INTERVIEW: Forholdet mellem Danmark og Rusland forbliver iskoldt trods en fremstrakt russisk hånd. Sådan udlægger Vladimir Barbin som Ruslands ambassadør i Danmark forholdet mellem de to lande. Han er frustreret over den danske regerings manglende vilje til dialog. Mange små skærmydsler og uenigheder kunne ellers løses langt tidligere gennem mere regelmæssig kontakt, mener han.

Kort inden Folkemødet på Bornholm fløj russiske bombefly uhyre tæt på Bornholm. Igen. Så tæt, at de ifølge Forsvarsministeriet krænkede dansk luftrum ikke bare én, men to gange. Ruslands ambassadør i Danmark deltog få dage senere selv i en debat på Folkemødet i Allinge, han måtte efterfølgende lægge ansigtet i de rette folder.

»Hvis episoden har fundet sted, er det ikke sket med intention om at krænke dansk luftrum,« lød det fra ambassadør Vladimir Barbin, og derved blev det tilsyneladende.

Episoden i luften over Bornholm i juni er bare en af de seneste i en lang række, hvor russerne på forskellige måder føler vestlige lande på tænderne. Det samme sker med omvendt fortegn, og man skal nok have levet under en sten for ikke at være bevidst om, at forholdet mellem øst og vest er for nedadgående. Nato ser da også på Putins Rusland med stadig dybere panderynker: Militær oprustning i Arktis, russiske cyberangreb mod vestlige lande og især annekteringen af den ukrainske Krim-halvø bekymrer og har bidraget til at tegne et billede af et Rusland, der oftere og oftere går geopolitisk enegang. Landets stormagtsambitioner kolliderer helt uvægerligt med Vestens ønsker til magtbalancen. En ny kold krig er under opsejling, anfører nogle.

Læs også: Rusland får kold skulder til ønske om øget dialog på det militære område

Helt så langt går Vladimir Barbin ikke selv, da OLFI fredag sætter ham stævne på den russiske ambassade i Kristianiagade – et stenkast fra den amerikanske ambassade på Dag Hammerskjølds Allé og kun adskilt af nogle meter af Garnisons Kirkegård på Østerbro. Interviewet skal gerne gøre os klogere på, hvordan man i Rusland betragter forholdet til Vesten og til Danmark.

»Forholdet mellem Danmark og Rusland befinder sig på et meget, meget lavt niveau. Der er ingen igangværende fælles projekter, og den politiske dialog er sporadisk. Vi har forslået tiltag, som i vores øjne kunne deeskalere situationen i Arktis og Østersøen og øge tilliden i vores bilaterale forhold, men vi har ikke modtaget nogen konstruktiv respons fra Danmark,« siger Vladimir Barbin.

Han er høj – nogle vil sige ranglet – og taler med en lavmælt stemme, som nogle gange lyder næsten viskende. De indledende bemærkning skal vise sig at sætte tonen for resten af samtalen. Det står hurtigt klart, at skylden for den nuværende internationale situation i Barbins øjne ligger i én lejr: Danmarks og Vestens. Det gør han flere gange klart, ligesom han løbende gentager sin udtalte skuffelse over at blive mødt af lukkede døre hos det danske diplomati.

Danmark er for investeret i transatlantisk solidaritet

Ambassadøren har på forhånd gjort klart, at han ikke ønsker at diskutere emner uden direkte relation til det dansk-russiske forhold. Nu, hvor vi sidder i ambassadebygningen, en mondæn herskabsbolig fra slutningen af 1800-tallet, kan han dog alligevel ikke dy sig. Før talen falder på, hvad han kalder Vestens og Natos provokationer, vil han dog gerne knytte en kommentar til, hvordan den kolde skulder, han møder i Danmark, skriver sig ind i en større international sammenhæng:

»Vi har forskellige bilaterale mekanismer at samarbejde gennem, men de fungerer ikke for tiden. Rusland prøver at føre vores indbyrdes forhold fremad, men vi møder ikke den tilstrækkelige respons fra vores danske kolleger. Det er nok ikke mit lod at forklare baggrunden for, at det forholder sig sådan, men min personlige forståelse er, at Danmark er så investeret i transatlantisk solidaritet, at det er uhyre vanskeligt at tage nogen skridt unilateralt. Det er måske en af årsagerne. Nato og EU har indført en ny afskrækkelsespolitik overfor Rusland, som ikke åbner nogen ’vinduer’ til at forbedre forholdet i fremtiden.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Da det selvsagt er internationale strømninger og allianceforhold, der udgør rammebetingelserne for Danmarks ageren overfor Rusland – og vice versa – får ambassadøren lov at dvæle ved de store linjer, inden spørgsmålsrækken snævrer sig ind, bliver mere konkret og kommer til at handle om Danmark.

Nogle argumenterer for, at forværringen af forholdet mellem øst og vest er et tegn på, at vi er på vej mod en ny kold krig. Det lyder til, at du deler den anskuelse. Hvad er dine tanker omkring det perspektiv?

»Jeg forsøger altid at styre uden om den beskrivelse. Vi mener fra russisk side stadig, at der er muligheder for at forbedre forholdet, finde en måde at sameksistere under nye omstændigheder og undgå at vende tilbage til Den Kolde Krig og Jerntæppet mellem Rusland og Vesteuropa. Jeg frygter, at det ellers kan få katastrofale følger. Vi har fælles udfordringer i form af klimaudfordringer, international terrorisme og en række andre problemer, der påvirker både Europa og Rusland negativt.«

Ambassadøren bemærker, at det aktuelle spændingsniveau mellem Rusland og Vesten er kontraktproduktivt i forhold til at løse landenes fælles problemer, men at det er svært at tro på en forbrødring i nærmeste fremtid. I hvert fald kan han ikke selv få øje på, hvorfra den skal komme.

Er opfattelsen i Rusland, at Vesten – herunder Danmark – trænger ind i Ruslands interessesfærer ved for eksempel at være til stede i de baltiske lande og blande os i Ukraine?

»Vi kan jo se, hvordan Natos infrastruktur i Europa rykker tættere på Ruslands grænser. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på ved at tage de nødvendige og tilstrækkelige forholdsregler,« svarer Vladimir Barbin uden at konkretisere yderligere, før han fortsætter:

»Ser man på Ukraine, har det altid været vores tanke, at Ukraine skulle kunne have et godt forhold til både til Vesten og til Rusland. Men Vesten har forsøgt at tvinge de lande, der gerne ville have et godt forhold til EU, til at træffe et valg: enten eller. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, hvis der i Europa hersker en intention om at splitte og opbygge koalitioner mod andre lande. Det er ikke særligt befordrende for europæisk sikkerhed og for samarbejdet med Europa,« siger Vladimir Barbin.

Nato provokerer med øvelser i Ruslands “baghave”

Den russiske ambassadør er i det hele taget ikke imponeret over Vestens måde at føre politik på. Det meste af kritikken retter han mod de store internationale organisationer – EU og Nato går igen – men heller ikke Danmark går ram forbi, selvom den veltalende ambassadørs retorik bliver en smule mere forsonlig, da han bliver bedt om at forholde sig til sit værtslands rolle i den ulmende konflikt.

Opfatter du Danmark som en villig deltager i disse forsøg på at skabe splittelse?

»Jeg vil gerne undgå beskrivelsen ‘villig deltager’, men i stedet konstatere, at Danmark intet har gjort for at undgå udviklingen. Jeg mener, at ethvert land kan spille en meget signifikant rolle i at forbedre situationen. Ser man på Danmarks historie findes der flere meget vigtige initiativer eksempelvis Ilullisat-erklæringen, som stadig spiller en vigtig rolle i stabiliseringen af Arktis og forhindrer en forværring af situationen der. Selv små lande kan indtage hovedroller i bestræbelserne på at forbedre det indbyrdes forhold. Jeg tror, at Danmark har potentialet i kraft af sin viden og autoritet, men at den politiske vilje mangler,« slår Vladimir Barbin fast.

På visse områder er Danmark imidlertid en central spiller på den internationale scene, og netop i Nato markerer Danmark sig ofte som en alliancepartner, der trækker et stort læs i skarpe missioner, men samtidig også faciliterer og deltager i stort anlagte øvelser – ikke mindst i Ruslands baghave. I 2020 havde Danmark således et Challenger-fly med til en flådeøvelse i Barentshavet vest for den russiske Kolahalvø.

Artiklen fortsætter under billedet …

Øvelsen var til stor irritation for russerne, indrømmer Vladimir Barbin, der samtidig fortæller, at det særligt er bevæggrundene, der provokerer: Øvelserne gennemføres som led i de såkaldte FONOPS – Freedom of Navigation Operations – som officielt har til formål at sikre civile og militære skibes navigationsfrihed i området. I Nato er man udmærket klar over, at sejladserne er en rød klud i ansigtet på russerne, og Vladimir Barbin er da heller ikke i tvivl om, hvordan han vil karakterisere Kremls opfattelse af den vestlige flådestyrkes tilstedeværelse i nærområdet:

»Med ét ord: negativt. Især fordi sejladsen gennemføres på en fuldstændig falsk præmis. Der er ingen trusler mod navigationsfriheden i Barentshavet. Det har der aldrig været, og det er jeg sikker på, at der aldrig bliver. Ikke desto mindre forsøger man at tegne et forkert billede af, hvad der sker i Arktis,« siger Vladimir Barbin og fortsætter:

»I Arktis er det meste af dagsordenen meget konstruktiv. Det handler om udvikling af sejlruter, udvinding af naturressourcer og bygning af transportinfrastruktur. En meget konstruktiv dagsorden. Det er, hvad der styrer udviklingen i Arktis. Militære øvelser opfattes negativt fra begge sider, når de gennemføres tæt på grænserne. Rusland har foreslået Nato, at man deeskalerer situationen i grænselandet mellem Rusland og Nato. Vi har ikke fået noget svar fra Natos side.«

Hvad gik jeres forslag konkret ud på?

»Det gik først og fremmest ud på at nå til enighed om ikke at gennemføre den slags øvelser nær grænsen. Vi er også kommet med forslag til at undgå episoder til havs og i luften, men Nato er overhovedet ikke interesseret. Man beskylder Rusland for at eskalere situationen, men det er slet ikke sandt, og var man interesseret i stabilisering og forbedring og i at øge den gensidige tillid, kunne man starte med at diskutere det forslag, der er lagt frem.«

Taler russisk trussel op for at virke vigtige

Barentshavet er ikke det eneste maritime stridspunkt mellem Rusland og Vesten. Vestlige krigsskibe har tidligere gennemført FONOPS nær Krimhalvøen i Sortehavet, hvor Rusland er anklaget for i strid med FN’s Havretskonvention at have indført såkaldte forbudszoner for udenlandske krigsskibe omkring Krimhalvøen. Det førte i sommer til, at russiske flådeenheder affyrede varselsskud og efterfølgende advarede, at man næste gang ville bombe fremmede enheder i området.

Artiklen fortsætter under billedet …

Vestlige iagttagere vil måske anføre, at man kunne mistænke Rusland for at ville gøre noget tilsvarende i Barentshavet, og at operationerne netop af den grund er nødvendige?

»Det er en helt forkert antagelse, for vi følger international lov, og de nationale regler om kyststaternes rettigheder – hvad de må, og hvad de ikke må. Hvis vi taler om territorialfarvand, kan kyststaten bestemme reglerne. Det forhindrer selvfølgelig ikke retten til fri passage gennem territorialfarvandet, men hvis et militært fartøj nærmer sig med det formål at provokere, mener jeg ikke, at der er tale om fredelig passage.«

Ifølge den russiske ambassadør har operationerne og den vestlige tilstedeværelse imidlertid kun ét formål.

»Det er så afgjort for at provokere Rusland. Jeg har ikke kunnet læse om det i danske aviser, men du kan finde det på internettet: Der er masser af diskussion og dokumentation, blandt andet i Storbritannien, omkring hvorfor beslutningen er taget, hvordan den er taget og så videre. Ud fra dokumenterne står det helt klart, at det var for at provokere. Det er en farlig måde at tænke på, for det kunne fremprovokere en konflikt, hvis konsekvenser er uforudsigelige.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Er det samme tilfældet med Natos enhanced Forward Presence (eFP) i de baltiske lande? Her har Danmark også et kontingent af soldater. Hvad mener den russiske regering om det?

»Det, der for mig at se er farligt, er beskrivelserne af Natos aktiviteter og den måde, man definerer de baltiske lande som grænselande. Jeg synes, at det giver et helt forkert billede af, hvad der i virkeligheden sker i landet. Eksperter er tit gode til at forestille sig Rusland invadere de baltiske lande, men det er vanskeligt at se for sig, al den stund at landene er medlem af Nato og med Artikel 5 in mente,« siger Vladimir Barbin med henvisning til Natos såkaldte musketéred.

Ambassadøren ønsker ikke at svare på, om det i hans øjne så er unødvendigt for Nato at placere tropper i landet. Et svirp til de baltiske Nato-medlemslande kan det dog godt blive til.

»Det må Nato jo afgøre. Men jeg kan forstå, at flere baltiske lande forsøger at virke mere væsentlige, end de er, ved at spekulere i en russisk trussel mod sig.«

Danmark ignorerer forslag om direkte kommunikationslinje

Provokationerne mellem øst og vest går imidlertid begge veje, og i Danmark kommer de russiske af slagsen tit til udtryk ved russiske flyvninger tæt på dansk luftrum. Tre gange siden 2013 har russiske fly kortvarigt været i dansk luftrum, før de er fulgt ud igen af det danske afvisningsberedskab. Dertil kommer en række af flyvninger ganske tæt på grænsen, som også har givet anledning til at sende danske F-16-fly på vingerne. I kølvandet på episoden denne sommer blev Vladimir Barbin indkaldt til møde for at afgive forklaring.

»Jeg forstår godt, hvordan det opfattes i Danmark, og jeg talte også med Udenrigsministeriet om det. Min regering afviste, at luftrumskrænkelsen fandt sted, og den melding videregav jeg til danskerne.«

Den russiske ambassadør vender tilbage til sin grundlæggende anke mod de danske myndigheder.

»Igen, sager om krænkelser – eller påståede krænkelser – kunne diskuteres ud fra helt faste regler. For eksempel kunne der være en direkte kommunikationslinje mellem den danske og den russiske militærstruktur, som vi for eksempel har det med Norge. Hvorfor ikke også Danmark? Så kunne man få afklaret, hvad der er sket, hvorfor det er sket og så komme videre.«

Har du helt konkret foreslået en sådan linje – eller påtænker du at gøre det?

»Vi har diskuteret mange af den slags ideer med danske myndigheder. Vi har forslag til mange helt konkrete tiltag, som kunne forbedre forholdet i sikkerhedssfæren mellem landene. Der er ikke kommet nogen svar. Jeg kan fortælle, at Danmark er den eneste arktiske kyststat som Rusland ikke har en aftale om forebyggelse af hændelser til søs og i luften med. Vi har aftaler med Canada, USA, Norge, men ikke med Danmark. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Der er du nødt til at spørge de danske myndigheder.«

Ville en direkte linje ændre noget – det er vel stadig påstand mod påstand, om luftrummet er blevet krænket eller ej?

»Vi bør skridt for skridt forsøge at styrke tilliden mellem vores lande. Vi ser ofte Nato gennemføre meget provokative handlinger i Baltikum efterfulgt af udtalelser fra højtstående militære repræsentanter for Nato. For eksempel ser vi hyppigt strategiske bombefly fra USA i luften over Østersøen simulere angreb på den russiske kyst, og der er vi selvfølgelig nødt til at sende fly i luften for at afvise og for at identificere, hvilke fly, det er, der nærmer sig vores grænser. Det er afgørende at få fastslået, at det ikke er et reelt angreb, men en overflyvning.«

Men var det ikke noget med, at en formation af to russiske Tu-22-bombefly og fire Su-27-jagerfly i foråret 2013 simulerede bombeangreb på strategiske mål nær den svenske hovedstad, Stockholm? Det mente de svenske myndigheder i hvert fald, hvorfor to danske F-16-jagere fra Litauen måtte på vingerne, fordi Sverige dengang ikke havde sit eget afvisningsberedskab.

»Jeg har ikke kendskab til, at vores strategiske bombefly foretager sig det samme,« lyder det kortfattet fra Vladimir Barbin, da han blive foreholdt episoden.

Det kan du helt afvise?

»Jeg kan kun sige, at ja, vores strategiske bombefly flyver, men jeg har ikke kendskab til, at de skulle have simuleret noget som helst angreb. Der sker ingen krænkelser af luftrummet langs de lande, russiske fly flyver.«

Året efter episoden over Stockholm fandt en formodet russisk ubåd vej ind i Stockholms skærgård, og Sverige har som reaktion på begge episoder givet sig i kast med en større militær oprustning, der skal forberede og sikre landet mod gentagelser.

Ingen respons på forslag om Østersø-forum

Vladimir Barbin er også fåmælt, da talen falder på Natos foreslåede missilforsvar og på sin forgænger, Mikhail Vanins, opsigtsvækkende trusler om, at danske krigsskibe bliver et legitimt mål for russiske atommissiler, hvis Danmark tilslutter sig Natos missilforsvar.

»Forbindelsen mellem de missilforsvar og offensive missiler bliver netop nu diskuteret gennem en strategisk dialog mellem USA og Rusland. Vi vil selvfølgelig gerne undgå de mest alvorlige scenarier, så jeg vil ikke udtale mig detaljeret om sagen. Jeg kan sige, at vi forsøger at finde en løsning, der er acceptabel for begge sider.«

Vi vender i stedet blikket mod Østersøen, som Vladimir Barbin allerede selv har nævnt et par gange. Selvom spørgsmålet går på hans vurdering af konfliktpotentialet i området, benytter han lejligheden til at slå endnu et slag for en styrket dialog.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Det undrer mig, at man i Sortehavet tidligere havde en platform for dialog mellem sortehavslandene (BLACKSEAFOR, red.), ligesom man i Arktis har haft jævnlige møder mellem lederne af de arktiske staters militærstyrker. Men mellem østersølandene har vi af uvisse årsager aldrig oplevet tilsvarende samarbejde. Det er vanskeligt at forklare, hvorfor det er tilfældet, men det er på høje tid, at man ser på mulighederne for et samarbejde. Der er masser af muligheder for at fremme samarbejdet i Østersøregionen. Vi ser intensiveret skibstrafik i Østersøen, men vi har ingen regionale aftaler om search and rescue eller om forberedelser på og håndtering af oliespildsulykker. Det forekommer mig uforståeligt, at det stadig forholder sig sådan.«

Det, du foreslår, er i virkeligheden et diskussionsforum?

»Forholdet er lige nu meget anstrengt og ikke særlig godt. Der er behov for en rimelig dialog og diskussion af, hvordan vi undgår af forværre forholdet yderligere, men i stedet stabiliserer det. Som jeg sagde i begyndelsen, ser jeg bare ingen tegn på vilje fra Vesten på, at de leder efter sådanne løsninger. Snarere det modsatte; man nyder den nuværende situation.«

Men hvad er det konkret, du foreslår?

»Det bliver ikke noget problem at finde ud af form og format for diskussionerne. Er viljen til stede, er resten nemt at løse.«

Lad os bevæge os videre til Arktis, som du tidligere har nævnt. Hvad er Ruslands ambitioner i regionen, og hvordan vil Rusland sikre sig, at Arktis forbliver et militært lavspændingsområde?

»Først og fremmest bør de arktiske stater være ansvarlige for, hvad der sker i regionen. Det er helt afgørende. Det andet er, at staterne bør samarbejde på tværs, fremfor at enkelte stater indgår koalitioner med hinanden og går imod resten. De arktiske stater bør være en familie, og vi har værktøjet til at gennemføre den vision i form af Arktisk Råd. Det unikke ved rådet er, at alle beslutninger er konsensusbaserede. Hvis noget land er imod et forslag, bliver det ikke vedtaget. Det sikrer, at samtlige landes interesser skinner igennem i rådets beslutninger. Det er vigtigt, og det er meget få organisationer i Europa – eller verden i øvrigt – der arbejder på samme måde,« siger Vladimir Barbin.

Arktisk Råd mere end blot en snakkeklub

Rusland har netop nu formandskabet for Arktisk Råd, og russerne ønsker at udnytte formandskabet til at fremme det interne samarbejde, slår Vladimir Barbin fast.

»I forhold til Ruslands ambitioner fortalte jeg tidligere, at Ruslands fremtid i høj grad har med Arktis at gøre, både hvad angår naturlige ressourcer, sejlruter, ligesom vi selvfølgelig gerne ser, at Arktis forbliver et lavspændingsområde. Under vores formandskab forsøger vi på balanceret vis at fremme alle tre elementer af den bæredygtige udvikling i området: socialområdet, miljø og klima og økonomi. Vi forsøger at gennemføre en såkaldt ansvarlig styring af den bæredygtige udvikling i Arktis. Det er også vores mål at styrke rådets nøglerolle som et mellemstatsligt ledelsesforum.«

Jeg kan ikke undgå at hæfte mig ved den betydning, du tillægger Arktisk Råd. Her i Danmark mener flere eksperter, at rådet mest af alt er en snakkeklub – masser af snak, der sjældent fører til noget konkret. Det virker til, at du er af en helt anden opfattelse?

»Jeg tror, der er meget få eksperter i Arktisk Råd her i Danmark. Et stykke hen ad vejen har de ret, for rådet består af udenrigsministrene, men ministrene kan træffe beslutning om at uddelegere udførslen af beslutninger til andre myndigheder. Vi har adskillige juridisk bindende aftaler, og de fungerer fint. Er der behov for det, kan man gennemføre yderligere tiltag.«

Nogle iagttagere – inklusive Forsvarets Efterretningstjeneste – udtrykker bekymringer over dit lands militære oprustning i Arktis. Et eksempel er Nagurskoye-basen på Alexandra Land, hvorfra russiske kampfly nu kan nå Grønland uden lufttankning. Hvad kan du sige for at berolige dem, der bekymrer sig?

 »Jeg tror kun, at det lader sig gøre med genopfyldning.«

I FE’s seneste trusselsvurdering fremgår det ellers, at …

»Måske kender de mere til russisk militært udstyr, men jeg er nødt til at forklare nogle meget, meget basale ting for at kunne forklare udviklingen. Normalt er der militær tilstedeværelse, hvor vi har økonomiske interesser, områder af vital betydning for Rusland. I dag investerer vi voldsomt i udviklingen af den russiske del af Arktis. Det er helt naturligt, at militæret er til stede,« slår Vladimir Barbin fast.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Ser man på delstaten Alaska i USA, så bidrager den med mindre end én procent af USA’s samlede bnp. Den arktiske del af Rusland udgør mere end ti procent af Ruslands bnp og er stadigt stigende. Det er af en anderledes og større vigtighed for Rusland. Derudover er Arktis Ruslands eneste fri adgang til verdenshavene, hvilket også spiller ind i overvejelserne. Endelig skal vi sikre vores nordlige regioner, og lige nu handler det mest af alt om at genetablere vores tilstedeværelse, som blev forsømt i 90’erne. Når du spørger ind til deployeringen af jagerfly i Nagurskoye, er du sikkert også klar over, at amerikanske strategiske bombefly jævnligt beflyver det arktiske område. De kommer tættere på Ruslands grænse, og der er ingen andre muligheder, hvis de skal mødes i luften, end at have fremskudte baser.«

Da jeg foreslår, at udviklingen og USA’s adfærd lige så vel kan have at gøre med Ruslands oprustning, afbryder den russiske ambassadør.

»Det er formålsløst, at du og jeg har den diskussion. Den slags samtaler skal tages mellem militære beslutningstagere. Som jeg sagde tidligere, havde vi rigtig gode sikkerhedstiltag og tillidsbyggende tiltag i form af hyppige møder mellem militære ledere blandt de arktiske stater. Her kunne de sidde og samtale om deres bekymringer og finde løsninger. Det er det vigtigste – hvis der ikke er finder nogen direkte dialog sted mellem militærfolkene, som er de primære ansvarlige for sikkerheden, så fører det til mange spekulationer.«

Men Rusland har strakt hånden frem?

»Helt afgjort. Selv ved det seneste møde refererede udenrigsminister Sergey Lavrov igen til denne mulighed.«

Barbin ønsker ikke at kommentere diskussionen om grønlandsk selvstændighed eller forholde sig til, hvordan Rusland vil reagere på de indtil videre teoretiske udsigter til større amerikansk indflydelse på og omkring Grønland, hvis Danmark en dag trækker sin militære tilstedeværelse hjem. Det er et anliggende mellem Grønland og Danmark, mener han. Til gengæld vil han gerne slutte interviewet af med at fortælle, hvad han selv håber på, at fremtiden bringer for Rusland og Danmark.

»Jeg ser gerne, at forholdet mellem Rusland og Danmark bliver godt. Tit, når jeg taler om status i det bilaterale forhold, kommer jeg til at tænke på, at mine forgængere var meget klogere og mere erfarne, end jeg selv er. Den første statslige aftale mellem Danmark og Rusland for mange århundreder siden havde den meget romantiske titel ”En aftale om gensidig kærlighed og venskab”. Jeg håber virkelig, at vi kan nå dertil igen i fremtiden. Vi forsøger i hvert fald fra vores side.«

Men udsigterne er vel lidt dystre alt taget i betragtning?

»Jeg er en evig optimist!«

OLFI har spurgt Udenrigsministeriet om, hvordan ministeriet eller udenrigsminister Jeppe Kofod (S) stiller sig i forhold til kritikken fra Vladimir Barbin, herunder om man genkender udlægningen af en manglende vilje til bilateral dialog. Du kan læse artiklen med udenrigsministerens koldeskulder til Vladimir Barbins ønske om øget dialog på det militære område her.