BLOG: Militære ledere har i dag mulighed for at dirigere enheder over store afstande baseret på omfangsrige rapporter og informationer leveret i real time. Men med teknologiske muligheder følger samtidig risikoen for at glemme krigens friktion. Den erkendes fortsat bedst af soldater og officerer tæt på slaget, skriver kaptajn Alexander With, som i dette historiske oprids argumenterer for at uddelegere militært ledelsesansvar gennem mission command.

Moderne kommunikationsmidler giver generaler, admiraler og politikere stadig bedre muligheder for, at detailstyre militære enheder på lang afstand. Dette er ikke kun en fordel. Muligheden for at beordre underlagte enheder omkring, samt afkræve dem store mængder rapportering, kan nemt misbruges af chefer der bliver usikre, når stillet overfor krigens kaos og friktion, og som finder tryghed i informationer og det ikke at afgive kontrol. Jeg vil i denne artikel beskrive dette fænomen i en historisk kontekst, samt anbefale mission command som alternativ til det, som jeg kalder “den lange skruetrækker”. Mission command er noget, som mange taler om, men som færre praktiserer. Dette skyldes ikke kun, at det kræver en høj grad af professionalisme og træning at kunne udføre, men også at det kontroltab, der er en forudsætning for mission command, kan stride imod menneskets natur eller den militære organisations kultur. Mit håb er, at artiklen kan få den enkelte leder til at reflektere over i hvilken grad mission command kan og bør anvendes i sin organisation.

Før kommunikationsmidler såsom radioen og telegrafen blev opfundet, kunne man ikke føre sine enheder i krig i real time over store afstande. Selv når man zoomede ind på selve slagmarken, kunne det være svært for hærføreren, at føre en relativt lille hær spredt udover nogle få kilometer, når kampen først var gået i gang. Af samme grund nøjedes romerske og græske generaler ofte med at indtage en moralsk og subtaktisk karakter under selve slaget. At være der, hvor afgørelsen fandt sted, og give mod til deres soldater gennem synlig ledelse. Sådan var det med få undtagelser op gennem det meste af historien. Når hærorganisationen var opbygget til det og generalen var tilstrækkeligt dygtig, lykkedes det til tider dygtige hærførere som Napoleon og Frederik den Store at føre hære i detaljen. Men dette kunne kun fungere, når hærføreren mestrede sit metier, og selv for Napoleon og Frederik den Store gik det ofte galt grundet krigens uundgåelige friktion og manglen på real time kommunikationsmidler.

I manglen på real time-føring over afstand fandt nogle krigsførende organisationer på, at uddelegere ansvar til professionelle underførere, der var uddannet til at kunne træffe beslutninger selv uden af at være afhængige af ordrer oppefra. Amerikanerne kalder det mission command, tyskerne Auftragstaktik. Men fænomenet går langt længere tilbage i krigsførelsens historie. Noget af det, der gjorde de romerske legioner så effektive, var, at den enkelte centurie, manipel og kohorte (at sammenligne med kompagnier og bataljoner af forskellige størrelser) kunne handle på eget initiativ på slagmarken. Det, at hvert enkelt led i den romerske legion kunne agere uden at skulle indhente nye ordrer gjorde, at legionen i princippet ikke behøvede en hærfører, når slaget først var gået i gang, for at være en effektiv krigsmaskine. Mission command gjorde sig også gældende på både taktisk og strategisk niveau for Royal Navy under Napoleonskrigene. Sammenlignet med chefer for flådegrupper i vore dage, havde admiral Nelson bemærkelsesværdig stor frihed til at handle, som han fandt bedst, da han jagede Napoleon i Middelhavet i 1798, eller da han slog den fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805. Om ikke andet fordi enhver ordre fra London ville være flere uger forældet, før den nåede frem til ham. På det taktiske niveau anvendte han selv mission command overfor sine skibschefer. Ved at holde befalinger og rådsmøder in person før et slag gik i gang, sikrede han, at skibscheferne i hans flåde kendte hans intentioner og var i stand til at udføre dem. Når først slaget var i gang, vidste han, at krigens friktion ville gøre det svært, at lave effektiv føring i stor skala. I stedet gav han sine kaptajner tilstrækkeligt med frihed til at leve op til hans intentioner, som de vurderede det mest hensigtsmæssigt. Før slaget ved Trafalgar gav han den berømte instruks:

»In case signals cannot be seen, or perfectly understood, no captain can do very wrong if he places his ship alongside that of an enemy.«

Viste sin overlegenhed under Anden Verdenskrig

Det, som den romerske hær og Royal Navy under Napoleonskrigene havde til fælles, var, at de gennem mission command overvandt den indbyggede friktion og mangel på real time føring over afstand, der karakteriserede datidens krigsførelse. Begge organisationer var bevidste om, at mission command ikke kunne lade sig gøre uden professionalisme, standardisering og tillid. Af samme årsag var de noget af det mest professionelle, der eksisterede i deres samtid. Mission command er nemlig ikke for amatører. Hvad enten der var tale om Germanien eller Parthien, klarede Romerne sig dårligere, når deres standardisering ikke passede til modstanderen, geografien og klimaet. Og hvor mission command i Royal Navy ikke kunne fungere uden tillid, levede folk ikke altid op til denne tillid, eksemplificeret da en britisk admiral i 1806 egenrådigt besluttede sig for at invadere Argentina, hvilket endte med et britisk nederlag og tilbagetrækning.

Fra midten af 1800-tallet begyndte man at eksperimentere med metoder til at føre enheder over afstand i real time. Til søs udvidede man flagsignalerne og kunne snart sende tusindvis af forskellige signaler gennem komplicerede kombinationer af flag. På land eksperimenterede man med optiske telegrafer, der primært virkede i godt vejr. Det var imidlertid først med opfindelsen af teknologier som telegrafen, og især med radioen, at real time føring over afstand blev en mere praktisk mulighed. For første gang i historien kunne generaler og admiraler have direkte kontrol over deres underlagte enheder på store afstande og beordre dem omkring med hastigheder, som Napoleon og Frederik den Store kun havde kunnet drømme om. Teknologien udviklede sig hele tiden, og begyndende under Første Verdenskrig, og særligt under Anden Verdenskrig, havde hærføreren hidtil usete muligheder for at koordinere og synkronisere enheders bevægelser i tid og rum. Stillet overfor sådanne teknologiske muligheder var det fristende, at forsøge sig på den detailstyring, som kun genier som Napoleon og Frederik den Store havde kunnet anvende – og kun delvist mestret. Nogle generaler forsøgte nu at føre krig efter timetables, siddende i bunkere langt fra fronten. Krig blev videnskabeliggjort, og kunne man plotte tilstrækkeligt med faktorer ind i sit stabsarbejde, mente man at kunne erstatte intuition og fleksibel føring på stedet med planlægning og matematik. For at kunne træffe detaljerede beslutninger på et kvalificeret grundlag, kunne man afkræve underlagte enheder detaljerede rapporter omkring logistiske, taktiske og administrative dispositioner. Dette gik imidlertid sjældent godt. Første Verdenskrig er nærmest berygtet for hvordan fjenden, teknologien og ens egne styrker ikke gjorde det, som man havde forventet.

Også under Anden Verdenskrig viste mission command’s eller Auftragstaktiks overlegenhed sig sammenlignet med føring i detaljen foretaget over afstand. Hvad enten der var tale om tyske enheder, der udnyttede pludseligt opståede situationer, eller briternes inkompetente forsvar af Malaysia og Singapore, var læren den samme, som den havde været for romerne og for Nelson; mission command tillader den enkelte fører at udnytte krigens friktion fremfor at blive dens offer. Mission command kræver professionalisering og uddannelse, hvilket kan være med til at forklare, at de allierede hære, der voksede eksponentielt i løbet af krigen, ikke havde mulighed for at praktisere det i samme grad som eksempelvis tyskerne. Men også i de allieredes rækker var det generaler som amerikaneren Patton, der omfavnede krigens friktion og mission command, som klarede sig bedst. Det er også slående, at en af de bedste britiske søofficerer under Anden Verdenskrig, kommandørkaptajn F.J. Walker, i sin stående ordre til ubådsbekæmpelse nærmest brugte det samme sprog som Nelson havde brugt halvandet århundrede tidligere:

»I cannot emphasise too strongly that a U-boat sighted or otherwise detected is immediately to be attacked continuously without further orders, with guns, depth chargers and/or ram until she has been destroyed or until further orders are received … Officers must act instantly without waiting for instructions in situations of which I may be unaware or imperfectly informed … No officer will ever be blamed by me for getting on with the job at hand.«

“Den lange skruetrækker” kan være nødvendig

Siden Anden Verdenskrig har kommunikations- og informationsteknologien udviklet sig eksponentielt. Aldrig har muligheden for at føre enheder over afstand været bedre. Man kan sidde i Washington og dirigere enheder på den anden side af jorden baseret på omfangsrige rapporter og informationer leveret af disse enheder i real time. Under sådanne vilkår er fristelsen til at glemme krigens friktion større end nogensinde. Det er oplagt at finde den ekstra lange skruetrækker frem og på afstand detailregulere krigens gang. Dette skaber to problemer. For det første tager det initiativet ud af de taktiske førere. Når man er vant til at blive detailstyret – og i øvrigt skal bruge sin tid på at rapportere – mister man viljen, tiden og evnen til selv at tage initiativ. For det andet er det på trods af den teknologiske udvikling stadig ikke muligt at føre lige så godt på afstand, som det er for føreren på stedet, der næsten altid vil have et bedre billede af sin egen situation, end det fjerne hovedkvarter vil have. Dertil kommer, at kommunikationsmidler har det med at fungere bedst i fredstid. Dette er der ikke noget nyt i. Under Jyllandsslaget i 1916 oplevede Royal Navy, at deres komplicerede signalsystem af flaghejsninger, ikke tog højde for røg der dækkede flagene, sønderskudte flagstænger og dårligt vejr. I vore dage kan satellitter skydes ned, computere hackes og radioer jammes. For slet ikke at tale om, at hovedkvarterer og kommunikationssystemer kan udsættes for alt lige fra missiler til sabotage.

Selvom man skal være forsigtig med den lange skruetrækker, er den ikke altid forkert at bruge. Der er situationer, hvor det er vigtigt for en højere chef, at bevare en tæt kontrol med hvad der sker på de lavere niveauer. Det kan have store afledte effekter, hvis en fører på et lavere niveau træffer en uhensigtsmæssig beslutning. Det kan for eksempel være hvis man planlægger at ødelægge en bro, efter at egne enheder har trukket sig tilbage over den, og vil sikre sig, at broen ikke ødelægges for sent eller for tidligt. I en verden med atomvåben, kan der også være mening i, at det politiske niveau har en meget tæt kontrol med de militære styrker i optakten til en krise, så man undgår en utilsigtet eskalation. Den lange skruetrækker er altså ikke ubetinget dårlig, men skal blot anvendes med omtanke. Det er dog mit klare indtryk, at den oftere anvendes for meget, end at den anvendes for lidt. Dette på grund af det menneskelige ønske om at have kontrol, på grund af den stigende kompleksitet i moderne krigsførelse og endelig på grund af den teknologiske fristelse til at gøre det, simpelthen fordi man kan.

Også når det kommer til piratjagt, har moderne teknologi gjort det muligt at styre Søværnets indsættelser på afstand. Da Carl Irminger i 1825 angreb et piratskib i Vestindien med sine lille kystskonnert, dræbte piratkaptajnen og tog piratbesætningen til fange, betød datidens kommunikationsmidler, at ingen i København fik nys om kampen, før lang tid efter at den var blevet kæmpet. Omvendt stod det til små 200 år senere, da det danske skib Absalon var indsat i antipiraterimission ud for Afrikas Horn. Helikopterofficeren Henrik Monggaard Christensen der var udsendt ad flere omgange, skriver i bogen Piratjæger, hvordan skibschefen besluttede sig for at iværksætte et angreb imod nogle pirater, men blev overruled af udenrigsministeren, som mente, at det var for risikabelt. Om denne anvendelse af den lange skruetrækker var hensigtsmæssig eller ej, er der mange personer, som var direkte involveret i operationen, der kan vurdere bedre end jeg. Det interessante i denne sammenhæng er ikke den enkelte episode, men det, at teknologien har gjort det muligt for politikere og Forsvarets ledelse at udøve tæt kontrol med et skibs indsættelse fjernt fra Danmark. En mulighed, der også vil eksistere, når Danmark udsender en fregat i en antipirateriopgave i Guineabugten til efteråret.

Usikkerhed og kaos et vilkår i krig

Historisk set har mission command været en overlegen måde at føre krig på. Men mission command kommer ikke af sig selv. Dels kræver det en høj grad af forberedelse og professionalisme overhovedet at kunne udføre. Dels har den teknologiske udvikling igen og igen fristet beslutningstagere til at glemme krigens friktion og natur. Det er derfor, at mission command er noget, som mange taler om, men som færre praktiserer, når det kommer til stykket. Dette skyldes ikke kun, at mission command kræver en høj grad af professionalisme for at fungere. Det skyldes også, at viljen til at afgive kontrol strider imod den menneskelige natur.

Chefer og beslutningstagere bør derfor minde sig selv om, at usikkerhed og kaos er et vilkår i krig, og at uddelegering af ansvar er en forudsætning for navigere succesfuldt i kaos. Ud fra sine egne erfaringer fra USA’s moderne krige, argumenterer den tidligere amerikanske general og forsvarsminister Jim Mattis i sin bog ”Call Sign Chaos” for, at man skal væk fra den detailstyrede tilgang til krig. Førerne på jorden (eller havet) er dem, der har bedst indsigt i egen situation, og skal på eget initiativ kunne handle efter chefens hensigt og ikke efter chefens ordre. De skal desuden undlade at spilde deres tid på rapportering, der tager fokus væk fra deres operationer. Forudsætningen for denne mission command er professionalisme og tillid. Som Mattis siger: Operations happens at the speed of trust. Denne tillid skabes især gennem grundig uddannelse og længere realistiske øvelser, hvor førerne og deres folk ikke kun lærer deres metier at kende under pres, men også hinanden. Slutteligt skal såvel mission command som den lange skruetrækker anvendes med omtanke og under hensyntagen til enhedens træningsniveau og organisation, fremfor en one seize fits all-tankegang.

For en af de bedre bøger om mission command vs. den lange skruetrækker kan anbefales Martin van Creveld’s Command in War.

Billedtekst til bærende billede: Amerikanske soldater på vej på patrulje i Afghanistan efter at være landet med en UH-60 Black Hawk. Foto: Spc. Markus Bowling/U.S. Department of Defense