spot_img

Hærchef beklager at have omtalt whistleblowerordning som “stikkerlinje”

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Generalmajor Gunner Arpe Nielsen lægger sig fladt ned og beklager, at han i et interview med DR Nyheder kaldte Forsvarets whistleblowerordning for en “stikkerlinje”. Det er en »vanvittigt uheldig formulering«, som ikke er i overensstemmelse med opfattelsen af whistleblowerordningen i Forsvaret, bedyrer han.

Forsvarets whistleblowerordning er ingen “stikkerlinje”. Det slår generalmajor og chef for Hærkommandoen Gunner Arpe Nielsen fast, efter at han overfor DR Nyheder brugte netop det ord i forbindelse med et interview om forbruget af euforiserende stoffer blandt Forsvarets ansatte. Her fortalte hærchefen om medarbejdernes muligheder for at få hjælp til egne eller kollegers problemer med narkotika.

»Det er helt almindelig kendt i Forsvaret, at hvis man har nogle ting, man er i tvivl om, så kan man altid gå til sin foresatte chef. Hvis man ikke vil det, så er der tillidsmandssystemet, man har socialrådgivere, man har stikkerlinje, man har kammerathjælp,« lød det blandt andet fra chefen for Hærkommandoen.

Den formulering fortryder en ærgerlig Gunner Arpe Nielsen i dag, fortæller han til OLFI.

»Det er en fejl. Jeg taler med dem (DR-journalisterne, red.) i en time og siger whistleblowerordning 25 gange og tænker, at nu skal jeg ikke kalde den for “stikkerlinjen”. Det kommer jeg til, og jeg beder efterfølgende journalisterne om ikke at bruge det, fordi jeg ikke mener det. Men det er så lige præcis det, de gør, og det er jeg både irriteret over og ked af.«

Forsvarsministeriets Whistleblowerordningen blev etableret under navnet Medarbejderlinjen helt tilbage i 2004 for at give Forsvarets ansatte en mulighed for at melde uregelmæssigheder på deres tjenestesteder uden selv at skulle konfrontere deres foresatte. I dag varetages whistleblowerordningen af Forsvarets Interne Revision og kaldes slet og ret Whistleblowerordningen.

»Vanvittig uheldig« formulering

I Forsvarets øverste ledelse opfatter man ikke ordningen som nogen “stikkerlinje”, og det er heller ikke en betegnelse, som Gunner Arpe Nielsen selv benytter sig af i det daglige, siger han.

»Det er mig, der tænker, at jeg ikke skal sige det åndssvage ord, fordi jeg nu har gjort det. Det er ikke et ord, jeg har hørt omtalt, og det er ikke et ord, jeg bruger. Jeg har stor respekt for whistleblowerordningen.«

Hvorfor siger du det så?

»Jeg ved det ikke. Jeg lægger ikke engang selv mærke til det.«

Det er vel også et tegn på, at det er sådan man omtaler whistleblowerordningen i Forsvaret? At du slet ikke tænker over, at du kalder den for “stikkerlinjen”?

»Nej. Det er ikke sådan, man omtaler linjen,« understreger Gunner Arpe Nielsen og gentager, at han ikke kan forklare, hvorfor han brugte ordet overfor DR’s journalister.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om whistleblower Karin Reuss Iversen, som tidligere har kritiseret Medarbejderlinjen for ikke at sikre anmeldere fuld anonymitet …

»Jeg kan ikke give dig svaret. Det er et ord, man nogle gange bruger om nogle angiverordninger. Jeg kan helt ærligt sige, at det aldrig er et ord, som jeg har brugt i vores system.«

Hvad tænker du om, at du har sagt det?

»Det kan jeg kun beklage. Men det er ikke udtryk for hverken min eller Forsvarets holdning.«

Hvad tror du, at medarbejderne i Forsvaret tænker, når chefen for Hæren som medlem af Forsvarets øverste ledelse kalder en meget efterspurgt whistleblowerordning for en “stikkerlinje”?

»Det er vanvittigt uheldigt. Det er vanvittigt uheldigt. Det er et negativt ladet ord og et ord, jeg aldrig kunne drømme om at bruge i nogen sammenhæng. Og jeg kan ikke forklare, hvordan det kom ud.«

KOMMENTAR fra Thomas Falbe, som er chefredaktør på DR Nyheder:

Interviewet med Generalmajor Gunnar Arpe Nielsen varer i 25 minutter, i forbindelse med at DR forbereder en journalistisk historie om narko- og hashmisbrug i Forsvaret. I løbet af det interview bliver begrebet ”whistleblowerordning” ikke nævnt én eneste gang. Den eneste gang, en sådan ordning bliver omtalt, betegner generalmajoren det som en ”stikkerlinje”.  Det står entydigt klart efter gennemlæsning af den samlede udskrift af interviewet, og det er derfor vanskeligt at genkende generalmajorens udsagn, hvor det fremstår som om, at DR har redigeret ham sensationalistisk. Det er ikke tilfældet.

KOMMENTAR tilføjet 6. oktober: Foreholdt kritikken fra DR oplyser Gunner Arpe Nielsen, at interviewet med DR fandt sted den 13. august. Han beklager at have erindret sine egne udtalelser forkert.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...