INTERVIEW: Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft var gennem hele krigen skeptisk over for den militære intervention i Afghanistan. Med den forestående afslutning af krigen i Afghanistan mener han på baggrund af oplevelserne og erfaringerne fra 20 års krig, at hans synspunkt i dag har større klangbund både nationalt og internationalt. Det siger han i et interview med OLFI og Radio4.

Han var udenrigsminister, da World Trade Centers to tårne i New York styrtede i grus den 11. september 2001. Men to måneder senere blev han en del af oppositionen, da Venstre og de konservative indtog regeringslokalerne.  Mogens Lykketoft er i dag 75 år, og han har fulgt krigen i Afghanistan tæt gennem alle årene. Som minister, som formand for socialdemokratiet og senest som formand for FNs generalforsamling i New York.

Fredag satte OLFI og Radio4 socialdemokraternes nestor stævne hjemme i privaten som nabo til Dyrehaven nord for København for at høre, hvordan han ser på 20 års krig i Afghanistan og læren af det, som er blevet kaldt Danmarks aktivistiske udenrigspolitik.

Mogens Lykketoft har aldrig lagt skjul på, at han var imod den hårde krigsførelse i Afghanistan, som for alvor tog fart i 2006, da Danmark rykkede ind i Helmandprovinsen med henblik på at fordrive Taleban fra deres eget territorium. Og han mener, at resultaterne i dag viser, at den hårde krigsindsats var en fejl.

»Jeg havde svært at se, hvad vi skulle have ud af at gå ud i områder af Afghanistan, hvor ingen centralregering på noget tidspunkt havde haft herredømmet. Det sørgelige er, at når vi kigger på Helmand i dag, er Taleban tilbage. Der er ingen spor af, at vi skulle have ændret noget på jorden. Det er en del af en bredere fortælling, som amerikanerne omsider også drager konsekvensen af. Uanset hvor ubehageligt et styre er, så er det en meget tvivlsom mission at gå ind med militær magt og prøve at indrette et land anderledes – især hvis flertallet som i Afghanistans tilfælde med en meget konservativ befolkning er imod det,« siger han.

Var modstander af krigen i Vietnam

Som ung i 1960’erne var han en del af en generation, som var meget engegeret i modstanden mod USA’s krig i Vietnam. Den skepsis mod krig har fulgt ham siden og var kraftigt medvirkende til hans holdning i forhold til Afghanistan.

»Det var af den samme grund, at jeg var skeptisk over, hvad vi kunne udrette i Afghanistan. Uanset det moralske og politiske grundlag for missionen kunne vi så udrette noget varigt med militære midler, når man ikke var i stand til at installere en ikke-korrupt regering i Afghanistan? Det kunne vi ikke, og det siger amerikanerne også nu.«

Artiklen fortsætter under playeren …

I april besluttede den nye amerikanske administration med præsident Joe Biden at trække alle amerikanske tropper ud af Afghanistan inden 20-årsdagen for 9/11. På den baggrund trækker også Nato og Danmark sine sidste tropper ud i løbet af de kommende måneder, og dermed slutter en krig, der for 20 år siden blev indledt på baggrund af et FN-mandat.

Hvor meget betød det for dig, at interventionen i Afghanistan var sanktioneret af FN?

»For mig var det meget afgørende. Det var derfor, at jeg selvfølgelig accepterede, at vi skulle være med i Afghanistan. Men jeg var modstander af, at vi gik ind i Irak, hvor vi i FN havde et markant flertal imod interventionen inklusive lande som Tyskland og Frankrig. I Afghanistan var der tale om en mission i forlængelse af 9/11, som hele verden i princippet bakkede op om – i hvert fald indledningsvis. Men det gik galt af mange grunde; den afghanske regering, som man fik installeret, og den dalende opmærksomhed, fordi amerikanerne ville videre til Irak.«

Kan ikke forandre verden grundlæggende med militær magt

Mogens Lykketoft mener, at den langsigtede lære af Afghanistan er, at man ikke kan forandre verden grundlæggende med militær magt.

»Det tror jeg, at alle er enige om inklusive de amerikanske præsidenter Obama, Trump og Biden. Den tragiske kendsgerning i Afghanistan er, at vi ville ønske, befolkningen var interesseret i et andet styre, for de har brug for det. Men det var de ikke.«

Hvad vil erfaringerne fra Afghanistan betyde fremadrettet?

»Efter min mening vil der være en meget stor tilbageholdenhed fra Washington til København om at iværksætte tilsvarende militære interventioner i fremtiden. Der vil være meget større fokus på at forebygge konflikter med andre midler end militære. Hele vejen fra Vietnam til Afghanistan – og med et stort spørgsmålstegn i Irak – har krigene ikke været succeser.«

Hvis løfter det lidt op: Krigen i Afghanistan varede i 20 år. Men den kom i forlængelse af Balkan og før det udsendelsen af korvetten ”Olfert Fischer” til Den Persiske Golf i 1990. Hvad har det, der bliver kaldt den aktivistiske udenrigspolitik betydet for Danmark?

»Jeg er altid lidt på vagt, når man taler om den aktivistiske udenrigspolitik. Danmark har i mange år haft en aktivistisk udenrigspolitik. Men det, der skete, efter at Anders Fogh Rasmussen (V) tog over, var, at vi nedprioriterede den fredsommelige og FN-fredsbevarende del, udviklingsdelen af vores aktivistiske udenrigspolitik og gik ind i de hårde missioner for at please amerikanerne. Fogh mente, at vi altid skal følge en hvilken som helst amerikansk præsident i et hvilken som helst militært eventyr. Der var uenigheden mellem Anders Fogh Rasmussen og mig klar,« siger Mogens Lykketoft.

Ingen amerikansk regering vil formentlig komme med opfordringer

Han lægger heller ikke skjul på, at hans synspunkt dengang formentlig bliver delt af flere i dag, hvilket skyldes den stadigt mange steder håbløse situation i det krigshærgede land. På godt og ondt, for erfaringerne har også konsekvenser for andre fejlslagne stater, hvor det internationale samfund ellers måske kunne finde på at intervenere for at hjælpe en forarmet befolkning, fjerne et rædselsfuldt styre og hjælpe demokratiet på vej.

»Jeg tror i virkeligheden, at mit synspunkt har større klangbund i dag, efter de oplevelser og erfaringer vi har gjort. Men jeg tror heller ikke, at vi vil møde en amerikansk regering, der vil stille os over for tilsvarende opfordringer. I dag er der faktisk ikke nogen, der tør stille op – nogen vil beklage det, jeg vil bare konstatere det – til en militær intervention for at afskaffe et modbydeligt styre – tag nu Burma for eksempel. Der er ikke nogen i det internationale samfund, der vil stille op til militært at gøre op med det.«

Har det, at vi har været så aktive internationalt, ændret omverdenens syn på Danmark?

»Det har det måske nok lidt. Men Jeg tror i virkeligheden, at det har fået meget mindre opmærksomhed i omverdenen, end det har fået hos os selv. Selv om Afghanistan var det blodigste militære indsats, som Danmark har deltaget i siden Anden Verdenskrig, så var det ikke noget, der blev bemærket særlig meget andre steder end hos dem, som vi var sammen med – med briterne og amerikanerne som de ledende. Men jeg håber og tror, at vores erfaringer gør, at vi altid i fremtiden vil koncentrere os om noget meget mere overskueligt. Nu er vi ledende i træningen af de irakiske styrker i Irak, og vi sender en fregat til Guineabugten. Vi har været på piratmissioner i det indiske ocean. Det kan alt sammen være en fornuftig del af en samlet international indsats. Men de store egentlige landkrigsoperationer, som vi i særklasse kom ud i i Afghanistan, tror jeg ikke, at der mod på at deltage i igen.«