spot_img

Mandag overtager nye chefer ansvaret for henholdsvis Hæren og Flyvevåbnet

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

De nyudnævnte generalmajorer Gunner Arpe Nielsen og Jan Dam overtager ansvaret for henholdsvis Hærkommandoen og Flyverkommandoen ved en parade mandag på Flyvestation Karup. Begge har været fungerende chefer, ind til forsvarschef Flemming Lentfer onsdag udnævnte dem.

Ved en parade mandag på Flyvestation Karup indsætter forsvarschef Flemming Lentfer nye chefer for henholdsvis Hærkommandoen og Flyverkommandoen. I begge tilfælder bliver det de fungerende chefer, som nu officielt overtager deres respektive stillinger.

Gunner Arpe Nielsen bliver udnævnt til generalmajor og chef for Hærkommandoen, som han reelt overtog, da generalmajor Michael Lollesgaard blev sendt til Irak for at afløse generalløjtnant Per Pugholm Olsen før tid. Før det var han chef for 2. brigade i Slagelse.

”Jeg er glad og stolt – og også lidt ydmyg – over at skulle stå i spidsen for Hæren, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet med at udvikle og styrke Hæren i de kommende år. Selv om jeg kender Hæren, har jeg stadig brug for at lære hele organisationen mere indgående at kende. Derfor glæder jeg mig også til hurtigst muligt at komme rundt til alle garnisonerne og hilse på stabe og enheder,” siger Gunner Arpe Nielsen.

Jan Dam er ny chef for Flyverkommandoen

I Flyverkommandoen overtager Jan Dam, som samtidig udnævnes til generalmajor. Han overtog stillingen som fungerende chef for Flyverkommandoen, da generalmajor Anders Rex blev udnævnt til chef for udviklings- og planlægningsstaben i Forsvarskommandoen med virkning fra den 1. maj.

”Det er med lige dele glæde, stolthed og respekt, at jeg overtager kommandoen over Flyverkommandoen og dermed også et stærkt flyvevåben. Essensen af Flyvevåbnet er og bliver operationer, og kernen i vores operationer er de mange fagligt dygtige og dedikerede medarbejdere, som brænder for opgaveløsningen, og som samtidigt holder ligeså meget af Flyvevåbnet, som jeg gør og har gjort i mere end 35 år. Jeg er stolt over at få lov til at stå i spidsen for dem. Det glæder jeg mig til,” siger han.

Det er forsvarschef Flemming Lentfer, der har udpeget de nye chefer.

”Jeg er glad og stolt over at kunne overdrage kommandoen til Gunner som chef for Hærkommandoen og til Jan som chef for Flyverkommandoen. Jeg er sikker på, at de to nye chefer vil lægge stor energi i at lede deres nye kommandoer i en tid præget af forandring og udvikling. Begge nye chefer bringer en solid faglighed med ind i jobbet, og jeg ser meget frem til, at de kommer til at stå i spidsen for Hæren og Flyvevåbnet,” siger han.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...