ANALYSE: Forsvarsministeriet har de seneste år været præget af den ene sag om nepotisme og vennetjenester efter den anden, og i flere sager spillede den nu forhenværende personaledirektør Laila Reenberg en nøglerolle. Nu har Forsvarsministeriet udpeget departementschefens tidligere vicedirektør i Energistyrelsen som afløser for Laila Reenberg og sender dermed det signal til medarbejderne, at der ikke er nogen grund til at ændre den hidtidige kurs.

Det foregår overalt i den offentlige sektor. Gennem karrieren lærer embedsmænd hinanden at kende på kryds og tværs, og siden opstår både private og faglige relationer og venskaber. Der bliver knyttet bånd og dannet netværk, og dette netværk bruger man flittigt, når man selv sidenhen skifter job og har brug for en ny kollega. ”Skal vi ikke drikke en kop kaffe” efterfulgt af et, ”kunne du ikke tænke dig at søge stillingen som?” Sådan foregår det i det offentlige, og sådan foregår åbenbart i energisektoren og i Forsvaret.

Siden 2018 har OLFI ad flere gange afdækket, hvordan nepotisme og vennetjenester har været ganske udbredt såvel på Forsvarsministeriets som Forsvarets område. En udnævnelse i denne uge styrker kun mistanken om, at den slags stadig foregår ved højlys dag i toppen af Forsvarsministeriet. Det vender vi tilbage til. Men lad os indledningsvis se på nogle af de sager, som OLFI har afdækket gennem de seneste år.

Mest opsigtsvækkende var naturligvis sagen om den nu tidligere generalmajor og hærchef Hans-Christian Mathiesen, som i august ved Vestre Landsret i Viborg blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for at have hjulpet sin kæreste ind på operations- og føringsuddannelsen, selv om andre stod foran hende i køen. Han blev også dømt for at have forsøgt at få en oberst til at ansætte og udnævne sin kæreste, som manglede et godt job og gerne ville avancere til major.

Artiklen fortsætter under billedet …

Men der har også været så rigeligt med andre sager, som har vakt en del opmærksomhed, selv om der ikke var foregået direkte ulovligheder. Ikke mindst var den nu forhenværende direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse selv indblandet i en sag, som blev undersøgt af Kammeradvokaten efter omtale i OLFI.

Den forhenværende direktør hedder Laila Reenberg. I 2018 kunne OLFI afdække, hvordan hendes ægtefælle i form af kommandør Anders Friis blev beordret i stillingen som chef for 2. eskadre, uden at stillingen var kommet i opslag. Efter OLFIs skriverier om sagen, blev Kammeradvokaten sat til at undersøge ansættelsen. Af Kammeradvokatens rapport fremgik det, at Laila Reenbergs vicedirektør i form af oberst Peter Wass, havde ringet til Anders Friis og tilbudt ham en beordring i stillingen, inden Forsvarsministeriets departement overhovedet havde besluttet, om stillingen skulle slås op i fri konkurrence. Det kom videre frem, at der var en anden og bedre egnet kandidat, som det ifølge kontreadmiral Torben Mikkelsen ville være svært at »argumentere uden om ved opslag«, og derfor blev stillingen aldrig slået op.

Det bliver i familien

Den ansvarlige for beordringen af personaledirektørens mand var Pernille Reuter Eriksen, som gennem adskillige år overtog de stillinger, som Laila Reenberg forlod. Således også stillingen som afdelingschef for Koncern HR i Forsvarsministeriets departement. I 2019 vakte det således en del opsigt, at Pernille Reuter Eriksen umiddelbart efter alle sagerne om nepotisme og inhabilitet valgte at ansætte Sanne Vendeltorp-Pommer i stillingen som kontorchef i departementet al den stund, at den pågældende kaptajn med en baggrund i Flyvevåbnet er gift med oberst Peter Wass, som altså var Laila Reenbergs vicedirektør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Det bliver i familien.

Artiklen fortsætter under billedet …

I samme periode afdækkede OLFI, hvordan Forsvarskommandoens finansdirektør havde ansat en major fra Hæren i en økonomistilling og lod ham stige i graderne til sin egen vicechef samtidig med, at hun udviklede et kærlighedsforhold til ham og siden fik et barn med ham. Efter OLFIs fokus på sagen sagde hun op midt i sin barsel og har i dag forladt Forsvaret. Hun kom i øvrigt til Forsvaret fra en stilling i DR, hvor den daværende økonomidirektør Poul Taankvist havde ansat hende som økonomileder.

Da han siden blev økonomidirektør i først Forsvarskommandoen og siden Forsvarsministeriet, ansatte han sin tidligere økonomileder i jobbet som finansdirektør i Forsvarskommandoen. På den måde er det ikke nyt, at man i Forsvarsministeriet henter gamle kendinge, nære relationer og kolleger fra andre brancher, selv om Forsvaret i sin natur og væsen adskiller sig markant fra andre af statens ministerområder. Det gør Forsvaret naturligvis, fordi ansatte i Forsvaret kan sendes i krig, hvilket skaber en helt særlig kultur blandt medarbejderne.

Forsvarsministeriet har et afslappet forhold til venner

Det er ikke mere end et år siden, at Forsvarsministeriets daværende departementschef Thomas Ahrenkiel måtte forlade sin stilling efter en længere række af uheldige sager. Ud over sin egen passivitet i sagen om svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og ballade omkring sin tid som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste havde Thomas Ahrenkiel også modtaget kritik for brud på reglerne om god forvaltning i det offentlige i en rapport fra Kammeradvokaten.

Baggrunden var, at departementschefen under forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde udviklet et kærlighedsforhold til Forsvarsministeriets kommunikationschef, hvilket parret havde holdt hemmeligt for ministeren. Samtidig havde Thomas Ahrenkiel siddet med i et møde, hvor hans egen kæreste fik et engangsvederlag på 75.000 kr. foruden en lønforhøjelse på 18.000 kr. – uden at forlade mødet og erklære sig selv for inhabil.

Artiklen fortsætter under billedet …

Set i dette lys kan man sige, at Forsvarsministeriets departement har en længere tradition for at se overordentligt afslappet og måske direkte positivt på nære venskaber og relationer, selv om de for udefrakommende kan se lidt for nære og lidt for mistænkelige ud i et professionelt lys. Onde tunger vil mene, at nære relationer måske ligefrem trumfer fagligheden, når Forsvarsministeriet leder efter nye chefer til topstillinger på Forsvarsministeriets område.

De fleste vil dog nok være enige om, at sporene burde skræmme. I slipstrømmen af de seneste års perlerække af møgsager om nepotisme og inhabilitet og ikke mindst det – i hvert fald officielle – ønske om at genoprette tilliden til såvel Forsvarsministeriets departement som til Forsvarsministeriets ressortområde og Forsvaret i almindelighed ville de fleste nok forvente, at fremtidige ansættelser af topchefer ville bunde i faglighed, og at det skulle være slut med at kunne så nogen som helst tvivl om nepotisme, vennetjenester og skjulte dagsordener.

Men noget tyder imidlertid på, at den slags overvejelser ikke fylder meget i Forsvarsministeriets departement hos departementschef Morten Bæk og forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Departementschefen er en de facto forsvarschef

Førstnævnte blev i september ansat i en besynderlig jobkarrusel, hvor meget tydede på, at Morten Bæks vigtigste kvalifikation var i forvejen at være udnævnt departementschef. Med en baggrund i udenrigstjenesten blev han i 2007 ministersekretær i Klima- og Energiministeriet, hvor han siden avancerede til først kontorchef og siden afdelingschef, inden han i 2014 blev direktør i Energistyrelsen.

I 2018 rykkede Morten Bæk endnu et skridt op ad karrierestigen som ny departementschef i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Det varede dog kun til efteråret 2020, da den nyudnævnte klimaminister Dan Jørgensen (S) gerne ville sætte sit eget hold. Hvad gør man så med en topembedsmand, som har vist sig som en stjerne inden for klima og energi? Man flytter ham over i et ministerium, som han så godt som intet kendskab har til, og svaret var Forsvarsministeriet.

Artiklen fortsætter under billedet …

Nu vil nogle formentlig indvende, at det ikke er så vigtigt, at man på det niveau i statsadministrationen har kendskab til det område, som man står i spidsen for. Metieren er frem alt ledelse og forvaltning, og fagkundskab og reel viden om sit arbejdsområde er kun vigtigt længere nede i organisationen. Problemet er bare, at disse forsvarere af lederegenskaber frem for fagkundskab tager fejl – og særligt på Forsvarsministeriets område.

Det skyldes, at man i dag har indrettet Forsvarsministeriets ressortområde på en måde, så departementschefen de facto er fungerende forsvarschef. Det skyldes, at han under sig har otte sideordnede styrelser, hvor forsvarschefen reelt set kun er chef for den ”styrelse” der hedder Forsvarskommandoen med de operative enheder og det uniformerede personel under sig. Resten af Forsvarsministeriets område med økonomi, personale, materiel og ejendomme er i dag organiseret i civile styrelser, som alle refererer direkte til departementschefen præcis som forsvarschefen – ”styrelseschefen” – for Forsvarskommandoen.

I andre lande mener man, at det er en fordel, at den med ansvaret for de væbnede styrker har en ofte 30-40 år lang baggrund i militæret, og i de fleste lande tæller operativ erfaring højt, jo højere man kommer op i det militære hierarki. Men i Danmark har man siden daværende forsvarsminister Nick Hækkerups (S) reform i 2014 nærmest gjort en dyd ud af at udnævne øverste chefer med så lidt operativ erfaring som muligt, samtidig med at man har lovprist og sat turbo på de civile embedsmænds indtog og til dels overtagelse af det militære hierarki og den militære metier.

Skal sende medarbejdere i krig

Nu er endnu en civil direktør udnævnt som afløser for Laila Reenberg, som selv rykkede videre i stillingen som direktør i Beredskabsstyrelsen. Det var før en stilling, der krævede operativ indsigt og baggrund, men også her har nu en civil jurist sat sig for bordenden.

Tilbage i Forsvarsministeriets Personalestyrelse kunne man tro, at man fra Forsvarsministeriets side ville vælge en ny direktør, som netop forstår de særlige forhold på Forsvarets område, hvor personellet i yderste konsekvens bliver sendt i krig, og hvor man har langt flere personelgrupper end i det civile, fordi det uniformerede personel er organiseret i fagforeninger for henholdsvis menige, befalingsmænd og officerer.

Men døm selv. Torsdag meddelte Forsvarsministeriet, at det per 1. juli har ansat Janni Torp Kjærgaard som ny direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Hun kommer fra en stilling som vicedirektør i Energistyrelsen og med det, nogle vil kalde en meget bred baggrund. Janni Torp Kjærgaard beskriver på LinkedIn sig selv som en »erfaren offentlig leder og jurist, der stortrives i krydsfeltet mellem politik og jura, og som er vant til at opnå resultater med og gennem andre«. Videre fremgår det, at Janni Torp Kjærgaard har »gennemført en lederuddannelse (MPG) på CBS og har 15 års ledererfaring« med »særlige styrker i forhold til forandringsledelse, organisationsudvikling og strategisk ledelse«.

Artiklen fortsætter under billedet …

Nå. Men så har hun nok beskæftiget sig med HR eller med Forsvaret før i tiden, tænker du måske. Til det kan man sige, at hun måske næsten har beskæftiget sig med alt muligt andet end lige præcis Forsvaret og HR. Om stillingen som vicedirektør i Energistyrelsen skriver Janni Torp Kjærgaard på LinkedIn.

»Medlem af direktionen. Strategisk ledelse. Ansvar for 10 kontorchefer. Fagligt ansvar for vedvarende energi, vind, sol, bioenergi og energiøer samt for tele, jura og EUDP samt VE administration og støtte udbetaling.«

Chef for trafik, by- og boligkvalitet

I perioden fra 2014 til 2017 var Janni Torp Kjærgaard kontorchef i Trafikstyrelsen. Om denne stilling skriver hun selv:

»Kontorchef i center for biler og grøn transport. Ansvar for bl.a. administrative bøder på synsområdet, regulering på bilområdet, internationale forhandlinger, policy og udviklingstiltag på grøn transport.«

Fra 2012 til 2014 var hun udviklingschef i Region Hovedstaden:

»Ansvar for dagsordenssættende analyser ifht. regional udvikling af hovedstadsområdet samt ansvar for fagområderne klima og trafik – herunder bl.a. udmøntning og implementering af klimastrategi, tænketank for klima og trafik, fælles energiplanlægning i hovedstadsregionen, by- og boligkvalitet, rekreative områder i regionen, fremme af cyklisme, infrastruktur etc.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Går man endnu længere tilbage, var Janni Torp Kjærgaard fra 2010-2012 kontorchef i Byg og Bo under Erhvervsstyrelsen med »ansvar for bl.a. byggeskadeforsikringen, lov om offentlig byggevirksomhed, andelsboligloven, ejerlejlighedsloven, erhvervslejeloven, ejendomsmæglerområdet og styrelsens Juridiske sekretariat«, ligesom hun ved folketingsvalget i 2011 var kontorchef i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter med »ansvar for bl.a. landdistriktspuljen, udvikling af landdistriktspolitikken, administration af LAG-området, byudvikling – herunder hovedstadsstrategi«.

Og sådan kunne man faktisk fortsætte. Før det var Janni Torp Kjærgaard bl.a. sekretariatschef for Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere i Økonomi- og Erhvervsministeriet, ligesom hun har arbejdet med arbejdsskadesager i Beskæftigelsesministeriet. Men ifølge hendes CV har Janni Torp Kjærgaard aldrig rigtigt haft berøring med hverken Forsvaret, Forsvarsministeriet eller HR.

Mistanken driver ned ad væggene

OLFI har i forbindelse med denne analyse talt med chefer inden for HR, som erklærer, at den nye direktør ud fra sit CV på LinkedIn aldrig nogensinde ville være kandidat til en lignende topstilling i det private. Det var også min egen umiddelbare tanke, og derfor kontrollerede jeg med folk, der har indsigt i HR på toplederniveau med personaleansvar for flere tusinde medarbejdere.

Nu skal det ikke skade nogen at have en alsidig baggrund og erfaring fra et mangefacetteret arbejdsliv. Alligevel kan man undre sig over, hvad der får en 43-årig jurist med 15 års erfaring fra jura, forvaltning, energi, tele, by, bolig og grøn transport til at søge en HR-stilling som direktør i Forsvarsministeriets Personalestyrelse med personaleansvar for den største arbejdsplads i staten med over 21.000 ansatte, og hvad der har været det afgørende argument i ansættelsen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Det fører mig hen til mistanken, som ingen i Forsvarsministeriet imidlertid har set som noget problem. Et kvalificeret gæt kunne være, at det er Morten Bæks personlige relation til Janni Torp Kjærgaard, som har spillet den afgørende rolle, da valget faldt på netop den vicedirektør, som Morten Bæk selv ansatte, da han i 2017 var direktør i Energistyrelsen. Sammenfaldet får mistanken om en kop kaffe og en opfordring til at søge en stilling til at drive ned ad de ministerielle vægge.

Er det et problem? Ja.

Selvfølgelig er det et problem uanset hvor mange kvalifikationer og bred erfaring, som Janni Torp Kjærgaard kan liste op i sit CV på LinkedIn. For hvad i alverden skal Forsvaret med en ekspert i jura, energi, tele, by, bolig og grøn transport i stillingen som øverste HR-chef for samtlige ansatte på Forsvarsministeriets område? Svaret blæser i vinden over Lautruphøj 8 i Ballerup og Holmens Kanal 9 i København.

I den henseende er det helt og aldeles ligegyldigt, hvor dygtig, klog og fremragende en leder, som Janni Torp Kjærgaard formentligt er og kan vise sig at være. Det handler om signaler, og det handler om kommunikation. Vil man rydde op i Forsvarsministeriet og en gang for alle sikre sig, at alle ansættelser bliver foretaget på baggrund af en solid faglig vurdering, eller vil man fortsat have mistanken klæbende til sig, at en topstilling i Forsvarsministeriet kræver personligt netværk – måske end da et venskab – med Forsvarsministeriets topledelse og i dette tilfælde Forsvarsministeriets departementschef?

Med valget af Janni Torp Kjærgaard har Forsvarsministeriet ifølge medarbejderne ikke ligefrem styrket troen på, at der for alvor er et ønske og en ambition om at rydde op og genetablere respekten og tilliden til Forsvarsministeriets ressortområde.