DEBAT: Der er fordele at hente for alle parter, hvis Forsvaret og forsvarsindustrien slår sig sammen med den humanistisk-samfundsvidenskabelige forskningsverden i arbejdet med fremtidens teknologiske løsninger. Det mener cand.mag og militærhistoriker Anders Bollmann, der her argumenterer for et tættere samarbejde og mere vidensdeling.

Den danske forsvars- og sikkerhedsindustri er i rivende udvikling. Dette bevidner, at man i den grad har formået at omstille sig til en omskiftelig forsvars- og sikkerhedspolitisk situation og en voldsom teknologisk udvikling. En række initiativer er allerede i gang for at styrke forsvarsindustrien, og flere af disse fokuserer på at styrke samarbejdet mellem industri og forskningsinstitutioner – et centralt område, hvis danske virksomheder skal blive ved med at levere højkvalitetsprodukter og løsninger på forsvarsområdet. Nogle af initiativerne, blandt andet Forsvarsministeriets ”Open for Business”, fokuserer på at styrke dansk forsvarsindustri og eksport ”indefra”, mens andre fokuserer på at få fat i midler ”udefra” – eksempelvis gennem den Europæiske Forsvarsfond.

Industrien og forskningsinstitutionerne har allerede haft voldsom succes med at udnytte disse initiativer. I år modtog danske virksomheder intet mindre end 600 millioner kroner til forskning og udviklingssamarbejde om nye produkter gennem forløberen til den Europæiske Forsvarsfond, EDIDP (European Defence Industrial Development Programme, red.). Dette bevidner, at industrien er dygtig til at levere løsninger og produkter, der er efterspurgt i en europæisk og international kontekst.

I sagens natur er industrien udfordret af en række forhold: Danmark og dets relative størrelse, forsvarsforbeholdet med videre. Alligevel har man formået at udvikle sig og levere høj kvalitet indenfor eksempelvis C4ISR (Command, Control, Communications, Computers Intelligence, Surveillance and Reconnaissance, red.). Derfor bliver det også interessant at se det udspil til en ny forsvarsindustriel strategi, som regeringen barsler med. Et område, som hidtil er blevet overset, og som både regeringen og industrien med fordel kunne se nærmere på: samarbejdet mellem industrien og den (teknologisk-)humanistisk-samfundsvidenskabelige forskning.

I Danmark har vi en række samfunds- og humanvidenskabelige forskningsmiljøer, der leverer forskning af høj kvalitet og på en lang række områder ville kunne bidrage til at styrke dansk forsvars-og sikkerhedsindustri og dansk sikkerhed generelt. Det kræver bare, at man fra politisk hold samt i industrien og ved institutionerne selv bliver bedre til at se mulighederne for samarbejde.

En guldgrube af data

Teknoantropologi på Aalborg Universitet er et godt eksempel på et sådant forskningsmiljø. På teknoantropologi forskes der i, hvordan aktuelle og fremtidige teknologier, for eksempel kunstig intelligens, påvirker og påvirkes af de mennesker, der bruger dem. Teknoantropologer samarbejder allerede med både offentlige organisationer og private virksomheder, blandt andet inden for sundhedssektoren. Jeg er overbevist om, at et sådant forskningssamarbejde ville være voldsomt interessant for den danske forsvarsindustri, men også for Forsvaret selv.

Hvad kunne humanister og samfundsvidenskabelige dog forske i, der kunne være nyttigt i en sådan kontekst, kunne den kritiske læser spørge? Lad mig komme med et illustrativt eksempel: I 2017 begyndte indfasningen af Hærens Taktiske Kommunikationsnetværk – i forsvarslingo også kendt som HTK. HTK er udviklet af den danske forsvarsvirksomhed Systematic. Grundlæggende er HTK en tablet med et kort, der tilbyder næsten-realtidsposition på egne styrker – det vil sige en elektronisk udgave af kort og kalke. I 2018 havde jeg fornøjelsen af at interviewe den daværende chef for projektet i forbindelse med et forskningsprojekt. I den forbindelse sagde han noget ganske interessant, nemlig at det for brugerne, relativt unge konstabler og lignende, var nemmere at tage ny teknologi til sig, da de var langt mere hjemmefødte i det. Indfasning af systemet gik derfor over al forventning.

Denne observation er interessant og kunne danne grobund for et interessant studie for både Forsvaret og forsvarsindustrien. For hvordan skræddersyer man interfaces, så de bliver intuitive for brugerne, og hvordan tager man f.eks. højde for aldersforskel? Endnu et spørgsmål er, hvordan man kunne imødegå den teknologiskepsis, der kan eksistere i militære organisationer hos især ”ældre” personel. Et sådant studie ville kunne udføres ganske billigt af en teknoantropolog og ville kunne skabe merværdi for både Forsvaret og i dén grad også industrien.

For Forsvaret ville sådanne data kunne øge den operative effekt, og for industrien ville den kunne gøre gode produkter endnu bedre. Samarbejdet mellem forsvar og industri samt Danmark og Forsvarets relativt begrænsede størrelse betyder, at Danmark og dansk forsvarsindustri på samme måde som i sundhedsindustrien kunne genere data, der både ville kunne styrke industrien, men også data, der i sig selv kunne være lukrativ såfremt alle sikkerhedsmæssige forhold kan overholdes. På den måde kunne data bearbejdet af humanister og samfundsfaglige blive en guldgrube for dansk forsvarsindustri. Modsat store (teknologiske) udviklingsprojekter er humanistisk og samfundsfaglig forskning relativt billig at lave, da mængden af prototyper, tests, materiel osv. er ret begrænsede. På denne måde kan man levere stor effekt til en lav pris.

Win-win med Forsvarsakademiet som facilitator

Jeg har selv oplevet, at der eksisterer en vis skepsis i nogle humanistisk-samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer omkring at arbejde sammen med Forsvaret, endsige forsvarsindustrien. En skepsis, som har sin rod i forældede og forkerte forestillinger om, hvad forsvarsindustrien laver, og især hvad den danske forsvarsindustri laver. Hvis dette eventyr skal lykkes, må den skepsis lægges på hylden. Et stærkere samarbejde vil kunne afrydde misforståelser, og derudover ville humanistisk-samfundsvidenskabelige forskere jo netop kunne bistå med den nyeste viden om forholdet mellem teknologi, sikkerhed og etik, som forsvarsindustrien nogle gange anklages for at mangle.

Et stærkere samarbejde ville altså være et win-win for alle parter. Forsvaret ville kunne bruge forskningen direkte til at høste operative effekter, ej at forglemme den operative effekt, der ville komme af de endnu bedre produkter, som industrien ville producere. Industrien ville, udover at bruge forskningen i produktudvikling, også kunne udvikle helt nye unikke typer videns- og databaserede produkter, og sidst, men ikke mindst, ville humanistiske og samfundsfaglige forskningsmiljøer kunne bidrage til at sikre at Forsvaret og forsvarsindustrien har den nyeste og bedste forskningsbaserede viden tilgængelig på områder som forholdet mellem teknologi og etik, kultur, psykologi, organisation mv.

Forsvarsakademiet og dets relativt nye Institut for Militær Teknologi vil kunne danne en indgang for akademia og industri og andre relevante aktører som f.eks. Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI). Derinde sidder allerede en række dygtige militære og civile forskere, som om nogen ved, hvordan humanistisk-samfundsvidenskabelig forskning kan bidrage til dansk forsvar og sikkerhed.

Hermed er ideen givet videre.

Anders Bollmann har været tilknyttet Forsvarsakademiet og arbejder i dag som selvstændig forskningskonsulent. Foto: Ernstved
Kommentarer