spot_img

Udeblevne pensionsindbetalinger skyldes »IT-mæssige udfordringer«

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: I debatindlægget ”Indbetalinger til obligatorisk pensionsordning er forsvundet” rejser stationsleder Flemming Hougaard kritik af Skattestyrelsen i Grønland. Debatindlægget rejser en række spørgsmål, som styrelseschef Kim Neumann Nielsen her besvarer i Q&A-format.

Hvordan er tjenemænd omfattet af lov om obligatorisk pension?

I 2016 vedtog det grønlandske parlament, Inatsisartut, loven om obligatorisk pension. I den lov undtages en række indkomster. Det gælder bl.a. grundløn og tillæg for tjenestemænd i Grønland. Undtagelserne omfattede desværre ikke en del af statens tjenestemænd i Grønland, da ingen var opmærksom på at nogle af statens tjenestemænd er ansat efter andre regler end de som gælder for de fleste tjenestemænd i Grønland.

I efteråret 2020 vedtog Inatsisartut (Grønlands Landsting, red.) derfor en lovændring, som udvidede undtagelsen til også at omfatte denne gruppe af tjenestemænd i Grønland. Denne ændring fik virkning fra og med optjeningsåret 2020. De pågældende tjenestemænd er i den forbindelse fortsat forpligtet til at opfylde deres opsparingsforpligtigelse for 2018 og 2019.

Indlægget fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse stationsleder Flemming Hougaards debatindlæg om de udeblevne pensionsindbetalinger …

For tjenestemænd omfatter undtagelserne som nævnt disses grundløn og eventuelle generelle tillæg. Har en tjenestemand andre indtægter skal der indbetales en andel heraf til en pensionsopsparing, hvis indtægten overstiger 100.000 kr.

Har en tjenestemand eller anden borger ikke opfyldt sin opsparingsforpligtelse kan Skattestyrelsen opkræve det manglende beløb via et tillæg på den pågældendes skattekort eller B-skatterater. De opkrævede beløb overføres til en pensionsordning i borgerens navn og vil blive udbetalt som en del af vedkommendes pension, når den tid kommer.

Nyt økonomisystem giver udfordringer

Hvor er pengene som er opkrævet via forhøjet skattekort til obligatorisk pension?

Størstedelen af de beløb, som Skattestyrelsen har opkrævet via forhøjet skattekort i 2020 er overført til en pensionsopsparing i borgerens navn i pensionskassen SISA i december 2020.

Skattestyrelsens overførsel til en pensionsordning i borgerens navn i SISA sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, jf. Inatsisartutlov § 7, stk. 7 og § 8. Ifølge denne bestemmelse opretter Skattestyrelsen en pensionsordning i borgerens navn, når den pensionsudbyder, hvori borgerens egen pensionsordning er oprettet, ikke kan eller ønsker at modtage indbetalinger fra Skattestyrelsen, eller der ikke er indgået en aftale herom.

De beløb, som er opkrævet via forhøjet skattekort i de sidste måneder i 2020 og 2021, er endnu ikke overført til en pensionsopsparing. Det skyldes IT-mæssige udfordringer bl.a. i forbindelse med indførsel af nyt økonomisystem i Selvstyret. De IT-mæssige udfordringer søges løst hurtigst muligt.

Lovgivningen giver ikke mulighed for at forrente beløb opkrævet via forhøjet skattekort som endnu ikke er overført til en pensionsordning.

Dialog med danske pensionskasser og myndigheder

Skattestyrelsen i Grønland er i dialog med en række pensionsselskaber og danske myndigheder omkring obligatorisk pension, med henblik på at gøre det lettere for danske arbejdsgivere og pensionskasser at tilpasse sig den grønlandske lovgivning til gavn for bl.a. statens ansatte og de grønlandske kunder i danske pensionsselskaber.

Privatfoto

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...