Lektor Jon Rahbek-Clemmensen får nu kollegial støtte til sin analyse af Grønlands begrænsede strategiske betydning for Danmark. De akademiske overvejelser om nytteværdien repræsenterer et nybrud i den offentlige samtale om det grønlandsk-danske forhold og den grønlandske selvstændighedsdiskussion, mener militæranalytiker.

Det vakte opsigt, da lektor Jon Rahbek-Clemmensen fra Forsvarsakademiet i seneste afsnit af Krigskunst Podcast gjorde rede for sin analyse af Grønlands strategiske betydning for Danmark, som han sætter spørgsmålstegn ved størrelsen af.

»Jeg tror, at amerikanerne ville være lige så glade for os, hvis vi havde 100 F-35’ere, som hvis vi havde Grønland. Jeg har vanskeligt ved at se, at der er de store fordele, som man nogle gange får indtrykket af, når man taler med grønlænderne. Grønland er en del af rigsfællesskabet, fordi de har behov for Danmarks økonomiske og administrative støtte. Det grønlandske samfund ville ikke kunne hænge sammen uden støtte fra Danmark. Det fortæller, at der er en asymmetri i forholdet mellem Danmark og Grønland: Danmark gør det for grønlændernes skyld, men grønlænderne er ikke i rigsfællesskabet for Danmarks skyld,« lød det blandt andet fra Jon Rahbek-Clemmensen.

Pointen folder han ud i antologien ”Sikkerhedspolitik i Arktis og Nordatlanten”, som udkommer på Djøfs Forlag næste måned. I mellemtiden får han støtte fra forskerkollegaen Ulrik Pram Gad, der selv beskæftiger sig med arktiske forhold i sit virke på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Ulrik Pram Gad er i store træk enig med Jon Rahbek-Clemmensen i, at Grønland betyder nogle helt konkrete og specifikke ting for Danmark i forhold til USA, og i, at de forskellige betydninger varierer over tid. Det er således et nuanceret billede, der tegner sig, når man forsøger at gøre regnskabet op, siger han.

»Summen af de nuancer gør nok, at konklusionen er rigtig: At Grønland overvurderer sin betydning for Danmark – eller fejlvurderer den i hvert fald. Det bliver én opsummeret betydning, man hænger sig i. Når det er allerværst, bliver det hængt op på, at Danmark er sluppet afsted med en Nato-rabat på X antal millioner eller milliarder over årene, og at det er på grund af Grønland. Det er den dummeste udgave af det grønlandske synspunkt, om man så må sige.«

Begrænsede muligheder for at spille grønlandskortet

Ulrik Pram Gad anerkender, at Grønland har en stor og i forvejen velbeskrevet strategisk betydning for USA, og særligt Thulebasen og muligheden for en fremskudt luftvarslingsradar er en krumtap i amerikansk Arktis-politik. Det spiller bare ikke nødvendigvis nogen særligt stor rolle for Danmarks – eller for den sags skyld Grønlands egne – muligheder for at spille det meget omtalte grønlandskort:

»Der er to alvorlige begrænsninger: Den ene er forsvarsaftalen af 1951, som gør, at Danmark har spillet Thulekortet og givet USA lov til at have basen. Det kan man ikke trække tilbage. Der er nogle senere aftaler, som lægger begrænsninger og betyder, at amerikanerne ikke må udvide basen uden at spørge, men hverken Grønland eller Danmark kan smide USA ud af det eksisterende forsvarsområde med de funktioner, de har nu. Kortet er spillet,« forklarer Ulrik Pram Gad og peger på endnu et forhold, der mindsker Danmarks muligheder for at spille grønlandskort.

Artiklen fortsætter under billedet …

»Det andet er, at Danmark nærmest ikke kan spille kortet uden Grønlands medvirken. Spørgsmålet er, om det ikke snarere er Nuuk, der kan spille det, end det er København. Jo mere det bliver tilfældet, jo mere får Jon ret i, at det er mere besvær end gevinst at have Grønland.«

Gevinster er der dog. En af de håndgribelige konsekvenser, når Grønland en dag erklærer sig selvstændigt, er formentlig, at Danmark må opgive sit medlemskab af Arktis Råd. Ligesom Jon Rahbek-Clemmensen mener Ulrik Pram Gad, at Arktisk Råd er en snakkeklub, som ikke for alvor er dagsordenssættende på den internationale scene. Men Danmark vil som ikke-arktisk nation miste den uformelle adgang til de store nationers udenrigsministre, der ofte følger med rådsmøderne.

Alligevel er Ulrik Pram Gad enig i den grundlæggende præmis, som Jon Rahbek-Clemmensen lægger frem i sit kapitel i den kommende antologi og i sit interview med Krigskunst Podcast, siger han:

»Jeg tror, at Grønland har en overdreven forståelse af, hvad man kan bruge Grønlands strategiske betydning til. Både hvad Danmark har af valgmuligheder, men også hvad man selv vil have af valgmuligheder. Man har især én meget vigtig strategisk betydning for USA, men spørgsmålet er, om man kan stille så meget op med den andet end at sige ’velkommen, kan vi få lidt ud af det også?’.«

Skelsættende med diskussion af fordele og ulemper

Om man erklærer sig enig i analysen af Grønlands strategiske betydning for Danmark eller ej, får det betydning for den løbende selvstændighedsdiskussion og det dansk-grønlandske forhold, at prominente stemmer nu bringer den i tvivl. Det mener pensioneret kontreadmiral og nu selvstændig militæranalytiker Torben Ørting Jørgensen, som har engageret sig personligt i kampen for et stærkere rigsfællesskab i sin egenskab af offentlig debattør og hovedbestyrelsesmedlem i Samarbejdspartiet.

Torben Ørting Jørgensen kalder sig selv »glødende fortaler« for rigsfællesskabet, men har alligevel forståelse for, hvorfor man i Danmark er begyndt at overveje, om rigsfællesskabet er besværet værd. Han kalder det »skelsættende«, at det nu er blevet en del af den akademiske diskussion, at fordele og ulemper ved rigsfællesskabet holdes op imod hinanden:

»At det nu bliver publiceret og diskuteret, er skelsættende, fordi præmissen – både i Danmark og på Grønland – har været, at Danmark per definition vil kæmpe for at holde rigsfællesskabet samlet. Der er sket et brud, i og med at man nu begynder at diskutere, om der er interesser for Danmark at varetage i relation til en videreførelse af rigsfællesskabet, eller om vi kan finde andre måder at indrette os på, som måske i højere grad tilgodeser danske interesser.«

Torben Ørting Jørgensen tilslutter sig analysen af, at forholdet til Grønland med danske øjne først og fremmest er et kærlighedsforhold. Danmark får intet økonomisk udbytte ud af rigsfællesskabet med Grønland, og med en til tider hård retorik fra Nuuk i retning af Danmark og senest Grønlands udenrigsminister Pele Brobergs enegang ved den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinkens besøg i København, er kærlighedsforhold blevet udfordret.

»Det har længe været sådan, at hvis man læste Ekstra Bladets Nationen med stambordsklarsynet, så blev hele diskussionen reduceret til, at grønlænderne får bloktilskud, så de skal bare holde deres mund deroppefra. Den diskussion er nu flyttet et led op. Nu er det kakkelbordene, man sidder og diskuterer ved, og ikke længere blot øv-bøv-diskussion på de brune værtshuse. Nu er der nogen, der italesætter: Hvad er nytteværdien af det her? Hvis stemningen i Grønland er sådan, at man ikke ønsker rigsfællesskabet med Danmark, hvad er så ideen i at videreføre det? Det er det nye i diskussionen, som man kommer til at tage bestik af i Grønland.«

Et wake-up call til grønlandske politikere

Ifølge Torben Ørting Jørgensen står Grønland sig imidlertid bedst ved at pleje og nære forholdet til Danmark. Grønlands økonomi er trods spirende minedrift og andre potentielle erhvervseventyr fortsat ikke i en forfatning, hvor landet kan stå på egne ben, og en accelereret selvstændighedsproces vil derfor sandsynligvis sende grønlænderne i armene på USA. Men det er langtfra sikkert, at USA er indstillet på at varetage de civile pligter, som følger med ”storebrorrollen”. Dem har Danmark indtil videre løst uden at kny, selvom det har skortet på grønlandsk anerkendelse.

At danske forskere nu gør sig overvejelser, om ulemper og udgifter overstiger fordelene, og hvorvidt det kan betale sig at blive ved med at kæmpe for at bevare rigsfællesskabet, bør mane til eftertanke i Nuuk, mener Torben Ørting Jørgensen, der også håber, at man på Grønland vil overveje sin position overfor Danmark:

»Det her er måske et begyndende wake-up call, for det nytter ikke længere bare at bruge Danmark som dem, man basher, lige meget hvad der går galt i ens egen del af kongeriget. Det er den rolle, Danmark har fået. Vi bliver brugt som en historisk begrundelse for, at udviklingen ikke er sket som forventet. Alt bliver defineret ud fra overgreb, kolonimagt og så videre. Der synes jeg, at man burde hæve blikket lidt og se til Canada og andre steder, hvor lokalbefolkningen har været udsat for en behandling, som er helt forfærdelig,« siger Torben Ørting Jørgensen og fortsætter:

»Jeg har respekt for, at der er grønlændere, som har et ønske om selvstændighed. Kendsgerningen er bare, at de sparker på en åben dør. Den er allerede givet dem. De kan tage den efter eget ønske, og hvornår de vil. Det er fastlagt i selvstyreloven. Det, som vi savner, og som måske kommer til at få brug for i de kommende år, er, at Grønland også begynder at tænke over, hvad argumenterne er for, at danske skatteydere betaler til dem, hvis der ikke er andet end brok, fornærmende optræden og uforskammetheder i dialogen mellem Danmark og Grønland.«

RETTELSE: OLFI havde i en tidligere version af denne artikel brugt betegnelsen “hjemmestyret”. Siden selvstyreloven af 2009 har det rettelig heddet netop selvstyret. OLFI beklager fejlen.