Der venter den tiltrædende tyske regering flere udfordringer på forsvarsområdet de kommende år, spår eksperter. Dels skal Tyskland forholde sig til alvorlige materieludfordringer og pres fra Nato, men samtidig hersker der også en udbredt folkelig modstand mod, at landet optræder som konventionel militærmagt.

Når en ny tysk regering om nogle måneder forventeligt er på plads, bliver en af dens opgaver at lægge sig fast på den tyske forsvars- og udenrigspolitik fremover. Men uanset, om kansleren kommer til at hedde Armin Laschet eller Olaf Scholz, er arbejdet skåret ud for den tiltrædende politiske leder og Forbundsdagen, slog flere eksperter fast i tirsdagens udgave af Frontlinjen.

Først og fremmest står det tyske Bundeswehr overfor presserende materielle udfordringer, som det er nødvendigt snart at finde en løsning på:

»Hans Peter Bartels, den militære ombudsmand i Forbundsdagen, meddelte sidste år, at det tyske forsvar reelt set ikke kan forsvare Tyskland. Man mangler personel, har for lidt sejltid, fly med for få flyvetimer og kampvogne, som ikke er blevet opdateret. Der venter en masse reformer forude og en masse ting, som skal ordnes, på den ene side, og på den anden er man begyndt at pege på, hvad og hvordan, man kan gøre det,« fortæller Lars Bangert Struwe, som er generalsekretær for tænketanken Atlantsammenslutningen.

Samme diagnose når brigadegeneral Jakob Henius frem til. Han er Danmarks forsvarsattaché i Berlin, følger den militære udvikling i Tyskland fra nærmeste hold og peger på yderligere to udeståender på forsvarsområdet.

»Man har nogle efterhånden meget aldrende Tornado-kampfly, som kan flyve med atomvåben, fordi Tyskland har en rolle i Natos afskrækkelseskoncept. Flyene er så udslidte, at de snart ikke kan flyve længere og skal erstattes. Det har man indtil nu ikke kunnet nå til enighed om. Man kan snart heller ikke flyve med sine tunge transporthelikoptere, men er heller ikke her nået til enighed om, hvad man skal købe i stedet for.«

Resiliens på Natos dagsorden

Udover de nævnte eksempler har Tyskland også problemer med fejl på sine infanterikampkøretøjer og med en udbredt mangel på personel, fortæller Jakob Henius, som dog samtidig understreger, at man i Tyskland allerede arbejder på at løse problemerne.

»Jeg vil tro, at der med en ny regering kommer frisk strøm til forsvarspolitikken. Jeg håber, at man på nogle af de her projekter vil kunne se, at der bliver truffet nogle beslutninger i det nye år,« siger han og forklarer, at en del af de mange udeståender har at gøre med den stilstand i forsvarspolitikken, som indfandt sig, da Angela Merkel bebudede sin exit som kansler i forbindelse med det netop afholdte valg.

Løfter man blikket fra de lavpraktiske udfordringer på materielsiden, bliver en anden udfordring for den tiltrædende tyske regering at forholde sig til forventningerne fra især Nato. Tyskland er i lighed med mange andre europæiske lande et godt stykke fra at være i mål med Natos målsætning om at bruge to procent af sit bnp på forsvaret – aktuelt bruger tyskerne 1,5 procent – og samtidig kommer et nyt Nato-fokus til at spille ind i højere grad end hidtil, forklarer Lars Bangert Struwe.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Der er i Nato-hovedkvarteret en stigende diskussion af det, der hedder Artikel 3; staternes evne til at kunne klare sig selv, indtil der kommer forstærkning. Det er også det, vi kalder resiliensdagsordenen – hvor meget kan man egentlig klare? Der begynder Tyskland at være udfordret, ligesom Danmark er det. Man taler mere og mere om, hvorvidt stater som Danmark og Tyskland, som ikke ligger direkte i frontlinjen, er i stand til rent faktisk at kunne fungere. Det er ikke udfordringer i første led, men i hvert fald i andet led. De giver nogle problemer internt i Nato, og det er tyskerne nødt til at se på de næste par år i forbindelse med den reformproces, de er på vej ind i,« siger Lars Bangert Struwe.

Jakob Henius supplerer og forklarer, at tyskerne allerede har vedtaget en reformplan for det tyske forsvar, men at implementeringsdelen af førnævnte grunde venter på at blive fastlagt og vedtaget af Forbundsdagen.

»Planen rummer en klar og entydig reorientering i retning af større fokus på regionalt forsvar og afskrækkelse i rammen af Nato og i praksis – det ved vi alle – mod øst. Evner man rent faktisk at gennemføre nogle af de ændringer, planen skitserer, vil jeg sige, at der er grund til at være optimistisk.«

Hæmmes af »den historiske spændetrøje«

Endelig kommer Laschet eller Scholz til at skulle tage hensyn til den tyske selvforståelse og den udbredte modstand mod, at Tyskland bliver en konventionel militær aktør. Mange tyskere ser fortsat helst, at det tyske forsvar er en ”væbnet NGO”, hvilket ikke altid har harmoneret med den virkelighed, tyske soldater har befundet sig i i verdens brændpunkter – senest Afghanistan.

Læs også: Tysk militær-pc med klassificeret data fundet på eBay

Svaret på, om den tungt forankrede indstilling bliver ændret, blæser selv mange årtier efter Anden Verdenskrig afslutning fortsat i vinden.

»Et fundamentalt problem for tysk forsvars- og sikkerhedspolitik er det, jeg kalder den historiske spændetrøje, som man delvist selv har iført sig. Den er baseret på, at der i tysk politik og blandt mange borgere aldrig må kunne rejses nogen tvivl om, at Tyskland har distanceret sig afgørende fra totalitarismen. Forbundsværnet (Bundeswehr, red.) må ikke begå handlinger, som kunne give anledning til, at nogen drog sammenligninger til værnemagten og SS. Det gør, at man har en enorm følsomhed og en enorm tilbageholdenhed overfor at bruge hard power i missioner, men også en tilbageholdenhed med at tage risici. Det kommer til at tage rigtig lang tid endnu, før den tyske offentlighed og tyske politikere accepterer, at Tyskland frigør sig fra spændetrøjen,« forklarer Jakob Henius.

En regionalt fokus kan dog betyde, at man ikke i første omgang får behov for at tage livtag med problematikken, mener han. Noget er der dog sket allerede, mener Lars Bangert Struwe.

»Internt i det tyske forsvar har de sidste tyve års militære operationer markant ændret det tyske forsvars og de ansattes holdning. Man ser også i dele af den højre side af Tyskland en ændring. Men som Jakob er inde på, er der stærke kræfter i Tyskland, som på trods – eller måske endda på grund af – oplevelserne i Afghanistan har en oplevelse af, at det bryder de sig ikke om. Når der samtidig popper dårlige historier op om et kompagni af specialoperationsstyrker med stærkt højreorienterede tendenser, som man ender med at tvangsopløse, fordi de har nazisympatier eller tilsvarende, får de mennesker, der ikke vil bruge forsvaret på den måde, brændsel til deres kampagner,« siger Lars Bangert Struwe.