BAGGRUND: Det kan vise sig problematisk for det transatlantiske samarbejde og europæisk sikkerhed i bredere forstand, at USA og Storbritannien “snigløb” Frankrig og indgik en forsvarsalliance og handelsaftale om missiler og atomdrevne ubåde med Australien. Tillidskrisen mellem tre af Natos centrale aktører risikerer at udfordre det transatlantiske samarbejde fremover, mener flere iagttagere.

Aftalen ramte Frankrig som et velplaceret stød i mellemgulvet. Da Australiens, Storbritanniens og USA’s statsledere onsdag den 15. september stod frem på et fælles videopressemøde og præsenterede det såkaldte AUKUS-samarbejde, trak de med på få øjeblikke tæppet væk under det fem år gamle fransk-australske ubådssamarbejde – og under den franske selvforståelse.

AUKUS er en sammentrækning af landenes navne – Australien, UK og US – og aftalen betyder, at Storbritannien og USA fremover skal bidrage med ekspertise i udviklingen af atomdrevne ubåde til den australske flåde, ligesom Australien i samme ombæring får adgang til en avanceret og meget eksklusiv missilpakke forbeholdt ganske få lande. Spørger man franskmændene, tjener aftalen imidlertid mest af alt som et bevis på, at de tre anglofone lande er faldet Frankrig i ryggen. Indtil onsdag var det Frankrig, der skulle levere Australiens nye ubåde, men med et pennestrøg er forholdet mellem Frankrig og de tre lande er nu på frysepunktet.

AUKUS skriver sig ind i USA’s bestræbelser på at stække Kinas ambitioner om søherredømme ved at udruste centrale lande i regionen – i dette tilfælde Australien – med kapaciteter, som skal lette byrden for USA. Men det amerikanske fokus på den såkaldte Indo-Pacific-region og bestræbelserne på at inddæmme Kina kan vise sig at være skidt nyt for de europæiske Nato-partnere, lyder skudsmålet fra militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiets Center for Maritime Operationer. I hvert fald har de tre lande bag AUKUS-samarbejdet ikke grebet det diplomatiske arbejde særlig elegant an, bemærker han:

»Det ser ud til at ske på en måde, som ødelægger noget af det sammenhold, der er i Europa. Derfor går det dybest set ud over europæisk sikkerhed lige nu. Man har fået smidt en kile ind i Nato-samarbejdet og mellem de vigtigste lande i Vesteuropa militært set,« siger han.

Den pointe vender vi tilbage til. Indledningsvist er det nødvendigt at sætte scenen for det trilaterale våbensamarbejde, for AUKUS-aftalen er på mange måder en direkte reaktion på et Kina med grandiose drømme om at konsolidere sin status som dominerende økonomisk og militær magtfaktor i Indo-Pacific. For at lykkes med de hegemoniske ambitioner har styret i Beijing iværksat en række initiativer, som skal styrke landets position overfor landene i den verdensdel. Økonomisk foregår det særligt gennem det såkaldte Belt & Road Initiative – også kaldet Den Ny Silkevej – der har som primært formål at styrke Kinas handelsposition gennem civile samarbejder med en række af de øvrige asiatiske lande. Militært foregår det gennem klassisk oprustning af materiel og styrker – og i disse år af de kinesiske flådestyrker i særdeleshed.

Artiklen fortsætter under videoen …

I Washington har man ingenlunde tænkt sig at sidde på hænderne, mens Kina udvider sin magtsfære i Indo-Pacific, hvorfor skiftende amerikanske administrationer de senere år har øget det sikkerhedspolitiske fokus på regionen og styrket den militære tilstedeværelse med hangarskibsgrupper og formaliserede militære samarbejdsaftaler. Den tilgang vækker lige dele bekymring og vrede i Beijing, fortæller Camilla Sørensen, som er lektor og Ph.d. ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier og ekspert i kinesisk udenrigspolitik:

»Set fra Kina er den store frygt at ende med et system med USA i midten, hvor USA styrker alle deres sikkerhedspolitiske og militære relationer hele vejen rundt om Kina. Det vil forstærke det, som Kina i forvejen ser amerikanerne være godt i gang med: en form for inddæmning, hvor USA bygger militær tilstedeværelse og har militære allierede rundt om Kina og især til havs i Det Sydkinesiske Hav og mod Japan og dermed lukker af for de kinesiske ambitioner.«

Tilsvarende frygter USA et Kina, der bliver for magtfuldt. Men fælles for de to landes regeringer er, at begge ser deres egne tiltag som nødvendige for at imødegå truslen fra modparten.

»Det er et typisk sikkerhedsdilemma med en aktion-reaktionsdynamik, hvor den ene ser det, den selv gør, som defensivt, mens den anden ser det som offensivt og reagerer på det. Så eskalerer det, og på den måde er det meget velkendte dynamikker. Det kommer i konteksten af et virkelig dårligt forhold mellem USA og Kina, som kun synes at gå ned ad bakke i de her måneder. Der er ikke nogen som helst form for tillid, men meget stor mistillid i forhold til, hvad den andens intentioner er. Man læser alting ind i en nulsumslogik, som gør det svært at deeskalere og opbygge de nødvendige konflikthåndteringsmekanismer, som gerne skal på plads, hvis man skal undgå egentlig militær konflikt. Det er bekymrende,« siger Camilla Sørensen.

Brød uskreven regel om ikke-spredning

AUKUS-samarbejdet skal ses i konteksten af denne tiltagende militære tvekamp mellem USA og Kina, som kontinuerligt og vedvarende udfordrer hinanden i disciplinen magtprojektion. Det nyindgåede samarbejde betyder konkret, at Storbritannien og USA skal hjælpe Australien med at udvikle atomdrevne ubåde, ligesom australierne samtidig får mulighed for at anskaffe krydsermissilerne Tomahawk til sin flåde samt det luftbårne JASSM til flyvevåbnet. Særligt Tomahawk-missilet er ellers forbeholdt USA og Storbritannien, hvorfor også denne del af aftalen må betegnes som opsigtsvækkende. Endelig indgår de tre lande i et formelt samarbejde på områder som cybersikkerhed og kunstig intelligens. Der er med andre ord tale om en omfattende strategisk aftale, der ifølge Anders Puck Nielsen »løfter Australien op i en anden liga« og gør landet til en langt mere betydningsfuld samarbejdspartner for USA end hidtil.

Artiklen fortsætter under videoen …

Det er først og fremmest ubådsdelen af aftalen, der udgør stridspunktet mellem Frankrig, USA og Storbritannien, men for USA er der god ræson i at styrke sine australske allierede. For USA drejer sagen sig først og fremmest om at gøre alvor af førnævnte bestræbelser på at forhindre Kina i at blive den sømilitære magtfaktor, som man i Beijing gerne vil være. Skal det lykkes, er det nødvendigt at have allierede med de rette offensive og defensive kapaciteter, forklarer Anders Puck Nielsen.

»Min læsning af det er, at man fra amerikansk side har ønsket, at der er flere partnere i regionen med nogle af de tunge kapaciteter, som store lande normalt har. Atomdrevne ubåde er angrebsubåde, som russerne også bruger i Atlanterhavet, og som typisk er en klassisk Sea Denial-kapacitet, man bruger til at forhindre nogle andre i at have søherredømmet.«

For Australien er der også masser af tungtvejende operative grunde til at indkøbe atomdrevne ubåde og ad den vej melde sig ind i klubben af USA’s nærmeste allierede, forklarer Anders Puck Nielsen videre. Atomdrevne ubåde har en stribe fordele i forhold til de konventionelle fartøjer, som Australien i 2016 aftalte at købe af Frankrig:

»Det giver meget, meget længere tid i operationsområdet. Hvis man driver en dieselelektrisk ubåd, skal man hele tiden passe på, hvor mange ressourcer, man bruger, fordi man løber tør på et eller andet tidspunkt. En atomdreven ubåd har uendelig energi,« siger Anders Puck Nielsen og fortsætter:

»Australien har langt til mange af de områder, hvor man gerne vil operere – Det Sydkinesiske og Det Østkinesiske Hav for eksempel. Med en dieselelektrisk ubåd har man brugt en masse ressourcer, før man overhovedet når frem, og så har man begrænset tid i området, inden man skal returnere til Australien.«

Samtidig var den oprindelige aftale med Frankrig om at konvertere den franske Barracuda-klasse af atomdrevne ubåde til konventionelle dieselelektriske ubåde ikke nær så vellykket i praksis, som man havde håbet, da de to lande indgik den.

»Processen med at lave ubådene om viste sig at være mere omfattende, end man i første omgang havde troet. Det blev et udviklingsprojekt, som tog stadig længere tid, og det blev dyrere og dyrere, som man kender det fra offentlige investeringer. Det blev et projekt, hvor man fra australsk side erkendte, at man ville få en ubåd, som måske ikke var så god, som man kunne tænke sig, fordi den ikke ville have den ubegrænsede energis tekniske muligheder, plus at projektet trak ud og blev dyrere og dyrere.«

Sagen om AUKUS-aftalen bliver imidlertid speget af, at den oprindelige aftalepartner, Frankrig, faktisk undlod at tilbyde sin atomdrevne version af ubåden til Australien af respekt for netop USA og Storbritannien. Frankrig mistede dermed ikke alene den oprindelige ordre til en værdi af svimlende 66 milliarder australske dollars – godt 400 milliarder kroner – og heraf medfølgende arbejdspladser, men USA og Storbritannien føjede efterfølgende spot til skade ved at gå bag om ryggen på deres allierede.

»Det er nok en af grundene til, at franskmændene føler sig rigtig dårligt behandlet. Der har hele tiden været en form for uskreven regel om, at man i ikke-spredningens ånd ikke deler teknologien med nye lande. Derfor har det ikke rigtig været på bordet, at Frankrig kunne tilbyde en atomdrevet ubåd til Australien. At USA pludselig shortcutter dem og bryder den uskrevne aftale om, at man ikke deler den her teknologi, gør, at Frankrig føler sig skidt behandlet. Havde man gjort Frankrig opmærksom på, at man overvejede at ophæve aftalen og indlemme Australien i klubben af lande med atomdrevne ubåde, kunne det være, at Frankrig havde haft lyst til at tilbyde deres Barracuda-klasse til Australien,« forklarer Anders Puck Nielsen.

USA gnider salt i det franske sår

Ifølge Camilla Sørensen har Frankrigs vrede desuden at gøre med, at landet føler sig snigløbet af to centrale partnerlande på et tidspunkt, hvor man forventede større amerikansk samarbejde med og åbenhed overfor Europa.

»Den franske reaktion skal forstås på baggrund af en generel skuffelse over den manglende koordination og information. Ikke kun fra Australien, men også USA; at Frankrig bliver meddelt en beslutning, snarere end være med i processen omkring den. De synes også, at de er blevet lukket ude på et tidspunkt, hvor den nuværende franske udenrigsminister (Jean-Yves Le Drian, red.) og præsident Macron netop har fokuseret på, at man skal have styrket det transatlantiske forhold efter Trump,« siger Camilla Sørensen og peger på, at den amerikanske præsident, Joe Bidens, løfter og formaninger om en mere inkluderende kurs klinger temmelig hult i de franske ører:

»Man hører Biden sige en masse om, at man er tilbage og vil have sine allierede med. Så kommer tilbagetrækningen fra Afghanistan, og nu sker det her, som franskmændene ser som endnu et eksempel på, at USA gør, som det passer dem og giver Europa besked bagefter.«

AUKUS-sagen har bragt forholdet mellem Frankrig og USA og Storbritannien tæt på det diplomatiske frysepunkt, hvilket blev illustreret ved Frankrigs hjemkaldelse af ambassadepersonale i henholdsvis Australien og USA to dage efter, at AUKUS-aftalen blev offentliggjort. Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, lagde i den forbindelse ikke fingre imellem i sin omtale af USA’s ageren, som han kaldte for en »unilateral, brutal og uforudsigelig beslutning, som minder om, hvad monsieur Trump gjorde«. Aftalen og uvenskabet har dog samtidig også potentiale til at få mere vidtrækkende konsekvenser end blot den aktuelle diplomatiske krise landene imellem. Faktisk kan sagen udfordre det transatlantiske samarbejde fremover.

»USA har vist Frankrig og de øvrige europæiske allierede, at man gør nogle ting og tager beslutninger uden forsøg på at orientere, koordinere og finde en fælles linje, før man rykker. Et eller andet sted har USA fået demonstreret, at det her gøres på amerikanske betingelser og vilkår. Det er ikke fordi, at det er nyt – det er også det, vi fik understreget med Afghanistan: Det er USA, der leverer det meste og rammen for os andre – men det er at gnide salt i såret, når man gør det på denne måde,« siger Camilla Sørensen.

Anders Puck Nielsen lægger sig på linje med Camilla Sørensen og bemærker, at USA med sin enegang kan støde Frankrig fra sig og derved anspore landet til at indtage en mere tilbagetrukket rolle i Nato. Det vil i så fald ikke være første gang, at det sker.

»Vi risikerer, at Frankrig gør, som de gjorde fra engang i 1950’erne og frem til 2009, og trækker sig ud af Nato, så de alene er med på politisk plan, men ikke militært.«

Sker det, og får Frankrig og Storbritannien samtidig ikke klinket skårene indbyrdes, kan det få konsekvenser for den operative opgaveløsning i alliancen – ikke mindst i Danmarks nærområde i Østersøen, mener Anders Puck Nielsen:

»Det er dybt, dybt kritisk, at der er kommet en kile mellem Frankrig og Storbritannien, for det er de europæiske lande, som vi ser til, når vi taler om Østersøen. Det, med at der kommer kiler mellem landene, er overhovedet ikke godt for os. Det skal helst ikke blive sådan, at når de europæiske lande engagerer sig i Asien, så går det ud over europæisk sikkerhed. Det er ikke det, der er pointen. Det argument, vi bruger, for at europæiske lande skal engagere sig i Asien, er, at det er vigtigt for europæisk sikkerhed. Der er simpelthen noget, der er gået galt her.«

Aflyste jubilæumsfest i vrede

AUKUS-aftalen har vakt stor opsigt internationalt, hvor eksperter som Robin Niblett fra den sikkerhedspolitiske tænketank Chatham House i London og den amerikanske politolog Stephen Walt på henholdsvis Chatham Houses hjemmeside og i en klumme i tidsskriftet Foreign Policy bemærker, at aftalen er med til at indvarsle en ny geopolitisk æra med Indo-Pacific som en central skueplads for stormagtsrivalisering og magtprojektion. Robin Niblett hæfter sig især ved, at aftalen tjener som et klart vidnesbyrd om, at man også i Australien er bekymret over udviklingen i regionen og her ser samarbejdet med USA og Storbritannien som det bedste middel til at imødegå et stærkere Kina. Han roser samtidig Storbritannien for at få det optimale ud af sin post-Brexit-tilgang til udenrigspolitikken – et synspunkt, der næppe vinder gehør i Frankrig.

»Den britiske regering har afsløret sin nye udenrigspolitiks alsidighed. En af grundene til, at den britiske premierminister Boris Johnson undgik en formel udenrigs- og sikkerhedstraktat i post-Brexit-aftalen med EU, var med henblik på at forfølge nye, frie projekter som for eksempel det nylige “G7-plus”-topmøde i Cornwall og et øget samarbejde mellem Five Eyes-alliancepartnerne (efterretningssamarbejde mellem Australien, Canada, New Zealand, Storbritannien og USA, red.). AUKUS afslører, at denne tilgang kan give reelle resultater,« skriver Robin Niblett.

Frankrig står ydmyget tilbage og vil nu orientere sig endnu mere mod Kontinentaleuropa end hidtil – men først og fremmest af hensyn til nationale interesser, mener han.

»I stedet for at hæve sig over det har Frankrig i raseri sammenlignet Biden med Donald Trump og hævdet, at denne forsvarsindustrielle fiasko for Frankrig bør føre til en fremskyndelse i retning af europæisk (læs: EU) strategisk autonomi. Dette indebærer, at Frankrig ser europæisk strategisk autonomi som en beskyttelse og udvidelse af sin egen suveræne magt og industrielle interesser snarere end som en proces, der gør det muligt for EU’s medlemmer at opnå mere sammen inden for sikkerheds- og udenrigspolitik, end franskmændene kan alene. Dermed underminerer Frankrig sin egen sag, mere end man forbedrer den.«

Også Stephen Walt bemærker dog den voldsomme franske reaktion på aftalen, som, han antyder, udspringer af forfængelighed og selvforståelse.

“Paris gik så vidt som til at aflyse et gallaarrangement i Washington, der fejrede 240 års fransk-amerikansk samarbejde. Når franskmændene beslutter sig for ikke at holde en fest, skal man være opmærksom. Frankrig er en stærk fortaler for en mere robust europæisk sikkerhedsposition (noget, som Biden-administrationen også ønsker), og Paris kan også have en potentiel rolle at spille i dele af Stillehavet. Hvis de tre AUKUS-medlemmer simpelthen har glemt den franske amour-propre (selvfølelse, red.) – hvilket jeg har svært ved at tro – bør de skynde sig at gøre det godt igen.”

Ingen diplomati i aktivismen

Frankrig møder dog også mange steder en oprigtig forståelse for sin vrede. En af dem, der udtrykker sympati for den kraftige franske reaktion, er Friis Arne Petersen, som senest var Danmarks ambassadør i Tyskland. Han deltog tirsdag i Frontlinjen på Radio4, hvor han gjorde det klart, at han heller ikke forstår, hvorfor Frankrig ikke blev orienteret, da USA og Storbritannien søsatte planerne om at tilbyde atomteknologi til Australien.

»Det er det helt gode spørgsmål, hvorfor man har undgået inklusion? Hvorfor har man trådt på en strategisk og vigtig partner – også i Stillehavsregionen – som Frankrig? Det er ikke ret godt besvaret af hverken Washington, Storbritannien eller Australien.«

En væsentlig del af forklaringen på den meget voldsomme vrede i Frankrig har med indenrigspolitik at gøre, mener Friis Arne Petersen, der også selv har noteret sig diskrepansen mellem Bidens budskaber til USA’s allierede og hans faktiske ageren.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

»Det er klart, at når man træder hen over Frankrig, som havde denne aftale til 400 mia. kr., så er det ikke bare industripolitik, men også sikkerhedspolitik. Præsident Macron er på vej ind i valgåret 2022, og det her var et af hans største projekter, som lykkedes. Lige pludselig er det hevet fra hinanden, og han får ikke noget til erstatning. Frankrig er et af de store lande som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Landet har atomvåben og en tradition og historie, som gør, at det netop er i Stillehavsregionen ligesom Storbritannien. Frankrig er fuldstændigt ignoreret og ekskluderet, og derfor skal den franske udenrigsminister Le Driand skrue så hård en tone på. Men samtidig er det trist, fordi diplomatiet er tabt, og det må helst ikke ske i den verden, som vi lever i. Vi troede jo, at Biden ville sige, at USA var tilbage netop med diplomati, og at han og udenrigsminister Blinken ville gøre meget for at genskabe den tillid til diplomatiet blandt allierede,« siger Friis Arne Petersen, der ærgrer sig over udviklingen i sagen.

»Det er trist set fra et dansk, europæisk og vestligt synspunkt, fordi vi gerne vil bruge diplomati til at undgå store konflikter. Her virker det som om, at der ikke er tænkt diplomati ind i aktivismen. Når man laver en ny militær pagt, skal man selvfølgelig træde rigtigt varsomt. Især i Indo-Pacific, som synes at være verdens nye ikke bare økonomiske, men også militære og strategiske tyngdepunkt.«

Betyder ikke noget for debat om forsvarsforbehold

Selvom AUKUS-kontroversen mellem Frankrig og USA og Storbritannien formentlig bærer ved til Frankrigs ambitioner om et styrket forsvarssamarbejde i regi af EU eller andre eurocentriske samarbejder, mener hverken Camilla Sørensen eller Anders Puck Nielsen, at sagen bringer det europæisk-amerikanske forhold så meget i tvivl, at det får nogen betydning for diskussionen om Danmarks militære rolle i forhold til EU, hvor Danmark som bekendt står udenfor forsvarssamarbejdet.

»Jeg ved ikke, om det kan sætte gang i debatten herhjemme om EU-forbeholdet, men det er jo i hvert fald det, Frankrig har fokuseret på; det understreger – som EU’s kommissionsformand Ursula Von Der Leyen også var ude at sige ved den store Union Talk i sidste uge – at Europa skal til at se på at have en mere selvstændig sikkerhedspolitisk og militær profil. Der vil Danmark stå udenfor – eller gør det i hvert fald for nuværende i EU-kontekst. Alternativt skal det være med enkelte store, europæiske lande, Frankrig og Tyskland, ad hoc og bilateralt,« vurderer Camilla Sørensen.

Anders Puck Nielsen er enig:

»Umiddelbart tror jeg ikke, at det her kommer til at føre til en dansk debat om forsvarsforbeholdet. Det, som det formentlig godt kan føre til, er, at et land som Frankrig vil insistere på, at andre europæiske lande vælger side i diskussionen og giver udtryk for, hvor de står – er de med franskmændene eller briterne? Det ville være rigtig, rigtig træls for et land som Danmark, som helst vil være med begge to.«

Et af de europæiske forsvarsinitiativer, der ikke er direkte knyttet til EU, er det uafhængige samarbejder European Intervention Initiative (Ei2), og her kan Anders Puck Nielsen godt forestille sig mere europæisk samarbejde, hvis Frankrig ønsker at gå den vej.

»Det kunne det sagtens være. Er man nødt til at sørge for at være med Frankrig i nogle skarpe operationer for at vise vores hengivenhed til dem? Der er måske også nogle overvejelser omkring, hvilken hangarskibsgruppe, vi skal sejle med næste gang. Et eller andet sted kunne det godt lægge op til, at det vil være godt at sejle med den franske næste gang for ligesom at vise Frankrig, at vi stadig støtter op om dem.«

RETTELSE: Det fremgik tidligere af artiklen, at ubådene vil blive leveret af Storbritannien med støtte fra USA, men de to lande skal rettelig kun støtte Australien med ekspertise. De nye atomdrevne ubåde bygges i Australien.