spot_img

Rapport med »konspirationsteoretiske synspunkter« var med til at fælde frømand

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Det var ikke alene det påståede forsøg på at hverve eks-kolleger til et revolutionært netværk, der dannede baggrund for fyringen af frømanden Lars Gram. Det gjorde »en række forhold«, der blandt andet tæller en uhyre regeringskritisk rapport udarbejdet af en anonym forfatter. Hovedpersonen selv afviser alle beskyldninger om revolutionsplaner, men står ved sin kritik af regeringen.

Den regeringskritiske og nu forhenværende frømand af reserven Lars Gram blev tirsdag den 6. juli fyret af Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS). Det skete blandt andet på baggrund af en tidligere kollegas vidneudsagn, hvori Lars Gram bliver beskyldt for ved et besøg på kollegaens privatadresse i maj måned at have forsøgt af hverve vedkommende til et revolutionært netværk.

I et internt notat baseret på kollegaens forklaring, som Lars Gram selv har fået aktindsigt i ved FPS, og som nu florerer på de sociale medier, fremgår det, at arbejdet med netværket allerede ved de to personers møde angiveligt var i fuld gang.

»Chris (Lars Grams frømandsnavn, red.) fortalte [overstreget], at formålet med hans besøg var at rekruttere folk fra Frømandskorpset til at være en del af hans organisation, hvori der allerede var mange indflydelsesrige personer, herunder højtstående danske officerer. Chris nævnte ikke navnet på organisationen, men talte om at danne et netværk. Han nævnte, at han havde kontakt til stifteren af Men in Black … Chris talte videre om, at der skulle ske en væbnet revolution i Danmark, og at dem, der havde lavet fejl, skulle skydes,« står der blandt andet i det inkriminerende notat.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Lars Grams fyring …

Lars Gram afviser pure beskyldningerne, som han tidligere overfor Berlingske har kaldt »fabrikerede«. Han peger på flere faktuelle fejl i notatet – blandt andet vedrørende sin civilstand og uddannelse – og hæfter sig ved, at der endnu ikke er fremlagt nogen dokumentation for de alvorligste af anklagerne. FPS har orienteret Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om sagen, men trods alvorsgraden af beskyldningerne, er hverken politi eller auditørkorps blevet involveret i sagen, hvilket undrer hovedpersonen selv.

»Jeg synes, at det her ligner et tydeligt karaktermord. Hvis de havde beviser, havde de vel anholdt, forhørt eller varetægtsfængslet mig. Jeg har ikke i sinde at hverve folk eller soldater til et netværk, der vil forestå en voldelig revolution, skyde politikere, og som allerede tæller højtstående officerer. Jeg er totalt uforstående. Chokeret,« siger Lars Gram.

FPS tror på eks-kollegas forklaring

Trods de meget alvorlige beskyldninger mener Lars Gram dog ikke, at hans tidligere kollega bevidst har talt usandt, ligesom han heller ikke har mistanke om, at FPS har refereret kollegaens forklaring forkert.

»Jeg tror ikke, at han lyver. Grunden til, at jeg fik en snak med ham, var, at jeg husker ham som en god mand. Jeg tror ikke, der er tale om egentlige fordrejninger, men mere om, at min nu tidligere kollega har været chokeret over min fortælling og har haft svært ved at huske de væsentlige detaljer, som så ved overlevering til en anden kollega og dennes overlevering til FE har mistet forbindelsen til virkeligheden.«

I sin afgørelse erkender FPS, at det er påstand mod påstand, hvad der præcis blev sagt ved Lars Grams besøg hos kollegaen. Alligevel tillægger styrelsen Lars Grams eks-kollegas udsagn mest vægt, står der i afgørelsen:

»FPS kan konstatere, at der for så vidt angår formålet med dit besøg ved den pågældende medarbejder generelt er tale om divergerende opfattelser af, hvad du i den forbindelse har givet udtryk for over for medarbejderen. På baggrund af sagens samlede oplysninger finder FPS, at det har formodningen for sig, at den pågældende medarbejder taler sandt,« skriver styrelsen således.

Selvom pressedækningen kunne indikere det, er det imidlertid ikke alene det påståede revolutionære rekrutteringsforsøg, der har ansporet personalestyrelsen til at opsige frømanden. Der er derimod tale om et tilfælde af flere forskellige betragtninger, der har spillet sammen, bekræfter FPS i et skriftligt svar til OLFI.

»Det er ikke kun en enkelt persons udsagn, men en række forhold, der samlet har ligget til grund for afgørelsen om ophævelsen af Lars Grams rådighedskontrakt med Forsvaret, hvilket også er kommet til udtryk i afgørelsen. FPS har alene behandlet sagen ansættelsesretligt og har derudover orienteret relevante myndigheder,« skriver styrelsen.

OLFI har haft lejlighed til at gennemlæse hele FPS’ afgørelse i sagen. Af den fremgår det, at en anden tungtvejende grund til opsigelsen er Lars Grams videresendelse af en anonym rapport med titlen ”Er Danmark i krig?”.

Rapport: Militæret skal beskytte befolkningen

OLFI har læst den 78 sider lange rapport, der giver et indblik i en række af de synspunkter og opfattelser, der florerer i det coronaskeptiske og magtkritiske miljø omkring blandt andre Men In Black-bevægelsen. Blandt andet postulerer rapportens forfatter, at ”satanisten” Bill Gates står bag udrulningen af vacciner med mikrochips, og at vaccinerne indgår som et led i fuldbyrdelsen af World Economic Forums økonomiske initiativ The Great Reset, som rapporten beskriver som et komplot, der skal reducere verdens befolkning.

Læs hele rapporten her: “Er Danmark i krig?”

»Det er forkasteligt at tænke på, at staten betaler en mand, der gladeligt fortæller, at han er satanist, penge for at udvikle en chip, som befolkningen skal have i armen, således at vi kan styres og kontrolleres,« står der således i starten af rapporten, der også stempler statsminister Mette Frederiksen som landsforræder for sin medvirken til ovenstående.

Det er dog formentlig især passagerne om Forsvarets rolle og ansvar i den aktuelle situation, som har vakt personalestyrelsens interesse i forbindelse med behandlingen af Lars Grams personalesag – i hvert fald fremhæver FPS disse i afgørelsen. Her bliver rapportens forfatter i lange afsnit ganske eksplicit i sin udlægning af, hvad det danske militær bør stille op overfor regeringen.

»Når militæret vil sætte ind med sin pligt hertil, da alle ovennævnt traktat- og lovbrud er en pligt at beskytte befolkningen, kan de gøre det uden at have modtaget ordrer herom, og sammen skal de have målet for operationen udfærdiget inden påbegyndelse heraf,« fremgår det blandt andet med reference til den kongelige forholdsordre.

Forholdsordren tilsiger, at danske soldater af egen drift og uden forudgående ordre fra forestående er forpligtet til at tage kampen op i forbindelse med et uvarslet angreb på sig selv eller dansk territorium. Ifølge rapportens forfatter finder forholdsordren imidlertid også anvendelse i den nuværende situation, hvor befolkningen øjensynligt trædes under fode af en »skræmmende diktatorisk« regering – et synspunkt, der hyppigt har været delt af de tidligere soldater, der er blevet en fast bestanddel af Men In Blacks demonstrationer. Dermed har ansatte i Forsvaret en pligt til at gøre modstand.

Lars Gram vil ikke svare ja eller nej til, om han selv tilslutter sig alle rapportens alvorlige påstande og opfordringer, men han vil heller ikke tage afstand fra den. Han mener, at rapporten danner baggrund for en vigtig diskussion af, hvad han selv betegner som regeringens brud på grundloven, menneskerettighederne og Nürnberg-konventionen i forbindelse med udrulningen af vaccinationsprogrammet.

Tidligere har Lars Gram overfor FPS forklaret, at han med fremsendelsen af rapporten alene havde til hensigt at få sin tidligere kollega til at forholde sig til, i hvor høj grad rapporten var et udtryk for misinformation og samtidig gøre Forsvaret bekendt med rapportens indhold. Den del af forklaringen har FPS imidlertid heller ikke tillagt megen vægt.

»FPS betragter det som usandsynligt, at du skulle have opsøgt en medarbejder, du ikke almindeligvis besøger, ”alene” fordi du ønskede, at Forsvaret og FE burde være orienteret om indholdet rapporten, idet FPS lægger til grund, at du havde valgt en anden ”indgangsvinkel”, eksempelvis FE selv, såfremt dét havde været dit reelle formål,« skriver FPS, som desuden peger på, at Lars Gram angiveligt har kontaktet endnu en tidligere kollega – noget, som Lars Gram selv bestrider.

Alt i alt er styrelsens konklusion dog soleklar: Lars Gram kan ikke længere være ansat i Forsvaret. Af samme grund blev han opsagt med øjeblikkeligt varsel d. 6. juli.

Politianmeldt af privat borger

Lars Gram har før gjort sig offentligt bemærket med sin skarpe kritik af regeringens Covid-19-håndtering. Som OLFI og flere andre medier tidligere har beskrevet, holdt han i maj tale ved Men In Blacks demonstration på Rådhuspladsen i København. Her optrådte han i uniform og iført Frømandskorpsets karakteriske hovedbeklædning gav han udtryk for, at han mente, at regeringen sælger både sin egen sjæl og sine landsmænd, og for at han ikke havde lyst til at være en del af et sådant system.

Artiklen fortsætter under videoen …

Talen ved demonstrationen nævnes ikke eksplicit i den skriftlige afgørelse, men er næppe gået nogens næse forbi i hverken FE- eller FPS-regi. Selv kan Lars Gram dog ikke se, hvordan udtalelserne skulle være i strid med hvervet som soldat.

»Det mener jeg personligt ikke. Jeg mener, at det er en soldats pligt at stille spørgsmålstegn, hvis han fornemmer et emne, der bør tages op,« siger han.

Det er ikke alle iagttagere, der er enige i den betragtning eller i Lars Grams aktivisme i øvrigt. Mens FPS alene har behandlet sagen ansættelsesretligt og »orienteret relevante myndigheder« – formentlig med reference til Forsvarets Efterretningstjeneste – har en civil borger derfor af egen drift politianmeldt sagen. Der er tale om 45-årige Christian Andersen fra Aarhus, som til Berlingske fortæller, at han politianmeldte Lars Gram til Københavns Politi, fordi han ikke var sikker på, om myndighederne tog sagen op af egen drift.

»Jeg mener ikke, at den her slags skal gå ustraffet hen. Jeg har siden marts og april set, at folk prøver at undergrave befolkningens tillid til regeringen. Og jeg har set, hvordan den slags underminering af vores samfund kan gå via hændelserne i USA med angreb på deres kongres. Det er rimelig uhyggeligt, så jeg vil gerne gøre mit for, at det ikke sker her,« siger Christian Andersen til Berlingske.

Lars Gram har i kølvandet på anmeldelsen besøgt politigården i sin hjemby Esbjerg, men her kunne man ikke finde anmeldelsen i systemet. Han fokuserer nu i stedet på at hjælpe de relevante myndigheder under Forsvarsministeriet med at komme til bunds i sagen og få den afdramatiseret, fortæller han.

»Jeg tog i går (torsdag, red.) kontakt til FE, Forsvarskommandoen og FPS på mail for at foreslå en redegørelse for – eller et møde om – det notat, sagen drejer sig om. Altså, at vi kan gå i dialog og få rettet notatet op, så det forholder sig til mine synspunkter og meninger og ikke en dramafortælling, der er intimiderende for mig og pinlig for Forsvaret,« siger han og fortsætter:

»Jeg håber på, at Forsvaret vil tage imod min henvendelse for at få denne situation bragt ned på et niveau, hvor den danske befolkning og de danske politikere kan være rolige i at vide, at der ikke er en voldelig revolution på vej. Det er mit ønske at Forsvaret vil undersøge sagen, som, jeg forstår, nu er på ministerniveau, efter at flere partier har bedt Forsvarsministeren om en redegørelse. Jeg bistår gerne med en frivillig vidneforklaring.«

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...