ANMELDELSE: Dronning Margrete I samlede i 1397 det meste af Norden i Kalmarunionen og blev med den manøvre både en af danmarkshistoriens vigtigste figurer og legemliggørelsen af at lykkes på trods. Hun fortjener i høj grad en filmisk skildring, men i ”Margrete Den Første” fokuserer instruktør Charlotte Sieling på den del af dronningens liv, som historikere ved mindst om, og forpasser derved chancen for at tegne et fuldendt portræt. Alligevel er det blevet til en flot film.

Året er 1402, og Kalmarunionen har eksisteret i fem år.

Unionen mellem de danske, svenske og norske riger repræsenterer et opgør fortidens mange intraskandinaviske krige og er i høj grad dronning Margrete Valdemarsdatters – senere kendt som Margrete I – personlige svendestykke. Selvom det formelt er hendes adopterede søn, Erik af Pommern, der regerer som konge, fungerer Margrete som sønnens formynder og anerkendes allerede i samtiden som den primære ophavsperson til den velsagtens mest imponerende og velsmurte alliance, Norden i århundrederne før og siden har lagt riger til.

At lykkes med det forehavende har krævet sin kvinde, og Margrete havde i høj grad sit køn imod sig. Unionsprojektet er ikke desto mindre en succes, og der hersker i 1402 fred i Norden på femte år. Den nyvundne stabilitet og relative fredsommelighed i regionen bliver imidlertid sat på en prøve, da en mystisk mand fra Preussen dukker op og gør krav på den fællesnordiske trone. Manden giver sig ud for at være Margrete I’s biologiske søn Oluf, som på dette tidspunkt har været formodet død i femten år. Står mandens påstande til troende, er han den retmæssige konge.

Artiklen fortsætter under traileren …

Som om det ikke var slemt nok, dukker den mystiske mand op på et særdeles ubelejligt tidspunkt, hvor Margrete på sin søns vegne er ved at indgå forlovelse med den engelske prinsesse Philippa. Den pludseligt opståede uvished giver anledning til voldsom uro blandt de nordiske krigsherrer og bringer selve unionens overlevelse i tvivl sølle fem år efter dens opståen. Krigsherrerne henfalder til rænkespil og intrigante magtopgør med Erik og ”Oluf” i centrum, mens tvivlen hænger tungt i luften over Kalmar: Er der tale om dronningens biologiske søn, eller er manden mon i virkeligheden blot et redskab i onde kræfters forsøg på at vælte den magtfulde dronning?

Hverken filmens karakterer eller nutidens historikere ved med sikkerhed, hvad der er op og ned, men Margrete I har utvivlsomt haft sin sag for. Til gengæld ved man, at den mystiske mand senere samme år ender sit liv på bålet.

Kalmarunionen fylder for lidt

”Margrete den Første” er, så vidt denne signatur er bekendt, første og eneste større filmskildring af en af danmarkshistoriens vigtigste regenter – og utvivlsomt den vigtigste kvindelige af slagsen. Det er i grunden ganske bemærkelsesværdigt, for Margrete I spiller en meget central rolle i den fælles skandinaviske historie og skal tilskrives en stor del af æren for den broderlige forbindelse, der helt op til i dag eksisterer mellem de nordiske lande i bredeste forstand og mellem nabolandene Danmark, Norge og Sverige i særdeleshed. Samtidig har hendes liv så afgjort budt på blodsudgydelser og drama nok til at tilfredsstille et moderne biografpublikum.

Nu kom den så, filmen, og den tegner et billede af en dronning, der med usvigelig sikker hånd navigerer i et mandsdomineret samfund med en respekt om sin person, som var de færreste af middelalderens kvinder forundt. På næsten overmenneskelig vis lykkes hun som de facto regent med at gennemtrumfe sine politiske ambitioner og manifestere dem i det, der siden bliver kendt som Kalmarunionen. Unionen brydes først, da svenskerne forlader den i 1523, 126 år senere. Historiens gang er således et vidnesbyrd om, at instruktør Charlotte Sieling ingenlunde tager munden for fuld ved at fremstille den danske dronning som en fantastisk politisk begavelse og stor strateg.

Anmeldelsen fortsætter under billedet …

Til gengæld kan man som seer sidde med en fornemmelse af, at den altoverskyggende årsag til Margretes eftermæle – tilblivelsen af Kalmarunionen – paradoksalt nok ender med at fylde for lidt i “Margrete Den Første”. Filmens omdrejningspunkt er hovedsageligt episoden med ”Oluf” og den tvivl, som den tilbagevendte søn (eller bedrager) vækker blandt Nordens krigsherrer. At tage afsæt i den ret underbelyste, men meget spegede sag giver selvsagt kunstnerisk frihed til at spekulere i sagens rette sammenhæng, men med det spekulative fokus og den potentielt kontrafaktiske udlægning af hændelsesforløbet betyder også, at man negligerer at behandle en stor del af de faktiske forhold, som kunne have givet filmen yderligere tyngde. Det går kort sagt op i spekulationer om, hvordan episoden påvirkerede den interne magtbalance i unionen og ansporede nordmænd, svenskere og danskere til at konspirere mod hinanden.

Alle sagsakter fra retssagen mod den mystiske mand blev senere i 1402 brændt på bålet sammen med ham selv, og det står derfor fortsat ikke lysende klart, hvem han var, og hvem der sendte ham fra Preussen til Kalmar for at gøre krav på tronen. Af den grund kan det undre, at filmens skabere bedyrer, at filmen »tegner et detaljeret portræt af Margrete«. Kan man tale om et retvisende portræt, når filmen springer så let hen over langt mere centrale og faktuelle dele af hovedpersonens virke?

Flerfacetteret dronning i en mandeverden

Ovenstående forbehold kan man være enig eller uenig i. Det ændrer da heller ikke på, at ”Margrete Den Første” er en flot og begavet film, som tillige fremstår visuelt betagende uden at forfalde til billige virkemidler og computergenererede overflødigheder. Holder man sig for øje, at der er tale om »fiktion baseret på virkelige begivenheder« – med tryk på fiktion – byder filmen på glimrende dramaunderholdning i en flot indpakning.

Hovedrolleindehaver Trine Dyrholm leverer i vanlig stil en overbevisende skuespilpræstation og giver med sin portrættering af middelalderdronningen et kvalificeret bud på, hvem mennesket Margrete I var. Da dronningens personlighed og karaktertræk af naturlige årsager fortaber sig i de historiske tåger efter godt 600 år, giver det her fin mening at gætte en smule og tage sig nogle kreative friheder. Dyrholm skildrer troværdigt dronningen som et flerfacetteret menneske, der på mange måder bryder med tidens kønsnormer og balancerer ømhed og kærlighed til familien med en nødvendig handlekraft, brutalitet og kynisme i sin rolle som leder.

Artiklen fortsætter under billedet …

Også birollerne er stærkt besatte og byder på fine optrædener fra Søren Malling i rollen som Biskop Peder, spillefilmsdebutanten Morten Hee Andersen som adoptivsønnen Erik af Pommern samt norske Jakob Oftebro, der spiller den mystiske mand fra Preussen.

Der er på alle måder tale om et flot historisk drama, som er underholdende i langt de fleste af dets 121 minutter. Til gengæld kommer filmen næppe til at tage kegler hos de biografgængere, som håber på et bredere oprids af Margrete I’s historiske betydning for Danmark og Norden, eller hos de, der ønsker sig storslåede kampscener fra de skandinaviske slagmarker. Det er ikke filmens ærinde, og der er ikke tale om nogen krigsfilm. Det er altovervejende de interpersonelle dramaer i en ganske kort periode af Margrete I’s liv, der skildres, og altså i mindre grad hærføreren Margrete og de af tidens politiske strømninger, der muliggjorde det umulige.

Filmen foregiver for så vidt ikke at være noget, den ikke er, men man kunne godt ønske sig, at den i højere grad havde dyrket den bredere historiske kontekst og givet en grundigere indføring i, hvilke strategiske kompetencer i både forhandlingslokalet og på slagmarken, der gjorde Margrete I til så central en figur – i hvert fald hvis målet er at portrættere hende fuldt og loyalt. Margrete var i høj grad en kriger med imponerende meritter, men den del af hendes personlighed er i “Margrete Den Første” reduceret til magtkampene på slottet i Kalmar.

“Margrete Den Første” er dog en flot og velspillet film, der giver biografgængerne et spekulativt indblik i en uhyre interessant affære, som, hvis den var faldet anderledes ud, kunne have ændret Nordens historie markant. Noget detaljeret portræt af dronningen er den imidlertid ikke.

“Margrete Den Første” får i dag premiere i 131 biografer landet over.