spot_img

SF-ordfører: Jorden brænder under forsvarsministeren og udenrigsministeren

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Situationen er »ekstremt alvorlig«, og både støttepartier og opposition vil til bunds i forløbet forud for hasteevakueringen af tolke og ambassadepersonale fra Kabul. Det siger SF’s forsvarsordfører, Anne Valentina Bertelsen, som får opbakning fra De Konservative, der håber på en kommissionsundersøgelse.

Efter en forhastet, men til syvende og sidst også ganske vellykket evakueringsoperation i Afghanistan, skal forløbet, der gik forud for Flyvevåbnets marathonindsats nu undersøges. Regeringen har allerede bebudet, at man vil igangsætte en »grundig evaluering af evakueringsindsatsen«, som i udgangspunktet bliver et internt anliggende hos de involverede ministerier, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet.

Den melding bliver ikke mødt af tilfredshed i Det Konservative Folkeparti, fortæller forsvarsordfører Niels Flemming Hansen, der tirsdag deltog i Frontlinjen. Hverken han eller partiet har tillid til, at en intern undersøgelse kommer til bunds i forløbet, der blandt andet afslørede alvorlige mangler i de efterretninger, der indløb via Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

»Det må jeg nok sige, at det har jeg på ingen måde. Vi har også kaldt begge ministre i samråd på baggrund af sagen. Vi bliver nødt at anerkende, at USA begyndte at trække sig ud allerede i juni måned, og vi stod i august, hvor der var møde, ministrene var på ferie og verden var i brand. Det er jo så grotesk, at der skal skrappere midler til end en intern undersøgelse.«

At den danske regeringen ikke havde travlt med at trække sine folk hjem, har blandt andet at gøre med, at førnævnte FE spåede, at Kabul først ville falde i 2022. Billedet på landjorden var imidlertid et helt andet, hvilket den lokale danske styrkechef blandt andet gjorde opmærksom på allerede i juni måned.

»En kommission kan blive en syltekrukke«

Det er ikke tilstrækkeligt at lade de berørte ministerier og myndigheder selv stå for at afgøre, om der skal placeres et ansvar, mener Niels Flemming Hansen. Så ender det med ansvarsfraskrivelse.

»Jeg synes, at jeg nogle gange ser en vis form for magtfuldkommenhed fra regeringen – og specielt ovre i Forsvarsministeriet, hvor det ”aldrig er min skyld”. Jeg er nødt til at sige, at jeg godt vil have skrappere midler på bordet her.«

Artiklen fortsætter under afspilleren …

Inden det kommer så vidt, lægger støttepartier og opposition dog fra land med et af de mere gængse redskaber i den parlamentariske værktøjskasse, fortæller han:

»Vi er tilhængere af at lave en kommission, som får udgravet det her fuldt og helt. Men nu starter vi lige med at tage et samråd og finde ud af, hvad der er op og ned, og hvordan de egentlig selv synes, at det går,« forklarer Niels Flemming Hansen.

Hos SF vil man også gerne have undersøgt forløbet til bunds, men her er partiets forsvarsordfører, Anne Valentina Bertelsen, ikke helt så kritisk overfor den interne undersøgelse som sin konservative kollega. Hun peger på, at en del af undersøgelsen er en såkaldt ”ekstern referencegruppe”:

»Jeg har bedt om at få sat nogle flere ord på den: Hvad skal den lave, og hvem skal sidde i den? Den kommer til at være ret væsentlig, sådan som vi ser det,« siger Anne Valentina Bertelsen og fortsætter:

»Jeg er ofte stor tilhænger af kommissioner, for eksempel i forbindelse med Irak og andre af den slags småskandaler, vi har haft på vores militære indsatser. Men vi har behov for ret hurtigt at få afdækket, om der skal placeres et personligt eller politisk ansvar. Jeg tror, at en kommission kan blive en syltekrukke. Nu starter vi med at tage vi et samråd, hvor ministrene kan komme med deres papirer og interne dokumenter,« siger Anne Valentina Bertelsen.

Hvad skete der med styrkechefens sitrep?

Før en kommissionsundersøgelse kan komme på tale, er der desuden behov for en nærmere specificering af, hvad den helt nøjagtig skal undersøge, mener SF-ordføreren.

»Når man skal i gang med sådan en undersøgelseskommission, skal man være fandens præcis i forhold til, hvor skoen trykker, og hvor man mangler at få afdækket noget. Det skal vi ikke bare kaste over i en kommission. Vi to og alle de andre politikere, der har indkaldt til samråd, Niels Flemming, skal have et skarpt øje på, hvad det er for spørgsmål, ministrene ikke vil besvare. Jeg har allerede en fornemmelse af, at vi kan få rigtig svært ved at få lov at spørge om, hvorfor man ikke evakuerede tidligere, uden at svaret er: ’Jamen, FE sagde …’«

Netop FE’s rolle i, at Danmark blev taget på sengen af Taleban, er et af de forhold, som Niels Flemming Hansen håber at få en forklaring på. Tjenesten har allerede erkendt at have taget godt og grundigt fejl, mens et udestående spørgsmål har at gøre med den ugerapport – en såkaldt sitrep – som en bekymret dansk styrkechef sendte hjem til Forsvarskommandoens operationsstab i juni uden at særlig mange tilsyneladende tog notits af den.

»Vi kommer tilbage til rapporten fra juni måned, som hverken jeg eller Anne har set: Hvorfor er der ikke sket noget? Hvorfor begyndte amerikanerne at evakuere allerede 9. juni, og hvorfor var vi ikke med i det loop? Har vi bare siddet og kigget og tænkt, at det går sgu nok? Jeg tror, at både Anne og jeg bliver ret hårde i forhold til at lægge pres på for at vi får de oplysninger ud.«

Det bekræfter Anne Valentina Bertelsen. Hun vil ikke udtrykke mistillid til hverken forsvarsminister Trine Bramsen eller udenrigsminister Jeppe Kofod, men understreger, at det er et vigtigt opklaringsarbejde, der ligger forude.

»Jeg har tillid til ministrene, indtil vi har fået bevist, at der er et problem. Det skal vi i gang med at finde ud af, om der er. Men vi synes, at situationen er ekstremt alvorlig, og det har både støttepartier og opposition givet udtryk for. Det kan man godt mærke. Der er nogle ministre, der godt kan mærke, at jorden brænder under dem.«

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...