Topmøde

FE undersøger uniformerede corona-demonstranter ved MIB-demo i Aalborg

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

Lørdag optrådte flere deltagere ved Men In Blacks demonstrationer mod corona-restriktioner endnu en gang i Forsvarets uniformer. Forsvarskommandoen har nu bedt Forsvarets Efterretningstjeneste om at undersøge sagen, ligesom man i samarbejde med Forsvarsministeriets Personalestyrelse undersøger behovet for et klarere regelsæt.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at se demonstranter i Forsvarets uniformer, når bevægelsen Men In Black demonstrerer mod regeringens covid-19-restriktioner. I april optrådte flere af demonstranterne ved Men In Blacks demonstrationer i København iført både nye og gamle uniformsgenstande.

Ved en af disse demonstrationer blev der endda taget billeder og optaget video af, at de uniformerede demonstranter modtog ordrer fra en ”befalingsmand” og gennemførte en form for eksercits i Københavns gader. Lørdag den 8. maj løb en lignende demonstration så af stablen i Aalborg, og igen var Forsvarets uniformer – både den udfasede grønne M/84-uniform og den nyere M/11 Multiterrænsløring (MTS) – trukket frem i forreste række.

Det kunne man blandt andet se billeder af i Nordjyske og Ekstra Bladet. Sagen har nu fået Forsvarskommandoen til at inddrage Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som skal undersøge sagen nærmere. Det skriver Forsvarskommandoen i et skriftligt svar, efter at OLFI har spurgt ind til gældende regler og til Forsvarets officielle holdning til de uniformerede demonstranter.

Uklare regler på området

Der er imidlertid flere forhold, som umiddelbart kan stå i vejen for hurtig handling fra Forsvarets side. Dels skal de deltagende soldater, veteraner eller andre uniformerede kunne identificeres, og dels er der usikkerhed om lov- og regelgrundlaget på området.

»Af Forsvarsministeriets cirkulære om Forsvarets militære og civile personel kan man læse, at det er forbudt at anvende Forsvarets uniformer i forbindelse med demonstrationer mod tjenstlige forhold, mod Forsvaret i almindelighed eller mod dansk forsvarspolitik,« skriver Forsvarskommandoen blandt til OLFI.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om de uniformerede demonstranter i København, som siden blev brugt i Men In Blacks billedmateriale …

Da Men In Black-demonstrationerne ikke direkte har at gøre med tjenstlige eller forsvarsinterne forhold, er det usikkert, om bestemmelsen finder anvendelse. Den tolkning har OLFI fået bekræftet hos Forsvarsministeriets Auditørkorps, der har modtaget flere anmeldelser om sagen. Tilsvarende er der heller ikke nogen dækkende bestemmelse i hverken den militære straffelov eller Forsvarets egne bestemmelser på uniformsområdet. Det sidste kan der dog blive lavet om på, lyder det fra Forsvarskommandoen:

»De nuværende uniformsreglementer i Forsvaret forholder sig ikke i øvrigt klart og entydigt til, hvorvidt uniform må bæres af ansatte uden for tjenesten og i ikke tjenstligt øjemed. Det er et område, som Forsvarskommandoen i samarbejde med Forsvarsministeriets Personalestyrelse er ved at undersøge, om der behov for at regulere.«

Sanktioner kan komme på tale

Forsvarskommandoen forklarer videre, at det ikke nødvendigvis er problematisk at iføre sig de ældre uniformsmodeller.

»Ved ophør af ansættelse i Forsvaret afleveres udleverede uniformer. Forsvarets uniformer – nye og gamle – kan anskaffes kommercielt, typisk på overskudslagre, og kan derfor bæres af enhver, herunder også af tidligere ansatte. Evt. bæring sker dog under ansvar efter straffelovens § 132, nr.1, nr.1 der forbyder retsstridig anvendelse af ”kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner”. Bestemmelsens rækkevidde er dog begrænset.«

Ifølge OLFIs oplysninger er de uniformerede demonstranter en blanding af veteraner og tidligere ansatte, og ved demonstrationen i Aalborg bar en deltager en uniform med Gardehusarregimentets tidligere og nu udfasede regimentsmærke. OLFI har kendskab til en enkelt, der efter eget udsagn stadig er ansat i Forsvaret, og det er særligt folk i denne kategori, der kan være i problemer ved at optræde uniformeret:

»Hvis en militær ansat i Forsvaret handler i strid med interne bestemmelser om uniformsbæring, vil det kunne give anledning til en række forskellige reaktioner fra Forsvaret. Reaktionen afhænger selvsagt af en meget individuel og konkret vurdering af det enkelte tilfælde, og af overtrædelsens grovhed. Sanktionering vil kunne komme på tale efter militær disciplinarlov eller i grove tilfælde efter militær straffelov,« skriver Forsvarskommandoen.

OLFI har været i kontakt med Forsvarsministeriets Auditørkorps, der ikke umiddelbart ser sig i stand til at foretage sig yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...