BLOG: Den nyvalgte grønlandske regering drømmer om afmilitarisering og amerikansk beskyttelse efter islandsk forbillede. Ideen om en islandsk model er dog misforstået, for forslaget giver hverken mening for Danmark eller USA og er heller ikke nogen fordel for Grønland selv, skriver militæranalytiker Anders Puck Nielsen.

I april fik Grønland en ny regering, som vil indføre en såkaldt ”islandsk model” for det militære forsvar. Dette er blevet koblet med et ønske om at Danmark trækker alle militære styrker ud af Grønland, og at ansvaret for det militære forsvar af landet overdrages til USA. Samtidig skal der så – efter islandsk forbillede – oprettes en grønlandsk kystvagt til at varetage de civile opgaver som Forsvaret løser i dag.

Forslaget demonstrerer en misforståelse af både Grønlands og Islands sikkerhedspolitiske situation. Der er meget forskellige dynamikker på spil for de to lande. Den grønlandske regerings forelskelse i den islandske model risikerer derfor at kaste grus i maskineriet for Grønlands fremtid. Forslaget giver nemlig ikke mening for USA og Danmark, og derfor kan det føre til et diplomatisk dødvande.

Hvad er den islandske model?

Den såkaldte islandske model er resultatet af en aftale fra 1951 mellem USA og Island, som havde opnået selvstændighed fra Danmark syv år tidligere og var trådt ind i Nato i 1949. Aftalen betød, at USA ville stå for Islands territoriale forsvar, og at Island derfor ikke skulle have væbnede styrker. I stedet oprettede Island en kystvagt til at stå for statens civile opgaveløsning med eksempelvis søredning og fiskerikontrol.

Island har en afgørende strategisk position midt i Atlanterhavet. Landet ligger midt i det såkaldte GIUK Gap, som er farvandsafsnittet mellem Grønland og Storbritannien. Det betyder, at Island udgør et vigtigt baseområde for fly og skibe, som deltager i anti-ubådsoperationer i GIUK Gap. Desuden har lufthavnen i Keflavik en vigtig geografisk betydning for flyforbindelserne over Atlanterhavet, idet man kan tilbyde tankning i forbindelse med mellemlandinger og beskyttelse fra udstationerede jagerfly.

Island har en størrelse og et klima som ud fra et militært synspunkt gør det overkommeligt at gennemføre militære operationer. Det var således ikke utænkeligt, at Sovjetunionen kunne finde på at erobre Island i tilfælde af spændinger. Det ville i alvorlig grad have begrænset Natos forbindelseslinjer over Atlanterhavet.

Omvendt betød det også, at amerikanerne med meget begrænsede omkostninger kunne tage opgaven på sig med det militære forsvar af Island. I store træk kunne opgaven nemlig klares med de kapaciteter, som man alligevel gerne ville placere i området, nemlig luftbasen på Keflavik og flådestyrkerne i GIUK Gap.

Grønlands militære situation ligner ikke Islands

Ingen af disse forhold gør sig gældende for Grønland. Det militært interessante ved Grønland er ikke landet selv, men derimod at det udgør en vestlig barriere for russiske flådeoperationer i Atlanterhavet. Det giver en mindre strategisk betydning end at ligge i midten, sådan som Island gør.

Grønland er heller ikke umiddelbart truet. Størrelsen på landet og det barske klima gør det nærmest utænkeligt, at Rusland skulle foretage landmilitære operationer i Grønland. Der er dårlige logistiske forsyningslinjer, og en landsat styrke ville trække enorme resurser ud af det russiske forsvar og give meget små militære fordele.

Samtidig gør de samme forhold det til en resursekrævende opgave for USA at påtage sig det samlede territorialforsvar af Grønland. Reelt er amerikanerne kun interesserede i ganske få kvadratkilometer omkring Thulebasen i Nordvestgrønland. Thulebasen afleder så nogle amerikanske ønsker om militære faciliteter, primært op langs den grønlandske vestkyst. Det er imidlertid langt fra nok til at give samme situation som på Island, hvor man med allerede eksisterende kapaciteter kunne siges at have opstillet et troværdigt forsvar af territoriet.

Stik imod Natos byrdedeling

Den største showstopper i ønsket om en islandsk model for Grønland er formentlig, at den går stik imod de aktuelle trends i Nato om en mere rimelig byrdedeling mellem USA og Europa. Ønsket er, at Europa skal løfte mere, ikke mindre.

Et af de paradoksale forhold omkring Danmarks militære indsats ved Grønland er, at den mere eller mindre er gratis. Jeg har redegjort for dette bagvendte regnestykke i et andet blogindlæg. Danmark placerer sig allerede som bundskraber i Natos statistik over bidrag i forhold til bnp, og det er utænkeligt, at vi skulle slippe afsted med at sænke forsvarsbudgettet. Hvis Danmark skulle ”demilitarisere” i Grønland, ville vi altså være nødt til fortsat at bruge de samme penge på Forsvaret.

Fra et grønlandsk synspunkt virker det helt bagvendt at bede om, at disse penge skal bruges andre steder i rigsfællesskabet, men det vil være konsekvensen. Hvis man tilmed mener, at Danmark også skal betale for den ønskede grønlandske kystvagt, foreslår den grønlandske regering reelt, at både USA og Danmark skal øge forsvarsbudgettet for deres skyld. Det er en temmelig spøjs definition af begrebet demilitarisering.

Grønlandsk kystvagt er ikke problemet

Afslutningsvist vil jeg nævne, at tanken om en grønlandsk kystvagt ikke nødvendigvis er problemet. Jeg leger selv med ideen i en kommende antologi, hvor jeg ser på forholdet mellem kystvagtsopgaverne og de militære opgaver. Min betragtning er, at antallet af maritime opgaver ved Grønland i disse år vokser på grund af klimaforandringer og øget stormagtskonkurrence. Det forstærker resursekampen mellem tilhængerne af en kystvagt (som typisk er i Nuuk) og fortalerne for en militær flåde (som mest er i København og Washington).

Mit udgangspunkt for den diskussion er imidlertid, at tilhængerne af kystvagten hidtil har vundet resursekampen. Kystvagtsopgaverne har kannibaliseret flåden ved Grønland så meget, at den i dag i praksis er en kystvagt. Såfremt der skal være plads til militære operationer, kan man overveje, om der ikke er behov for en organisatorisk adskillelse af opgaverne. Jeg giver i mit kapitel ikke et svar på det spørgsmål, men betoner at begge typer af opgaver er vigtige.

Det problematiske ved den grønlandske regerings forslag er derimod forestillingen om dansk afmilitarisering. Det er ganske enkelt ikke en fordel for Grønland at overlade dette ansvar til USA. Grønland er den arktiske region, som i lavest grad er påvirket af den pågående stormagtskonkurrence, og sådan burde Grønland ønske, at det bliver ved med at være. Man kommer ikke nærmere selvstændighed ved at filtre Grønland mere ind i stormagtskonkurrencen med Rusland.

Danmark har militariseret langt mindre end alle de andre arktiske flådemagter. Dertil kommer, at den danske tilgang har været at bruge pengene på militære kapaciteter, som giver både militær og civil værdi. Det er eksempelvis opsigtsvækkende at nærmest alle resurser i den arktiske kapacitetspakke ved Grønland er afsat til bedre overvågning af havoverfladen, mens amerikanerne havde efterspurgt luftrumsovervågning. Det demonstrerer netop det danske fokus på, at militære investeringer også skal komme det grønlandske samfund til gavn, eksempelvis i form at et bedre søredningsberedskab. Den luksus skal man som grønlænder nok ikke forvente fra amerikansk side under en islandsk model.