ANMELDELSE: I dag er det 25 år siden, at en tragedie uden sidestykke ramte det danske forsvar. Den 3. august 1996 omkom den nytiltrådte forsvarschef Hans Jørgen Garde i et flystyrt ved Færøerne. Alle om bord omkom. Militærhistorikerne Søren Nørby og Rasmus Dahlberg har begået en medrivende og detaljeret biografi om admiral Garde og katastrofen på Færøerne.

Dagen i dag står stadig mejslet i manges erindring som en årsdag for Forsvarets værste mareridt. Den 3. august 1996 skulle have været en festdag på Færøerne, da den nytiltrådte forsvarschef og admiral Hans Jørgen Garde sammen med sin hustru skulle have besøgt øerne. Men dårligt vejr med lavt skydække, ringe sigtbarhed og kraftige kastevinde forårsagede det, som endte i den totale katastrofe.

Fra sin bil på vej tilbage mod Sørvágur hørte en 31-årig fiskeskipper lyden af et fly tæt på. Han lænede sig frem mod forruden og så kortvarigt et lille fly, som kort efter præcis kl. 12.42 blev kastet mod klipperne og eksploderede, mens vragrester fløj i alle verdenshjørner. Om bord var ud over forsvarschefen og hans hustru Anna Garde syv øvrige passagerer og besætningsmedlemmer.

Det var en tragedie uden sidestykke, og nu fortæller militærhistorikerne Søren Nørby og Rasmus Dahlberg den tragiske historie i en omfattende biografi om admiral Hans Jørgen Garde. Bogen udkommer i dag på 25-årsdagen for tragedien, og den er en tour de force i historiefortælling, hvad angår detaljer og perspektiver. Bogens forfattere har besøgt Færøerne og stedet, hvor flyet havarerede. De har talt med vidner, pårørende og personer i Forsvaret, som var tæt på begivenhederne – og tæt på admiral Garde.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det er der kommet en ualmindeligt velfortalt og detaljeret biografi ud af med mange nye oplysninger – ikke mindst omkring selve tragedien på Færøerne. I bogens første kapitel kan man således læse den hjerteskærende beretning om, hvordan faderen til andenpiloten på Forsvarets Gulfstream III stolt sad som flyveleder i kontroltårnet og skulle guide flyet med sønnen og forsvarschefen til en sikker landing i Vágar. Med i kontroltårnet var også den daværende chef for Arktisk Kommando, kommandør Jesper Dinesen.

»Fra sin position på platformen uden for kontroltårnet har kommandør Jesper Dinesen bemærket flyvelederen synke sammen ved sin konsol inde bag vinduerne. Umiddelbart efter når lyden af et højt brag ude fra fjorden frem til tårnet, og en stor røgsky viser sig på himlen.«

Det var i sandhed en tragedie med ni omkomne og mange berørte pårørende i Danmark og på Færøerne.

En sjælden akademisk officer og forsvarschef

Historien om admiral Garde er bygget op som en klassisk biografi med det dramatiske flystyrt på Færøerne som omdrejningspunkt. Hans Jørgen Garde valgte Søværnet som en naturlig vej i Forsvaret ligesom en række medlemmer af Garde-familien havde gjort det i den kongelige danske flåde siden 1620. Hans far var dog officer ved Gardehusarregimentet, men blev afskediget fra Forsvaret i 1938 efter speget sag om kontakt til den tyske værnemagt for at løsegrænsestriden og undgå krig ved at lade danske tropper hjælpe værnemagten med transporter og leverancer af tysk krigsmateriel. Kontakten og dialogen blev opdaget og Gardes far afskediget.

Hans Jørgen Garde blev født i 1939, voksede op i Aarhus, hvor faderen var blevet chef for det civile beredskab i Jylland. I 1957 begyndte Garde som kadetaspirant få uger efter sin studentereksamen, og derfra gik det via Søværnets Officersskole til chefstillinger først for den nybyggede sejlkutter ”Svanen” (1962) og siden for motortorpedobådene ”Makrellen” (1963), ”Høgen” (1965), ”Glenten” (1965), ”Falken” (1969) og i 1982 for korvetten ”Peter Tordenskiold”. Herfra fortsatte karrieren først som stabschef i Søværnets Operative Kommando (SOK) og siden som chef samme sted. I 1989 blev han udnævnt til chef for Forsvarsstaben, som også dengang var en næstkommanderende i Forsvaret, og den 1. april 1996 afløste han Jørgen Lyng som forsvarschef.

Hans Jørgen Garde er af mange set som en af de sidste akademiske officerer, som siden kun fandt sin lige i general Knud Bartels. Sideløbende med sin tjeneste underviste Hans Jørgen Garde på både Københavns Universitet og Aarhus Universitet i international politik, ligesom han gennemførte stabskurser i England og USA. Som den første udlænding modtog han endog en guldmedalje for en prisopgave på United States Naval Institute.

Gik fire dage før datter fik besked om forældres død

Bogens store styrke er den grundige gennemgang af hændelserne omkring flystyrtet på Færøerne. Forberedelserne til forsvarschefens besøg, flystyrtet og redningsarbejdet, som hurtigt ændrede sig til oprydningsarbejde, og alt det der fulgte efter. Et helt kapitel omhandler kontaktofficerernes overdragelse af det lammende budskab om en pårørendes død til besætningens pårørende.

Anna og Hans Jørgen Garde efterlod sig tre døtre. Den ældste var på bilferie i Europa sammen med sin kæreste og kørte bekymringsfrit rundt i fire dage i Frankrig og Tyskland uden at vide, at hendes forældre var omkommet. Arbejdet med at finde hende uden brug af internet og mobiltelefoner var en udfordring af de større.

Det involverede en international eftersøgning af både hende og forældrenes lånte bil, spærring af både datterens og kærestens hævekort og en tur i bil med den daværende kontaktofficer og orlogskaptajn Nils Wang til Rødby Færgehavn sammen med søsteren for at tage imod den ældste datter ved ankomst til Danmark.

På fornem vis og med stor respekt for de efterladte formår Søren Nørby og Rasmus Dahlberg at fortælle det monumentale drama i den militære danmarkshistorie med et overblik og sans for fine detaljer. Vi er med hele vejen fra kontroltårnet i Vágar over redningsarbejdet på Færøerne til chokket i Forsvarskommandoen og til Venstres og de konservatives sommermøder, som pludseligt ændrer karakter efter de tragiske nyheder. Vi får fortalt om begravelsen fra Holmens Kirke og får gåsehud og tårer i øjnene, da de tre døtre side om side tager afsked med forældrenes kister svøbt i Dannebrog.

»Mor og far, tak for alt. Vi vil altid være sammen.«

Bogen er en must read for alle i uniform

Har man en interesse for det danske forsvar, dansk militærhistorie, internationale forhold, oprettelsen af Nato, Den Kolde Krig, fodnoterne og rivaliseringen mellem værnene bl.a. i konkurrencen om at bestride posten som forsvarschef – så er der ingen vej uden om ”Admiral Garde – Karrieren, katastrofen og konsekvenserne”.

Bogen er en must read, som bør indgå i enhver moderne officers læsepensum og enhver ansat i Forsvaret, som vil vide lidt om den arv, som Forsvaret bærer på. Den bør alle kende, når man forretter tjeneste iført Forsvarets uniform.

Bogen er skrevet i et let sprog, og den er rigt illustreret med billeder, som gør læsningen aldeles nærværende. En fin lille detalje vil man bemærke på bogens ryg, som har admiralens gradstegn i bunden.

Hvis man skal komme en smule malurt i bægeret, forsøger forfatterne sig med gisninger om, hvordan Forsvaret kunne og ville have udviklet sig, hvis admiral Garde ikke var omkommet ved et flystyrt og havde fået lov at sidde perioden ud som forsvarschef. Det er bogens svageste del, som rummer en del selvfølgeligheder, som man kunne have været foruden.

»Vi forestiller os, at især beslutningen om at udfase de missiltorpedobåde, som Garde selv i 1960’erne havde været med til at udvikle, ville have gjort ondt i sømanden hjerte, men som lukningen af Holmen er et godt eksempel på, ville den slags nostalgi næppe have fået Garde til at gøre større indsigelser mod beslutningen«.

I bogens efterskrift kan man læse forfatternes vurdering af, hvordan admiral Garde mon ville have forholdt sig til debatten i dag og balladen i januar om, hvor vidt forsvarschefen er en styrelseschef, og det er ganske interessant.

I samme del forklarer forfatterne, at de kalder admiral Garde for en ”akademisk officer”, fordi han supplerede en solid operativ karriere med et stabilt engagement i sikkerheds- og forsvarspolitiske problemstillinger som underviser, skribent og debattør. Og så kommer de med en slet skjult begmand til den siddende forsvarschef, som i et interview med OLFI ikke kunne nævne nogen vigtig militærfaglig bog, som han havde læst.

»Spørgsmålet er, om tiden er løbet fra den intellektuelle officer, som formentlig ikke ville have svært ved at opregne de bøger, som havde betydet noget for ham i hans dannelsesrejser gennem Forsvaret, men som ikke nødvendigvis kunne præstere det niveau af koncernledelse, som kræves af nutidens forsvarschefer.«

Det må man så sandelig ikke håbe, selv om det – desværre – er tvivlsomt, om den siddende forsvarschef finder det relevant at læse historien om admiral Garde. Han kunne ellers have brug for det.