BLOG: Forsvarsminister Trine Bramsen tager prisen som den minister, der har gjort mest unødig skade på Forsvaret i nyere tid. Men hun talte ikke usandt om tolkene i Afghanistan og har efter alt at dømme handlet inden for de rammer, som et politisk flertal har sat.

Nej, forsvarsminister Trine Bramsen (S) har ikke løjet eller “talt usandt” om de afghanske tolke, der har arbejdet for danske soldater eller ambassaden i Kabul. Og nej, når det gælder evakueringen af tolke og andre fra Kabul, har ministeren handlet inden for de rammer, som et politisk flertal i Folketinget har tilsluttet sig.

Her følger et forsvar for tidens nok mest udskældte minister, som så sent som på Berlingskes forside søndag blev beskyldt for at “tale usandt”. Forsvaret for forsvarsministeren må begynde med at ridse baggrunden op.

Trine Bramsen har gennem længere tid pådraget sig alvorlige politiske læsioner. Hendes bestræbelser på konstant at sikre sig plads i mediernes og vælgernes opmærksomhed, utallige selfies på sociale medier og behandlingen af forsvarschefen – som hun kaldte styrelseschef – har, for nu at sige det pænt, ikke styrket hendes politiske platform. Hendes ageren i dagene, hvor Taleban tog magten i Afghanistan, mens ministeren tog til Ærø for at føre politisk kampagne, var i medierne en katastrofe. ”Trine Bramsen tager prisen for at være selfie-regeringens mest selvoptagede minister,” skrev Berlingske forleden på lederplads.

Trine Bramsens popularitet var kun undergået af Joy Mogensen

I Gallups to målinger af ministrenes popularitet i december sidste år og juli i år kæmpede Trine Bramsen med den nu afgåede kulturminister Joy Mogensen (S) om bundplaceringen. På skalaen fra +10 til -10 faldt Bramsens score fra 0,4 i december til minus 1,06 i juli. Til sammenligning scorede den mest populære minister i form af sundhedsminister Magnus Heunicke 3,74 i juli.

Trine Bramsen har nu fået hovedrollen i mediernes kalkunjagt på en såret minister. Hun er ikke den første. Adskillige ministre har gennem tiden oplevet, hvordan en kalkun på vild flugt må have det, når rovdyr snapper efter halefjerene – tænk bare på tidligere forsvarsminister Carl Holst (V). I et ubønhørligt kritisk lys kan den jagede minister ikke gøre noget rigtigt, men tumler stadig mere klodset og forvirret rundt.

Men da Berlingske på forsiden – og efterfølgende andre medier – forleden beskyldte Trine Bramsen for at “tale usandt” om de tolke, som havde hjulpet danske soldater i Afghanistan, tog medierne fejl. Berlingske og andre hæftede sig ved, at ministeren på et pressemøde havde oplyst, at tolkene i Afghanistan ikke var ansat af Danmark, men derimod af de britiske styrker, som havde udlånt dem til danskerne. Dermed var tolkene altså juridisk briternes ansvar, forklarede ministeren.

Men, lød kritikken, tolkene havde båret det danske flag på skulderen og deltaget skulder ved skulder med de danske soldater på farlige opgaver. Nogle havde arbejdet for de danske soldater i årevis. Så derfor var tolkene alligevel Danmarks ansvar. Og forresten, fortsatte kritikken: Det var ikke sandt, at Danmark ikke selv havde ansat tolke. Det skete ganske vist tilbage i tiden, da Danmark fra 2003 til 2007 deltog i krigen i Irak. Her ansatte Danmark selv tolke.

Men det var ikke Irak, som pressemødet handlede om, og som ministeren talte om. Det var Afganistan. Ministeren talte med andre ord sandt om de afghanske tolke.

Hommel-sagen i 2003 skabte politisk frygt

Mange, heriblandt tidligere forsvarschefer, mener, at Danmark bærer et moralsk ansvar for de britisk-ansatte tolke, der hjalp danske soldater i Afghanistan. En af dem er den tidligere efterretningsofficer, kaptajn Anders Koustrup Kærgaard, der blev kendt som officeren, der i 2012 til støtte for advokat Christians Harlangs sag for irakere mod den danske stat fremlagde en video fra Operation Green Desert i Irak i 2004, hvor danske soldater så til, mens irakiske civile blev sparket af irakisk militær.

Anders Kærgaard påpegede i Berlingske forleden, at Danmark i Irak benyttede sig af den såkaldte “brite-finte” eller “englænder-finte” for at undgå at få ansvar for tilbageholdte irakere. Man lod briterne tilbageholde og eventuelt afhøre irakiske civile – og derved påtage sig det konventionsmæssige ansvar for dem.

En tilsvarende “brite-finte” – for at undgå dansk ansvar for tolkene – blev anvendt i Afghanistan, understregede Anders Kærgaard og flere andre kritikere. Både i Irak og Afghanistan var ordningen med briterne velkendt, politisk accepteret og reelt et politisk krav. Det var der en smertelig grund til.

I Irak påtog Danmark sig i 2003 indledningsvist selv at tilbageholde og afhøre civile irakere. Det gik ikke godt. Afhøringerne førte til tiltale mod den danske afhøringsofficer Annemette Hommel, der blev anklaget for at have mishandlet irakerne under afhøringer. Sagen mod Hommel endte i Østre Landsret med pure frifindelse, men førte til, at Forsvaret for alt i verden ikke fremover ville have ansvar for at tage sig af fanger. Dem overlod man med politisk tilslutning til briterne og til irakiske myndigheder.

Her skal man huske på, at både den danske bataljon i Irak og den danske udvidede bataljon i Afghanistans Helmand-provins var underlagt britisk ledelse. I Afghanistan leverede briterne en pulje af tolke, som danskerne kunne bruge. Briterne leverede også mange andre kapaciteter, som den danske bataljon kunne trække på. Det drejede sig bl.a. om artilleristøtte, mineryddere, felthospital, helikoptertransport, indkvartering, bespisning og tøjvask for nu bare at nævne nogle af dem. Og altså også tolke.

Med tolkeaftalen fra 2013 kunne tolke alligevel få asyl i Danmark

I 2013 forlod hovedparten af de danske kamptropper i Helmand-provinsen deres ansvarsområde ved Gerehsk og rejste hjem, og i den forbindelse aftalte et politisk flertal, at tolke, der havde arbejdet med danske soldater, og som blev truet af Taleban, kunne få hjælp fra Danmark til relokering i Afghanistan og ultimativt asyl.

Den 11. august i år – kort før Taleban rykkede ind i Kabul – aftalte et bredt flertal på Christiansborg at evakuere i alt cirka 200 lokalt ansatte afghanere med familier til Danmark. Den aftale blev hurtigt udvidet, så bl.a. også et antal afghanere, der har arbejdet for vestlige ngo ́er, blev evakueret sammen med deres familier. “Hellere tage en for meget end en for lidt,” fastslog udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde 18. august.

Så selv om Anders Kærgaard og andre mener, at forsvarsministeren har “talt usandt” og optræder “amoralsk”, lykkedes det Forsvaret at evakuere i omegnen af 1.000 mennesker ud af Kabul i de hektiske døgn i august. Selv om der efterfølgende hersker uklarhed, om der var sat politisk loft over antallet af ngo-ansatte, der måtte evakueres, handlede Trine Bramsen – og den øvrige regering – efter alt at dømme inden for de rammer, som løbende blev aftalt med flertallet i Folketinget i de hektiske dage.

Trine Bramsen tager nok prisen som den minister, der har skabt mest unødig skade på Forsvaret i nyere tid. Hendes beslutning om at sejle rundt i Det Sydfynske Øhav, mens Kabul faldt, udstiller hendes dømmekraft. Men når det gælder evakueringen af tolke og mange andre i den konkrete situation i Kabul, kunne hun næppe handle meget anderledes, end flertallet i Folketinget ønskede.