange af de tilstedeværende virksomheder. Skepsissen er lagt til side, og det er en anderledes positivt stemt veteran, der på bagkant af dagen gør status på sit møde med OB, OIK og særligt de fynske virksomheder.

»Jeg synes, det er gået overraskende godt. Da jeg så programmet på mail, blev jeg lidt skeptisk, men jeg synes, at det har været meget berigende. Det er nogle fantastiske rammer. Der har været mange flotte ord fra kommunen, og jeg er spændt på, om det udmønter sig i noget, men jeg er ikke i tvivl om, at det mål, OB som medarrangør havde sat sig, nok skal blive indfriet. Det er jeg slet ikke i tvivl om,« fortæller Michael Sandberg.

Artiklen fortsætter under billedet …

Michael Sandberg fik lejlighed til at tale med flere af de fremmødte virksomheder og har også aftaler om efterfølgende dialog med flere af dem. Foto: Kasper Wester, OLFI

Han skal nu selv i gang med at følge op på dagens samtaler og er kun blevet mødt med velvilje fra de virksomhedsledere, han selv har talt med. Samtidig er greenkeeper-drømmen fortsat ikke helt slukket.

»Der er i hvert fald to virksomheder, og så skal jeg efterfølgende have en hurtig snak med OB. Jeg har græstæppet som mit speciale, så jeg vil lige gå ind og tage en snak med Jack om det. Men jeg synes, at virksomhederne har virket velforberedte og som om, at de har haft lyst til at snakke med os. De kommer ikke kun af nød, fordi de mangler arbejdskraft, men fordi at de har en sag og vil hjælpe os veteraner.«

Michael Sandberg ser i det hele taget et stort potentiale i Veteran Match-konceptet, og selvom han håber på selv at være i job, når det næste gang bliver afholdt, er han ikke i tvivl om, hvilken værdi det kan tilføre de veteraner, der til den tid slås med at finde arbejde.

»Det kan gå hen og blive et stort aktiv for os som veteraner. Vi får pludselig muligheden for at mødes med andre veteraner et sted, hvor vi kan afsøge nogle forskellige områder. Det er måske sværere for den enkelte veteran, der sidder for sig selv derhjemme og skal finde et nyt job.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...