BLOG: Vi går galt af hinanden, når vi konsekvent kalder Grønland for Arktis. Samtidig vil det kun øge de militære spændinger, hvis USA og ikke Danmark skulle have ansvaret for Grønlands sikkerhed. For både Rusland og USA lægger det en dæmper på spændingerne, at det militære ansvar for Grønland påhviler Danmark, skriver Anders Puck Nielsen i dette blogindlæg.

En af de helt store kilder til misforståelser i sikkerhedspolitiske diskussioner om Grønland er, at vi så ofte anvender ordet ”Arktis”, som om det havde en klar mening. Det giver grobund for misforståelser, hvor folk taler forbi hinanden uden at lægge mærke til det.

Den mekanisme hørte vi for fuld udblæsning i denne uges udgave af Frontlinjen, som også er refereret i en artikel her på OLFI. Her var der debat om Grønlands sikkerhedspolitik og værdien af Rigsfællesskabet mellem Grønlands udenrigsminister, Pele Broberg, forsvarsordfører Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og forsker Camilla T.N. Sørensen fra Forsvarsakademiet. I diskussionen slyngede debattørerne om sig med begreber som ”militarisering i Arktis”, ”Danmarks tilstedeværelse i Arktis”, ”Arktispakken”, ”Forsvarets opgaver i Arktis” osv.

Artiklen fortsætter under playeren …

Problemet er, at “Arktis” afsporer debatten. I virkeligheden er Arktis ikke nogen sammenhængende region. Kun i en taktisk sammenhæng giver det militær mening at tale om Arktis som noget konkret, fordi der er nogle bestemte praktiske udfordringer i at operere når det er koldt. Men ud fra alle andre perspektiver bør vi droppe betegnelsen ”Arktis” og i stedet anvende mere præcise geografiske markører.

Arktis er fem adskilte militære områder

Umiddelbart giver det mening at se Arktis som mindst fem forskellige områder med hver sine sikkerhedspolitiske dagsordner: 1) Det russiske, 2) det nordamerikanske, 3) det europæiske, 4) det dansk-grønlandske og 5) det ikke-arktiske område. De fem områder påvirker kun i meget lille grad hinanden, men til gengæld er de i høj grad påvirket af ting, som sker syd for polarcirklen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Rusland er klart det største land i Arktis. Den nordlige del af Rusland har et mildt klima efter arktiske forhold, og der er et højt tempo på udbygningen af såvel civil som militær infrastruktur. Området har en stigende økonomisk betydning for Rusland på grund af råstofudvinding, og diskussioner om den juridiske status for Nordøstpassagen bliver stadig mere aktuelle på grund af den længere besejlingssæson.

De sikkerhedspolitiske dynamikker i den russiske del af Arktis er primært drevet af, at det tilfældigvis er her, at Rusland ligger. I maj måned kom den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov i uføre, da han kom til at sige noget, som med en sløset oversættelse lød som, ”Arktis er vores land”. Det, som Lavrov forsøgte at udtrykke, var, at; ’Rusland ligger i Arktis, så slap lige af engang, for hvor vil I ellers have, at vi opstiller vores militære kapaciteter?!’

I Nordamerika er arktiske sikkerhedsspørgsmål primært en luftmilitær udfordring. Det barske klima gør landmilitære operationer vanskellige, og Rusland udgør på ingen måde en invasionsrisiko. Som en tidligere canadisk forsvarschef udtrykte det, så er klimaet så hårdt, at hvis nogen skulle finde på at invadere det canadiske Arktis, så ville hans første opgave være at redde dem.

I stedet handler de militære prioriteter om strategisk missilforsvar af USA og om afvisning af russiske flyvemaskiner. Derfor er der opbygget radarkæder til luftrumsovervågning, shooter-kapacitet til at nedskyde missiler samt et solidt afvisningsberedskab i Alaska. Kampfly fra U.S. Air Force er på vingerne flere gange om ugen for at afvise nærgående russiske fly.

Sverige og Finland udgør væsentlige arktiske aktører

Den europæiske del af Arktis er på alle måder den mest militariserede. Det er den eneste del af Arktis som har en fremtrædende landmilitær dimension, og i det hele taget foregår operationerne i alle militære domæner. Dette er drevet af et mildt klima, som tillader landmilitære operationer året rundt samt eksistensen af en landegrænse mellem Rusland og Vesten. Nato gennemfører således jævnligt øvelser med store landmilitære bidrag, og USA har fast udstationerede marinesoldater i Norge.

I Europa har vi også to væsentlige arktiske aktører i Sverige og Finland, som hverken er arktiske kyststater eller Nato-lande, men som automatisk forbinder Arktis med Østersøen. Det europæiske Arktis hænger således uløseligt sammen med resten af Europa. Endeligt giver det brændstof til militariseringen i det europæiske Arktis, at den russiske atlanterhavsflåde er stationeret ved Barentshavet og derfor skal rundt om spidsen af Norge for at komme ud i verden.

Artiklen fortsætter under billedet …

Grønland er en form for sikkerhedspolitisk bobbel. Klimaet er barskt og udelukker i store træk landmilitære operationer. Geografisk ville det give mening at anskue Grønland som en del af Nordamerika med et primært luftmilitært fokus på beskyttelse af USA, men eksistensen af rigsfællesskabet har forhindret, at det er sket i nævneværdigt omfang. Danmark har ganske enkelt ikke haft ressourcerne eller interessen i at prioritere opgaven. Både USA og Rusland har accepteret, at Grønland kunne ligge som en mere eller mindre demilitariseret zone midt i det hele, og derfor har der historisk været et meget let militært aftryk i Grønland.

Politikere har tendens til navlepilleri

I dag er Grønland den eneste del af Arktis, hvor oprustningen ikke er markant. Når danske og grønlandske politikere taler om at bevare Arktis som et lavspændingsområde – et synspunkt, som Pele Broberg gentog i Frontlinjen – er det således et synspunkt med tendenser til navlepilleri. Alle andre steder er toget for længst afgået, og der er kun i det dansk-grønlandske Arktis, at den diskussion fortsat kan finde sted.

Det sidste arktiske område ligger slet ikke i Arktis. Det er Atlanterhavet, og det handler om de maritime forbindelseslinjer mellem USA og Europa. Fordi sømilitære operationer drejer sig om forbindelseslinjer og ikke om territorium, opstår der en arktisk dimension, når de russiske ubåde skal ud af Arktis og ned i Atlanterhavet.

Den største kilde til misforståelser om militære forhold i Grønland opstår, når vi glemmer at skelne mellem Grønland og Atlanterhavet. Danmarks øgede fokus på Atlanterhavet og ubådsjagt i GIUK-gap (“hullet” mellem Grønland, Island og Storbritanien, red.) har intet som helst med Grønland at gøre. Det handler om forsvaret af Europa, og hvis man skal finde en arktisk vinkel, er det i forhold til det europæiske Arktis. Men desværre sammenblander vi ofte flådens engagement i Grønland og i Atlanterhavet med termer som ”flåden i Arktis”. Det antyder en sammenhæng som faktisk ikke findes, bortset fra at begge operationstyper er planlagt af Arktisk Kommando.

Konsekvensen af at anskue Arktis som fem forskellige områder i stedet for ét er ganske vidtrækkende. For det første bliver Pele Brobergs synspunkter fra et dansk perspektiv meget mere rationelle. Han taler om, at Grønland vil overtage Forsvarets opgaver i Grønland, men han ønsker på ingen måde de danske opgaver i Atlanterhavet. Det vil stadig være en opgave for Søværnet.

Grønland har en unik og privilegeret position

Langt hen ad vejen vil spørgsmålet om dansk ”demilitarisering” af Grønland således handle om, hvorvidt fregatten kan bruge Grønland som logistisk forsyningspunkt, eller om man skal købe sine varer i Island. Men diskussionen er ikke, hvorvidt fregatten skal være i Atlanterhavet, for det er et spørgsmål om Europas sikkerhed, som intet har med Grønland at gøre.

Men den anden konsekvens af at anskue Arktis som adskilte militære områder er, at det bliver tydeligt, hvor privilegeret Grønlands position er. Det er helt unikt, at man stadig kan tale om et lavspændingsområde.

Konsekvensen af at overdrage det samlede militære ansvar for Grønland til USA vil være at ophæve det særlige dansk-grønlandske arktiske område. Man vil fjerne de politiske barrierer, som holder Grønland mere eller mindre demilitariseret. I stedet vil Grønland blive en del af det nordamerikanske Arktis, og der vil være en ny normalsituation med et højere militært spændingsniveau.

Uden rigsfællesskabet vil Grønland mest forventeligt udvikle sig til en slags østvendt Alaska. Rusland vil begynde at afprøve det amerikanske afvisningsberedskab, og U.S. Air Force vil opbygge et luftforsvar, som lever op til amerikanske standarder – det vil sige et luftforsvar, som Danmark ikke i sine vildeste drømme kunne have råd til.

Eller med andre ord, så lægger det en dæmper på spændingerne, at det militære ansvar for Grønland påhviler et lille nordeuropæisk land, som hverken USA eller Rusland er rigtigt sure på. Personligt har jeg svært ved at se, hvordan noget kan blive bedre af at afvikle den ordning, som gør Grønland til det eneste sted i Arktis, hvor der stadig er lavspænding.