Veteraner døde af PTSD fortjener samme synlige respekt som de soldater, der er faldet i missionsområderne. Det mener tidligere kaptajn Mads Silberg, som er veteran fra Afghanistan. De faldnes navne står i dag opført på Monumentet på Kastellet, men der bliver ikke tale om at ændre på kriterierne og inkludere ofre for PTSD,. Sådan siger Monumentkomiteens formand Jesper Helsø.

Mens en samlet politikerstand hvert år den 5. september holder våbenhvile og skulder ved skulder ærer Danmarks udsendte – herunder dem, som er faldet i kamp – findes der en stor gruppe af krigens ofre, som aldrig får den samme respekt. Det mener tidligere kaptajn og veteran fra Afghanistan, Mads Silberg, der under overskriften ”De unævnelige faldne” har adresseret problematikken i et debatindlæg bragt på Krigeren.dk.

»Monumentet på Kastellet er mangelfuldt, og listen med navnene på vores faldne er ufuldstændig,« skriver Silberg blandt andet med klar reference til de veteraner, der gennem årene og uden den store mediefanfare har tabt kampen til PTSD, uden at særlig mange andre end deres nærmeste har taget notits af det. Deres navne står heller ikke ved siden af kollegernes på Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948.

For Mads Silberg bliver flagdagen derfor også en påmindelse om et hul i den offentlige samtale om krigen og de af dens ofre, som taber kampen til indre dæmoner adskillige år efter, at krigen på slagmarken er slut. Den forsøger Mads Silberg nu at puste liv i med debatindlægget, som tager udgangspunkt i hans egne nu afdøde kolleger – Mikael, Kim og “Rob” – fortæller han.

»Jeg har skrevet nogle ting mellem linjerne. Jeg kalder dem “de unævnelige”. De er jo ikke unævnelige som sådan, men de er unævnelige for det officielle Danmark forstået på den måde, at ingen tør tage hul på snakken. Jeg mener, at de repræsenterer en super ubekvem sandhed: At krigen slår ihjel, selvom kamphandlingerne er overstået,« siger Mads Silberg til OLFI.

Svær offentlig samtale

Mads Silberg har selv mistet otte kolleger fra ISAF Hold 9, der var i Afghanistan i 2010. Fem omkom ved mødet med vejsidebomber i missionsområdet, mens yderligere tre er døde i løbet af det efterfølgende årti. Det er disse sidste tre, som det fortsat skorter på en officiel og synlig anerkendelse af, mener han.

Artiklen fortsætter under billedet …

PTSD – posttraumatisk stressforstyrrelse – er ellers for længst anerkendt som en følgeskade, der rammer mange krigsveteraner. Forsvaret uddeler sågar sin Medalje for Sårede i Tjeneste til PTSD-ramte. Alligevel oplever Mads Silberg, at de veteraner, som taber kampen til sygdommen og ender med at begå selvmord, bliver glemt, mens politikere og topofficerer foran det samlede danske pressekorps lægger blomsterkranse for de faldne ved monumentet på Kastellet.

»Jeg siger ikke direkte, at deres navne skal på monumentet, men de skal i hvert fald hyldes på en eller anden måde. Det ville klæde os, at navnene blev offentliggjort. De pårørende sidder også tilbage og bliver ikke inviteret til flagdagsarrangementer,« siger Mads Silberg.

Hvordan forestiller du dig, at anerkendelsen skal udmøntes – bør man etablere en separat mindetavle?

»Det ved jeg ikke. Det er jo derfor, vi har Jesper Helsø og Monumentkomiteen. Det må de ligge og rode med. Jeg ved, at de tre, jeg nævner i indlægget, er døde på grund af PTSD. “Robs” (som døde i august 2020, red.) mor skrev, at det var PTSD fra Hold 9, der endte med at slå ham ihjel, og ikke hans kampskader fra Hold 12. Skal hun ikke også inviteres ind til Kastellet eller i Holmens Kirke? Hendes søn er død på baggrund af hans indsats i vores krig i Afghanistan. Hvorfor anerkender vi ikke, at hans død er en konsekvens af vores krige?«

Mads Silberg understreger, at han godt er klar over, at det en vanskelig samtale, han opfordrer til at tage.

»Gu’ fanden er det besværligt og ubehageligt – vi fører krig, for fanden. Du kan næsten ikke indlade dig på noget mere ubehageligt og besværligt. Det ved alle os, der har udkæmpet den. Sådan er det bare. Det er en konsekvens ved vores krigsførelse.«

Positiv respons på indlæg

Indlægget på Krigeren.dk har affødt mange positive kommentarer fra iagttagere, der deler Mads Silbergs holdning, fortæller han.

»Folk synes, at det er vigtigt. Der er selvfølgelig også nogen, der spørger, hvordan det lige skal forvaltes, men det er jo rimelig nemt. Det er bare at finde ud af, hvem der er døde af PTSD. Man lavede en rapport tilbage i 2014, hvor man undersøgte perioden 1992 til 2014. Der fandt man frem til, at der var 57 veteraner, der havde begået selvmord. Det burde ikke være så svært at se, hvor mange af dem, der havde fået konstateret PTSD,« bemærker Mads Silberg og fortsætter:

»Det er et problem, at vi ikke taler om dem, for der bliver ikke færre. Vi er oppe på otte døde på Hold 9, selvom det kun var fem, der døde dernede. Læser man i samme rapport, kan man se, at de fleste selvmord sker mere end 11 år efter, at folk er kommet hjem fra missionen. I år er det lige præcis 11 år siden, at Hold 9 kom hjem. Statistisk set kan vi kun forvente flere dødsfald, hvilket er forfærdeligt at tænke på.«

Selvom monumentet på Kastellet i Mads Silbergs øjne er mangelfuldt og listen over omkomne ufuldstændig, har han ikke nogen forventning om, at der bliver lavet om på kriterierne for optagelse på den.

»Jeg er med på, at det vil blive svært. Hvis det ender med den løsning, er det fint, men det handler mere om, at jeg synes, at de fortjener en synlig og formel respekt ligesom alle de andre. Den er der ikke nu. Vi skal respektere alle, der har været udsendt. Den kommer de og deres pårørende ind under.«

Umuligt at fastslå årsag til PTSD entydigt

Mads Silberg gør dog klogt i ikke at forvente ændringer på og omkring monumentet på Kastellet, fortæller tidligere forsvarschef og general Jesper Helsø. Han er i dag formand for Monumentkomiteen, der varetager aktiviteter og vedligeholdelse af monumentet. Her har man ikke i sinde at ændre på kriterierne for, hvilke navne der kan finde vej til den eksisterende mindetavle ved Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 på Kastellet.

»Vi har drøftet det ganske indgående og lagt vægt på, at folk, der begår selvmord, efter at de er kommet hjem, gør det af den ene eller den anden årsag. Jeg sidder tilfældigvis også i Soldaterlegatet, hvor vi har behandlet PTSD hos rigtig mange og givet penge til ekstra psykologhjælp og den slags ting. I den forbindelse er det således, at du aldrig nogensinde kan få en entydig definition og fastlæggelse af, at lige præcis dén eller dén hændelse er den, som gav dig PTSD,« forklarer Jesper Helsø.

Det er en fejlslutning at antage, at alle veteraner, der omkommer ved egen hånd, har fået PTSD gennem deres udsendelser for Forsvaret, forklarer Jesper Helsø. Han mener derfor ikke, at man kan konkludere, som Mads Silberg gør.

»Derfor er selvmord ikke omfattet af monumentet. Det kan ikke entydigt defineres som henhørende til en international mission,« siger Jesper Helsø, der dog godt forstår, hvorfor det er nærliggende at drage koblingen:

»Det er ikke det samme som at sige, at man som menneske ikke godt kan have holdningen, at det med en vis sandsynlighed nok er derfra, men du får aldrig en psykolog eller psykiater til at sige, at det var lige præcis dén hændelse, der fandt sted på dét tidspunkt, som gjorde, at en 45-årig fik PTSD. PTSD bliver for rigtig mange først diagnosticeret på et sent tidspunkt i livet, hvor de har været igennem alt muligt andet, så det kan ikke entydigt defineres som henhørende til missionen.«

Sagen er lukket fra komiteens side

Der har i årene siden etableringen af Monumentet været foreslået forskellige løsninger, som kunne tilgodese de veteraner, der dør som følge af PTSD. Blandt andre har initiativtageren til den årlige flagdag, overkonstabel Kim Eg Thygesen, foreslået et tilstødende monument. Det kan imidlertid ikke komme på tale, lyder det utvetydigt fra Jesper Helsø.

»Til det har komiteen sagt, at henset til kriterierne kan det ikke kobles op på monumentet,« slår han fast og sætter to streger under sin og Monumentkomiteens holdning:

»Sagen er lukket fra komiteens side. Hvis man ønsker en markering af dem, som entydigt – bemærk, at jeg siger entydigt – har begået selvmord på grund af en PTSD, som direkte kan henføres til international tjeneste, er det noget, som skal etableres uafhængigt væk fra monumentet, ikke sammen med det.«

Dermed er der altså ingen udsigt til, at der bliver lavet nævneværdigt om på det eksisterende monument. Mads Silberg køber dog ikke helt begrundelsen for afvisningen, siger han, da OLFI beder ham forholde sig til Jesper Helsøs forklaring:

»Jeg er uenig med generalen i, at man ikke entydigt tager stilling til, hvor veteraners PTSD stammer fra. Det bliver ret tydeligt fastslået i forbindelse med erstatningssager og tildeling af Medaljen for Sårede i Tjenesten. Veteraner skal sågar føre bevis og vidner for, at de har været udsat for traumatiserende hændelser, før de kan komme i betragtning til erstatning. Så hvis man ville, kunne man sagtens tilføje dem,« lyder det fra Mads Silberg, som finder, at komiteens beslutning tjener som et bevis på problemets eksistens:

»På sin vis understreger generalens ord min pointe om, hvor svært vi som samfund har ved at håndtere konsekvenserne af vores krigsførelse. På den ene side anerkender vi, at folk bliver invalideret for livet af den PTSD, de har fået i forbindelse med deres deltagelse i vores krige, men på den anden side siger vi, at det er deres egen skyld, hvis de ender med at begå selvmord. Selvmord blandt veteraner er et kæmpe tabu. Det udstiller vores samfunds utilstrækkelighed, når vores krige fortsætter med at slå vores soldater ihjel lige her, hvor vi burde være i stand til at hjælpe og redde dem.«