Søndag afslører Ruslands ambassadør Vladimir Barbin en mindetavle for de russiske og danske omkomne ved skibet ”Vesterhavets” forlis i 1945. Det foregår på den russiske gravplads i Allinge, som i efterkrigstiden har en interessant og kontroversiel historik som sovjetisk propagandaværktøj, fortæller historiker Jakob Seerup.

Søndag den 9. maj gæster den russiske ambassadør til Danmark, Vladimir Barbin, Allinge for at afsløre en ny mindeplade for de omkomne ved dampskibet ”Vesterhavets” forlis 29. maj 1945. Det foregår på den russiske gravplads ved Allinge Kirkegård på Bornholm, hvor 18 af de omkomne russere er begravet.

”Vesterhavet” gik ned ud for den polske by Kolberg den 1. juni 1945, og ombord på det russiskchartrede danske skib var flere end 200 russiske soldater og en dansk besætning på 12, som for de flestes vedkommende mistede livet, da skibet stødte på en sømine kort inde i forlægningen mod Bornholm. Her skulle de russiske soldater have opholdt sig som en del af den sovjetiske besættelse af øen.

Søndagens mindehøjtidelighed finder samtidig sted som en markering af 75-året for Bornholms befrielse. Bornholms Kommune er således repræsenteret ved borgmester Thomas Thors (S) og viceborgmester Morten Riis (EL), ligesom repræsentanter fra Allinge Kirke og menighedsråd deltager i mindeceremonien.

Ceremonien vil af mange nok blive betragtet som en naturlig og prisværdig markering af søulykken, og hvilket mere naturligt sted at gennemføre den end på den russiske gravplads? Hvad færre måske er klar over, er, at gravpladsen gennem tiden har vist sig at være andet og langt mere end et blot sted at ære de døde. Særligt under sovjettiden udviklede gravpladsen sig til et regulært propagandaværktøj, fortæller Jakob Seerup, der er historiker og museumsinspektør på Bornholm Museum og har beskæftiget sig indgående med den russiske besættelse af Bornholm.

Formentlig flere døde

De omkomne soldater fra skibsforliset er ikke de eneste, der er stedt til hvile på den forholdsvis undseelige gravplads i det vestligste hjørne af Allinge Kirkegård. Der omkom flere russere under besættelsen af Bornholm, som i modsætning til deres kolleger ombord på ”Vesterhavet”, faktisk kom af dage på selve øen.

Artiklen fortsætter under billedet …

Gravpladsen blev anlagt i det vestlige hjørne af Allinge Kirkegård og bliver den dag i dag stadig besøgt af russiske repræsentanter. Foto: Bornholms Museum

»De første ni, der bliver begravet i Allinge, er ofre for en … alkoholrelateret ulykke. De kan have drukket nafta, saltsyre eller kogesprit,« forklarer Jakob Seerup med en indlagt pause, der afslører, at han leder efter en diplomatisk beskrivelse af de ni soldaters dødsårsag.

Krigen havde frem mod tyskernes kapitulation i starten af maj 1945 været hård ved soldaterne, og selv på fredelige Bornholm var det svært for de sovjetiske tropper af falde til ro. Det resulterede i besættelsens første uger i regulære plyndringer og en ret lemfældig omgang med den alkohol, der var at finde på øen. De russiske soldater var nemlig ikke voldsomt kritiske med, hvad de indtog af våde varer.

»De krigstraumatiserede soldater kom direkte fra ret hårde kampe ved Danzig- og Kolberg-områderne i det nuværende Polen, og de var tørstige. De ville gerne have snaps, alkohol – hvad som helst – og de skelnede ikke så meget mellem, om det var det ene eller det andet.«

De ni drikfældige soldater blev efterfølgende begravet uden den store fanfare, og faktisk er det først i de senere år, at dødsårsagen og dermed tragediens rette sammenhæng er gået op for danske historikere, forklarer Jakob Seerup, der har skrevet en artikel for Politiken Historie, hvor han går i detaljer med den fortælling.

Få uger senere forliste så ”Vesterhavet”, hvorefter 18 af de omkomne russere af uvisse årsager blev bragt til Bornholm. Udover de ni omkomne fra alkoholulykken og de 18 fra forliset, mistede yderligere tre russere under forskellige omstændigheder livet under besættelsen af Bornholm, hvoraf enkelte blev flyttet til den officielle gravplads fra en interimistisk grav i Nordskoven ved Rønne. Russernes dødstal ender derfor – i al fald officielt – på 30 mand. Der er dog næppe redegjort for dem alle, mener Jakob Seerup.

»Der er flere, og jeg har som hobbyprojekt at finde ud af, hvor de sidste ligger. Spørgsmålet er, om de enten ligger det samme sted (på gravpladsen, red.), men at den sovjetiske liste simpelthen ikke er komplet, eller om de ligger et andet sted. Jeg har en mistanke om, at der ligger flere begravet rundt omkring, blandt andet ude i Nordskoven,« fortæller Jakob Seerup.

Promoverede jubelfortælling om Den Røde Hær

Så vidt altså baggrunden for, at der overhovedet var behov for en russisk gravplads på ellers fredelige Bornholm, der fra den 9. maj 1945 havde været forskånet for kamphandlinger. Dermed kunne fortællingen om gravpladsen være slut.

Troede man, at det med besættelsens ophør var forbi med den sovjetisk-russiske interesse i gravpladsen eller Bornholm i bredere forstand, blev man dog klogere de efterfølgende år, hvor det kom til at stå klart, at gravpladsen og obelisken af bornholmsk granit måske ikke alene havde til formål at ære de døde.

“Det virker som om, at det var vigtigt for russerne at efterlade sig et synligt mindesmærke over, at de havde været her. Det virker til at have været knap så vigtigt for dem at have alle navne med. Faktisk var der de første mange år ikke individuelle gravsten. Det kom først i 1980’erne, blandt andet på dansk initiativ, fordi man syntes, at det var lidt underligt at have en obelisk og en gravplads uden gravsten og uden at kunne se, hvem soldaterne var,« siger Jakob Seerup.

Artiklen fortsætter under billedet …

Navnene på de omkomne russere fremgik de første mange år intet sted på gravpladsen. Det kom først til i firserne – blandt andet på dansk initiativ. Foto: Bornholms Museum

At gravpladsen havde en anden værdi end den rent sentimentale, blev endnu mere klart i koldkrigsårene, uddyber han og fortæller, at der under hele Den Kolde Krig blev lagt krans ved obelisken en gang om året. Indledningsvis foregik det i februar eller marts, men siden har det været 8. eller 9. maj, fordi 9. maj i russisk mindekultur er blevet den primære dag at mindes sejren i, hvad russerne kalder for ”Den Store Fædrelandskrig”.

»Mindeceremonien var en god anledning til, at man årligt kunne komme til Bornholm med militærattacheen fra den sovjetiske ambassade og hans chauffør og følge af assistenter og lægge en krans.«

Kransenedlæggelserne foregik i mange år med dansk militærdeltagelse og blev typisk gennemført i selskab med chefen for Bornholms Værn. Sammen lagde de både en dansk og en sovjetisk krans. Begivenheden tiltrak sig desuden opmærksomhed fra lokale borgere med stærke sympatier for det sovjetiske styre, hvilket var lige efter den sovjetiske drejebog.

»Allerede her kan man begynde at se, at der er også en anden dagsorden i det her end bare at ære de faldne. Det handler også om dagsaktuel politik. Der troppede altid nogen op fra det kommunistiske parti på Bornholm og lagde krans, og så var der repræsentanter fra den dansk-sovjetiske venskabsforening. Der var en mindekultur, men helt tydeligt også en politisk dagsorden, idet de lokale kommunister kunne bruge anledningen til at promovere historien om den sejrrige Røde Hær, der havde befriet os alle fra fascismen. Underforstået, at dem ville man gerne have mere med at gøre, og helst skulle man nå frem til en form for verdensrevolution,« forklarer Jakob Seerup.

Chaufføren tog på spionagekørsel

Udover den kærkomne mulighed for at sende brugbare propagandabilleder fra Vesten hjem til centrale interessenter i Kreml, havde besøgene også en anden og meget håndgribelig sidegevinst: muligheden for decideret spionage. Efter kransenedlæggelsen på gravpladsen indtog de sovjetiske spidser gerne en middag med Bornholms ditto. Imens havde fodfolkene travlt:

»Så kunne man iagttage, at assistenter og chauffører fra ambassaden kørte en turisttur rundt på øen – udstyret med kameraer med store linser – og benyttede lejligheden til at ”se sig omkring”,« siger Jakob Seerup.

Det var i lyset af verdenssituationen og det anspændte forhold mellem øst og vest ikke nogen overraskelse, at det forholdt sig sådan, fortsætter han og tilføjer, at fotoseancerne lagde sig i naturlig forlængelse af den øvrige aktivitet i området. Især på havet var det tydeligt, at russerne fattede stor interesse for området omkring strategisk velplacerede Bornholm og for de vestlige skibe, der færdedes der.

Artiklen fortsætter under billedet …

Ceremonierne på gravpladsen havde i sovjettiden typisk deltagelse af den russiske militærattaché. I år deltager Ruslands ambassadør Vladimir Barbin. Foto: Bornholms Museum

»Man var vant til spionage på Bornholm. Man havde hele tiden masser af skibe, ”trawlere” med antenner, der sværmede om øen. Især når der var flådeøvelser i Østersøen, kunne man se, at der blev spioneret på livet løs.«

At russerne samtidig benyttede lejligheden til at rekognoscere på land, når lejligheden bød sig, kom derfor heller ikke bag på nogen.

I årene efter Sovjetunionens fald fortsatte traditionen med de årlige besøg på gravpladsen. Men ligesom den politiske dagsorden ændrede sig i Rusland, gjorde gravpladsens rolle det lige så langsomt også. I dag har et øget spændingsniveau mellem øst og vest foranlediget, at det danske forsvar ikke længere deltager. Særligt Ruslands annektering af Krim nedkølede forholdet mellem Danmark og Rusland til så nær frysepunktet, at man fra dansk side afviste fremover at stille med uniformeret personel.

Danmark rodes ind i russisk morads

De senere år har mindehøjtidelighederne i Allinge hovedsageligt været et russisk foretagende. Heller ikke Bornholms Kommune har været repræsenteret ved samtlige ceremonier, selvom den tidligere borgmester Winni Grosbøll ifølge Bornholms Kommune »har deltaget i det omfang, det har kunnet lade sig gøre«. I et enkelt tilfælde fravalgte hun dog – stik imod Udenrigsministeriets opfordringer – at deltage, fordi hun skulle tage første spadestik til en skovbørnehave.

Med det beskedne danske engagement kunne man foranlediges til at tro, at gravpladsens propagandaværdi er dalet betragteligt med årene, og det er et stykke hen ad vejen også tilfældet. Den danske uvilje har ærgret russerne, men med indvielsen af mindetavlen for de omkomne fra ”Vesterhavets” forlis er Rusland igen lykkedes med at stable et arrangement på benene, som sagtens kan bruges til at udbrede sine budskaber af, mener Jakob Seerup.

»De har eller mindre vredet armen om på Bornholms Regionskommune og fortalt, at de gerne vil have en mindetavle for de omkomne fra ”Vesterhavets” forlis. Det er smart, fordi der både er tale om danske søfolk og sovjetiske soldater, og så kan man fra dansk side ikke rigtig undslå sig,« siger han.

Mindehøjtidelighederne på gravpladsen er dog ikke helt analoge til dem, man afholdt under Den Kolde Krig. Verden er som bekendt en anden, og det er derfor også nogle andre værdier, der har forrang i Rusland, og som de senere år er blevet betonet ved ceremonierne. Et eksempel er det religiøse aspekt, der har vundet indpas på den lille gravplads. Mens religionen i sovjettiden måtte vige for kommunismen – faktisk understregede Sovjetunionen i 1945, at gravpladsen i Allinge ikke måtte være en del af den indviede kristne kirkegård – forholder det sig anderledes i dag, hvor den igen bliver italesat som central for russisk identitet. I starten af nullerne blev gravpladsens jord derfor indviet af en russisk præst, så der i dag rettelig er tale om en russisk-ortodoks kirkegård.

Artiklen fortsætter under billedet …

Nydelig og fredfyldt ser den ud, men den russiske gravplads er gennem tiden blevet brugt til andet og mere end at mindes de døde. Foto: Allinge- Sandvig Byforening

»Putins Rusland betragter sig som arvtagernationen efter Sovjetunionen. Den russiske hær er arvtager efter den Røde Hær. De fortsætter med at komme og lægge krans, men nu ser man fotos af, at soldaterne knæler, beder og korser sig, fordi det nu en ny agenda. Det er ikke længere verdenskommunismen, men det konservative, ortodokse og nationalistiske Ruslands værdier, der skal promoveres,« forklarer Jakob Seerup.

Til det formål kan en ceremoni på den russiske gravplads godt være særdeles anvendelig – ikke mindst i kampen om at erobre narrativet om, hvad Sovjetunionen i virkeligheden havde at gøre på Bornholm i 1945-46:

»Det handler om at fremme den russiske dagsorden. Når de for eksempel taler om de sovjetiske tropper, som befrier Bornholm, handler det i virkeligheden om at hædre Rusland som den nation, der kommer nødstedte områder til undsætning og befrier og hjælper dem, for eksempel på Krim. Man forstår ikke fra dansk side, at man nu bliver viklet ind i det morads.«

Kommentarer