Amerikanske præsidenter brød Natos musketered i Afghanistan

En amerikansk soldat eskorterer afghanske børn hen til en ventende C-17 Globemaster under evakueringen fra Afghanistan. Foto: Marine Corps Sgt. Samuel Ruiz/U.S. Department of Defense

DEBAT: Det kræver vedholdenhed at nedkæmpe fjende og påtvinge den sin vilje, men netop vedholdenheden manglede i Afghanistan, skriver major-R Kaj-Ivan Bæk i dette debatindlæg, hvor han samtidig anklager USA for at bryde Natos musketered. Også den danske regering fejlede, da det gjaldt, mener han.

Er lige landet efter en mediefri ferie, og jeg kan altså have misset nogle detaljer i det seneste kaos omkring evakueringen i Kabul. Jeg har muligvis misforstået noget i mine ellers meget spændende taktik-lektioner på Hærens Officersskole, men jeg mener at kunne huske, at et af formålene med at indlede en offensiv med angreb på en defineret fjende var “at nedkæmpe og påtvinge fjenden vores vilje”.

Der var sådan set ikke plads til “at prøve på” eller “til en vis grad” – nej, målet var entydigt en sejr og at fastholde det vundne terræn og vinde befolkningens tillid. Det kræver, at der er vilje, magt, økonomi, opbakning og ikke mindst udholdenhed til denne handling. Ellers skal man lade være overhovedet at starte den.

Spørgsmålet er så, om den vestlige verden havde dette for øje, da man for knap 20 år siden troede, at man kunne gøre det bedre end englænderne i 1800-tallet og russernes forsmædelige nederlag til Mujahedin i slutningen af forrige århundrede. Svaret er umiddelbart nej! De fulgte nemlig heller ikke deres indledende succes op med persistence – vedholdenhed.

Sammenhængen under musketereden smuldrede

Angrebet på ”Twin Towers” i USA i 2001 udløste amerikansk vrede og frustration over, at en terrorcelle kunne operere så tæt på verdens “hovedpolitistation”. Det udløste også Natos musketered, nemlig at et angreb på et Nato-medlemsland er et angreb på hele Nato. Det skulle modgås, og det var altså på grund af Al-Qaeda, at man indledte sit indgreb i Afghanistan. Formålet var at fjerne Al-Qaeda og dens leder Osama Bin-Laden. Det lykkedes som bekendt, men Taleban overtog løbende rollen som fjende, og det havde de vestlige lande tilsyneladende ikke kalkuleret med.

Dansk indsats med militære enheder og CIMIC-indsats (Civil Military Cooperation) gav pote. Der var i mange år træg, men vedholdende fremgang at spore. Ikke at Afghanistan blev mere demokratisk – det håber jeg ikke, at nogen dansk politiker nogensinde har turdet tro på – men landet udviklede sig langsomt mod en anden tilværelse end den, Taleban kunne tilbyde. Vore veteraner løste de pålagte opgaver og deltog med stor succes i genopbygningen af en regeringsledet hær, der, da den var på sit højeste, kunne mønstre cirka 350.000 mand under våben. CIMIC fik løst utallige opgaver fra Mazar-E-Sharif i nord til Gereshk og Lashkar Gar i det sydlige Helmand. Det var en indsats, der ikke var gratis. 44 danske soldater døde under løsning af deres opgaver, og utallige veteraner er kommet hjem som invalider på krop og/eller sjæl.

Men så kom Barack Obama til som USA’s leder. Han var knap så villig til at fuldende opgaven “at påtvinge fjendens vores vilje”, og helt galt blev det med Donald Trump, der helt bogstaveligt satte America First. Altså smuldrede sammenhængen under musketereden. Endelig besluttede Joe Biden tidligere på året helt at trække USA ud af det afghanske engagement. Eden var brudt.

Regeringen mangler analysekapacitet

Dér. Og lige netop der var det, at den danske regering skulle have nedsat en gruppe eksperter fra primært Forsvaret suppleret med enkelte civile med faglig baggrund i konfliktløsning, der skulle udvise rettidig omhu og lave planer for netop den situation, som vi står i lige nu. Men nej. Det var ikke nødvendigt, mente både forsvarsministeren og udenrigsministeren.

Det står efterhånden klart, at der ikke er analysekapacitet nok i denne regering. Det behersker civile medieuddannede spindoktorer ikke. Specialoperationsstyrker fra Frømændskorpset og Jægerkorpset har længe bedt om lov til at planlægge evakuering fra Kabul, men har fået nej. I militære øjne ville et scenarie som dette ellers have stået højt på en prioriteringsliste. Ikke mindst fordi ambassaden i Kabul advarede om Taleban-offensiven allerede i juni.

Men nej. Og nu har vi balladen.

Det er ikke skønt at se, hvordan regering og ministre forsøger at spinne sig til en holdning, at de har gjort det godt og gør alt, hvad den og de kan. Måske. Men alt for sent.

Der er kø ved håndvasken i ministerierne. Men husk, at man altid kan ofre en minister for uduelighed. Men det er altså immervæk CHEFEN, der har det endelig ansvar. Også for uduelighed.

Kaj-Ivan Bæk har bl.a. en fortid som journalist i Presse- og Informationscenteret (PIC) ved staben i det daværende Hærens Operative Kommando (HOK) fra 2005-2013. Privatfoto
Kommentarer