spot_img

Vrede i Forsvarsministeriet over Morten Bæks chefansættelse uden opslag

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

En måned efter sin tiltrædelse som ny departementschef i Forsvarsministeriet ansatte Morten Bæk en nær kollega fra Klimaministeriets departement, uden at stillingen kom i opslag. Det gjorde den først to uger efter, at stillingen reelt var besat. Ansættelsen har vakt vrede i Forsvarsministeriet, som i forvejen har været hårdt plaget af magtmisbrug, nepotisme, kammerateri og vennetjenester.

Han havde dårligt nået at sætte sig til rette i stolen som ny departementschef i Forsvarsministeriet, før han tog sagen i egen hånd. I september blev Morten Bæk hevet ind fra højre, da den daværende departementschef i form af Thomas Ahrenkiel efter en række uheldige sager om brud på forvaltningslovens regler om inhabilitet, svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og muligt lovbrud i sin tid som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) pludselig fik en ”fyrings-forfremmelse” til stillingen som ambassadør i Berlin – som dog siden blev forvandlet til en overskudsstilling i departementet.

Morten Bæk landede således i Forsvarsministeriets departement på et bagtæppe af en mindre tsunami af skandaler i Forsvarsministeriet, som siden 2018 havde stået i kø med magtmisbrug, nepotisme, kammerateri og vennetjenester som de altoverskyggende temaer. Noget tyder imidlertid på, at det ikke var noget, som Morten Bæk gik voldsomt meget op i. Han valgte i hvert fald en for nogle medarbejdere ganske overraskende entré.

En måned efter sin tiltræden oprettede han i departementet en taskforce for strategisk forandring og ansatte i den forbindelse en person, som Morten Bæk personligt kendte særdeles godt.

»Christina Boesgaard Carlsson tiltrådte som chefkonsulent ved Koncern HR og Service den 26. oktober,« stod der i departementets nyhedsmail nummer 91, som blev udsendt den 5. november 2020.

Her reagerede en del medarbejdere i Forsvarsministeriets departement med tics og udpilede øjne, og så begyndte snakken at gå. En hurtig søgning på internettet og det sociale medie LinkedIn bekræftede, hvad medarbejderne frygtede. Christina Boesgaard Carlsson kom fra en stilling i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor hun stod for at rådgive departementschefen om forandringsprocesser, og her hed departementschefen ind til september 2020 Morten Bæk. Var det ligefrem Morten Bæk, som ansatte hende i stillingen i Klimaministeriet, spurgte Forsvarsministeriets medarbejdere sig selv?

Artiklen fortsætter under billedet …

Christina Boesgaard Carlsson har over 500 forbindelser på LinkedIn, men har endnu ikke accepteret en forbindelses-anmodning fra OLFIs redaktør. Screendump: LinkedIn

Før sin stilling under Morten Bæk i Klimaministeriet arbejdede hun i Energistyrelsen, hvor Morten Bæk tidligere var direktør. Han nåede dog aldrig at arbejde sammen med hende, men i Forsvarsministeriet regner de fleste med, at det var ham, der ansatte hende. Han blev imidlertid udnævnt som departementschef i Klimaministeriet i maj 2018, inden Christina Boesgaard Carlsson nåede at begynde i sin stilling i Energistyrelsen i juni samme år.

Ikke et ord om, at stillingen allerede var besat

I Forsvarsministeriet var der øjensynligt nogle, der godt kunne se, at Morten Bæk havde skabt sig selv et problem, stort set inden han overhovedet var begyndt i stillingen. Og hvad gør man så for at undgå kritik? I Forsvarsministeriet slog man stillingen op. Den 10. november kunne man således på jobnet.dk pludselig se, at Forsvarsministeriets departement søgte en leder til den nyoprettede taskforce, uden at det noget sted i opslaget fremgik, at stillingen allerede var besat til anden side.

»Vil du stå i spidsen for vores nye Taskforce for Strategisk Forandring? Ved du, hvad det kræver at opbygge en forandringsparat organisation, og har du drivet til at kickstarte den proces i et ministerium med stor politisk og offentlig interesse?,« skrev Forsvarsministeriets departement og uddybede i opslaget:

»I Forsvarsministeriet ønsker vi til stadighed at være skarpe på og på forkant med de krav, der kontinuerligt stilles til os, og at skabe de bedste forudsætninger for at lykkes med vores mission: Vi skal sikre et forsvarsministerium, der formår at drive og udvikle vores opgaveløsning, så vi får mest muligt ud af vores ressourcer og er en professionel og bredt anerkendt samarbejdspartner.«

Artiklen fortsætter under billedet …

I en nyhedsmail fra Forsvarsministeriets departement kunne medarbejderne den 19. november 2020 læse et interview med den “fungerende chef” for Taskforce Strategisk Forandring, Christina Boesgaard Carlsson. Foto: OLFI

Videre kan man læse, at departementet beskriver sig selv som en »agil og forandringsparat organisation« med »et ledelsesmæssigt fokus på forandringsledelse og organisatorisk læring«. Det fremgår også, hvilke kvalifikationer ansøgerne skal have:

»Vi forventer, du har en relevant akademisk uddannelse og stor erfaring fra tilsvarende opgaver i statslig virksomhed. Derudover: Solid indsigt i forandringsteori og evne til at omsætte til praksis, erfaring med rådgivning og kompetenceudvikling af topledere og andre nøglepersoner, væsentlig erfaring med facilitering af processer og udviklingsaktiviteter på ledelsesniveau, ledelseserfaring er en fordel men ikke et krav. Vi forventer, at du har et fleksibelt mindset og blik for, hvad det kræver for at gå fra strategi til succes.«

Hvad er nu det for en fisk?

Tre dage efter offentliggørelsen af jobopslaget på jobnet.dk skrev departementschef Morten Bæk en »fredagsmail« til medarbejderne i departementet.

»Mange har på kontormøderne spurgt ind til den nye Taskorce for Strategisk Forandring. Det forstår jeg godt, for hvad er det nu for en fisk? Det kan egentlig siges ret kort: Taskforcen skal være en ressource for organisationen, som understøtter de forandringsprocesser, vi sætter i gang politisk, fagligt og organisatorisk. Taskforcen skal bidrage med rådgivning og skabe et fælles metodeapparat og sprog om forandring. Den skal være grundlaget for, at vi med større træfsikkerhed kan hente de gevinster, som vi lægger fra land med som mål, når vi igangsætter forandringer.«

Videre skriver Morten Bæk også, hvem der skal stå i spidsen for taskforcen, hvor hun kommer fra, og at chefen for taskforcen ikke har synderligt meget viden om Forsvarsministeriets organisation – ligesom ham selv.

»Christina Carlsson er nu indlånt fra Klimaministeriet for at lede det arbejde. Hun har været med på kontormøderne for – ligesom mig – at få indblik i organisationen. Det har været virkelig værdifuldt,« skriver Morten Bæk.

I en efterfølgende mail til medarbejderne den 19. november kan man læse, at taskforcen har hjemme på anden sal i departementet, »hvor Taskforce FES tidligere holdt til«. Den har »kun en uge på bagen og består af kolleger fra forskellige kontorer i departementet«. Herefter følger et kort interview med »fungerende chef, Christina B. Carlsson,« som forklarer om taskforcens opgaver.

»Forandringer vil ofte være et resultat af påvirkninger udefra, men ikke desto mindre er det noget, som vi skal kunne navigere i som organisation. Ser vi tilbage på 2020, er COVID-19 et godt eksempel på, hvordan forandringer påvirker en organisation. Hvordan vi fra den ene dag til den anden har skullet ændre arbejds- og socialliv og have et beredskab klar til at støtte op om store som små opgaver,« siger Christina Carlsson og fortsætter:

»Også sager, som dem vi har oplevet med FE og FES, påvirker os som organisation. Fra et forandringsledelsesperspektiv bliver vores fokus: Hvordan understøtter vi, at vi kommer stærkt gennem både de konkrete sager og eftervirkningerne af disse sager, så vi fastholder det, som gør vores organisation velfungerende og effektiv? Hvordan kan vi skabe rammerne for at fokusere på alt det, der giver stolthed og arbejdsglæde i organisationen?«

Stillingsopslag var »klart for syns skyld«

Ansættelsen af Christina Boesgaard Carlsson – og måden den foregik på – har vakt voldsomme frustrationer blandt departementets medarbejdere. Det skyldes ikke mindst, at de fleste havde regnet med, at det med Thomas Ahrenkiels afløser endegyldigt skulle være slut med historier om nepotisme, kammerateri, vennetjenester og chefer, som ikke kender til indholdet af hverken forvaltningslovens regler om inhabilitet eller ansættelsesreglerne for offentligt ansatte i staten.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om departementschef Thomas Ahrenkiel som et af Forsvarsministeriets største problemer …

Men de skulle blive klogere. OLFI har til denne artikel fået flere henvendelser fra frustrerede medarbejdere i Forsvarsministeriets departement, som har svært ved at forstå, hvorfor Morten Bæk ifølge kilderne som det første fortsætter den hidtidige og ifølge kritikerne magtarrogante linje, når han nu blev ansat til at rydde op i netop magtarrogance og nepotisme. En kilde beskriver i en mail til OLFI, at Morten Bæk med ansættelsen af Christina Boesgaard Carlsson »er gået på kompromis med regler og moral«.

»Få uger efter, at Morten Bæk var blevet ansat, hentede han en chefkonsulent fra Klimaministeriet ind. Det var en af hans nærmeste medarbejdere fra hans gamle arbejdsplads. Hun blev ansat uden opslag som chef for en ny forandringsenhed,« skriver kilden og fortsætter, at det efterfølgende jobopslag »klart var for syns skyld«.

»Alle vidste, at der stod hendes navn på jobbet, som hun selvfølgelig også fik. Denne gang helt officielt. Hendes enhed er i øvrigt det eneste sted i Forsvarsministeriet, der vokser. Hun får lov til at ansætte en masse konsulenttyper, der taler konsulentsprog. Altså mens de operative enheder i ministeriet skal afgive folk og bare må løbe hurtigere. Det har givet stor vrede« skriver kilden.

Ingen i Forsvarsministeriet vil stille op til interview

OLFI ville gerne have interviewet departementschef Morten Bæk om ansættelsen af Christina Boesgaard Carlsson i stillingen som chef for Taskforce Strategisk Forandring. OLFI ville også gerne have interviewet Morten Bæk om ansættelsen af Janni Torp Kjærgaard i stillingen som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse al den stund, at Morten Bæk selv ansatte Janni Torp Kjærgaard som vicedirektør i Energistyrelsen, da han var direktør samme sted, og at Janni Torp Kjærgaard ifølge sit eget CV på LinkedIn ikke har nogen som helst erfaring med HR.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse analysen om ansættelsen af Janni Torp Kjærgaard i stillingen som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse …

Men ifølge pressechef Karen Clement fra Forsvarsministeriet er det »ikke muligt« at interviewe Morten Bæk. På den baggrund gjorde OLFI opmærksom på, at interviewet ikke haster, og at det uden problemer kunne aftales ud i fremtiden efter sommerferien en gang. Til det svarer samme pressechef, at »det er desværre ikke muligt. Men du er velkommen til at sende eventuelle spørgsmål til os i presseafdelingen.«

Det giver dog ikke meget mening at stille yderligere skriftlige spørgsmål til Forsvarsministeriets departement al den stund, at Forsvarsministeriet i forvejen ikke svarer fyldestgørende på de skriftlige spørgsmål, som dette medie sender. Således spurgte OLFI allerede den 28. maj om interview med både Morten Bæk og Christina Carlsson og sendte i den forbindelse følgende spørgsmål til departementet:

»Hvornår begyndte Christina Boesgaard Carlsson at arbejde i Forsvarsministeriet? På hvilken baggrund blev hun ansat? Blev stillingen slået op? Hvis ja: Hvornår? Hvor mange ansøgere var der? Var der et ansættelsesudvalg? Hvis ja: Hvem sad i ansættelsesudvalget? Hvilken betydning havde Christina Boesgaard Carlssons relation til departementschef Morten Bæk for hendes ansættelse?«

Den 7. juni svarede Forsvarsministeriet på nogle af spørgsmålene: At »Christina Boesgaard Carlsson blev ansat som chef for Taskforce Strategisk Forandring pr 15. december 2020«. At hun i en periode fra 26. oktober var udlånt fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.

»Stillingen som chef for Task Force Strategisk Forandring har været slået op, og Christina Boesgaard Carlsson blev vurderet som den stærkeste kandidat blandt ansøgerne. Chefen for Task Force Strategisk Forandring refererer til Forsvarsministeriets stabsdirektør. Der var i forbindelse med besættelsen af stillingen nedsat et ansættelsesudvalg, der bestod af repræsentanter for Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets Personalestyrelse.«

Forsvarsministeriet svarer ikke på begæring om aktindsigt

Men ikke noget om hvem, som sad i ansættelsesudvalget, eller hvor mange ansøgere der var. Og slet ikke noget om hvilken betydning relationen til Morten Bæk havde for hendes ansættelse. Den 7. juni sendte OLFI en ny mail til Forsvarsministeriet og spurgte, 1) på hvilken baggrund Christina Carlsson oprindeligt blev ansat, 2) hvor mange ansøgere der var til stillingen som chef for Taskforce Strategisk Forandring, 3) hvem der sad i ansættelsesudvalget, og 4) hvilken betydning Christina Boesgaard Carlssons relation til Morten Bæk havde for hendes ansættelse.

Tre dage senere begærede OLFI aktindsigt i, hvem der sad i de respektive ansættelsesudvalg for ansættelsen af henholdsvis Janni Torp Kjærgaard og Christina Boesgaard Carlsson, foruden »hvor mange ansøgere der var til de to stillinger, og hvor mange der blev kaldt til samtale til begge stillinger«. OLFI ønskede tillige aktindsigt i, hvor mange ansøgere der havde militær baggrund, og hvor mange som søgte fra stillinger uden for Forsvarsministeriets ressortområde. Slutteligt begærede OLFI aktindsigt i Janni Torp Kjærgaards og Christina Olssons ansættelses- og lønforhold og ansættelseskontrakter med indsigt i på hvilke vilkår, de er ansat (overenskomst eller tjenestemænd), aktindsigt i deres grundløn og tillæg foruden aktindsigt i Christina Olssons oprindelige ansættelseskontrakt fra 26. oktober.

Ifølge offentlighedsloven skal en anmodning om aktindsigt som hovedregel »afgøres snarest og senest 7 dage efter modtagelsen«. Men OLFI har endnu ikke fået andet ud af sin nu over to uger gamle begæring om aktindsigt end at modtage de respektive jobopslag.

OLFI ville til denne artikel også gerne have interviewet Christina Boesgaard Carlsson, men det er ifølge Forsvarsministeriet heller ikke en mulighed, ligesom Janni Torp Kjærgaard afviste at stille op til interview, da OLFI kontaktede hende i forbindelse med offentliggørelsen af hendes ansættelse som personaledirektør. OLFI har også bedt om et interview med forsvarsminister Trine Bramsen (S), men hun ønsker ligesom sine topchefer og personaledirektør heller ikke at stille op til interview.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...